Applause (Rouben Mamoulian, 1929)

Rouben Mamoulian, Joan Peers og Helen Morgan

♥♥♥♥♡♡

Kitty Darling (Helen Morgan) er en burlesquestjerne på nedtur. Hun falder om efter at have forladt scenen i starten af filmen og føder datteren April. 

 På anbefaling af Joe King (Jack Cameron), sender Kitty efter nogle år den unge April på klosterskole, for at datteren kan blive opdraget i bedre omgivelser end hun selv kan tilbyde.

År senere er Kittys karriere for alvor på bunden. Hun er gift med burlesque klovnen Hitch (Fuller Mellish Jr.), som bedrager hende, og presser hende til at få April (Joan Peers) hjem.

Hitch presser April, for at få hende ind i burlesque, men hun er afvisende. Hun forlader hotellet, møder sømanden Tony (Henry Wadsworth) fra Wisconsin, og de forelsker sig. De planlægger med Kittys billigelse at blive gift.

Hitch overfuser Kitty og kalder hende afdanket, uden at vide at April overhører det. April beslutter at slå op med Tony, for at kunne gå ind i burlesque og tage sig af moderen. Kitty tager en overdosis sovepiller, April indtager scenen i stedet for hende. Derefter genforenes hun med Tony under en plakat af Kitty, mens Kitty er død i omklædningsrummet.

Applause er Mamoulians debut som filminstruktør. Han havde allerede en lang karriere som teaterinstruktør bag sig, og skønt ny indenfor filmverdenen havde han åbenlyst flair for filmmediet. Allerede med filmens åbning, den mennesketomme gade, papirer der hvirvles rundt af vinden, plakaten med Kitty Darling, Queen of Hearts, hunden der tisser op af den, Kitty i triumftog i en åben karet, de afdankede kvindelige dansere … stemningen af storhed og snarlig undergang er elegant og præcist beskrevet.

Det er en nydelse af se de flot tænkte og eksekverede sekvenser. Fx forløbet fra fødslen af April, hvordan det fortælles fra dansende til dansende på scenen, og rækken af kolleger der lykønsker den liggende Kitty. Eller forløbet fra April forlader hotellet, filmet så kun fødder og fodtøj ses, til hun møder Tony. Der sker en masse, som vi hører og kan regne ud, men det er bare elegant.

Der er nogle flot fotograferede scener fra klosteret (det er ikke forbudt at tænke Stroheim!), nogle visuelt enkle og meget sigende overgange når tiden går.

Det er en nydelse af se filmen, de flydende kamerabevægelser, meget usædvanligt for tiden, og blandingen af lydspor: Kittys godnatsang og Aprils bøn, som teknikerne troede var umulig, men som Mamoulian insisterede på (Se Tom Milne: Mamoulian).

Helen Morgan er fremragende i hovedrollen. Hendes spil og det virtuose filmarbejde gør Applause absolut seværdig i dag.