![]() |
| Gloria og Buddy |
![]() |
| Gloria på arbejde |
![]() |
| Buddy og Barbara |
![]() |
| Tableau fra afslutningen |
Denne blog handler om film, bøger, musik mv. Den startede som filmblog, da jeg har en forkærlighed for film, gerne stumfilm, men også nyere film frem til begyndelsen af 1960'erne. Den er i 2020 udvidet til at omfatte andre kunstarter :-)
![]() |
| Gloria og Buddy |
![]() |
| Gloria på arbejde |
![]() |
| Buddy og Barbara |
![]() |
| Tableau fra afslutningen |
![]() |
| Dronning Louise og Grev Alfred |
♥♥♥♥♡♡
Sylvaniens militærattaché i Paris grev Alfred Renard
(Maurice Chevalier) har en række affærer med gifte kvinder og bliver derfor
sendt hjem, så dronningen kan straffe ham. Dronning Louise (Jeanette MacDonald)
læser rapporten om hans ophold i Paris og som straf ønsker hun, at han skal
anlægge skæg. Han foreslår at han i stedet skal være hendes personlige
assistent. Hans første opgave bliver at spise middag med hende samme aften. Det
udvikler sig positivt, ikke mindst da hun beder ham opføre sig, som om hun ikke
var dronning.
Vielsen er storslået, dog er der en lang tøven fra Alfreds
side, da præsten spørger om han vil være ”an obedient and docile husband”.
Alfred keder sig hurtigt, for det er ingen opgaver som prinsgemal.
Regeringen fortæller dronningen, at medmindre hun og
prinsgemalen kommer i operaen samme aften og udstråler ægteskabelig lykke, vil
et vigtigt lån ikke blive bevilget og Sylvanien gå bankerot. Alfred dukker op
hos dronningen i sit almindelige tøj, ikke i uniform og fortæller, at han tager
til Paris for at blive skilt fra hende. Hun må derfor tage alene i operaen. Senere
kommer Alfred alligevel i operaen i fuld mundering og højt humør. Louise er nødt til at spille hans spil, for
ellers vil han forlade operaen.
Tilbage på slottet er Alfred overstadig, Louise trist og
desperat. Han lover at blive hos hende, men hun skal idømmes en passende straf.
Hun forslår, at han skal bestemme ikke alene i regeringssager, men også i
forhold til hende.
Glem den kønspolitisk håbløse morale!
For der er tale om en sprudlende, veloplagt, elegant, vittig
og gennemmusikalsk musical med den filmdebuterende Jeanette MacDonald og Maurice
Chevalier i hans anden amerikanske film, som begge er i overdådig form. De er
unge, sprudlende, ukrukkede, overskudsagtige, og det er svært ikke at holde af
dem.
Det er den allerede på dette tidspunkt garvede filminstruktør
Ernst Lubitschs første talefilm, og han beherskere mediet i uhørt grad. Der et
fint flow i fortællingen. Der er en stribe herlige sangnumre (og lidt dans),
som udmærker sig ved at bringe historien videre, ikke bare er isolerede numre,
og Anything to Please the Queen (MacDonald og Chevalier),
Let's be Common (Lupino Lane og Lillian Roth), Nobody's Using It Now (Chevalier)
og The Queen is Always Right (Lane og Roth) er dejlige.
![]() |
| Jacques og Lulu |
Lupino Lane, som Alfreds tjener Jacques og Lillian Roth, som
Louises kammerpige Lulu, følger deres arbejdsgivere i tykt og tyndt, og forstår
også at sætte grænsen, så med Let’s be Common er det bestemt besluttet, at de
ikke skal have det som prinsgemal og konge. De får god plads, selv om de ikke
er stjernerne, og er det dejligt bekendtskab.
Jeg har læst, at dette måske er filmmusicalens fødsel, og
jeg er ikke utilbøjelig til at være enig.
![]() |
| Rouben Mamoulian, Joan Peers og Helen Morgan |
![]() |
| Gloria Swanson og Walther Byron (kilde: https://www.rottentomatoes.com/) |
♥♥♥♥♥♡
Queen Kelly var Erich von Stroheims sidste film som instruktør. Den var finansieret af Gloria Swanson, som specifikt ønskede Erich von Stroheim som instruktør. Filmen var - naturligvis – stort anlagt, og planlagt til en varighed på 5 timer. Som sædvanlig kunne budgettet ikke overholdes, Erich von Stroheims berømte og berygtede fokus på, at alle detaljer var i orden, blev alt for kostbart, han blev fyret.
Interesserede kan læse mere om filmen her: Queen Kelly - Wikipedia
Kino International erhvervede I 1985 rettighederne til
filmen, og udsendte en DVD både med den rekonstruerede film (101 minutter)
inklusive stills og tekst til at beskrive dele, som ikke er filmet, og bonusmateriale,
bl.a. den alternative slutning som Gloria Swanson fik produceret, for at kunne
udsende en ”færdig” udgave i 1932.
Prins Wolfram (Walther
Byron) skal mod sin vilje giftes med den gale dronning Regina V af Kronberg (Seena
Owen). Under en militærøvelse møder han en gruppe kvinder fra et kloster og
falder hovedkulds for Kitty Kelly (Gloria Swanson). Samme nat bortfører han
hende fra klosteret, bringer hende til slottet og erklærer hende sin kærlighed.
Dronningen jager hende bort, Wolfram sendes i fængsel, fordi han ikke vil
giftes med dronningen, og Kitty forsøger at begå selvmord, men bliver reddet.
I det oprindelige manuskript kommer Kitty derefter til Tysk
Østafrika for at besøge sin døende tante, tvinges til ægteskab med Jan på
tantens dødsleje, nægter at bo sammen med ham og bliver i stedet ansvarlig for
tantens bordel, og får tilnavnet Queen Kelly. Hun bliver forenet med Wolfram
til sidst og bliver hans dronning. Der er kun ganske få optagelser fra denne
del: Kittys møde med den døende tante, mødet med Jan på tantens dødsleje og det
groteske bryllup.
I Swanson-slutningen dør Kitty og filmen slutter med at Wolframs trækker
sin kårde ved hendes lig … Denne del er med som bonusmateriale.
Den færdige del, frem til Kittys forsøg på selvmord, er helstøbt
og fascinerende. Med Stroheimsk autencitet og detailrigdom oplever vi Wolframs
vilde bohemeliv og Reginas ekstravagante og depraverede livsstil. Den uskyldige
militærtræning, som tager en uventet drejning. Den spektakulære iscenesættelse
af en brand på klosteret, for at kunne få Kitty frem fra sovesalene, og som
højdepunkt: kurmageriet på slottet. Det er virtuost filmet, det er stumfilmen,
når den er allerbedst.
Stroheim har al den tid i verden, som han skal bruge. Han dvæler
ved detaljerne, der karakteriserer personer og interiører. Han anvender
galleriet af statister til at kommentere hændelserne, der er masser af sigende
ansigtsudtryk eller kropsbevægelser, det er på trods af den sørgelige baggrund
en ganske humoristisk film.
Jeg genfortalte handlingen for min kone, og hun synes det lød som
stof til en opera! Det synes jeg var meget præcist sagt, det er ikke
nødvendigvis kompleksiteten i handlingen, der er afgørende. Det afgørende at
der sættes rammer for at nogle sangere/skuespillere kan stråle.
Jeg er en kæmpe Stroheim-fan og elsker filmen.