Dr. Jekyll and Mr. Hyde (Rouben Mamoulian, 1931)

Fredric March, Rouben Mamoulian, Miriam Hopkins 

♥♥♥♥♥♥

Mamoulians tredje film efter Applause (929) og City Streets (1931) er hans første mesterværk. Det er en kongenial filmatisering af Robert Louis Stevensons korte roman The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886).

Dr. Henry Jekyll (Fredric March) er en højtestimeret og populær læge/forsker i London. Hans forelæsninger er velbesøgte, den seneste handler om, at det snart vil være muligt at adskille det ”gode” og det ”onde” i mennesket. Han er forlovet med Muriel Carew (Rose Hobart), og brænder efter at måtte gifte sig med hende, men hendes far Brigadier-General Carew (Halliwell Hobbes) insisterer på en formel forlovelsesperiode og at de bliver gift på hans og den afdøde hustrus bryllupsdag. På vej tilbage bliver Jekyll og hans ven Dr. Lanyon (Holmes Herbert) vidne til at den prostituerede Ivy Pearson (Miriam Hopkins) bliver overfaldet. Jekyll hjælper hende op i hendes lejlighed.

Hyde og Jekyll

I sit laboratorium blander Jekyll en mikstur, der kan adskille gode i ham og det onde. Han forvandles til Mr. Hyde. Som mr. Hyde opsøger han Ivy, terroriserer hende og voldtager hende. Som Jekyll forsøger han at fremskynde brylluppet, og får til sidst Carews accept. På vej til middagen dagen efter, hvor brylluppet skal annonceres, forvandles han uden miksturen til Hyde, tager til Ivy og slår hende ihjel.

Et forfærdeligt sidste besøg, Hyde og Ivy

Han tager (som Jekyll) til Carews, for at undskylde, at han ikke kom til middagen og for at slå op med Muriel. Da han har forladt dem, forvandles han til Hyde, trænger ind og overfalder Muriel, som tilkalder hjælp; i slagsmålet slår Hyde Carew ihjel og flygter. Han jagtes af politiet og dr. Lanyon, dræbes og forvandler sig som død til dr. Jekyll.

Historien er elementært spændende, men den bliver fortalt helt ekstraordinært. Det handler grundlæggende og meget eksplicit – som det er muligt pre Code – om Jekylls seksuelle følelser. Hans insisteren på at få fremrykket brylluppet med Muriel. Hans åbenlyse betagelse af Ivy, da han har fået hende i seng, efter at hun er blevet overfaldet. Tiltrækningen mod Muriel, når han er civiliseret, og følger de retningslinjer og manerer, som omgivelserne forventer, og hans natur, når han er frigjort fra opdragelsen/civilisation som mr. Hyde. Hele det sadomasochistiske forhold til Ivy, og begæret efter Muriel til allersidst, efter at han har taget afsked med hende.

Det lyder bastant, men det er fortalt elegant og overbevisende.

Der er den ene vidunderlige scene efter den anden. 

Åbningsscenen, hvor man fra Jekylls synsvinkel ser ham spille Bach på orglet, butleren komme og minde ham om en forelæsning, et kig i spejlet, så vi ser Jekyll, turen til forelæsningen. Og først der, da han begynder at tale, ser vi ham udefra. Vi er ét med ham, indtil da. 

Rose Hobart i havescenen

Scenen i haven hos Carews, hvor de to unge kun med al den tillærte disciplin undgår at have sex. 

Den første scene hos Ivy, hvor Jekyll åbenlyst er fascineret af Ivy, og hun åbenlyst af ham og ønsker at komme igen – hvilket han jo gør, men i sin anden inkarnation. 

Osv. osv.

Hele vejen er der verbale og visuelle associationer til det seksuelle ledemotiv, og fotograferingen er selv for Mamoulian (fotograf; Karl Struss) ekstraordinær.

Det er en vidunderlig film, så virkningsfuld i dag som dengang, og med ekstraordinært spil af Fredrich March, som kun virker en anelse ukomfortabel i de ”rigtige” kærlighedsscener med Muriel, og ekstra-ekstraordinært af den vidunderlige Miriam Hopkins, som i øvrigt slet ikke ville have haft rollen som Ivy, men hellere ville have rollen som Muriel, hvilket ville have været en skrækkelig misforståelse.

Den bliver regnet for den bedste filmatisering af Dr. Jekyll and Mr. Hyde.