Silk Stockings (Rouben Mamoulian, 1957)

Rouben Mamoulian, Fred Astaire og Cyd Charisse 

♥♥♥♥♥♡

Mamoulians sidste film fik ikke den store anerkendelse i samtiden, ganske uretfærdigt. Jeg kan forstå på Tom Milnes Mamoulian, at den blev bebrejdet af den ikke var Ninotchka, Lubitsch film fra 1939, og at Cyd Charisse ikke var Greta Garbo.

Den amerikanske filmproducent Steve Canfield (Fred Astaire) vil have den russiske komponist Peter Illyich Boroff (Wim Sonneveld) til at skrive musik til sin næste film, som skal optages i Paris. Boroff vil gerne blive I Paris. Moskva sender tre udsendinge til Paris, for at hente ham hjem: Brankov (Peter Lorre), Bibinski (Jules Munshin) og Ivanov (Joseph Buloff). Canfield får let fristet de tre (med vin, kvinder og sang 😊) og dermed Boroff til at blive i Paris. Peggy Dayton (Janis Paige), som skal spille hovedrollen i filmen, er en del af fristelsen.

Moskva sender en fjerde person, for at hente de fire hjem: Nina Yoschenko (Cyd Charisse), kaldet Ninotchka. Hun er ultra Moskvatro, men Canfield får overbevist hende om vestens fortræffeligheder, frier til hende, og der er lagt op til bryllup. Men da Nina og Boroff opdager, hvordan hans musik er blevet kommercialiseret, tager de alle fem hjem til Moskva.

Canfield får udvirket at Brankov, Bibinski og Ivanov sendes tilbage til Paris. De skaffer igen ikke Boroff hjem, og endnu engang sendes Ninotchka ud, for at ordne sagerne. Det viser sig, at det hele er arrangeret, for at lokke Ninotchka tilbage til Paris, så hun kan blive gift med Steve.

Silk Stockings er en vidunderlig film.

Mamoulian behersker naturligvis mediet suverænt, historien er ligetil, og det handler om, hvordan den fortælles.

Tom Milne refererer et interview i Positif: ”I had two of the best dancers in the world, and what interested me was to give greater importance to the dancing than to the action proper, which was merely a repeat of Ninotchka.”

Og dermed er grunden lagt for en stribe dejlige numre … jeg holder vildt meget af det afsluttende The Ritz Roll’n Rock, klassisk Fred Astaire, men måske allermest af Silk Stockings, hvor Nina i en bjergtagende dans skifter sit russiske outfit ud med vidunderligt parisisk tøj.

Historien er enkel og med masser af muligheder, replikkerne er fantastiske og de visuelle muligheder udnyttes vidunderligt.

De blev Mamoulians sidste film, og et meget flot og værdigt punktum på en fornem karriere.