Up the River (John Ford, 1930)

♥♥♥♡♡♡

Jeg har bokssættet Ford at Fox, med 24 af John Fords film fra Fox. Der er en del af filmene, jeg ikke har set endnu, men nu skal der tages revanche 😊 

Up the River er bestemt en af John Fords mindre kendte værker, jeg kendte intet til den på forhånd, men det viste sig at være en meget interessant film. 

Én grund til at den er mindre kendt er nok, at den kun er overleveret i en ret dårlig kopi, med lidt huller i handling, lidt manglende dialog og lidt ridsede billeder.

Men selv i denne udgave er den seværdig, og ikke mindst burde den være kendt som debutspillefilm for både Spencer Tracey og Humphrey Bogart. 

St. Louis (Spencer Tracy) og Dannemora Dan (Warren Hymer) er venner og i fængsel. St. Louis har nærmest stjernestatus i fængslet og flygter som det passer ham. Steve Jordan (Humphrey Bogart) bliver indsat i samme fængsel, der har åbenbart været en episode, lige før han skulle til Kina og arbejde. Han arbejder i fængslet med at indskrive kvindelige fanger, og forelsker sig hovedkulds i Judy (Claire Luce), da hun ankommer. Hun har været involveret i noget svindel, udført af Frosby (Morgan Wallace). 

Der må ikke være kontakt mellem de mandlige og kvindelige fanger, men det lykkes alligevel at arrangere nogle samtaler mellem de to og det ender med at Steve frier til Judy og får hendes ja. Da Steve bliver løsladt, lover han at vente på Judy, og vender til sin velhavende mor i New England. Frosby er imidlertid fulgt efter ham, og truer med at afsløre, at Steve har været i fængsel (alle i byen tror han har været i Kina). Så Frosby fortsætter sin svindel, hvor han narrer folk til at investere deres penge i hans fupfirma. 

Steve skriver til Judy om situationen, hun taler med St. Louis og Dannemora, og under en forestilling i fængslet stikker de to af, for at komme Steve til undsætning. 

De introduceres som Steves venner, og sørger for at den desperate Steve ikke gør alvor af at dræbe Frosby; i stedet stjæler de moderens værdipapirer tilbage fra Frosby, og vender tilbage til fængslet, lige i rette tid til at komme med i den årlige baseballkamp mod et hold fra et andet fængsel, og - antydes det - føre holdet til sejr. 

Selvom det meste af filmen foregår i et fængsel, med en del hårdkogte kriminelle, er det primært en komedie. St. Louis fører sig frem som en verdensmand både i og udenfor fængslet. Selv fængselsdirektøren forsøger han at dupere med ønsket om en luksuscelle med udsigt. 

Han er sine venners ven, og hjælper som det naturligste af verden Steve (og dermed Judy), da han finder ud af at de virkelig elsker hinanden, og er indstillede på en ny start i tilværelsen. 

Spencer Tracy er i fin form i rollen, ikke en dårlig debut. 

Steve inkarneret af Humphrey Bogart er en figur med stort potentiale, og selvom han kun er nummer 4 på rollelisten, så fylder han næsten lige så meget som Spencer Tracey, der er filmens stjerne. Bogart er overbevisende som den pæne fyr, der uforvarende er kommet ud i noget kriminelt, man mærker glimtvis farligheden bag facaden, nogle scener i fængslet og da hans mor bliver offer for Frosbys svindel. 

Der er en herlig middagsscene hos Steves mor og søster, hvor Dannemora tager fusen fuldstændig på Steve og St. Louis med udsøgte manerer, og jeg ville ønske at man oplevede noget af det høstbal, som de alle de unge tager afsted til efter middagen, det har ikke været kedeligt. 

Kærlighedshistorien mellem Steve og Judy virker umiddelbart lidt tynd. Men det spinkle udgangspunkt udnyttes godt i filmen. Det er virkelig kærlighed ved første blik. Vi ser nogle samtaler arrangeret ved gitteret mellem den kvindelige og den mandlige afdeling af fængslets udendørs areal, hvor de kommer tæt på hinanden følelsesmæssigt uden at måtte se på hinanden endsige røre hinanden. Den smukke afskedsscene, da han bliver udskrevet, er vidunderlig. 

Og i øvrigt er Claire Luce vidunderlig og man kan undre sig over, at hun ikke kom med i flere film. Hun var en fremragende danser, og Fred Astaire ville have haft som partner i The Gay Divorcee (1934), men RKO insisterede på at bruge en af deres kontraktansatte … Ginger Rogers.

 

 Ellers vil jeg huske filmen for det meget menneskelige fængsel. Den forestilling, som bliver opført, må have kostet en del i prøvetimer og udstyr. Baseball-kampen er en kæmpeforestilling – og hvordan dukker en zebra op midt i den?! Direktørens unge datter bevæger sig frit rundt mellem de indsatte, som leger med hende.

It Happened One Night (Frank Capra, 1934)

♥♥♥♥♥♥

Jerikos mure (alle fotos: Pre-code.com)

It Happened One Night fortæller historien om en beskyttet rigmandsdatter Ellie (Claudette Colbert), som stikker af fra sin far Alexanders (Walter Connolly) yacht for at vende tilbage til sin mand King (Jameson Thomas), som faderen ikke bryder sig om. 

Hun møder journalisten Peter (Clark Gable), som netop er fyret fra sin avis. Han hjælper hende på turen fra Florida til New York, som vanskeliggøres af at historien er på forsiden af alle aviser, at hendes far har sat en kæmpeeftersøgning i gang og hverken Ellie eller Peter har nogen penge. 

Naturligvis forelsker de sig, naturligvis opstår der forviklinger, og naturligvis og heldigvis lever den poetiske retfærdighed i bedste velgående og de får hinanden til sidst. 

Det er en vidunderlig og charmerende film ud over alle grænser, med to fantastiske stjerner – Colbert og Gable - i absolut topform og med en kemi, der brænder 110 % igennem, en dejlig historie, og skarpt instrueret. 

Det er ikke for ingenting en ikonisk film, med scener som mange kender, eller har set citeret, uden at have set hele filmen, eller måske uden at kende den overhovedet. 

Ellie har levet en totalt beskyttet tilværelse, og at opleve hende på sin formentlig første bustur og hendes uendelige naivitet er for meget for Peter, som, selv om han i starten ikke bryder sig om hende, har ondt af hende, da hun først får stjålet sin kuffert, siden ikke kommer med bussen efter et mellemstop, fordi chaufføren på trods af hendes besked om at vente bare er kørt til tiden … 

Peter finder hurtigt ud af hvem hun er, og ser muligheden for at blive rehabiliteret som journalist ved at kunne komme tilbage med historien om, hvordan han hjalp Ellie til New York og sin mand. 

Men sådan fungerer det jo ikke i romantiske komedier, så selvom paraderne er oppe meget af tiden, og de begge er meget umodne og opfører sig som forkælede børn, så kommer der åbninger i paraderne. 

Det starter meget tækkeligt, da de skal dele værelse for første gang, og Peter hænger et tæppe op mellem de to senge, Jerikos mure kalder han adskillelsen. 

Der er masser af vidunderlige scener.

Der er scenen hvor Peter viser Ellie hvordan mænd klæder sig af. 

Der er scenen, hvor Peter vil lære Ellie at dyppe en doughnut rigtigt i kaffe. 

Der er scenen hvor han vil lære hende at tomle, men hun beviser at hendes lår fungerer bedre end hans tommeltot. 

Der er scenen på bussen, hvor han redder hende fra en meget påtrængende Oscar Shapeley (Roscoe Karns). 

Der er scenen på bussen, hvor The Man on the Flying Trapeze bliver sunget, den fattige mor besvimer af sult, og Ellie giver hende Peters sidste penge. 

(foto imdb.com)

Der er scenen, hvor Peter bærer Ellie over en flod på sin venstre skulder, og diskuterer om det er piggy backing eller ej. 

Der er scenen, hvor de skal sove i høet. 

Der er slutscenen, hvor vi end ikke ser Ellie og Peter, men ud fra konteksten kan forstå, at Ellie er ud af sit ægteskab med King, hendes far telegraferer til Peter at Jerikos mure kan falde, og Peter som har anskaffet en legetøjstrompet, blæser i den og filmen slutter. 

Det er også diskrete, men dog tydelige situationer, hvor det er tydeligt, at Ellie og Peter deres genvordigheder til trods, lever i en ganske beskyttet verden. Bl.a. de nævnte med tyveriet af kufferten, og kvinden der ikke har penge til mad til sin lille dreng og sig selv. 

Der er scenen, efter den første overnatning, hvor Ellie med Peters frakke som badekåbe skal hen til fællesbadet, og passerer ”almindelige” mennesker i hverdagssituationer. Ellie tror hun kan komme først i køen, men sendes om bagi, og fanges i et række tunge af en unge pige, som rækker tunge af hende. 

Der er mange andre skønne scener, og det er en nydelse hele vejen.

Horse Feathers (Norman Z. McLeod, 1932)

♥♥♥♥♡♡

Everyone Says I Love You

Professor Quincy Adams Wagstaff (Groucho Marx) er hyret som rektor for Huxley College, hvor hans søn Frank (Zeppo Marx) har ”studeret” en del år. 

Ved indsættelsesceremonien får han forskellige råd, som udvikler sig til et sang- og dansenummer: ”I don't know what they have to say/It makes no difference anyway;/Whatever it is, I'm against it!”. 

Everyone Says I Love You

Frank er forelsket i the college widow Connie Bailey (Thelma Todd) og synger Everyone Says I Love You (Bert Kalmar and Harry Ruby) for hende. 

Everyone Says I Love You kommer i forskellige udgaver: Pinky (Harpo Marx) fløjter den for en hest og spiller den på harpe for Connie. 

Everyone Says I Love You

Baravelli (Chico Marx) spiller den for Connie i en sangtime. 

Everyone Says I Love You

Wagstaff synger den for Connie på en kanotur. 

Connie bor i en lejlighed sammen med Jennings (David Landau), som arbejder for Darwin College. Der er en vidunderlig scene, hvor Frank ringer til Connie, om han må komme og besøge hende. Connie tager afsked med Jennings, Pinky er skjult bag Jennings frakke og går sammen med ham, Frank kommer, Connie beder om en drink, han går ud for at mixe den, Wagstaff kommer og lægger an på hende, Pinky og Baravelli kommer med en isblok, som smides ud af vinduet, Jennings vender tilbage for spørger, hvad der sker, Baravelli siger han skal undervise Connie i sang, Wagstaff at han er blikkenslageren osv. osv. Det er musikalsk, timet, vittigt og noget af det bedste Marx Brothers overhovedet. 

Årets store begivenhed er fodboldkampen mod Darwin College. Frank overtaler sin far til at hyre to professionelle spillere til Huxleys hold. De holder til på en smugkro, hvor Baravelli er dørvogter mv.

Password???

Wagstaff kender ikke kodeordet, for at få adgang, men efter en klassisk scene kommer han ind, og får hyret Baravelli og Pinky, i den tro at de er fodboldspillere. 

Jennings har hyret de ”rigtige” fodboldspillere, og Baravelli og Pinky vil kidnappe dem, så de ikke kan deltage i kampen, de bliver selv kidnappet, men undslipper ved at save sig gennem gulvet og kommer i en hestetrukken affaldsvogn til kampen, som Huxley naturligvis vinder. 

Der er virkelig potentiale til noget større i denne film, men plottet ikke særlig godt og den afsluttende fodboldkamp lidt for meget slapstick.

I'm against it! er herlig, de forskellige udgaver af Everyone Says I Love You vidunderlige, Thelma Todd i en lidt større rolle er indtagende og brødrene stråler hver især. Så absolut seværdig.

Monkey Business (Norman Z. McLeod, 1931)

♥♥♥♡♡♡

Groucho Marx og Thelma Todd (alle fotos: pre-code.com)

Monkey Business er den tredje film med Marx Brothers, efter Cocoanuts og Animal Crackers. 

Godt den første halvdel af filmen foregår på et krydstogtskib, hvor de fire Marx Brothers er med som blinde passager. De jagtes konstant af mandskabet, men undslipper hele tiden. 

Chico og Harpo hyres som bodyguards

De bliver hyret parvis af to rivaliserende gangstere, som bodyguards (!), Zeppo forelsker sig i "Big Joe" Helton (Rockliffe Fellowes) datter Mary (Ruth Hall), og Groucho flirter (bl.a.) med "Alky" Briggs (Harry Woods) hustru Lucille (Thelma Todd). 

Maurice "Chico" Chevalier

Landgangen er ikke uproblematisk, da ingen af de fire har pas, men prøver at komme i land med Maurice Chevaliers pas, og giver hver deres udgave af "You Brought a New Kind of Love to Me" ("If the nightingales could sing like you ..."). 

Den sidste del foregår ved et stort party, som Big Joe afholder for at hylde Mary, hun bliver kidnappet af Alky og hans folk, men befries af brødrene. 

Harpo indgår i dukketeatret

Chico og Harpo følger et skakspil

Der er mange vidunderlige scener i filmen bl.a. alle scenerne med Thelma Todd og Groucho, bl.a. en skøn tango, de fungerer bare sammen. Harpo i dukketeatret, hvor han er i total harmoni med tilskuerne (børnene) og kan generere autoriteterne. Scenen, hvor brødrene forsøger at efterligne Maurice Chevalier, for at komme i land. 

Men det kan ikke skjules, at historien, selv for en Marx Brothers film, er meget tyndbenet, og den sidste del af filmen, med Chicos klavernummer, Harpos harpenummer og afslutningsslagsmålet, hvor Zeppo slås med en skurk, mens de tre andre brødre ser på og kommenterer, som var det en sportsbegivenhed, er bare ikke på niveau. 

Filmen går i stå, da brødrene er kommet i land, og trods nogle fine momenter er den faktisk jævnt kedeligt i den sidste del.

Rosita (Ernst Lubitsch, 1923)

♥♥♥♡♡♡

Rosita synger for folket

Grapevine video gør en kæmpestor indsats for gamle film, ikke mindst stumfilm. Herunder lancerer de kickstarter projekter, hvor man med små bidrag kan støtte restaureringen af klassiske film. For længe siden indbetalte jeg et beløb for at bidrage til en restaurering af Rosita. 

Mary Pickford og Ernst Lubitsch

Jeg fik den færdige version forleden og så den i dag. Jeg må indrømme, at kombinationen af en Mary Pickford og Ernst Lubitsch var meget motiverende, og jeg har bestemt ikke fortrudt efter af have set filmen. 

Mary Pickford er indbegrebet af en Hollywood stumfilmstjerne, som udover at være overordentligt populær som skuespiller også havde et udpræget forretningstalent og bl.a. stiftede United Artists i 1919 sammen med David Wark Griffith, Charlie Chaplin og Douglas Fairbanks (som hun blev gift med året efter). 

Ernst Lubitsch var en succesfuld instruktør i Tyskland, Mary Pickford headhuntede ham til Rosita, og det blev deres eneste samarbejde. 

Filmen er baseret på Don César de Bazan, mest kendt som opéra comique med musik af Jules Massenet og libretto af Adolphe d'Ennery. 

Kongen og Rosita

Historien kort (rigtig operaagtig!): den spanske konge (Holbrook Blinn) er overordentlig pigeglad; dronningen (Irene Rich) er rigtigt træt af, at han svigter hende. Kongen besøger Sevilla under et karneval og oplever den populære Rosita (Mary Pickford), som optræder med sang og dans. Hun lever i en fattig familie, og provokeret af, at hun afkræves skat, har hun skrevet en sang, der kritiserer kongen, og hun bliver anholdt. På vej mod fængsel stopper Don Diego (George Walsh) soldaterne, for at få dem til at løslade hende, han dræber en officer i en duel og bliver selv anholdt. De to forelsker sig. 

Hele familien skal til slottet

Kongen er betaget af Rosita og får hende løsladt; da hun afviser ham, får han hende og familien installeret på et slot. Don Diego kommer i fængsel og skal hænges. Rositas familie bliver ikke respekteret af tjenerne på slottet; Rositas mor (Mathilde Comont) går til kongen, hun mener, de vil blive respekteret, hvis datteren bliver gift passende. Kongen indvilger: Rosita skal giftes med Don Diego umiddelbart inden han bliver skudt. 

Rosita og Don Diego

Kongen lover Rosita, at Don Diego bliver skudt med blanke patroner, men officielt er ordren, at han skal dræbes. Dronningen intervenerer og annullerer den sidste ordre. 

Dronningen og Kongen til sidst, hun en del mere tilfreds end han ;-)

Don Diego falder om, da han bliver ”skudt”, kongen og Rosita tror han er blevet skudt, men til sidst afsløres den rette sammenhæng. Rosita og Don Diego forenes og dronningen fortæller kongen, hvordan tingene hænger sammen. 

Jeg må indrømme, at jeg faldt pladask for Mary Pickford 😊 Hun er er skøn når hun optræder, når hun er i familiens skød, inklusive skænderier, når hun er fange, når hun indsmigrer sig hos kongen osv. Hun er dejlig skuespiller, også set næsten 100 år efter. 

Der er nogle dejlige, humoristiske scener, da den fattige familie skal med til slottet, og deres adfærd på slottet, som bestemt ikke er tilfredsstillende for lakajerne. 

Det er imponerende at kaste sig ud at kaste sig ud i et ”opera-projekt” som stumfilm, og det er lykkes forbløffende godt. 

Det er ikke en stor film, men den er bestemt seværdig, og jeg er glad for, at jeg har ydet mit lille bidrag til den restaurerede version.

Animal Crackers (Victor Heerman, 1930)

♥♥♥♥♥♥

Filmen er baseret på en forestilling på Broadway med Marx Brothers, den bærer tydeligt præg af at være baseret på en forestilling, og hvad så?

De tre af de fire brødre er hver især fantastiske figurer. Sammen er de geniale. 

Groucho, som på enestående vis leger med sproget, udfordrer alt og alle, verbalt underminimerer alt selvhøjtideligt, får noget sjofelt ud af de meste, er uforskammet, charmerende når han er i humør til det, og genialt uforskammet, i øvrigt, hvilket er det meste af tiden.

 

Chico, som optræder med italiensk accent, men åbenbart ikke er italiensk. Han er et uovertruffet modspil til Groucho, og deres ordvekslinger er forrygende, intelligente, humoristiske, finurlige og mindst tvetydige. 

Harpo, der ikke siger et ord, men så meget desto mere udtrykker sig med et båthorn, og den mest forrygende mimik. Han er en menneskelig udgave af en hund, og enhver ung, smuk kvinde kan lokke ham fra lige meget hvad, han er i gang med. 

Den fjerde bror Zeppo, er den almindelige og kedelige, og den som i beåndede øjeblikke kan få specielt Grouchos adfærd sat i perspektiv i forhold til normalitet. 

Filmen er bare en ramme for at lade de tre udfolde sig, hvilket de også gør i den grad, 

Historien. Øh. Den stenrige Mrs. Rittenhouse (Margaret Dumont) har inviteret til et stort selskab dels for fejre den berømte opdagelsesrejsende i Afrika Captain Geoffrey T. Spaulding (Groucho), dels for at præsentere et berømt maleri, som Roscoe W. Chandler (Louis Sorin) har købt. Mrs. Rittenhouses datter Arabella (Lillian Roth) er kærester med den talentfulde men ukendte maler John Parker (Hal Thompson). Mrs. Whitehead (Margaret Irving), en anden rig kvinde, er misundelig på Mrs. Rittenhouse. Både John og Mrs. Whiteheads datter Grace har malet kopier af det berømte billede, og med forskellige motiver bliver det arrangeret at originalen erstattes af kopierne, og forvirringen er total. 

Der kan siges meget dårligt om filmen som film. Ok den er fra 1930, men alligevel er kameraarbejdet forbløffende stillestående – ja, det er filmatiseret teater. Der er sangnumre, der ikke bringer filmen videre, der er masser af urealistiske situationer. 

Men det er heller ikke det, der handler om. Det handler om at sætte en scene for de tre Marx Brothers, så de kan udfolde sig, og scenen bliver sat på eminent vis, og de udfolder sig muligvis det bedste man kan opleve på film.

 

Det er anarkistisk, det er uskyldigt, det er er romantisk og charmerende. Jeg må indrømme, at jeg blev totalt overrumplet, da jeg genså filmen i går, og oplevede en dugfrisk og sprudlende film. Rammerne kunne være bedre, men INTET kan på dette tidspunkt sætter grænser for de geniale brødre. 

Jeg har tidligere skrevet, at Duck Soup er deres bedste film. Efter gensynet med Animal Crackers er jeg kommet i tvivl. I bund og grund er det ligegyldigt, det spændende er, at Marx Brothers vitalitet og humor lever i bedste velgående den dag i dag.

Glorifying the American Girl (John W. Harkrider & Millard Webb, 1929)

♥♥♥♡♡♡

Gloria og Buddy

Jeg så filmen i en 94 minutters udgave fra Grapevinevideo i sort/hvid, der er afsnit som findes i farve, de kan findes i versioner på YouTube. 

Gloria på arbejde

Som selvstændig film er Glorifying the American Girl ikke mindeværdig, men den er bestemt interessant! 

Buddy og Barbara

Handlingen kort: Gloria (Mary Eaton) arbejder som sanger i nodesagsdelen af et stormagasin, akkompagneret af sin barndomskæreste Buddy (Edward Crandall), som Barbara (Gloria Shea) også er lun på. Gloria drømmer om at optræde i Ziegfeld Follies. På en firmaskovtur møder hun vaudevillekunstneren Dan (Dan Healy), som ser hendes talent og får hende med til New York. Miller vil gerne have sex med Gloria, hun vil kun gøre karriere og afviser ham. 

Hendes talent er åbenlyst, og før agenter for Ziegfeld når at få kontrakt med hende indgår hun og Miller en 5-års 50-50 aftale. Buddy kommer til New York med Barbara, for at besøge Gloria, og mens Gloria og Buddy kører væk i en taxa, bliver hun kørt ned og kommer slemt til skade. I filmens sidste tredje del ser vi udsnit af et Ziegfeld show, hvor Gloria gør en fantastisk debut. Buddy og Barbara, som nu er er par, glæder sig over hendes succes. Gloria erkender, at det er berømmelsens pris at miste ham. 

Der er en autenticitet over filmens første del, som gør den ganske seværdig. Arbejdet i afdelingen, hvor der sælges noder, firmaskovturen, det oser af ægthed. Ankomsten til New York og bl.a. fotosekvenser fra en taxa, er spændende. Men historien og måden den er fortalt på er der ikke meget mindeværdigt over.

Tableau fra afslutningen

Den sidste tredjedel af filmen er en gengivelse af autentiske optrædender fra Ziegfeld Follies. 

Der er som indledning et afsnit, hvor vi ser en masse notabiliteter komme til showet, bl.a. Florenz Ziegfeld, Irving Berlin og Adolph Zukor. 

Derefter sang- og dansenumre, en sketch og nogle tableauer. Rudy Vallee synger “I’m Just a Vagabond Lover”, Helen Morgan, siddende på et flygel, synger “What Wouldn’t I Do for That Man?” og der er en lang legendarisk sketch med Eddie Cantor, som sælger i en herreekviperingsforretning, meget lang og meget umorsom. 

Filmen er interessant for sine autentiske billeder af New York 1929, dokumentation af nogle Ziegfeld Follies numre, og en flot præstation af Mary Eaton, hvis karriere efter denne film var i frit fald.

Jean Vigo (1905-1934)

♥♥♥♥♥♥

Jean og Juliette i l`Atalante

Jean Vigo (1905-1934) hørte jeg første gang om engang i 1960’erne, jeg læste om ham og hans korte karriere. 

Da jeg oplevede Zéro de Conduite første gang var det en åbenbaring. En genial film, der enkelt og præcist skildrede livet på en fransk kostskole, og nogle elevers oprør til årsfesten. Slowmotion-afsnittet af pudekampen er legendarisk, det var åbenlyst en instruktør som havde fuldstændig styr på filmmediet, og kunne anvende det på ekvilibristisk vis. 

Siden fik jeg også set hans andre film, to korte film og hans eneste ”rigtige” spillefilm L’Atalante.

Til eftermiddag var der dømt Jean Vigo, og jeg så de fire film i kronologisk rækkefølge. Det var en vidunderlig oplevelse! De to korte film er fine, om end ikke rigtigt holdbare, de to spillefilm er i den grad holdbare og pragtfulde oplevelser.

♥♥♥♡♡♡

À propos de Nice (1930)

Det er en 25 minutter lang stum dokumentarfilm om Nice. Luftfotos, bølger, palmetræer, caféborde, tjenere, mennesker, sejlende, spillende, racerløb, kvinder der vasker tøj, børn der leger, karneval, masser af dansende kvinder, statuer, fabriksarbejdere. Det er kalejdoskopisk og impressionistisk.

Den huskes nok kun, fordi det er Jean Vigos første film, men det er åbenlyst at det er en talentfuld instruktør, der står for filmen.

♥♥♥♡♡♡

La natation par Jean Taris, champion de France (1931) 

Den korte dokumentar (9 minutter) er en introduktion til svømning af den franske mestersvømmer Jean Taris. Han fortæller om crawl, rygcrawl og brystsvømning, om armene og benene og vejrtrækning. 

Det er en film som er mere spøjs end den er interessant, og den huskes bestemt kun, fordi Jean Vigo har instrueret.

Nu det handler om film, så skal det nævnes, som det bliver gjort i foromtalen, at Jean Taris kom til OL i San Francisco som verdensrekordholder på 400 meter fri, førte løbet hele vejen indtil allersidst, hvor Buster Crabbe passerede ham; Buster Crabbe er siden kendt for hovedrollen i en Tarzan-film og en række Jens Lyn-film. Der er nogle flotte og nyskabende optagelser i slowmotion og under vand, og det er bestemt en sjov film at se! 

♥♥♥♥♥♥

Zéro de Conduite (1933) 

Filmen er lige så overvældende i dag som da jeg så den første gang, og som den har må have virket, da den fik premiere i 1933, og blev forbudt. Baseret på Jean Vigos egne erfaringer fra kostskole fortæller den om fire drenge, der på dagen for afslutningsfesten gør oprør mod den diktatoriske og ufølsomme ledelse på kostskolen. 

Der er fine og indfølende scener med drengene, der er skønne og skræmmende portrætter af de gamle lærere, der er humoristiske indslag med den nye lærer Huguet (Jean Dasté), som helt uhørt interagerer med børnene. Den er så enkelt fortalt, med en åbenlys virtuositet og autoritet, og med en magi, som man skal se filmen for at forstå. 

Turen, hvor hele klassen går i byen med Huguet, og han er helt i sin egen verden, og kun ænser børnene først og sidst. 

Natten før oprøret, med bl.a. pudekampen. 

Og selve afviklingen af årsfesten, som får et helt andet udfald end skolens ledelse have drømt om. Det er fortalt af en genial instruktør. Jeg elsker den film … 

♥♥♥♥♥♥

L'Atalante (1934) 

Hvis jeg elsker Zéro de conduite, hvad skal jeg så sige om L'Atalante, en af de allerbedste film overhovedet i min verden? 

Jean (Jean Dasté) og Juliette (Dita Parlo) bliver viet i starten af filmen i hendes landsby. Han har ansvaret for flodprammen L’Atalante, hvis besætning i øvrigt udgøres af Père Jules (Michel Simon) og skibsdrengen (Louis Lefebvre). 

Det er en vidunderlig kærlighedsfilm. Juliette har aldrig været uden for landsbyen og den fysiske og mentale rejse med L’Atalante forandrer hele verden for hende. Paris, som kun har været et navn, er pludselig inden for rækkevidde, og alt det hun drømte om, bliver pludselig opnåeligt. 

Men Jean forstår hende ikke, han bliver jaloux, da hun i sin naive glæde bliver lykkelig over alt det nye og spændende. 

Der er den vidunderlige scene med Jules i hans kahyt, som rummer masser af fantastiske minder fra hans spændende liv, og er en øjenåbner for Juliette i forhold til mulighederne verden. 

Der er mødet med altmulighandleren (Gilles Margaritis) på det lokale danseetablissement. Han kan trylle, charmere, give skønne tørklæder, danse - påskønne hende på en måde, som Jean ikke har formået. Begge situationer ødelægger Jean for Juliette i jalousi, og til sidst bliver det for meget for ham, og han beordrer Jules til at sejle, og efterlade Juliette i Paris. Jean og Juliette længes vildt efter hinanden, men kun Jules agerer, han finder Juliette, og hun og Jean forenes til sidst. 

Det er en kærlighedshistorie som alle andre, og så overhovedet ikke. 

Der er brylluppet, som lige så godt kunne have været en begravelse – brudeparret er taget afsted, stort set inden vielsen er afsluttet, og der er bare en sørgmodig stemning over det hele. 

Der er en vidunderlige intensitet og ægthed i Juliette og Jeans glade stunder, og en lige så intens ødelæggende jalousi, når Jean ikke kan forholde sig til Juliettes lyst til livet, og hans manglende forståelse for, hvad det kræver ham. 

Scenen i Jules kahyt er så intens, vidunderlig og følelsesladet og den i sig selv gør filmen udødelig – jeg kan kun gætte på, at Jean-Luc Godard har haft den i tankerne til den klassiske scene i À bout de souffle (1960) med Michel (Jean-Paul Belmondo) og Patricia (Jean Seberg). 

Det er en film, med tre strålende stjerner i fuld flot, og ikke mindst Dita Parlo (den bedste rolle i hendes karriere) og Michel Simon stråler. Jean Vigos samlede oeuvre kan opleves på 2 timer og 40 minutter, og tro mig, det er hvert et sekund værd at se de fire film.

La règle du jeu (Jean Renoir, 1939)

♥♥♥♥♥♥

Octave, André og Christine

La règle du jeu er en tragisk komedie, som udspilles i den franske overklasse lige før 2. verdenskrigs udbrud, med Marquis de la Chesnaye som det samlende punkt. 

Octave i uskyldig jagt efter Lisette

Overklassen lever ubekymret, har ingen økonomiske sorger, har overfladiske følelsesmæssige relationer og andre former for relationer, med mange uskrevne regler. Tjenestefolkene lever i en ganske anden verden, med deres egne regler. Reglerne for hvordan de to verdener interagerer, herskab og tjenestefolk, er kendt og følges. 

Problemerne opstår, når der er personer, som, ubevidst eller bevidst, forsøger at overskride disse grænser. 

 André Jurieux (Roland Toutain) foretager en flyvning over Atlanten, og hyldes i le Bourget, men han optræder ikke som den helt, han reelt er, og for åben mikrofon fortæller han, hvor skuffet han er. Han har udført bedriften for Christine, og hun er der ikke engang for at tage imod ham. Han modtages kun af sin ven Octave (Jean Renoir), som har kendt Christine (Nora Gregor), fra hun var barn. 

Hun er fra Wien, gift med franskmanden Robert (Marcel Dalio), Marquis de la Chesnaye. Robert har fra før ægteskabet Geneviève de Marras (Mila Parély) som elskerinde. 

Hvor er skoene? Bemærk dybdefokus

Hovedparten af filmen udspilles på Roberts gods La Coliniere, hvor der er arrangeret et ugelangt arrangement, med André som æresgæst. 

Der er mange nøglescener – hvis der er andet 😊 – i filmen, fx Roberts møde med krybskytten Marceau (Julien Carette), som siden bliver ansat som tjener og straks forelsker sig i Lisette (Paulette Dubost), Christines stuepige.

Fra kostumeballet

Der er den berømte jagt, arrangeret af Edouard Schumacher (Gaston Modot), som er skytte på godset og gift med Lisette. Med nedskydningen af fasaner og harer, som giver associationer til krig, og foregriber filmens afslutning. Og hvor Christine opdager, at Roberts forhold til Geneviève ikke er helt afsluttet. 

Og der er ikke mindst kostumeballet den sidste aften, hvor alt og alle kommer i spil. Det er et spil, det er fascinerende og virtuost fortalt, med en exceptionel anvendelse af dybdefokus, som anvendes til at få de mange lag i fortællingen vævet sammen og interagere. Naturligvis må det gå galt.

Drama i køkkenet

Der opstår en masse forviklinger. André og Christine planlægger at stikke af sammen, mens en bevæbnet Schumacher jagter Marceau og Lisette rundt blandt gæsterne, som tror det er en del af underholdningen. Octave, som til et punkt har hjulpet André, erklærer selv sin kærlighed til Christine, og så vil de stikke af sammen. 

Schumacher og Marceau, som begge er blevet fyret pga. deres opførsel under festen, ser Octave og Christine gå ind i orangeriet, men tror det er Lisette, da Christine har Lisettes overtøj på. Octave vil hente sit overtøj på slottet, hvor Lisette bønfalder ham om ikke at stikke af med Christine, fordi han ikke kan tilbyde hende det liv, hun ønsker. Octave erkender, at hun har ret, og fortæller Jurieux at Christine venter ham i orangeriet, låner ham sin frakke og sender ham afsted. Schumacher tror Octave vil stikke af med Lisette og skyder ham med koldt blod, blot for at finde ud af, at det er André, der var på vej til Christine. 

André kommer helt til kort i dette spil, og den tragiske udgang er uundgåelig. Han er oprigtigt forelsket i Christine, og det er måske gengældt, men tilskueren kan komme i tvivl, for hvad føler Christine egentlig, og vil hun virkelig flygte fra Robert? Fra starten i le Bourget agerer han, som om hun har svigtet ham; han forventer at hendes følelser er så stærke som hans. 

Hans død er et uheld, men det kunne lige så godt være planlagt. Vi véd, at det er en banal men skæbnesvanger misforståelse, men på slottet er ingen i tvivl: det Robert kalder en vådeskudsulykke, er en behændig måde at slippe af med en rival på. Sådan er spillets regler, hvis man forstår dem. 

Det er på overfladen en ganske enkel film, men der er så mange aspekter i den … sjov og alvor, det en komedie og en tragedie. 

Det er formidabel fortælling, fortalt med et kæmpeoverskud, nuanceret, empatisk og humoristisk. Der er ingen helte eller skurke, der er en masse spændende mennesker, og dem der klarer sig bedst, er dem der følger spillets regler.

Dames (Ray Enright, 1934)

♥♥♥♥♡♡

Afslutningen i fængslet - moralens vogtere er omvendt :-)

Produktionen af Dames begyndte 28. marts 1934, optagelsen af de dramatiske scener blev afsluttet midt-april, mens Busby Berkeley arbejdede med musicalnumrene indtil 3. juli. Filmen havde premiere 16. august 1934 (Wikipedia). 

Denne tidslinje er interessant I pre-code sammenhæng, fordi Motion Picture Production Code (Hays Code), blev håndhævet strengt fra midten af 1934. 

Det er åbenlyst, når man sammenholder 42nd Street (1933), Gold Diggers of 1933 (1933) og Footlight Parade (1933), som alle er MEGET pre-code, at der er sket noget … Dames spiller på det, udfordrer flere steder og filmens tema er da også censur.

I centrum står Ezra Ounce (Hugh Herbert), som er stinkende rig, meget moralsk og ekstremt excentrisk. Han har besluttet, at 10 mio. $ af hans formue skal gå til Horace P. Hemmingway (Guy Kibbee), som er i den pæne dele af familietræet, modsat Jimmy Higgins (Dick Powell), som er blevet fjernet, fordi han beskæftiger sig med noget så vederstyggeligt som teater. Den eneste betingelse for at få pengene, er at Horace og hans familie, hustruen Mathilda (Zasu Pitts) og datteren Barbara (Ruby Keeler) skal leve op til de høje moralske standarder, som Ezra har sat. 

Så Ezra og hans livvagt følger med Horace tilbage til New York for at bo hos familien Hemmingway en måned, og sikre, at alt er, som det skal være. 

Der er to forhold, som truer forløbet. 

For det første er Barbara glad for sang og dans, og kærester med Jimmy. Jimmys drøm er at sætte stykket Sweet and Hot op, han mangler ”bare” finansieringen. 

En uventet sengegæst

For det andet går togturen til New York ikke som planlagt. Da Horace kommer ind i sin sovekupe, ligger der en anden i sengen, Mabel (Joan Blondell). Horace betaler hende fra at skrige og lægger sit visitkort, hvorpå han har skrevet, at hun skal glemme det hele. 

Visitkortet viser sig at være et perfekt afpresningsmiddel, så Horace kommer til at finansiere showet, parallelt med at han prøver at spille spillet i etableringen af Ounce Foundation For the Elevation of American Morals, der som sin første aktion vil stoppe showet. 

 Ezra, hans livvagt, Horace og Mathilda følger showet fra en loge. Ezra har hyret en række bøller, som på et givent signal skal stoppe showet med vold – som åbenbart er et legat middel mod ”umoral” 😊. 

Men der kommer ikke noget tegn, dels fordi showet faktisk er ganske pænt, dels fordi de tre (livvagten sover gennem det hele) bliver mere og mere fulde af den alkoholstærke Dr. Silver’s Golden Elixir, det eneste middel der duer mod hikken, som de alle tre får i tiltagende grad. 

Uskyldigt for den rene ...

The Girl at the Ironing Board, har Mabel i hovedrollen på et renseri, hvor hun synger til undertøj. Der er liv i undertøjet, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at det er et forsøg på at udfordre censorerne 😊Det er fantasifuldt, underholdende og fare out! 

Ruby her og der og allevegne

I Only Have Eyes For You er Jimmys kærlighedserklæring til Barbara. Han ser hende allevegne, ansigter på reklamer bliver til hendes, og pludselig danser alle med hendes ansigt osv. Man skal være stor Ruby Keeler fan for at elske det … Der er vidunderligt ekvilibristisk kameraarbejde i nummeret, det er forrygende. 

Dames er totalt kønsdiskriminerende. Det der en hyldest til kvinder, der ser godt ud. Hvad er tilskuernes interessere i forestillinger: forfattere, komponister, osv. Nej, de er der kun for at se dejlige kvinder. 

Til sidst Try to See It My Way, Baby, som får et lille minut, før det afbrydes. Ezra kommer ved en fejl til at give tegnet, showet bliver stoppet, politiet kommer talstærkt og mange bliver anholdt. 

Ezra, hans livvagt og Mathilda, lige før showet bliver stoppet

Filmen slutter i fængslet, hvor Ezra og co. hygger sig med Jimmy og Co, og nye bånd knyttes 😊 

I forhold til de tre andre film, jeg har nævnt i indledningen, er der påfaldende lidt udnyttelse af Joan Blondell, Dick Powell og Ruby Keeler. Historien har fokus på Hugh Herbert, Guy Kibbee og Zasu Pitts’ figurer, som der ærligt talt ikke er meget kød på, og de tre har ikke format til at gøre noget godt for figurerne. Faktisk er der tale om et godt spild af materiale. 

Men igen redder slutningen med Berkeleys numre filmen.

Det er bestemt stadig en seværdig film, men den har potentiale til noget meget større.