Becky Sharp (Rouben Mamoulian, 1935)

Becky og markisen

♥♥♥♥♡♡

Becky Sharp er baseret på Langdon Mitchells skuespil Becky Sharp (1899), som er baseret på William Makepeace Thackerays roman Vanity Fair (1848).

Optagelserne af filmen blev påbegyndt 3. december 1934 med Lowell Sherman som instruktør. Han døde 28. december. Optagelserne startede forfra 14. januar 1935 med Mamoulian som instruktør.

Handlingen meget kort:

Amelia Sedley (Frances Dee) og Becky Sharp (Miriam Hopkins) forlader Miss Pinkerton’s Academy. Amelia kommer fra en rig familie og afhentes af sin bror Joseph Sedley (Nigel Bruce), Becky er alene I verden, men får hurtigt charmet sig ind, så hun følger med Amelia og Joseph.

Becky og Amelia

Fra starten er Becky i centrum, rapkæftet, antiautoritær og 100 % selvcentreret og egoistisk. Hun har store ambitioner om at udnytte sin charme og skønhed til at bane vej for sine sociale ambitioner, uanset menneskelige omkostninger.

Hun er dårligt introduceret som guvernante for Sir Pitt Crawleys (George Hassell) børn, før hun møder hans søn Rawdon Crawley (Alan Mowbray), som hun bliver gift med.

Dagen før slaget ved Waterloo afholdes en stor fest, hvor Becky stråler, er gennem-opportunistisk – hun har en plan, hvis Napoleon skulle vinde - får nye fjender og får grundlagt et venskab med markisen af Steyne (Cedric Hardwicke). Hun bliver på toppen af sin karriere præsenteret for prinsregenten.

Crawleys økonomiske succes er baseret på lån, og på et tidspunkt må Rawdon erkende, at han ikke kan indløse æresgælden fra sit omfattende spil. Becky får overtalt markisen til at give hende pengene, Rawdon overrasker dem, og mener, at de har en affære, og hun mister begge sine mænd.

Becky må optræde som sanger i en ølhal, hvor hun bliver buhet ud, men ender med at overtale Joseph til at rejse ud af landet med hende.

Filmen står og falder med Becky, og Miriam Hopkins er ekstraordinær i rollen. I alle situationer oplever vi hende ovenpå, og hvis hun et kort øjeblik bliver slået ud af fatning, så genvinder hun hurtigt en vej fremad. Hendes indsats alene gør filmen seværdig. Hendes udstråling, hendes evne til at udtrykke alle former for følelser, få sine omgivelser til at græde af rørelse, og bryde ud i latter, når hun er ude af syne.

Becky Sharp er den første spillefilm som blev optaget i den trefarvede Technicolor proces, og Mamoulian har virkelig sans for at udnytte denne nye mulighed. Berømt er specielt hele sceneriet ved festen før Waterloo, den gennemtænkte anvendelse af farverne, som skifter efterhånden som klimaks nærmer sig, kanonbragene lyder i det fjerne, og det hele går i opløsning, som var det en koreograferet ballet. Orkestreringen af dansene, og den måde hovedpersonerne bevæger sig rundt i forhold til hinanden. Det hele virker så overbevisende og visuelt slående.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke kender Vanity Fair, men jeg har læst, at Becky Sharp på imponerende vis rammer tonen og får en masse af historien med, ved elegante overgange og ved at gå direkte til sagen, så man som tilskuer selv må regne ud, hvad der er sket indimellem. Det fungerer fint, og handlingen er enkel at følge.

Det jeg kunne savne, er lidt mere dybde i portrættet af Becky, men undskyldningen ligger lige for: hun er en relativt unuanceret person, og kan dermed som figur ikke match fx Lily i The Song of Songs eller Christina i Queen Christina