Glorifying the American Girl (John W. Harkrider & Millard Webb, 1929)

♥♥♥♡♡♡

Gloria og Buddy

Jeg så filmen i en 94 minutters udgave fra Grapevinevideo i sort/hvid, der er afsnit som findes i farve, de kan findes i versioner på YouTube. 

Gloria på arbejde

Som selvstændig film er Glorifying the American Girl ikke mindeværdig, men den er bestemt interessant! 

Buddy og Barbara

Handlingen kort: Gloria (Mary Eaton) arbejder som sanger i nodesagsdelen af et stormagasin, akkompagneret af sin barndomskæreste Buddy (Edward Crandall), som Barbara (Gloria Shea) også er lun på. Gloria drømmer om at optræde i Ziegfeld Follies. På en firmaskovtur møder hun vaudevillekunstneren Dan (Dan Healy), som ser hendes talent og får hende med til New York. Miller vil gerne have sex med Gloria, hun vil kun gøre karriere og afviser ham. 

Hendes talent er åbenlyst, og før agenter for Ziegfeld når at få kontrakt med hende indgår hun og Miller en 5-års 50-50 aftale. Buddy kommer til New York med Barbara, for at besøge Gloria, og mens Gloria og Buddy kører væk i en taxa, bliver hun kørt ned og kommer slemt til skade. I filmens sidste tredje del ser vi udsnit af et Ziegfeld show, hvor Gloria gør en fantastisk debut. Buddy og Barbara, som nu er er par, glæder sig over hendes succes. Gloria erkender, at det er berømmelsens pris at miste ham. 

Der er en autenticitet over filmens første del, som gør den ganske seværdig. Arbejdet i afdelingen, hvor der sælges noder, firmaskovturen, det oser af ægthed. Ankomsten til New York og bl.a. fotosekvenser fra en taxa, er spændende. Men historien og måden den er fortalt på er der ikke meget mindeværdigt over.

Tableau fra afslutningen

Den sidste tredjedel af filmen er en gengivelse af autentiske optrædender fra Ziegfeld Follies. 

Der er som indledning et afsnit, hvor vi ser en masse notabiliteter komme til showet, bl.a. Florenz Ziegfeld, Irving Berlin og Adolph Zukor. 

Derefter sang- og dansenumre, en sketch og nogle tableauer. Rudy Vallee synger “I’m Just a Vagabond Lover”, Helen Morgan, siddende på et flygel, synger “What Wouldn’t I Do for That Man?” og der er en lang legendarisk sketch med Eddie Cantor, som sælger i en herreekviperingsforretning, meget lang og meget umorsom. 

Filmen er interessant for sine autentiske billeder af New York 1929, dokumentation af nogle Ziegfeld Follies numre, og en flot præstation af Mary Eaton, hvis karriere efter denne film var i frit fald.

The Love Parade (Ernst Lubitsch, 1929)

Dronning Louise og Grev Alfred

♥♥♥♥♡♡

Sylvaniens militærattaché i Paris grev Alfred Renard (Maurice Chevalier) har en række affærer med gifte kvinder og bliver derfor sendt hjem, så dronningen kan straffe ham. Dronning Louise (Jeanette MacDonald) læser rapporten om hans ophold i Paris og som straf ønsker hun, at han skal anlægge skæg. Han foreslår at han i stedet skal være hendes personlige assistent. Hans første opgave bliver at spise middag med hende samme aften. Det udvikler sig positivt, ikke mindst da hun beder ham opføre sig, som om hun ikke var dronning.

Vielsen er storslået, dog er der en lang tøven fra Alfreds side, da præsten spørger om han vil være ”an obedient and docile husband”.

Alfred keder sig hurtigt, for det er ingen opgaver som prinsgemal.

Regeringen fortæller dronningen, at medmindre hun og prinsgemalen kommer i operaen samme aften og udstråler ægteskabelig lykke, vil et vigtigt lån ikke blive bevilget og Sylvanien gå bankerot. Alfred dukker op hos dronningen i sit almindelige tøj, ikke i uniform og fortæller, at han tager til Paris for at blive skilt fra hende. Hun må derfor tage alene i operaen. Senere kommer Alfred alligevel i operaen i fuld mundering og højt humør.  Louise er nødt til at spille hans spil, for ellers vil han forlade operaen.

Tilbage på slottet er Alfred overstadig, Louise trist og desperat. Han lover at blive hos hende, men hun skal idømmes en passende straf. Hun forslår, at han skal bestemme ikke alene i regeringssager, men også i forhold til hende.

Glem den kønspolitisk håbløse morale!

For der er tale om en sprudlende, veloplagt, elegant, vittig og gennemmusikalsk musical med den filmdebuterende Jeanette MacDonald og Maurice Chevalier i hans anden amerikanske film, som begge er i overdådig form. De er unge, sprudlende, ukrukkede, overskudsagtige, og det er svært ikke at holde af dem.

Det er den allerede på dette tidspunkt garvede filminstruktør Ernst Lubitschs første talefilm, og han beherskere mediet i uhørt grad. Der et fint flow i fortællingen. Der er en stribe herlige sangnumre (og lidt dans), som udmærker sig ved at bringe historien videre, ikke bare er isolerede numre, og Anything to Please the Queen (MacDonald og Chevalier), Let's be Common (Lupino Lane og Lillian Roth), Nobody's Using It Now (Chevalier) og The Queen is Always Right (Lane og Roth) er dejlige.

Jacques og Lulu

Lupino Lane, som Alfreds tjener Jacques og Lillian Roth, som Louises kammerpige Lulu, følger deres arbejdsgivere i tykt og tyndt, og forstår også at sætte grænsen, så med Let’s be Common er det bestemt besluttet, at de ikke skal have det som prinsgemal og konge. De får god plads, selv om de ikke er stjernerne, og er det dejligt bekendtskab.

Jeg har læst, at dette måske er filmmusicalens fødsel, og jeg er ikke utilbøjelig til at være enig.

Applause (Rouben Mamoulian, 1929)

Rouben Mamoulian, Joan Peers og Helen Morgan

♥♥♥♥♡♡

Kitty Darling (Helen Morgan) er en burlesquestjerne på nedtur. Hun falder om efter at have forladt scenen i starten af filmen og føder datteren April. 

 På anbefaling af Joe King (Jack Cameron), sender Kitty efter nogle år den unge April på klosterskole, for at datteren kan blive opdraget i bedre omgivelser end hun selv kan tilbyde.

År senere er Kittys karriere for alvor på bunden. Hun er gift med burlesque klovnen Hitch (Fuller Mellish Jr.), som bedrager hende, og presser hende til at få April (Joan Peers) hjem.

Hitch presser April, for at få hende ind i burlesque, men hun er afvisende. Hun forlader hotellet, møder sømanden Tony (Henry Wadsworth) fra Wisconsin, og de forelsker sig. De planlægger med Kittys billigelse at blive gift.

Hitch overfuser Kitty og kalder hende afdanket, uden at vide at April overhører det. April beslutter at slå op med Tony, for at kunne gå ind i burlesque og tage sig af moderen. Kitty tager en overdosis sovepiller, April indtager scenen i stedet for hende. Derefter genforenes hun med Tony under en plakat af Kitty, mens Kitty er død i omklædningsrummet.

Applause er Mamoulians debut som filminstruktør. Han havde allerede en lang karriere som teaterinstruktør bag sig, og skønt ny indenfor filmverdenen havde han åbenlyst flair for filmmediet. Allerede med filmens åbning, den mennesketomme gade, papirer der hvirvles rundt af vinden, plakaten med Kitty Darling, Queen of Hearts, hunden der tisser op af den, Kitty i triumftog i en åben karet, de afdankede kvindelige dansere … stemningen af storhed og snarlig undergang er elegant og præcist beskrevet.

Det er en nydelse af se de flot tænkte og eksekverede sekvenser. Fx forløbet fra fødslen af April, hvordan det fortælles fra dansende til dansende på scenen, og rækken af kolleger der lykønsker den liggende Kitty. Eller forløbet fra April forlader hotellet, filmet så kun fødder og fodtøj ses, til hun møder Tony. Der sker en masse, som vi hører og kan regne ud, men det er bare elegant.

Der er nogle flot fotograferede scener fra klosteret (det er ikke forbudt at tænke Stroheim!), nogle visuelt enkle og meget sigende overgange når tiden går.

Det er en nydelse af se filmen, de flydende kamerabevægelser, meget usædvanligt for tiden, og blandingen af lydspor: Kittys godnatsang og Aprils bøn, som teknikerne troede var umulig, men som Mamoulian insisterede på (Se Tom Milne: Mamoulian).

Helen Morgan er fremragende i hovedrollen. Hendes spil og det virtuose filmarbejde gør Applause absolut seværdig i dag.

Queen Kelly (Erich von Stroheim, 1929)

Gloria Swanson og Walther Byron (kilde: https://www.rottentomatoes.com/)

♥♥♥♥♥♡

Queen Kelly var Erich von Stroheims sidste film som instruktør. Den var finansieret af Gloria Swanson, som specifikt ønskede Erich von Stroheim som instruktør. Filmen var - naturligvis – stort anlagt, og planlagt til en varighed på 5 timer. Som sædvanlig kunne budgettet ikke overholdes, Erich von Stroheims berømte og berygtede fokus på, at alle detaljer var i orden, blev alt for kostbart, han blev fyret.

Interesserede kan læse mere om filmen her: Queen Kelly - Wikipedia

Kino International erhvervede I 1985 rettighederne til filmen, og udsendte en DVD både med den rekonstruerede film (101 minutter) inklusive stills og tekst til at beskrive dele, som ikke er filmet, og bonusmateriale, bl.a. den alternative slutning som Gloria Swanson fik produceret, for at kunne udsende en ”færdig” udgave i 1932.

Prins Wolfram (Walther Byron) skal mod sin vilje giftes med den gale dronning Regina V af Kronberg (Seena Owen). Under en militærøvelse møder han en gruppe kvinder fra et kloster og falder hovedkulds for Kitty Kelly (Gloria Swanson). Samme nat bortfører han hende fra klosteret, bringer hende til slottet og erklærer hende sin kærlighed. Dronningen jager hende bort, Wolfram sendes i fængsel, fordi han ikke vil giftes med dronningen, og Kitty forsøger at begå selvmord, men bliver reddet.

I det oprindelige manuskript kommer Kitty derefter til Tysk Østafrika for at besøge sin døende tante, tvinges til ægteskab med Jan på tantens dødsleje, nægter at bo sammen med ham og bliver i stedet ansvarlig for tantens bordel, og får tilnavnet Queen Kelly. Hun bliver forenet med Wolfram til sidst og bliver hans dronning. Der er kun ganske få optagelser fra denne del: Kittys møde med den døende tante, mødet med Jan på tantens dødsleje og det groteske bryllup.

I Swanson-slutningen dør Kitty og filmen slutter med at Wolframs trækker sin kårde ved hendes lig … Denne del er med som bonusmateriale.

Den færdige del, frem til Kittys forsøg på selvmord, er helstøbt og fascinerende. Med Stroheimsk autencitet og detailrigdom oplever vi Wolframs vilde bohemeliv og Reginas ekstravagante og depraverede livsstil. Den uskyldige militærtræning, som tager en uventet drejning. Den spektakulære iscenesættelse af en brand på klosteret, for at kunne få Kitty frem fra sovesalene, og som højdepunkt: kurmageriet på slottet. Det er virtuost filmet, det er stumfilmen, når den er allerbedst.

Stroheim har al den tid i verden, som han skal bruge. Han dvæler ved detaljerne, der karakteriserer personer og interiører. Han anvender galleriet af statister til at kommentere hændelserne, der er masser af sigende ansigtsudtryk eller kropsbevægelser, det er på trods af den sørgelige baggrund en ganske humoristisk film.

Jeg genfortalte handlingen for min kone, og hun synes det lød som stof til en opera! Det synes jeg var meget præcist sagt, det er ikke nødvendigvis kompleksiteten i handlingen, der er afgørende. Det afgørende at der sættes rammer for at nogle sangere/skuespillere kan stråle.

Jeg er en kæmpe Stroheim-fan og elsker filmen.