Pre-code

Anna og Franzi i The Smiling Lieutenant 

Jeg har i forbindelse med flere omtaler af film skrevet pre-code. Det vil jeg godt knytte nogle ord til.

Der er en glimrende Wikipedia-artikel Pre-Code Hollywood, som beskriver pre-code. Kort fortalt er pre-code perioden fra tonefilmens start i 1927 til midten af 1934, hvorfra Motion Picture Production Code (populært omtalt som Hays Code), blev håndhævet strengt. Den gav en lang række begrænsninger for, hvad man måtte vise på film.

Wikipedia har udarbejdet en List of pre-Code films, som er film fra den pågældende periode og hvor en ”mainstream source” omtaler og diskuterer filmen som pre-code.

Der er mange ressourcer til pre-code, jeg er selv stor fan af denne side pre-code.com, hvor der er grundige anmeldelser af rigtigt mange pre-code-film.

Hvad er det særlige ved pre-code film? Jeg synes de er fascinerende, fordi de åbenlyst kan beskrive alle mulige emner, uden at tænke på om nogen bliver stødt. Ja, den sætning kan læses på flere måder, og jeg mener ikke at, de kan udtrykke hvad som helst. Men man må fortælle om verden, som den på mange områder nu engang er: kriminalitet kan betale sig (nogle gange), sex er almindeligt forekommende, både I og uden for ægteskaber, og mellem personer af samme og forskelligt køn, narkotika er almindeligt forekommende og anvendt, vold er udbredt, mord er hverdagskost, at bande er hverdag for de fleste osv. osv. Må det ikke vises på film?

Den seneste pre-code jeg har set er The Smiling Lieutenant (Ernst Lubitsch, 1931). På pre-code.com nævner de ved hver eneste anmeldelse, hvad der gør, at filmen er pre-code, for denne er det:

• “We are not afraid to skirmish in the dark…”
• One of Niki’s friends wants his permission to cheat on his wife. “You’re crazy about a girl and you don’t know what to do.” “Right.” “Then don’t do it!”
• When invited to stay for breakfast after a late night make out session, Franzi replies, “First tea, then dinner, and then maybe… maybe breakfast.” She does not make it to tea or dinner first.
• There are more euphemisms for sex in this movie than you could throw a euphemistic shoe at.
• Movie nerds who buy into the ‘Claudette Colbert was a secret lesbian’ theory will find plenty of moments that certainly play with the audience’s, uh, expectations

Lubitsch er en mester i at underspille, omskrive, antyde. Ingen er i tvivl om hvad der hentydes til, men det får en helt anden elegance, når det gøres med the Lubitsch Touch.

Anna og Franzis hede kys er så velplaceret i filmen, og så smukt et udtryk for det forhold de har fået, og det ville være mærkeligt at forestille sig filmen uden.

Sådan er det med pre-code-aspekterne i filmene. Når det bliver peget ud, så kan jeg ikke lade være med at spekulere på, at det ville da være trist, hvis det ikke var med, eller blev fortalt på en mere underspillet måde.

Jeg har set 11 pre-code film indtil nu i år, og mindst 4 regner jeg for mesterværker. Tænk hvis Christina og Antonio ikke måtte have sex, fordi de ikke var gift i Queen Christina (Rouben Mamoulian, 1933). Tænk hvis Dr. Jekyll ikke måtte lege gud, og eksperimentere med sig selv, eller ikke i skikkelse af Mr. Hyde måtte være styret af sine drifter i Dr. Jekyll and Mr. Hyde (Rouben Mamoulian, 1931). Tænk hvis Marx Brothers ikke totalt anarkistisk måtte gøre grin med alle former for autoriteter, selvhøjtidelige mennesker og ritualer for ritualernes skyld i Duck Soup (Leo McCarey, 1933). Eller tænk hvis Jeanette MacDonald skulle være mere tækkeligt klædt, eller romantik ikke måtte antydes i uægteskabelig sammenhæng eller, eller, hvor ville Love Me Tonight (Rouben Mamoulian, 1932) så være henne?

Selvfølgelig er der også mange dårlige pre-code film, men for de talentfulde instruktører er pre-code et slaraffenland til at udfordre deres talent.

Jeg har en masse pre-code-film på min liste over film, der skal ses de kommende måneder 😊