His First Flame (Harry Edwards, 1927) og Picking Peaches (Erle C. Kenton, 1924)

♥♥♡♡♡♡
Imdb. His First Flame. Imdb. Picking Peaches.

Harry Langdon (1884-1944) havde sin storhedstid på film i midten af 1920’erne, hvor han når han var bedst efter nogles mening næsten kunne måle sig med Charlie Chaplin, Harold Lloyd og Buster Keaton, en opfattelse jeg dog ikke deler. The Strong Man (1926), Tramp, Tramp, Tramp (1926) og Long Pants (1927) regnes for hans bedste film.

Grapevine Video har udgivet en DVD med hans første film Picking Peaches (1924) og hans første længere film His First Flame (udsendt 1927).

Jeg synes absolut bedst om Picking Peaches. Harry arbejder i en skobutik. Der er en række sjove episoder i butikken, hvor han uforvarende får generet de kvindelige kunder. Han har en affære med en af sine kunder; de tager til stranden sammen og følger en Beauty Fashion Contest. Både hans kone og hendes mand er i hælene på dem, og Harrys kone deltager oven i købet i konkurrencen i forklædning.
En klassik two-reeler med godt tempo, god idérigdom, en del falden-på-halen og masser af sjove episoder.

Blandt badeskønhederne er søstrene Alice og Marceline Day, sidstnævnte bl.a. kendt fra The Cameraman (1928) med Buster Keaton.

I His First Flame er Harry Howells (Harry Langdon) forlovet med Ethel Morgan (Natalie Kingston), som kun er interesseret i hans penge. Harrys onkel Amos McCarthy (Vernon Dent) advarer mod ægteskabet; efter en dramatisk brand, hvor onklen redder Ethel, opdager Harry sandheden om Ethels følelser. Ethels søster Mary (Ruth Hiatt) er rigtigt forelsket i Harry, og iscenesætter en brand for at give Harry lejlighed til at redde sig – og det lykkes, om end efter en masse misforståelser.

Der er spændende muligheder i filmen, men jeg synes ikke scenerne hænger så godt sammen, og filmen kommer aldrig rigtigt i gang.

Der er nogle få scener der hæver sig over gennemsnittet:

• En kvindelig tyv slår ham ned og bytter tøj med ham
• Han taber vielsesringen, og tror en forbipasserende kvinde har fået den på sin hæl, og følger hende ind i en skobutik, hvor han tror han hiver benet af hende (dog en ringere udgave af denne joke end i Picking Peaches)
• Han er hjemme hos en gammel skolekammerat, og både hos genboen og hos klassekammeraten kan den forlovede Harry opleve dramatiske ægteskabelige slagsmål

Hvis ikke man i forvejen er Harry Langdon fan er dette næppe denne film, der får en omvendt.

Made in USA (Jean-Luc Godard, 1966)

♥♥♥♥♡♡
Imdb. Paula Nelson (Anna Karina) er taget til Atlantic City for at lede efter sin kæreste Richard P. Han er forsvundet, måske død, og hun beslutter sig til for at finde ud af, hvem der står bag. Paula undersøger, forhører, hævner/dræber, bliver slået ned, anholdt, løslades og møder til sidst en bekendt og sammen kører de væk fra Atlantic City.

Manuskriptet er meget løseligt inspireret af Richard Starks (Donald Westlake) roman The Jugger; Paula er langt ude i familie med Philip Marlowe i The Big Sleep; filmen er dedikeret til Nick (Nicholas Ray) og Samuel (Samuel Fuller); persongalleriet har rollenavne som Donald Siegel (Jean-Pierre Léaud), Richard Widmark (László Szabó), David Goodis (Yves Afonso), Doris Mizoguchi (Kyôko Kosaka), Robert MacNamara, Aldrich og Richard Nixon.

Godard vedkender sig uden blusel sine filmmæssigt amerikanske rødder (jeg véd godt Mizoguchi er japaner!).

Og som et effektfuldt kontrapunktisk indslag synger Marianne Faithfull på en bar As Tears Go By for Paula.

Der er mange referencer til den politiske virkelighed, bl.a. Ben Barkas forsvinden i 1966, og Made In USA slutter – i modsætning til fx den næsten ligeså komplekse The Big Sleep – uden at sagen bliver opklaret. Det er forsøgt, og uden tvivl berettiget, at se filmen som en kommentar til den politiske situation.

Men først og fremmest er det en film som film. Også i dag virker den visuelt frapperende, med effektfulde farver, popart/tegneserie islæt og en humoristisk og meget fragmentarisk fortællestil. Det er Godards sidste spillefilm med Anna Karina inden deres skilsmisse, og filmen er fyldt med Raoul Coutards forelskede og poetiske nærbilleder af hende.

”If the cinema no longer existed, Nicholas Ray alone gives the impression of being capable of reinventing it, and what is more, of wanting to.” (http://www.notcoming.com/features/nicholasray/).

Det samme kan uden videre siges om den tidlige Godard. Jeg har for nylig genset À bout de souffle (1960) og Une femme est une femme (1961), og det er fornøjelse at opleve at de holder: De er så moderne, som dengang de blev skabt.

Silent Witness: Body 21 (Douglas Mackinnon, 2004)

♥♥♥♡♡♡
Imdb. Body 21 er et dobbeltafsnit i en engelske serie om en gruppe retsmedicinere, der bistår med opklaring af forbrydelser. Afsnittet er fra sæson 8, hvor Sam Ryan (Amanda Burton) forlod serien; Amanda Burton er den uovertrufne stjerne og har om nogen båret serien første 7 sæsoner. Leo Dalton (William Gaminara) overtager professoratet efter Sam og gruppen består desuden af Dr. Harry Cunningham (Tom Ward) og Nikki Alexander (Emilia Fox).

Body 21 handler om en katastrofal togulykke med 21 omkomne. Nogle af de overlevne henvender sig til retsmedicinerne fordi de er utilfredse med at ansvaret for ulykken ikke er blevet placeret ved den første undersøgelse, og den anden obduktion af Body 21, det enogtyvende og eneste uidentificerede offer, bliver anledning til en spændende fornyet undersøgelse af hele ulykken og en vital rekonstruktion af ulykken.

Silent Witness handler meget om via objektive undersøgelse at finde frem til ”sandheden” i en given situation. Retsmedicinerne er udover de detaljeret beskrevne obduktioner også involveret i politimæssig efterforskning. Hele serien har udover de elementært spændende sager, også i høj grad baseret sig på at vise ikke mindst Sam Ryan som person, hendes personlige udvikling, hendes baggrund og bevæggrundene for hendes engagement. Leo og Harry er bare (endnu?) ikke så spændende, og Nikki er først lige trådt ind i serien. Uden det perspektiv er der tale om spændende, men ikke ekstraordinære krimier. Der arbejdes med omhu i afsnittet, og der er bortset fra selve togulykken ikke spektakulære dramaer, men der er en hel masse mindre sidehistorier, som der bliver pirket lidt til, uden at det rigtigt bliver vedkommende.

Feel My Pulse (Gregory La Cava, 1928)

♥♡♡♡♡♡

Imdb. Grapevine Video gør en stor og fortjenstfuld indsats for at finde og udgive sjældne, interessante, kuriøse mv. film.

Feel My Pulse lyder lovende; der er flere kendte navne involveret: Gregory La Cava (My Man Godfrey), Bebe Daniels (42nd Street) og William Powell (The Thin Man mfl.). Handlingen har også potentiale til noget sjovt: Den stenrige Barbara Manning (Bebe Daniels) er vokset op i et klinisk beskyttet miljø. Som 21-årig sendes hun til et sanatorium, hun har arvet. Sanatoriet er centrum for en gruppe spritsmuglere, hvis leder (William Powell) udgiver sig for læge. Gruppen er infiltreret af en journalist (Richard Arlen), som vil afsløre smuglerne. Efter et dramatisk skudopgør ordner alt sig til det bedste.

Desværre får filmen slet ikke udnyttet de mange spændende muligheder, som skuespillere og omgivelser lægger op til. Scenen hvor Barbara Manning hilser på de enkelte patienter mens ”lægen” bekymret følger med er lige ved at komme i gang, men kommer det ikke. Der er en sjov lille scene, hvor hun drikker med en af patienterne, han drikker hendes medicin og hun hans whisky, i den tro at det er medicin. Den dramatiske slutning ender i det rene slapstick, og i en forloren afslutning.

En stor skuffelse.