Top Hat (Mark Sandrich, 1935)

♥♥♥♥♥♡

Den amerikanske danser Jerry Travers (Fred Astaire) skal være stjerne i et show i London produceret af Horace Hardwick (Edward Everett Horton). Jerry møder Dale Tremont (Ginger Rogers), falder øjeblik for hende og følelserne gengældes. Hun ved ikke hvem ham er og forveksler ham siden med Horace, som er gift med Madge (Helen Broderick) og vil derefter intet have med ham at gøre. Efter en række forviklinger, som bl.a. involverer Horaces tjener Bates (Eric Blore) og tøjdesigneren Alberto Beddini (Erik Rhodes), som også er forelsket i Dale, ender alt godt.

Top Hat er den fjerde film, hvor Ginger Rogers & Fred Astaire spiller sammen, og det er en dejlig film og et herligt gensyn!

En screwball komedie med en enkel historie, masser af humor og slagfærdighed, nogle velbesatte biroller, og to sprudlende oplagte stjerner.

Det, der især gør filmen et gensyn værd (eller et første syn 😊) er naturligvis dansenumrene, alle til Irving Berlins sange.

Åbningsnummeret No Strings (I'm Fancy Free), hvor Jerry optræder for Horace på hotelværelset, og vækker Dale, som har værelset nedenunder. Hun ender med at komme ned for at brokke sig, og møder ham dansende med en statue.

Isn't This a Lovely Day (to be Caught in the Rain), hvor Dale søger ly under et voldsomt regnvejr, Jerry meget belejligt dukker op, og deres følelser udvikles under et vidunderligt nummer.

Top Hat, White Tie and Tails er et solonummer, som Jerry optræder med sammen med et kor af mænd, naturligvis alle i Top Hat, White Tie and Tails, og det er ekstraordinært, skræddersyet til Fred Astaire.

Der er det skønne og vinderunderligt romantiske Cheek to Cheek. Og afslutningsnummeret The Piccolino, Busby Berkely-agtigt, og lidt overdrevent, men alligevel med nogen charme, da Dale og Jerry kommer på dansegulvet.

Det er en film, der bobler af energi og overskud, det er livsglæde og livsnydelse ud over alle grænser!