![]() |
Margaret Dumont, Grocuho Marx og Zeppo Marx (som Grouchos sekretær) |
Duck Soup, instrueret af den habile Leo
McCarey, var den femte og sidste Paramount-film med Marx Brothers, som derefter
skiftede til MGM.
Landet Freedonia er ved at gå bankerot, den eneste
mulige redning er, at den stenringe enke mrs. Teasdale (Margaret Dumont) låner
staten penge. Det vil hun på den ene betingelse, at Rufus T. Firefly (Groucho
Marx) bliver landets leder. Nabolandet Sylvania vil annektere Freedonia.
Sylvanias ambassadør Trentino (Louis Calhern) har hyret spionerne Chicolini
(Chico Marx) og Pinky (Harpo Marx) til at finde noget afslørende om Firefly, og
samtidig lægger både han og Firefly an på mrs. Teasdale.
I det videre forløb optræder Chicolini som
peanutsælger, bliver hyret som krigsminister af Firefly, og efterhånden er krig
mellem Freedonia og Sylvania uundgåelig. Freedonias krigsplaner opbevares af
mrs. Teasdale, hun vil give dem til Firefly, og Chicolini og Pinky (begge
forklædt som Firefly) vil stjæle dem.
Efter en kort og intens krig ender Trentino i
en gabestok, Firefly, Chicolini og Pinky kaster frugt efter ham, han overgiver
sig, mrs. Teasdale begynder at synge Freedonias nationalsang, hvorefter de tre
kaster frugt efter hende i stedet.
Duck Soup er den mest rendyrkede Marx Brothers
film. Der er ingen sidehistorier, der er ingen ”afbrydelser” med klaver- eller
harpespil, der er ingen døde perioder med fuldt tryk både på den verbale og den
visuelle humor.
Der er mange mindeværdige scener.
Der er operetteagtige sekvenser, fx da Firefly
skal modtages.
Der er scener hvor mrs. Firefly, Trentino
eller andre bliver hvirvlet ind i sprogligt ekvilibrisme af højeste karat med
Firefly eller Chicolini som modpart.
Der er de gentagne scener, hvor Pinky i
ministerkøretøjet, en motorcykel med sidevogn, kører afsted, efterladende
Firefly i sidevognen. Firefly sætter sig til sidst på motorcyklen, hvorefter
Pinky kører i sidevognen uden motorcykel.
Der et par længere scener, hvor Chicolini og
Pinky generer en lemonadesælge verbalt og ikke mindst fysisk.
Der er scenen, hvor Pinky opholder sig i en kvindes
soveværelse, vi ser hendes sko, hans sko og fire hestesko og nok så nydeligt:
hun sover i sin seng, hesten i sin med Pinky ved siden af.
Der er den fantastiske spejlscene, hvor Pinky
forklædt som Firefly spiller Fireflys spejlbillede i et manglende spejl. Herunder
bytter de to på et tidspunkt side. Chicolini, også i forklædning som Firefly, dukker
op og får brudt magien.
Det er en vidunderlig film, Marx Brothers
allerbedste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar