Monte Carlo (Ernst Lubitsch, 1930)

Prinsessen og frisøren (foto: pre-code.com)

♥♥♥♥♡♡

Et storslået bryllup er i gang. Gæsterne er på vej fra slottet til kirken via slotspladsen og den røde løber. Det begynder at regne, og gæsterne må løbe. Gommen prins Otto Von Liebenheim (Claude Allister) er I højt humør. Da han er kommet over til kirken bliver han kaldt tilbage, og ser brudekjolen henslængt over en stol, ingen brud.

Beyond the Blue Horizon (foto: pre-code.com)

Klip til toget, hvor prinsesse Helene Mara (Jeanette MacDonald) – bruden - og hendes tjenestepige Bertha (Zasu Pitts) er på vej ud i det blå. Helene synger Beyond the Blue Horizon, bønder på markerne er kor, og ikke et øje er tørt. Verden står åben.

Scenen er flot, effektivt og humoristisk sat for Lubitsch anden musical og den anden med Jeanette MacDonald i hovedrollen, igen i topform, som i The Love Parade, denne gang overfor Jack Buchanan, som grev Rudolph Farriere.

Konduktøren på toget spørger hvor Helene skal hen, og det aner hun ikke, men da han nævner Monte Carlo bliver det målet, for hun har næsten ingen penge, og så vil hun vinde penge i kasinoet, hvor svært kan det være 😉

Et rigtigt pre-code kendetegn er, at Helene er i negligé en del af tiden, også på toget, og giver grundlaget for denne joke: ”Listen, here’s a puzzle, and, believe me, it’s hot. She comes from a wedding. She has nothing on. She’s left her husband behind. She has no ticket. She has no idea where she wants to go. And she goes to Monte Carlo. How old is her husband? … Too old!”

I Monte Carlo får Rudolph øje på hende og følger hende vinde 4 gange i træk på rouletten, for derefter at tabe det hele igen.

Han kommer i kontakt med hende ved at udgive sig for frisør og i nogle skønne pre-code scener dækker han over, at han intet aner om at ordne hår, men han kan så meget andet, bl.a. give den mest fantastiske hovedbundsmassage.

Samspillet mellem MacDonald og Buchanan er vidunderligt. Hun kan både fungere som den forkælede rigmandsdatter og den sårbare og usikre kvinde, og han kan både være charmerende, pågående, men ikke for, og desperat, når hun ikke kan gøres tilfreds.

Der er en vidunderlig scene, hvor Helene tror at Rudolph for hendes 1.000 franc har vundet 200.000 franc i kasinoet (i virkeligheden er det han egne penge), og er så bange for sine egne følelser at hun må løse døren imellem dem, gemme nøglen i en skuffe, låse den, gemme nøglen til skuffen i et skrin, låse det, og endelig gemme nøglen til skrinet under hovedpuden. Vidunderligt spillet og så suggestivt. Hvad kunne Freud ikke have fået ud af det 😊

Helene er vildt forelsket, men kan ikke giver efter overfor Rudolph, som jo kun er frisør. Otto og hun tager i operaen, ja han er dukket op igen, og er vild med at hun åbenlyst siger til ham, at den eneste grund til at hun vil have ham er pengene. I operaen ser de Monsieur Beaucaire, med en historie der til forveksling minder om Helene og Rudolphs. Hun opdager Rudolph alene i sin egen loge, og forstår på deres kommunikation, at han er adelig, som hovedpersonen i operaen.  Otto falder i søvn. Helene går over i logen og de ser sammen afslutningen af operaen, hvor det afsløres at frisøren er adelig … men ikke vil have kvinden.

Helene er dybt skuffet, men Rudolph redder situationen: “I don’t like that ending. I like happy endings.”

En enkel historie fortalt med blændende overskud og med smittende charme, elegance og raffineret humor.