 |
| Antonio opdager at Christina er en kvinde ... foto: pre-code.com |
Der er mange meninger om, hvilken film, der er Garbos bedste. For mig er der intet at diskutere: Queen Christina er suverænt hendes bedste film. Rollen er skræddersyet til hende. Hun havde selv ønsket John Gilbert, sin gamle kæreste, hvis karriere var for nedadgående, som sin medspiller. Hun havde også selv ønsket Mamoulian som instruktør. Så rammerne var på plads. Mamoulian får det allerbedste frem i Garbo, og forstår på fantastisk vis at få hende til at brænde igennem på lærredet.
Kong Gustav 2. Adolf dør på
slagmarken under 30-årskrigen. Hans datter Christina overtager tronen 6 år
gammel i 1632. Da krigen slutter, går Christina ind for fredsaftaler, fremfor
at fortsætter krigen; modsat sine rådgivere – herunder lederen af formynderregeringen
indtil hun blev gammel nok - Axel Oxenstierna (Lewis Stone).
Christina (Greta Garbo) er opvokset
ensom, har en affære med Magnus (Ian Keith), og opfordres nu til at ægte
krigshelten Karl Gustav (Reginald Owen), hendes fætter – som har meget stor
folkelig opbakning.
En dag rider hun, forklædt som
mand, sammen med sin tjener Aage (Charles Aubrey Smith)
ud i det sneklædte landskab, hjælper en spansk
delegation med Antonio (John Gilbert) i spidsen, som er kørt fast i sneen; de er
på vej til det svenske hof. Christina og Antonio ender på samme værelse på
kroen, Christina afslører, at hun er en kvinde, og de forelsker sig.
Da de mødes igen ved hoffet, og
han opdager at hun er dronningen, føler han sig ydmyget, fordi han kommer med
et officielt ægteskabstilbud fra den spanske konge, som har nu har været
illoyal overfor.
Den jaloux Magnus starter rygter
om, at Christina vil gifte sig en spanier. Det ender med at Christina
annoncerer at hun abdicerer og udnævner Karl Gustav til konge (Karl 10. Gustav).
Christina og Antonio planlægger
at sejle væk sammen, men han bliver dødeligt såret af Magnus i en duel. Han
udånder i Christinas arme på det skib, som skulle have sejlet dem til Spanien,
til en ny fremtid sammen. Hun vælger at rejse, selvom Antonio er død.
Filmen handler først og fremmest
om Christinas udvikling: fra et barn opdraget som en dreng, en ensom opvækst
efter faderens død, hvor hun må vågne tidligt for at læse det, der interesserer
hende, til hun ved mødet med Antonio pludselig oplever, at det er nogen indeni
hende selv, der styrer, og ikke omgivelserne.
Deres første møde, hvor hun
griner, da hans karet sidder fast i sneen, og hun hjælper dem fri. Gensynet på
kroen, hvor hun har fået det sidste ledige værelse. Hendes fantastisk måde at
stoppe slagsmålet på kroen om, hvor mange elskere dronningen har haft. Hendes måde
at lade ham finde ud, at hun er en kvinde. Det er vidunderligt fortalt og vidunderligt
filmet. Et af højdepunkterne, måske højdePUNKTET, er hendes memorering af
værelset, inden de tager afsked; hun bevæger sig rundt på værelset, som var det
en koreograferet dans, mærker og kærtegner hver eneste del, for at kunne
genkalde sig interiøret som el del af mine om de dage, de har haft sammen.
Iscenesættelsen af hendes møde
med folket, som pga. rygter igangsat af Magnus ønsker spanieren sendt hjem:
hvor hun igen trodser alle advarsler, og vælger uden vagter eller anden beskyttelse
stå foran den folkemængde, der trænger ind på slottet, og taler dem til ro.
Den flotte abdiceringsscene.
 |
| Tabula rasa: foto: pre-code.com |
♥♥♥♥♥♥
Og sidst men ikke mindst afslutningen, men det ikoniske
forløb,
hvor Christina står i stævnen på båden, uden at blinke, i et meget langt
forløb, hvorefter filmen slutter. Mamoulian har fortalt, at hans instruktion
til Garbo var at hendes ansigt skulle være Tabula rasa (rengjort tavle), så alle i publikum selv kunne forestille
sig hvad hun tænkte.
Den fantastiske anvendelse af nærbilleder af Garbo er uovertruffen, og virker så enkel. Der er slagsmål og drama, men dette er en rendyrket kærlighedsfilm, og selvom Gilbert ikke kan matche Garbo, hvem kunne?, så er han det perfekte modspil til Garbo på toppen af sin karriere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar