Læsehest med versefødder (Johannes Møllehave, 1986)

♥♥♥♥♡♡
Jeg har læst e-bogsudgaven fra 2015 udgivet af Lindhardt og Ringhof, den kan lånes på eReolen.

Læsehest med versefødder, med undertitlen Fra Folkevisen til den folkelige vise, er en meget læseværdig bog om glæden ved at læse digte.

Johannes Møllehave skriver entusiastisk, begejstret, kærligt og med dyb indfølelse og indlevelse om digte i alle mulige afskygninger: Børnevers og remser, læsevers, P. Sørensen-Fugholm, folkevisen, fædrelandsdigte, lykkedigte, folkelige viser, slentrevers, Blicher, Grundtvig, Emil Aarestrup, Sophus Claussen, Frank Jæger, Inger Christensen (Alfabet), Ivan Malinowski (Fuga), Benny Andersen (Tiden og storken), Halfdan Rasmussen (Kemo).

Jeg faldt over bogen i eReolen, fik lyst til at læse den, og blev revet med. Johannes Møllehave er rasende velskrivende og kan på eminent vis formidle og analysere. Digte, som jeg kender sporadisk, eller slet ikke kender, får pludselig indhold og dyb mening.

Der er digte/digtsamlinger jeg har fået lyst til at læse samlet ud fra introduktionerne i denne bog, specielt de sidste fire – fra kapitlet digtene: Alfabet, Fuga, Tiden og storken og Fremtiden er forbi. Johannes Møllehave har skrevet nogle vidunderlige analyser af digtene, og de kalder bare på mere.

Ur-Pippi med kommentarer af Ulla Lundqvist (Astrid Lindgren, 1944)

♥♥♥♥♡♡
Oversat fra svensk af Kina Bodenhoff 2008 efter Ur-Pippi med kommentarer af Ulla Lundqvist. Udgivet af Gyldendal. Jeg har læst eBogen fra 2016.

Ur-Pippi indeholder originalmanuskriptet til Pippi Langstrømpe som Astrid Lindgren gav sin datter Karin som fødselsdagsgave på hendes 10 års fødselsdag. Datteren Karin Nyman har skrevet et forord. Kina Bodenhoff har skrevet et forord om sproglige overvejelser. Ulla Lundqvist, som i 1979 fik en doktorgrad for afhandlingen Århundradets barn. Fenomenet Pippi Långstrump och dess förutsättningar, har skrevet en række spændende kommentarer om værkets historie samt sammenligning af Ur-Pippi med den officielle bogudgave, som vi ”alle” kender.

Ur-Pippi er som selvstændigt værk meget læseværdigt og underholdende, med en noget skarpere og ubehøvlet Pippi end vi kender fra senere. Jeg har bestemt ikke den officielle udgave present, og det er derfor en fornøjelse at læse Ulla Lundqvist meget detaljerede redegørelse for udeladelser, tilføjelser, ændringer – både mindre og større – som tilsammen resulterer i en vurdering af, at Pippi Langstrømpe samlet set er et bedre værk end Ur-Pippi, og det er resultatet af en meget bevidst proces fra Astrid Lindgrens side.

Blandt udeladelserne i forhold til Ur-Pippi er en stribe vrøvlevers, og denne herlige tale som Pippi holder for sig selv i anledning af sin fødselsdag:

”Mine damer og herrer! Uforberedt som jeg er, kan jeg kun beklage Erik XIV. Erik XIV var en stakkels konge, som levede i sus og dus for længe siden i Sverige, Sverige er mit et og alt på jorden. Jorden er en lille klode, som, så snart det er muligt, triller rundt om solen. Solen blev engang dyrket som en gud af de gamle, skøre egyptere i Egypten. I Ægypten findes der farlige krokodiller. Krokodiller Er ikke nær så skikkelige som små lam. Små lam har uld og siger mæh, mæh. Mæh Mæh skal en sød pige ikke sige til gamle damer, for så tror de, hun vil drille. Drille skal man ikke om søndagen, for så er man en drillepind. En drillepind er ikke til nogen verdens nytte, når man vil prøve at tænde op un der gryden. I Gryden hælder man kød og grøntsager hulter til bulter, pebrer og salter grundigt og lader det hele småsnurre i en times tid. Serveres straks uden ingefær. I samme anledning beder jeg om lov til at udbringe et trefoldigt leve for fødselsdagsbarnet. Hun længe leve!”

Den kunne godt være bevaret 😊

En meget struktureret og meget omhyggelig kommentering.

Det er en bog, som alle Pippi fans skulle unde sig selv at læse.

Sherlock Holmes vender tilbage (Arthur Conan Doyle, 1905)

♥♥♥♥♥♡
Originaltitel: The Return of Sherlock Holmes. Jeg har læst den danske udgave fra 2015, oversat af Mette Wigh Tvermoes og udgivet af Rosenkilde & Bahnhof (eBog). Den er udsendt som sjette bind af ni i Den nye komplette Sherlock Holmes-udgave.

Der er som sædvanlig et godt og grundigt forord af Svend Ranild, et fint noteapparat og såvel Sidney Paget som Frederic Dorr Steeles illustrationer fra de originale udgaver i henholdsvis The Strand Magazine og Collier’s Weekly 1903-1904.

Erindringer om Sherlock Holmes sluttede med Den sidste opgave, som fra Conan Doyles side var tænkt om den sidste historie om Sherlock Holmes. Men heldigvis kom der mange flere og Sherlock Holmes vender tilbage indeholder 13 nye noveller, heriblandt flere af de allerbedste overhovedet.

1. Det tomme hus – hvor Sherlock Holmes vender tilbage på spektakulær vis og snedigt afværger et attentat på sig selv
2. Bygmesteren i Norwood – hvor det formodede mordoffer afsløres som en udspekuleret svindler
3. Den enlige cyklist – hvor en hemmelig arv og en smuk kvinde på cykel skaber grundlag for et voldeligt komplot
4. De dansende mænd - hvor en mørk fortid i USA og en hemmelig kode er drivkraften
5. Klosterskolen – hvor en dreng forsvinder fra en kostskole og et betændt familieforhold afdækkes
6. Sorte Peter – hvor den berygtede hvalfanger dør en bestialsk død, og en grum historie afsløres
7. Charles Augustus Milverton – hvor en ekstraordinært usympatisk pengeafpresser bliver dræbt, og Holmes’ sympati er på ofrenes side
8. De seks Napoleon Buster – hvor tilsyneladende meningsløse tyverier af Napoleon-buster kædes sammen på overordentlig snedig vis
9. De tre studerende – hvor en sag om potentielt eksamenssnyd løses på elegant og retfærdig vis
10. Guldlorgnetten – hvor en uskyldig mands død opklares takket være Holmes’ analyse af et par lorgnetter
11. Den forsvundne rugbyspiller – hvor rugby-matchen mellem Cambridge og Oxford afgøres på en tragisk baggrund
12. Abbey Grange – hvor Holmes opklarer et mord på en led godsejer, og den skyldige stilles til regnskab overfor Watson som jury, og bliver frikendt af Holmes som dommer
13. Den anden plet – hvor et umådeligt betydeligt brev forsvinder, Europas sikkerhed er i fare, og en luset pengeafpresser står bag og får sin fortjente straf

Sherlock Holmes er tilbage i topform, og der er flere af de skønneste historier med i denne samling. Charles Augustus Milverton, hvor Holmes og Watson bliver kriminelle, om end i en særdeles god sags tjeneste, og bliver øjenvidner til et mord, som de naturligt nok ikke kan hjælpe med at opklare. Det tomme hus, som udover det ekstraordinære i at Holmes vender tilbage til London, indeholder en exceptionel håndtering af, at han er den jagede. De seks Napoleon Buster, hvor afdækningen af busternes herkomst og hvem der har købt dem, er en afgørende del af handlingen. Den anden plet, som handler om international politik på allerhøjeste niveau, om gemen afpresning både på personligt og nationalt niveau, og en Holmes, som på overordentlig elegant måde får alle de potentielle katastrofer afværget.

Det er Sherlock Holmes i topform og naturligvis fordi Conan Doyle er ekstremt velskrivende og idérig. Det kan godt være, at nogle af temaerne og strukturerne minder noget om andre af historierne, men der er originale twists hele vejen igennem, måske også lidt mere empati og novelleformatet er bare perfekt til disse historier.

Et lille liv (Hanya Yanagihara, 2015)

♥♥♥♥♥♥
Originaltitel: A Little Life. Jeg har læst den danske udgave fra 2016, oversat af Agnete Dorph Stjernfelt og udgivet af Politikens Forlag 2016 (eBog).

Et lille liv er en monumental roman om venskabet mellem de fire mænd Jude, JB, Willem og Malcolm, som følges fra de er først i 20’erne til op i 50’erne. De kender hinanden fra college og skal i gang med deres karrierer indenfor henholdsvis jura, kunst, skuespil og arkitektur.

Romanen begynder hurtigt at fokusere på titlens Lille liv, forældreløse Jude, med en fortid, som han ikke vil dele med nogen. I den flot komponerede roman – jeg tøver ikke mede at betegne den virtuos - udvikles de fire venners indbyrdes relationer, de gør karriere, Judes fortid afdækkes lag for lag, skræmmende og ubønhørligt.

Hanya Yanagihara skriver vanvittigt godt, intelligent og med en fantastisk indlevelsesevne. Det kan lyde banalt at skrive, at hele følelsesregistret kommer i spil, men det er sandheden … jeg har grinet, grædt af glæde, grædt af sorg og mange gange ønsket jeg kunne gribe ind, for der sker meget, som er næsten ubærligt. Det er mennesker, som man kommer dybt ind under huden af, venskaber der udvikles til kærlighed, venskaber der ikke holder, følelser så store, at de ikke er til at rumme.

Og midt i det hele stakkels Jude, med er brillant karriere, men det meste af tiden med et lille, trist liv, et ikke-eksisterende selvværd og traumer, der aldrig forsvinder.

Et lille liv er en tour de force af Hanya Yanagihara, en formidabel roman.

Kongetro (Tobias Bukkehave, 2020)

♥♥♥♡♡♡
Kongetro: Loyal og trofast over for kongemagten (Den Danske Ordbog)

Kongetro er en spændingsroman, som udspilles i et internationalt miljø: En blodig prolog i Dubai. En begravelse og en hvervning i Danmark. En dramatisk efterforskning i Dubai. En flugt fra Dubai via Cypern til Berlin. Et slutspil i København. En epilog i Schweiz.

Hovedpersonen Tom Cortzen er søn af kontreadmiral Richard Cortzen og den russiske balletdanserinde Mariya. Han blev svigtet af sin far under en kritisk operation i Irak, og er kun vendt tilbage til Danmark for at deltage i faderens begravelse. Han bliver hvervet til at efterforske en iranske programmør Rhaman Khavaris død, vistnok mest fordi hans kæreste Julie Severin er dansk.

Rhaman har været hjernen bag noget software, som har potentiale til at forandre verden og er værd at myrde for …

Historien udvikler sig hurtigt og dramatisk og fra at være den, der jager, bliver Tom den, der er på flugt.

Det er en meget spændende historie, godt tænkt og i et hæsblæsende tempo. Der er temaer på internationalt niveau, på nationalt niveau og på personligt niveau.

Der er virkelig potentiale til noget stort i den fortælling.

Men jeg sidder tilbage med en underlig fornemmelse af noget uforløst.

Sprogligt er romanen noget haltende. Der er masser af udenlandske udtryk, forkortelser, slang, fremmedord, men det virker anstrengt, og bliver aldrig rigtigt flydende og naturligt. Der er et spændende persongalleri, men de er også uforløste og overfladisk beskrevet. Man kommer ikke under huden på dem, og forstår derfor ikke, hvorfor de handler som de gør. Det virker alt for konstrueret.

Men ret skal være ret: det er en fundament spændende historie, den er godt skruet sammen og bestemt ikke kedelig.

Baskerville-slægtens hund (Arthur Conan Doyle, 1902)

♥♥♥♥♥♡
Originaltitel: The Hound of the Baskervilles. Jeg har læst den danske udgave fra 2014, oversat af Mette Wigh Tvermoes og udgivet af Rosenkilde & Bahnhof (eBog). Den er udsendt som femte bind af ni i Den nye komplette Sherlock Holmes-udgave.

Svend Ranild har skrevet et fint forord og der er gode noter. Sidney Pagets illustrationer fra de oprindelige udgivelser i The Strand Magazine 1901-1902 er herlige.

Baskerville-slægtens hund er den bedst disponerede af Conan Doyles fire romaner om verdens bedste detektiv, Sherlock Holmes.

Den starter brillant med en introduktion af Sherlock Holmes eminente deduktive emner. En gæst har ventet forgæves på ham dagen inden, og har glemt sin stok. Ud fra stokken kan dr. Watson, der som altid er fortælleren, og ikke mindst Sherlock Holmes udlede det mest utrolige om ejeren, en læge, venlig, uambitiøs, distræt, med en hund større end en terrier og mindre en mastiff. Naturligvis er det ualmindeligt præcist, og da han vender tilbage tager historien for alvor fat, idet stokkens ejer dr. James Mortimer kan fortælle en sær og skræmmende beretning om Baskerville-slægtens forbandelse, som kan føres tilbage til Hugo Baskerville i 1640’erne, og omfatter dramatisk død og en stor, diabolsk hund.

Vores tortælling udspilles i 1891, den seneste ejer af Baskerville Hall sir Charles Baskerville er død under mystiske omstændigheder og dr. Mortimer søger Sherlock Holmes råd. Næste dag kommer dr. Mortimer med arvingen til Baskerville Hall sir Henry Baskerville, og historien udvikler sig på spændende vis.

Sherlock Holmes er oppe imod en formidabel modstander, som indimellem driver gæk med ham, og ovenikøbet udgiver sig for ham, hvilket naturligvis kun øger Holmes incitament til at give sig i kast med den mystiske historie.

Dr. Watson følger med dr. Mortimer og Henry Baskerville til Baskerville Hall i Devonshire, et barskt og nøjsomt landskab med klippehuler, regnfuldt og tåget vejr og Grimpen Mose, som alt sammen spiler vigtige roller i historien. Egnen er meget tyndt befolket, og de få mennesker, som vi kommer tæt på, har alle deres særegenheder og hemmeligheder: Mr. og mrs. Barrymore, som passer godset, Jack og Beryl Stapleton, en naturforsker og hans søster, en undvegen dødsensfarlig straffefange, den stridbare mr. Frankland, som formøbler sin formue på sagsanlæg, og hans datter Laura Lyons, som faderen ikke vil have noget med at gøre.

I en betydelig del af historien er dr. Watson på egen hånd, og sender detaljerede rapporter til Holmes, som er optaget af andre, vigtige sager i London. På eminent vis afdækkes det ene lag efter det andet, brikker falder på plads bl.a. i den meget spændende sidehistorie om straffefangen, som meget elegant væves ind i hovedhistorien.

Helt grundlæggende er det meget spændende fortælling. Den er bygget op på en måde, så det er svært ikke at blive revet med, og hvert kapitel åbner for nye perspektiver; det er ikke svært at forstå, hvorfor den som føljeton har været umådeligt populær.

Der er et mylder af detaljer at holde rede på for Sherlock Holmes og selv han komme til kort indimellem, og hans eminente planlægning er lige ved at slå fejl.

En medrivende fortælling, flot og dramatisk fortalt og med alt det drama, man kan ønske sig. Og ja, den virker stadig i dag!

Den lange søvn (Raymond Chandler, 1939)

♥♥♥♥♥♥
Originaltitel: The Big Sleep. Jeg har læst den danske udgave fra 2013, oversat af Kurt Kreutzfeldt og udgivet af People’s Press 2013 (eBog).

”Hvor meget betyder det, hvor man ligger, når man først er død? I en beskidt samlebrønd eller i et mausoleum af marmor på toppen af en bakke. Man er død. Man sover den lange søvn, behøver ikke bekymre sig om den slags. Olie og vand betyder lige så meget for en som vind og luft. Man sover den lange søvn og tænker ikke på, hvor ækelt eller usselt man døde.”

Det kunne lyde som Shakespeare, men det er Chandler.

Det er fra slutningen af Den lange søvn, en vidunderlig roman med Philip Marlowe som hovedperson i en kulsort historie udspillet i Los Angeles og omegn.

Philip Marlowe bliver hyret af general Sternwood, som har modtaget et brev med tre veksler, som hans yngste datter Carmen, har underskrevet. Philip Marlowe involveres i et kompliceret væv af hændelser, som alle på en eller anden måde involverer Carmen og/eller hendes storesøster Vivian, begge meget smukke og begge meget depraverede, og ufrivilligt tæt forbundne med forskellige kriminelle typer.

I et dystert univers med en broget skare af små og større kriminelle færdes Philip Marlowe hjemmevant, med æresbegreber, som holder ham på den moralsk rigtige side af loven. Hans erfaring, hans nysgerrighed, hans pågåenhed, hans insisteren på at afdække sandheden, hans hårdslåenhed, hans rappe replikker, hans situationsfornemmelse osv. resulterer i en fascinerende tour de force en dystopisk verden.

Raymond Chandlers evne til at sætte scenen er uovertruffen: omgivelser, interiør, personer, beskrives og karakteriseres i et vidunderligt præcist og humoristisk sprog.

Philip Marlowe balancerer på en moralsk knivsæg, er lige ved at tippe over et par gange, men han er det faste moralske holdepunkt i en beskidt verden. En antihelt, som det er svært ikke at holde af og med.

Det er en ekstremt velskreven roman, en kompleks historie skruet eminent sammen, sproget er en nydelse og jeg elsker den bog.

Erindringer om Sherlock Holmes (Arthur Conan Doyle, 1894)

♥♥♥♥♥♡
Originaltitel: The Memoirs of Sherlock Holmes. Jeg har læst den danske udgave fra 2014, oversat af Mette Wigh Tvermoes og udgivet af Rosenkilde & Bahnhof (eBog). Den er udsendt som fjerde bind af ni i Den nye komplette Sherlock Holmes-udgave.

Det er som i alle de foregående bind en fornøjelse at læse Svend Ranilds forord, og der er et skønt noteapparat for nørder. Sidney Pagets illustrationer fra de oprindelige udgivelser i The Strand Magazine 1892-1893 er pragtfulde og en nydelse.

Erindringer om Sherlock Holmes indeholder det, der fra Conan Doyles side var tænkt som de sidste 12 noveller om Sherlock Holmes.

Det er tolv vidunderlige noveller, hvoraf jeg anser flere af dem for at være de allerbedste af hans i alt 56 noveller om verdens bedste detektiv.

• Silver Blaze – om væddeløbshest, der forsvinder kort før et vigtigt løb

• Papæsken – om to afskårne ører, der sendes til den forkerte kvinde
• Det gule ansigt – om et ægteskab, hvor hun har en hemmelighed i sine amerikanske fortid
• Børsmæglerens kontorist – om en arbejdsløs kontorist, som får et tilbud, der er for godt til at være sandt
• ”Gloria Scott”, Sherlock Holmes allerførste sag, hvor en tragedie i fortiden på rigtig Doylesk vis kaster tunge skygger over nutiden
• Musgrave-ritualet – om et sært ritual, som dækker over en enestående kongelig skat
• Reigate-mysteriet – hvor Sherlock Holmes bruger sin grafologiske viden til at afdække et mord
• Den krogede mand – hvor en et forræderi mange år tilbage i tiden afdækkes, og hvor et desmerdyr indgår
• Den fastboende patient – hvor en læge får sin karriere hjulpet i gang af en fast patient, med en fordækt fortid
• Den græske tolk – hvor Sherlocks bror Mycroft introducerer ham for en afpresningssag, som involverer nogle grækere
• Flådetraktaten – hvor bortkomsten af et vigtigt dokument er ved at koste en medarbejder i udenrigsministeriet sin stilling og anseelse

• Den sidste opgave – hvor Sherlock Holmes møder sin intellektuelle ligemand i den kriminelle professor Moriarty, forbrydelsens Napoleon. De mødes i en holmgang ved Reichenbach-vandfaldet, illustreret som vist, og dette skulle være afskeden med Sherlock Holmes. Sådan kom det heldigvis ikke til at gå …

Ligesom i Sherlock Holmes’ eventyr er det vidt forskellige fortællinger, flere med potentiale til mere end noveller, de er meget koncentrerede og stramt disponeret.

Sherlock får vist en række nye sider af sin personlighed, og må erkende at han kan tage fuldstændig fejl, som det er tilfældet i Det gule ansigt.

Nye personer introduceres og specielt mødet med Mycroft er fantastisk og med potentiale til noget meget større, ligesom vi dårligt når at møde professor Moriarty, før det hele er forbi.

Jeg sætter denne samling ligeså højt som Sherlock Holmes’ eventyr, det er pragtfuld og underfundig underholdning.