One Hour With You (Ernst Lubitsch, 1932)

♥♥♥♥♡♡

Colette og Andrés foretrukne opholdssted (alle fotos: pre-code.com)

Dr. André Bertier (Maurice Chevalier) er lykkeligt gift med Colette (Jeanette MacDonald). 

Colette og Mitzi hilser på hinanden

Hendes gamle veninde Mitzi (Genevieve Tobin) kommer på besøg. Hun er gift med Professor Olivier (Roland Young), som mistænker hende for at være utro, og har hyret privatdetektiven Henri Dornier (Richard Carle) til at overvåge hende. Ved et stort selskab, som Bertiers er værter for, tror Colette at André har noget for med mademoiselle Martel (Josephine Dunn), mens det er Mitzi som jagter ham. 

Adolph lægger an på Colette, som bekymrer sig om hvor André er

Adolph (Charles Ruggles) er forelsket i Adolph. Colette og André skændes efter festen, han tager med Mitzi hjem, og Adolph, som er blevet tilbage, lægger an på Colette. Olivier får sin skilsmisse, Mitzi rejser lykkeligt videre og Colette og André forsones.

Der et er så meget pre-code, det handler så meget om sex (på en pæn måde forstås), det er fortalt med humor, der er de skønneste replikker og de mest charmerende udgaver af Jeanette MacDonald og Maurice Chevalier, og en overvældende djævel i paradis i form af Genevieve Tobin.

Mitzi og André, før de ved hvem hinanden er

André møder Mitzi før han ved, at det er Colettes veninde, og flygter, fordi hun er så åbenlyst flirtende. Han gør hvad han kan, for at stå i mod, men skæbnen og en lidt for naiv Colette gør livet meget svært for ham. Der er flere steder hvor han henvender sig direkte til publikum, og bl.a. sangen “I ask you what you would do? Heh, that’s what I did too.”. Ja, ingen tvivl om at han må ende med at være sammen med Mitzi, lidt for længe. Som han i en fantastisk scene bliver mindet om, da Olivier på basis af detektivens iagttagelser kan fortælle André på minuttet hvornår han satte sit i taxaen, som Mitzi sad i, hvor længe de kørte, hvor længe der gik, før de stod ud osv.

Filmens morale: utroskab er ok? Svaret svæver lidt i vinden, for vi formoder at André har været utro (to timer alene med Mitzi 😊), men Colettes ”utroskab” består i et enkelt kys fra den ufarlige Adolph. Men hun vælger at lade de to dele vægte lige meget og så ender alt godt, og efter hver især at have talt til publikum, kan de gå ind i soveværelset …

Der er nogle sangnumre i filmen, men det er den mindst musical-agtige film i bokssættet Lubitsch Musicals (Eclipse), som desuden omfatter The Love Parade (1929), The Smiling Lieutenant (1931) og Monte Carlo (1930). Bestemt  allesammen seværdige film.

Monte Carlo (Ernst Lubitsch, 1930)

Prinsessen og frisøren (foto: pre-code.com)

♥♥♥♥♡♡

Et storslået bryllup er i gang. Gæsterne er på vej fra slottet til kirken via slotspladsen og den røde løber. Det begynder at regne, og gæsterne må løbe. Gommen prins Otto Von Liebenheim (Claude Allister) er I højt humør. Da han er kommet over til kirken bliver han kaldt tilbage, og ser brudekjolen henslængt over en stol, ingen brud.

Beyond the Blue Horizon (foto: pre-code.com)

Klip til toget, hvor prinsesse Helene Mara (Jeanette MacDonald) – bruden - og hendes tjenestepige Bertha (Zasu Pitts) er på vej ud i det blå. Helene synger Beyond the Blue Horizon, bønder på markerne er kor, og ikke et øje er tørt. Verden står åben.

Scenen er flot, effektivt og humoristisk sat for Lubitsch anden musical og den anden med Jeanette MacDonald i hovedrollen, igen i topform, som i The Love Parade, denne gang overfor Jack Buchanan, som grev Rudolph Farriere.

Konduktøren på toget spørger hvor Helene skal hen, og det aner hun ikke, men da han nævner Monte Carlo bliver det målet, for hun har næsten ingen penge, og så vil hun vinde penge i kasinoet, hvor svært kan det være 😉

Et rigtigt pre-code kendetegn er, at Helene er i negligé en del af tiden, også på toget, og giver grundlaget for denne joke: ”Listen, here’s a puzzle, and, believe me, it’s hot. She comes from a wedding. She has nothing on. She’s left her husband behind. She has no ticket. She has no idea where she wants to go. And she goes to Monte Carlo. How old is her husband? … Too old!”

I Monte Carlo får Rudolph øje på hende og følger hende vinde 4 gange i træk på rouletten, for derefter at tabe det hele igen.

Han kommer i kontakt med hende ved at udgive sig for frisør og i nogle skønne pre-code scener dækker han over, at han intet aner om at ordne hår, men han kan så meget andet, bl.a. give den mest fantastiske hovedbundsmassage.

Samspillet mellem MacDonald og Buchanan er vidunderligt. Hun kan både fungere som den forkælede rigmandsdatter og den sårbare og usikre kvinde, og han kan både være charmerende, pågående, men ikke for, og desperat, når hun ikke kan gøres tilfreds.

Der er en vidunderlig scene, hvor Helene tror at Rudolph for hendes 1.000 franc har vundet 200.000 franc i kasinoet (i virkeligheden er det han egne penge), og er så bange for sine egne følelser at hun må løse døren imellem dem, gemme nøglen i en skuffe, låse den, gemme nøglen til skuffen i et skrin, låse det, og endelig gemme nøglen til skrinet under hovedpuden. Vidunderligt spillet og så suggestivt. Hvad kunne Freud ikke have fået ud af det 😊

Helene er vildt forelsket, men kan ikke giver efter overfor Rudolph, som jo kun er frisør. Otto og hun tager i operaen, ja han er dukket op igen, og er vild med at hun åbenlyst siger til ham, at den eneste grund til at hun vil have ham er pengene. I operaen ser de Monsieur Beaucaire, med en historie der til forveksling minder om Helene og Rudolphs. Hun opdager Rudolph alene i sin egen loge, og forstår på deres kommunikation, at han er adelig, som hovedpersonen i operaen.  Otto falder i søvn. Helene går over i logen og de ser sammen afslutningen af operaen, hvor det afsløres at frisøren er adelig … men ikke vil have kvinden.

Helene er dybt skuffet, men Rudolph redder situationen: “I don’t like that ending. I like happy endings.”

En enkel historie fortalt med blændende overskud og med smittende charme, elegance og raffineret humor.

The Love Parade (Ernst Lubitsch, 1929)

Dronning Louise og Grev Alfred

♥♥♥♥♡♡

Sylvaniens militærattaché i Paris grev Alfred Renard (Maurice Chevalier) har en række affærer med gifte kvinder og bliver derfor sendt hjem, så dronningen kan straffe ham. Dronning Louise (Jeanette MacDonald) læser rapporten om hans ophold i Paris og som straf ønsker hun, at han skal anlægge skæg. Han foreslår at han i stedet skal være hendes personlige assistent. Hans første opgave bliver at spise middag med hende samme aften. Det udvikler sig positivt, ikke mindst da hun beder ham opføre sig, som om hun ikke var dronning.

Vielsen er storslået, dog er der en lang tøven fra Alfreds side, da præsten spørger om han vil være ”an obedient and docile husband”.

Alfred keder sig hurtigt, for det er ingen opgaver som prinsgemal.

Regeringen fortæller dronningen, at medmindre hun og prinsgemalen kommer i operaen samme aften og udstråler ægteskabelig lykke, vil et vigtigt lån ikke blive bevilget og Sylvanien gå bankerot. Alfred dukker op hos dronningen i sit almindelige tøj, ikke i uniform og fortæller, at han tager til Paris for at blive skilt fra hende. Hun må derfor tage alene i operaen. Senere kommer Alfred alligevel i operaen i fuld mundering og højt humør.  Louise er nødt til at spille hans spil, for ellers vil han forlade operaen.

Tilbage på slottet er Alfred overstadig, Louise trist og desperat. Han lover at blive hos hende, men hun skal idømmes en passende straf. Hun forslår, at han skal bestemme ikke alene i regeringssager, men også i forhold til hende.

Glem den kønspolitisk håbløse morale!

For der er tale om en sprudlende, veloplagt, elegant, vittig og gennemmusikalsk musical med den filmdebuterende Jeanette MacDonald og Maurice Chevalier i hans anden amerikanske film, som begge er i overdådig form. De er unge, sprudlende, ukrukkede, overskudsagtige, og det er svært ikke at holde af dem.

Det er den allerede på dette tidspunkt garvede filminstruktør Ernst Lubitschs første talefilm, og han beherskere mediet i uhørt grad. Der et fint flow i fortællingen. Der er en stribe herlige sangnumre (og lidt dans), som udmærker sig ved at bringe historien videre, ikke bare er isolerede numre, og Anything to Please the Queen (MacDonald og Chevalier), Let's be Common (Lupino Lane og Lillian Roth), Nobody's Using It Now (Chevalier) og The Queen is Always Right (Lane og Roth) er dejlige.

Jacques og Lulu

Lupino Lane, som Alfreds tjener Jacques og Lillian Roth, som Louises kammerpige Lulu, følger deres arbejdsgivere i tykt og tyndt, og forstår også at sætte grænsen, så med Let’s be Common er det bestemt besluttet, at de ikke skal have det som prinsgemal og konge. De får god plads, selv om de ikke er stjernerne, og er det dejligt bekendtskab.

Jeg har læst, at dette måske er filmmusicalens fødsel, og jeg er ikke utilbøjelig til at være enig.

Love Me Tonight (Rouben Mamoulian, 1932)

Maurice tager mål af Jeanette (Pre-Code)

♥♥♥♥♥♥

Jeg er kæmpestorfan af Rouben Mamoulian. Jeg genså Love Me Tonight i går, og blev blæst omkuld. Det er en forrygende film ud fra flere forskellige synsvinkler men først og sidst er det en tour de force af en mesterinstruktør, der i den grad behersker mediet.  Vi taler om en film fra 1932, som udnytter mediet på en måde, som mange kunne lære af i dag, og med en charmerende, velfortalt og velspillet historie er den bare til at elske!!!

Maurice Courtelin (Maurice Chevalier) er skrædder i Paris. Gilbert de Varèze (Charlie Ruggles) skylder ham en del penge, men kan ikke betale. Da Gilbert skylder mange andre penge arrangeres det, at Maurice skal tage til slottet, hvor Gilbert bor, for at opkræve pengene. På turen møder Maurice Jeanette (Jeanette MacDonald), som han straks forelsker sig i, men ikke gengældt.

Gilbert introducerer på slottet Maurice som baron Courtelin, og så kører spillet. I galleriet af personer indgår Gilberts onkel Duc d'Artelines (C. Aubrey Smith), dennes niece Valentine (Myrna Loy) og hans niece prinsesse Jeanette (MacDonald), som har være enke i tre år.

På et tidspunkt kritiserer Maurice familiens skrædder, som er ved at gøre en dragt klar til Jeanette, og overtager selv opgaven. Det afsløres herved at Maurice er skrædder, og han forlader slottet i unåde.

Jeanette kommer på bedre tanker, følger efter ham og de forenes til sidst.

Åbningsscenen: næsten tomme parisiske gader. Gradvis kommer der liv i byen, og trin for trin udvikles lyden af deres arbejde til noget symfonisk, som glider over i Maurice lejlighed, hvor han står op og syngende That's the Song of Paree mens han går på arbejde, får hilst på en masse mennesker, flirtet med en del piger, bliver mindet om at han skylder penge forskellige steder.

Hvis ikke nogen påstod at filmmusicalen først blev skabt senere, ville det være et godt bud at sige at dette var fødslen!

Isn't It Romantic? er et af de skønneste, mest formidable og velkomponerede forløb jeg har oplevet på film. Fra sangen startes i skrædderiet, via passageren i taxaen, togturen, soldaterne, den unge sigøjner, sigøjnerlejren og ender på slottet hos Jeanette, det er flydende og musikalsk og en genial instruktørs værk.

Hele historien er en forrygende flot helhed, som udover det allerede nævnte omfatter Maurices optræden til festen til hans ære I'm an Apache og den vidunderlige kærlighedssekvens (Love Me Tonight).

For ikke at tale om den uforlignelige udvikling af The Son of a Gun Is Nothing but a Tailor, fra Maurice fortæller Jeanette, at han er en skrædder, til alle på slottet ved det, og Maurice nærmest må snige sig ud af slottet, mens tjenerne foragteligt stikker næsen i sky.

Naturligvis ender alt godt, Jeanette følger efter Maurice i en sekvens der viser, at Eisenstein ikke har levet forgæves: krydsklipningen mellem lokomotivet og Jeanette på hesten er vidunderligt kitsch!!!

Love Me Tonight er så sprudlende, som da den blev skabt for over 88 år siden!