Frederik Dessau: Hvor bliver tiden af? (1992)

♥♥♥♥♥♡
Jeg læste Frederik Dessaus I al korthed for nylig, og fik lyst til at læse mere af ham. Jeg faldt for titlen Hvor blev tiden af?, og har læst den i e-bogsudgaven fra 2016, som kan lånes på eReolen.

Bogen beskriver tiden i otte kapitler.

1. Hvad er klokken egentlig? Om tid, om ure, cyklisk tid, lineær tid, punkttid.
2. En flod uden bredder. ”Opfindelsen af uret fik mennesket til at passe tiden, og vi blev slaver af den.” Om at få magt over tiden. Om de mærkelige begreber at tabe og vinde tid. Om evighed. Om at bruge tiden godt og rigtigt. Om at have god tid og dårlig tid. Om at styre tid. Oplevet tid. Kvindetid og mandetid.
3. Ventetid. Om at vente på nogen og noget. Om at vente i digterkunsten. Om kedsomhed.
4. Den travle tid. Nutid, fremtid, fortid. Ting tager tid. Om høvdingen Tuiavii fra Upulu, som undrer sig over papalagi’ens (den hvide mands) mærkelige forhold til tid, og slutter med ”Papalagi’en har ikke erkendt tidens sande betydning, han forstår den ikke, og derfor mishandler han den med sine brutale skikke.”
5. Tidsbilleder. Om hvordan tiden ser ud, i konkrete billeder. Her ville jeg have ønsket, at de beskrevne værker var afbildet 😊 Om at fotografere øjeblikket. Om montagens princip. Om ørets oplevelse af tid.
6. Den bedste tid. Om tidsbudget. Om hvordan vi bruger tiden. Om den bedste tid. Forelskelse, kærlighed, venskaber. Om kærlighed og tidens gang. Om at rejse i tiden. Om musikkens tid. Om forskelle i tidsopfattelse. Om nuet. Om at leve uden for tiden.
7. Tiden der gik. Om livsaldre. Om tid og erindring, at historien eksisterer i kraft af den enkeltes følelsesladede erindring. Om at huske. Om at glemme. Om at hukommelsen svigter. Om at huske følelser. Om foranderlighed og gentagelse. Om livstilbageblikket. Om alderdommen.
8. Tiden der kommer. Om døden. Om fornægtelse af døden. Et citat af Elisabeth Kübler-Ross: ”… kalder døden for nøglen til livets dør, og hun siger at det er ved at acceptere endeligheden i vores individuelle liv, vi finder styrke og mod til at afvise de forventninger og roller, som bliver os påtvunget, så vi kan lære at definere os selv i overensstemmelse med vores eget indre værdisystem, i stedet for at tilpasse os dét de andre forventer og forlanger af os.” Om håbet. Om optimisme og pessimisme.

Alle har et forhold til tid, taler om tid, forholder sig til tid, har sine personlige oplevelser af og fornemmelser af tid. Frederik Dessau skriver om det fascinerende begreb tid i otte koncentrerede og fascinerende kapitler. Han har en omfattende viden, kan referere bredt, har gjort sig spændende overvejelser og kan formidle på en spændende og meget læseværdig måde om et kompliceret emne.

Mere end én gang blev jeg lidt svimmel, når jeg reflekterede over noget af det skrevne. Tiden i mange facetter bliver mere nærværende, mere håndgribelig, men også endnu mere mange-facetteret.

Jeg kan varmt anbefale bogen til alle, der interesserer sig for begrebet tid 😉

Sherlock Holmes’ eventyr (Arthur Conan Doyle, 1892)

♥♥♥♥♥♡
Originaltitel: The Adventures of Sherlock Holmes. Jeg har læst den danske udgave fra 2013, oversat af Mette Wigh Tvermoes og udgivet af Rosenkilde & Bahnhof (eBog). Den er udsendt som tredje bind af ni i Den nye komplette Sherlock Holmes-udgave.

Sherlock Holmes’ eventyr indeholder de første 12 noveller om Sherlock Holmes. Det er en sand stjerneparade af fantastiske eventyr og frydefuld læsning!!! Hvis man ikke har læst dem før, så kan man glæde sig, og hvis man har, så kan man glæde sig til at genopleve Sherlock Holmes i topform, og opleve en af hans få fiaskoer.

De tolv klassikere er:

• Skandale i Bøhmen – hvor han hjælper Wilhelm Gottsreich Sigismond von Ormstein, Storhertug af Kassel-Felstein og arvekonge af Bøhmen i en prekær sag, men bliver snydt af Kvinden.
• En sag om identitet – hvor Mary Sutherlands stedfar på tarvelig vis forhindrer at hun bliver gift, fordi han er afhængig af hendes penge.
• De rødhåredes forening – hvor et overordentlig snedigt bankkup bliver forpurret.
• Mysteriet i Boscombedalen – hvor fædrene synder i Australien kaster skygger over de unges lykke i England.
• De fem appelsinkerner – hvor fædrene adfærd i USA resulterer i at Ku Klux Klan er aktive i England.
• Manden med den skæve mund – hvor Neville St. Clair afsløres som veltjenende tigger.
• Den blå karfunkel – hvor en ædelsten ender i en gås’ kro.
• Det brogede bånd – hvor Helen Stoners stedfar på hensynsløs vis forsøger at beholde den afdøde kones penge.
• Ingeniørens tommelfinger – hvor hydraulikingeniør Victor Hatherley mister en tommelfinger på en tilsyneladende enkel og velbetalt opgave.
• Den adelige ungkarl – hvor Lord Robert St. Simon brud forlader ham umiddelbart efter at de er blevet gift.
• Berylkronen – hvor Alexander Holder fra bankierselskabet Holder & Stevenson foretager et udlån med pant i en uerstattelig skat, og er ved at miste ære, penge og søn.
• Blodbøgene – hvor Violet Hunter ansættes som guvernante på mærkelige betingelser.

Tolv fantastiske fortællinger. Vidt forskellige, hver især med stof til en længere historie, men fortalt i en stram, koncentreret stil, så novellens rammer kan holdes.

Det er vidt forskellige miljøer og temaer, det er langtfra alt det er kriminelt, det er bare umiddelbart mærkelige situationer, som virker uforklarlige eller uløselige, men naturligvis kan gennemskues og forklares af Sherlock Holmes.

Detailrigdommen, personkarakteristikken, originaliteten, humoren, dramatikken, de enkle og dog fantastiske følgeslutninger - det er bare så velskrevet og medrivende.

Det er ren nydelse af læse Sherlock Holmes’ eventyr.

De fires tegn (Arthur Conan Doyle, 1890)

♥♥♥♥♡♡
Originaltitel: The Sign of the Four. Jeg har læst den danske udgave fra 2012, oversat af Mette Wigh Tvermoes og udgivet af Rosenkilde & Bahnhof 2012 (eBog). Den er udsendt som andet bind af ni i Den nye komplette Sherlock Holmes-udgave.

De fires tegn er den anden roman om Sherlock Holmes, efterfølger til debuten i Et studie i rødt.

Miss Morstan henvender sig til Sherlock Holmes med en meget speciel sag. Hendes far forsvandt 10 år tidligere, de seneste seks år har hun hvert år modtaget en kostbar perle med posten uden nærmere forklaring. Og nu er hun blev inviteret til et møde, og hun må medbringe to ledsagere, som bliver Sherlock Holmes og dr. Watson.

Det bliver indledningen til en spændende historie med masser af melodramatiske og spektakulære elementer som omfatter mord, oprør, krige, en forsvunden, kostbar skat, en uhyggelig mand med træben, en vildmand med dødelige giftpile, hemmelige broderskaber, sedler og mærkelige kort, natlige køreture og dramatiske sejlture, sporarbejde med en fantastisk sporhund osv. Der er dramatik og ramasjang for alle pengene, og det fungerer.

Der er også et romantisk islæt: Dr. Watson forelsker sig dybt i miss Morstan, og heldigvis gengældes hans følelser, og bogen slutter med at han kan fortælle Holmes, at hun har accepteret hans frieri. Holmes vil ikke lykønske ham, selvom han synes hun er en af de mest charmerende unge damer, han nogensinde har mødt. ”Men kærlighed har med følelser at gøre, står i modsætning til den sande, kolde fornuft, som jeg sætter over alt andet. Jeg ville aldrig selv gifte mig, for det ville kunne skade min dømmekraft.” Så er det sat på plads 😉

Som i Et studie i rødt er den første del af bogen en beskrivelse af selve forbrydelsen og Sherlock Holmes opklaring af den og pågribelsen af morderen. Igen kan Sherlock Holmes på imponerende vis læse de mindste spor og sætte dem sammen til en meningsfyldt helhed, så alt det omgivelserne opfatter som tilfældige hændelser og usammenhængende ledetråde bliver til én, sammenhængende fortælling, der forklarer alt.

Derefter får vi forhistorien, baggrunden for forbrydelsen, som denne gang ligger i Indien, hvor oprør og krige resulterer i, at en kostbar skat bliver skjult af fire sammensvorne (de fires tegn) og ender med at blive omdrejningspunktet i det videre forløb. Igen er hævnen drivkraften over dem alle.

Det er en meget kulørt historie i forhold til Et studie i rødt. Sherlock Holmes bliver udfordret på mere raffineret vis, og der er væsentligt mere kød på historien.

Den er spændende og læseværdig roman, og detektivarbejdet underholdende så det batter, på trods af følgeslutninger, som indimellem er komiske eller fordomsfulde.

Et studie i rødt (Arthur Conan Doyle, 1887)

♥♥♥♥♡♡
Originaltitel: A Study in Scarlet. Jeg har læst den danske udgave fra 2012, oversat af Mette Wigh Tvermoes og udgivet af Rosenkilde & Bahnhof 2012 (eBog).

Et studie i rødt er udsendt som første bind af ni i Den nye komplette Sherlock Holmes-udgave, som er en samlet nyoversættelse af Conan Doyles fire romaner og 56 noveller om Sherlock Holmes, og den første som præsenterer værkerne i deres oprindelige rækkefølge og samlinger. Hvert bind indeholder forord og noter, og det første bind desuden Svend Ranilds meget læseværdige forord til den komplette udgave.

Første del af Et studie i rødt er et ”Uddrag af forhenværende militærlæge dr. med. John H. Watsons erindringer”. Første kapitel hedder Mr. Sherlock Holmes. Dr. Watson søger efter en at dele udgifterne til en lejlighed med, introduceres til Sherlock Holmes, som har kig på en lejlighed Baker Street 221B, som de besigtiger og flytter ind i.

De to lærer hinanden at kende, og dr. Watson får lejlighed til på første parket at opleve Sherlock Holmes bruge sin imponerende iagttagelsesevne og sine enestående deduktive færdigheder til at løse for den ukyndige vanskelige eller uløselige kriminalsager på enkel vis.

I Et studie i rødt inviteres han af Tobias Gregson fra Scotland Yard til at bistå med et meget gådefuldt dødsfald, som han umiddelbart finder uinteressant. Presset af dr. Watson tager Holmes afsted, og med i egne øjne ganske simple iagttagelser og følgeslutninger kan han opklare sagen, som Gregson og hans Scotland Yard kollega Lestrade, ikke er i nærheden af at løse, men til gengæld kan tagen æren for. For den betyder ikke ret meget for Holmes, det er processen, jo mere kompliceret, jo bedre, som er hans drivkraft.

Det er fascinerende at følge arbejdet med de mange iagttagelser og konklusioner. Selvom nogle af dem i dag er til at smile af, så er processen spændende og overbevisende. Sagen er i sig selv spændende, og der er et mylder af spændende detaljer, karakterer og miljøer at nyde.

Første del slutter med en dramatisk anholdelse af den skyldige i de to mord, som er blevet begået.

Andel del I de helliges land beskriver John Ferrier og hans plejedatter Lucy, som findes og reddes af en karavane af mormoner på vej mod Utah. Denne del er mindst lige så fascinerende som første del, og udvikler sig til en spændende fortælling om, hvordan de to bliver en del af mormonernes samfund, og så alligevel ikke, fordi hun forelsker sig i Jefferson Hope, som ikke er mormon, med fatale konsekvenser.

De to dele hænger naturligvis nøje sammen, og den uafvendelige slutning er både tragisk og retfærdig.

Historierne er medrivende fortalt, spændende, med masser af detailrigdom, og en imponerende energi. Sherlock Holmes og dr. Watson lægger grundlaget for et livslangt venskab. Vi oplever de første mange eksempler på Holmes ekstraordinære evner. Watsons første mistro forvandles til næsegrus beundring for vennens indsigt i mange forskellige discipliner og evnen til at kombinere denne indsigt til enkle løsninger, der kan forklare alt det, der for den utrænede er uforklarligt og usammenhængende.

Der er bestemt intet bedaget over den historie, og jeg glæder mig til at genlæse resten af serien!

Kvinden i søen (Raymond Chandler, 1943)

♥♥♥♥♥♥
Originaltitel: The Lady in the Lake. Jeg har læst den danske udgave fra 2013, oversat af Ib Christiansen og udgivet af People’s Press 2013 (eBog).

Det er mange år siden jeg har læst noget af Raymond Chandler (1888-1959). Jeg så Howards Hawks The Big Sleep (1946), en filmatisering af Raymond Chandlers første detektivroman med samme titel (1939) med Philip Marlowe som privatdetektiv. Den udødelige filmatisering med Humphrey Bogart som inkarnationen af Philip Marlowe i vidunderligt samspil med Lauren Bacall som Vivian Rutledge. Jeg fik lyst til at læse bogen. Og jeg læste de fleste af Raymond Chandlers syv romaner dengang.

Jeg må ærligt talt indrømme, at jeg ikke kan huske, om jeg læste Kvinden i søen, men den skade er nu gjort god igen!

Philip Marlowe hyres af parfumefabrikanten Derace Kingsley til at opspore sin forsvundne hustru Crystal, som muligvis er stukket af med sin elsker Chris Lavery. Kapitel for kapitel af afdækkes et spændende galleri af personer, som er eller bliver spundet sammen i et sindrigt edderkoppespind i et plot, som man skal holde tungen lige i munden for at holde styr på. Tilsyneladende blindgyder er det ikke, og intet er så tilfældigt, som det umiddelbart kan synes.

Intet og ingen er, hvad de giver sig ud for. Den første døde – titlens kvinde i søen – har begået selvmord eller er myrdet. Motiver dukker op og udvikler sig. Uskyldige relationer viser sig at være mere komplekse end som så. Marlowe færdes hjemmevant i alle miljøer, er en mester i at aflæse sine medmennesker, og så alligevel ikke altid.

Chandler er en mester i kort og præcist at sætte scenerne, beskrive interiør og eksteriør og karakterisere personer, så det hele står lyslevende for en.

Philip Marlowe er måske den eneste helt hæderlige person i det mørke univers, som udrulles i romanen. Skarp og præcis i replikken, tingene bliver ikke pakket ind (medmindre der er god grund til det), han er hårdkogt, i stand til at give og tage både verbalt og fysisk; han kan være på kanten af loven, men det er altid ud fra reelle hensigter. Han ryger og drikker for meget, som rigtigt mange i bogen gør, men hans søgen efter forklaringer, efter at få alle stumperne til at passe sammen, gør, at han kan afdække hele det rådne sammensurium, som historien består af, og komme ud med integriteten i behold.

Raymond Chandler er (sammen med bl.a. Dashiell Hammett) en mester indenfor den hårdkogte stil indenfor detektivromanen, hvor det at sætte scenen, skabe stemningen, udvikle forløbet gennem vittige, skarpe og velturnerede dialoger, vægter næsten endnu mere end selve det at opklare sagen.

Kvinden i søen er sprogligt en nydelse, karaktertegningen eminent, og plottet sindrigt, ikke let at gennemskue og vildt spændende, som det hører sig til i en rigtig detektivroman 😊

Raymond Chandler er ikke for ingenting en af mine yndlingsforfattere.

Optimistbog for pensionister (Erik Olaf-Hansen, 1997)

♥♥♡♡♡♡
Erik Olaf-Hansen (1914-2004) skrev talrige artikler og bøger om sundhed, sygdom og vin. Bestselleren "Drik vin, lev bedre, lev længere" er et godt udtryk for hans positive tilgang til tilværelsen, og ikke mindst vinens betydning i den sammenhæng.

Jeg har ikke læst nogen af Erik Olaf-Hansens bøger før, men kan huske ham fra ”gamle dage”, da han skrev om vin i Politiken, underholdende og læseværdigt.

Jeg faldt over ”Optimistbog for pensionister” i eReolen, for titlen fik den til at lyde som en bog målrettet mig 😊

Først og fremmest er Erik Olaf-Hansen fortaler for, at man – også som pensionist – bevarer en positiv tilgang til tilværelsen. Det gælder om at få det bedst mulige ud af den, og ikke forsage fx vin, god mad eller tobak ud fra et ønske eller en forventning om at leve længere eller sundere. Hvis man bevarer den positive synsvinkel på livet, så bliver et til en positiv spiral, og en negativ indfaldsvinkel resulterer i det modsatte.

Det er svært ikke at blive revet med af hans entusiasme og åbenlyse glæde ved livet. Han fremstår som inkarnationen af en livsstilscoach, der ønsker sine læsere det allerbedste, ved at de vælger det gode til, og ikke lytter til alle de advarsler og formaninger, det er svært at undgå at støde på.

Det er en letlæst bog, skrevet i en flydende og underholdende stil, med masser af gode historier, erindringer, referencer til videnskabelige undersøgelser mv.

Jeg sidder alligevel med lidt blandede følelser efter læsningen. Jeg kan kun være enig i tilgangen til tilværelsen, men har også en fornemmelse af, at det bliver lidt for rosenrødt beskrevet på flere områder, og at en forfatter med det modsatte ærinde, kunne skrive en lige så overbevisende bog med det modsatte sigte.

Jeg værdsætter intentionerne og den positive tilgang, men er lidt skeptisk overfor udførelsen.

Bjørnen Paddington (Michael Bond, 1958)

♥♥♥♥♡♡
Originaltitel: A Bear Called Paddington. Jeg har læst den danske udgave fra 1983, oversat af Bengt Janus og udgivet af Lindhardt og Ringhof.

Bogen er en gave fra Mia Rasmussen, jeg fik den 14. juli 2018, og det kan man læse om i dette blogindlæg.

Den korte forhistorie er, at vi skulle have købe en Norwich terrier, opdrætteren Lizzie Bauder fik at vide, at han skulle hedde Lille Bjørn, og han kom derfor i stambogen til at hedde Wessex Paddington. Da jeg skulle finde musik til vores HTM2-nummer fik Anita Jakobsson en fantastisk idé, som man læse om i Paddington. Ærligt talt havde jeg ikke noget forhold til bjørnen Paddington inden, men det har jeg fået siden 😊

Jeg læste det meste af bogen højt for Kirsten den sommer, den er perfekt til oplæsning, og jeg har naturligvis også bare læst den.

På Michael Bond kan man læse hans egen beskrivelse af starten på eventyret: "I bought a small toy bear on Christmas Eve 1956. I saw it left on a shelf in a London store and felt sorry for it. I took it home as a present for my wife Brenda and named it Paddington as we were living near Paddington Station at the time. I wrote some stories about the bear, more for fun than with the idea of having them published. After ten days I found that I had a book on my hands."

Bjørnen Paddington er starten på det hele. Tante Lucy har sendt bjørnen fra det mørkeste Peru til London, han sidder på Paddington Station, og hr. og fru Brown finder ham, tager sig af ham og giver ham navnet Paddington.

Paddington er en klog, ihærdig, udforskende, elskelig, charmerende og alt mulig andet bjørn. Han kommer uforvarende i en masse situationer, der placerer ham meget synligt i begivenhedernes centrum, og på forunderlig vis kommer der altid noget godt ud af det 😊 Hvad enten han får oversvømmet badeværelset i forbindelse med et bad, sat en undergrundsstation på den anden ende ved at stoppe en rullende trappe, får sat en opblæst ekspedient på plads da han skal købe tøj, laver en forestilling i et udstillingsvindue og bliver en lovprist af indehaveren, uforvarende laver et fantastisk maleri og vinder en konkurrence, redder en teaterforestilling ved at træde til som sufflør, driver til havs i en plasticspand og bliver reddet eller er stjerne som tryllekunstner ved den første af sine to årlige fødselsdage.

Det er så indtagende skrevet, med masser af finurlige detaljer og masser af humor.

Man kan ikke undgå at komme til knuselske den lille bjørn.

Boomerang, haiku (Pia Tafdrup, 2007)

♥♥♥♥♡♡
Pia Tafdrups Boomerang er 101 haikudigte.

Jeg har læst samlingen flere gange, og jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere grebet for hver gang.

Umiddelbart kan digtene virke enkle og simple. Men det er de ikke, der er stof til masser af eftertanke. Pia Tafdrup kan noget med sproget, og med haiku som form, bliver det til meget koncentrerede udtryk.

Her om sproget:

Sproget er sultent,
i buret starter tumult –
endeløs fodring.

Om at der altid er håb:

Griber en nøgle,
lirker rusten dør op – ser
et mørkt hjertes lys.

Om forelskelse/kærlighed:

Kyssets evighed –
to flyvende, der ikke
kan lande igen.

Og denne, intenst stemningsmættede og skræmmende:

Stjerneklar dødsnat,
stilhedens trommer holder
sjælen lysvågen.

Og "titeldigtet":

I hvirvelkast frem,
delfin flænser gennem vand.
Havets boomerang.

En boomerang er ifølge Wikipedia en vingeformet kastekølle (altså et våben), som kan rotere om sig selv samtidig med at den flyver gennem luften. Den kan flyve langt og returnere til udgangspunktet og gribes. Det er præcis det, digtene formår at gøre så eminent: starte nogen tanker, tvinge til at vende dem og få dem retur, på en lidt anden måde …

Hånden er vinden,
florlet berøres sjælen.
Drømmes minefelt …

101 tilsyneladende enkle konstruktioner, fyldt med stemninger, følelser, håb.

Det er sproglig ækvilibrisme ud over alle grænser.

I al korthed (Frederik Dessau, 2011)

♥♥♥♥♡♡
”I al korthed”, med undertitlen ”48 stykker”, er den første af Frederik Dessaus mange bøger, jeg har læst. Jeg faldt over den ved et tilfælde på eReolen, hvor den er omtalt som ”En essaysamling med refleksioner og erindring over livets små og store spørgsmål set i alderdommens perspektiv”. Frederik Dessau var født i 1927 og døde i 2019.

Jeg holder virkelig meget af hans lidt skødeløst afslappede og samtidig meget præcise og skarpe iagttagelser. Han er engageret i mange forskellige emner, forholder sig kritisk og engageret til dem, og kan komme med vidunderligt velformulerede og begavede synspunkter, ofte med humor.

Han er dejligt selvudslettede, og i forordet står bl.a. ”Jeg har med andre ord ikke meget at skulle have sagt. Jeg siger det alligevel.”, og det er da ikke til at stå for 😊

Hvad handler causerierne om?

Den daglige tur om Sortedamssøen, om at samtale med sig selv. Om søvn, og at få inspiration, mens man sover. Om at drømme. Om meningen med livet. Om at være barn. Osv.

Frederik Dessau kommer elegant fra det ene emne til det næste, det kan virke lidt tilfældigt, men det virker oftest som om, der er tænkt over sammenhængen. Fx kæden med Spøg og skæmt, Vitsen, Spøg til side og Den anden sandhed.

Frederik Dessau kan blive skarp på en måde, så man ikke er i tvivl om, hvad han mener, uden at opleve ham som docerende. Fx når han i Frihed til hvad? skriver om ytringsfrihedens grænser. Og i Den ordentlige uorden om kultur.

Der er også gode synspunkter om at blive ældre og om døden, hvor han i Det gælder som at se skriver ”Den fred jeg får stillet i udsigt om død, ville jeg have mere glæde af i levende live.”

Meget apropos skriver han også om at læse: ”Hvad man skal læse, hvorfor og hvordan, skal ingen komme og fortælle os.”

Ros og ris læste jeg med særlig fornøjelse, det handler om anmeldelser, smagsdommere og karaktergivning, og det problematiske der kan ligge i, at dette snart sagt sker på alle områder.

Meget elegant slutter bogen med ”Nu mig for eksempel”, hvor Frederik Dessau humoristisk fortæller om, hvad han laver.

Det er en dejlig bog. Vedkommende, levende og inspirerende. Den er god til eftertanke og til at få forstand af.

Jeg har allerede lånt ”Hvor blev tiden af?” fra 1992, som bliver en af de næste bøger, jeg skal læse.

Bargums synder (Sofie Malmborg, 2020)

♥♥♥♥♡♡
Bogen er fiktion, men i omfattende grad baseret på historiske personer og virker godt researchet og er meget overbevisende skrevet. Titlens Bargum er Frederik Bargum, som blev født 1733 som søn af en lærredskræmmer. Han kommer i 1750 i lære i sin onkel Carl Gustmeyers tømmerhandel, og ved onklens død i 1759 stilles han over for to forslag af enken, Frederiks moster Catharina: at blive medejer af tømmerhandlen og at gifte sig med sin kusine Leonora. Han accepterer begge forslag.

Det er et godt afsæt for den ambitiøse, idérige og driftige Frederik. Han bliver bl.a. tobaksdirektør og via Guinesisk Kompagni dybt involveret i slavehandel.

Det en grundlæggende en meget spændende og fascinerende historie, som jeg slugte på en eftermiddag. Der er overbevisende skildringer af København og Åbenrå i sidste halvdel af 1700-tallet, der er fine beretninger fra rejser i Europa, og spændende beskrivelser af Frederiks store op- og nedture.

Vi får også et levende indblik i de store standsforskelle, bl.a. mellem Frederik, da han er på vej op, og hans to brødre. Bl.a. latrinære forhold, måltider og påklædning er beskrevet overbevisende.

Jeg kunne have ønsket mig, at der kom lidt mere kød på hovedpersonerne, for der er stof til en endnu større fortælling, bl.a. bliver Leonora en mærkeligt uforløst person i bogen.

Jeg kan godt forstå konstruktionen, hvor historien om Frederik og Leonora gradvis afdækkes, via deres ældste levende barn Rebecca, som sammen med sin bror blev efterladt i København, og intet kender til forældrenes skæbne. Men den virker lidt anstrengt, om end der er en god sidehistorie, hvor Rebecca arbejder for lægen Hess i Åbenrå.

Det er absolut en anbefalelsesværdig bog, en spændende debut, som jeg håber bliver afsæt for et succesfuldt forfatterskab.