søndag den 24. januar 2021

Pre-code

Anna og Franzi i The Smiling Lieutenant 

Jeg har i forbindelse med flere omtaler af film skrevet pre-code. Det vil jeg godt knytte nogle ord til.

Der er en glimrende Wikipedia-artikel Pre-Code Hollywood, som beskriver pre-code. Kort fortalt er pre-code perioden fra tonefilmens start i 1927 til midten af 1934, hvorfra Motion Picture Production Code (populært omtalt som Hays Code), blev håndhævet strengt. Den gav en lang række begrænsninger for, hvad man måtte vise på film.

Wikipedia har udarbejdet en List of pre-Code films, som er film fra den pågældende periode og hvor en ”mainstream source” omtaler og diskuterer filmen som pre-code.

Der er mange ressourcer til pre-code, jeg er selv stor fan af denne side pre-code.com, hvor der er grundige anmeldelser af rigtigt mange pre-code-film.

Hvad er det særlige ved pre-code film? Jeg synes de er fascinerende, fordi de åbenlyst kan beskrive alle mulige emner, uden at tænke på om nogen bliver stødt. Ja, den sætning kan læses på flere måder, og jeg mener ikke at, de kan udtrykke hvad som helst. Men man må fortælle om verden, som den på mange områder nu engang er: kriminalitet kan betale sig (nogle gange), sex er almindeligt forekommende, både I og uden for ægteskaber, og mellem personer af samme og forskelligt køn, narkotika er almindeligt forekommende og anvendt, vold er udbredt, mord er hverdagskost, at bande er hverdag for de fleste osv. osv. Må det ikke vises på film?

Den seneste pre-code jeg har set er The Smiling Lieutenant (Ernst Lubitsch, 1931), pre-code.com nævner de ved hver eneste anmeldelse, hvad der gør, at filmen er pre-code, for denne er det:

  • “We are not afraid to skirmish in the dark…”
  • One of Niki’s friends wants his permission to cheat on his wife. “You’re crazy about a girl and you don’t know what to do.” “Right.” “Then don’t do it!”
  • When invited to stay for breakfast after a late night make out session, Franzi replies, “First tea, then dinner, and then maybe… maybe breakfast.” She does not make it to tea or dinner first.
  • There are more euphemisms for sex in this movie than you could throw a euphemistic shoe at.
  • Movie nerds who buy into the ‘Claudette Colbert was a secret lesbian’ theory will find plenty of moments that certainly play with the audience’s, uh, expectations

 Lubitsch er en mester i at underspille, omskrive, antyde. Ingen er i tvivl om hvad der hentydes til, men det får en helt anden elegance, når det gøres elegant.

Anna og Franzis hede kys er så velplaceret i filmen, og så smukt et udtryk for det forhold de har fået, og det ville være mærkeligt at forestille sig filmen uden.

Sådan er det med pre-code-aspekterne i filmene. Når det bliver peget ud, så kan jeg ikke lade være med at spekulere på, at det ville da være trist, hvis det ikke var med, eller blev fortalt på en mere underspillet måde.

Jeg har set 11 pre-code film indtil nu i år, og mindst 4 regner jeg for mesterværker. Tænk hvis Christina og Antonio ikke måtte have sex, fordi de ikke var gift i Queen Christina (Rouben Mamoulian, 1933). Tænk hvis Dr. Jekyll ikke måtte lege gud, og eksperimentere med sig selv, eller ikke i skikkelse af Mr. Hyde måtte være styret af sine drifter i Dr. Jekyll and Mr. Hyde (Rouben Mamoulian, 1931). Tænk hvis Marx Brothers ikke totalt anarkistisk måtte gøre grin med alle former for autoriteter, selvhøjtidelige mennesker og ritualer for ritualernes skyld i Duck Soup (Leo McCarey, 1933). Eller tænk hvis Jeanette MacDonald skulle være mere tækkeligt klædt, eller romantik ikke måtte antydes i uægteskabelig sammenhæng eller, eller, hvor ville Love Me Tonight (Rouben Mamoulian, 1932), så være henne?

Selvfølgelig er der også mange dårlige pre-code film, men for de talentfulde instruktører er pre-code et slaraffenland til at udfordre deres talent.

Jeg har en masse pre-code-film på min liste over film, der skal ses de kommende måneder 😊

The Smiling Lieutenant (Ernst Lubitsch, 1931)

Miriam Hopkins som den nye Anna, og Claudette Colbert som Franzi

♥♥♥♥♥♡

The Smiling Lieutenant er en sofistikeret og vittig film om kærlighed og sex. Det er Lubitsch, det er pre-code, så det er elegant, og underspillet, men det kan ikke skjule, og det skal det heller ikke, at dette er en vidunderlig musical om tre spændende forhold, som opstår pga. et smil og et blink med det ene øje …

Niki (Maurice Chevalier) er løjtnant i den østrigske hær, hvilket åbenbart ikke indebærer meget andet end at gå uniformeret klædt og deltage i parader.  I den elegante start, uden nogen dialog, banker en inkassator på, da Niki har en stor gæld for sin elegante påklædning, men lukkes ikke ind. Derefter kommer en ung pige, banker på på en særlig måde, lukkes ind, og mange timer efter forlader hun lejligheden igen. Niki er meget pigeglad, og derfor også den, som hans gifte ven Max (Charles Ruggles) henvender sig til for at få et råd om noget, han ikke rigtigt kan få sagt. Niki gennnemskuer ham: ”You’re crazy about a girl and you don’t know what to do?”. “Right!”. “Then don’t do it!”.

Den første aften udvikler sig hurtigt

Hvis Max havde håbet at få succes hos pigen, så begår han alvorlig fejltagelse ved at bede Niki tage med, men det gør han. Pigen, Franzi (Claudette Colbert), spiller violin i The Viennese Swallows. Det ender (naturligvis) med at Franzi følger med Niki hjem, og de forelsker sig for alvor. Det helt klart et forhold med en helt anden dybde, end Niki er vant til.

Men så nemt går det ikke, slet ikke.

Kong Adolf XV (George Barbier) og prinsesse Anna (Miriam Hopkins) fra Flausenthurm kommer på officielt besøg til Østrig.  Flausenthurm lider af alvorlige mindreværdskomplekser i forhold til Østrig. De har været meget større end Østrig, og det er kun de sidste 700 år, at Østrig har været større, proklamerer kongen. Det gør ikke kongens humør bedre, at den østrigske konge ikke kan tage imod dem, da de ankommer, fordi han skal åbne et dyrskue. Vi får et klart indtryk af, at tiden er gået i stå i Flausenthurm. Prinsesse Anna er vokset op omgivet af ældre kvinder, kongen er den eneste mand, hun har kendt, ser det ud som.

Skæbnen vil at Nikis enhed skal deltage i æresparaden for de kongelige gæster, Franzi er blandt tilskuerne, og Niki, meget forelsket, smiler og vinker til hende, og blinker med det ene øje. Ulykkeligvis sker dette i det øjeblik, de kongelige passerer i deres karet, og Anna opfatter at Nikis henvender sig til hende.

Det er en skandale, og det er straks på forsiden af afviserne, dog er Flausenthurm til kongens meget store fortrydelse stavet uden h. Niki er i en meget udsat position, og konfronteres på slottet med Adolf, Anna og hendes følge af ældre damer. Han består den første prøve – han kan stave til Flausenthurm – og så skal han forklare sig for Anna. Hvad betød det at han smilede og blinkede? “When we like someone, we smile. But when we want to do something about it, we wink.”

Han kan ikke undgå at forklare sig, så han undgår fængsel, nemlig ved at sige, at han gjorde, som han gjorde, fordi han synes Anna er så smuk 😊 En international krise afværges ved at Anna og Niki gifter sig.

Ægteskabet annonceres uden at Niki rigtigt er klar over det, men da det begynder at vælte ind med blomster og lykønskninger går det op for ham, hvad han har rodet sig ud i. I en filmens allersmukkeste scener oplever vi Franzi pakke sine få ejendele i hans lejlighed, for at forlade den, gemme sig på trappen, da han kommer hjem, og lægge nøglen til lejligheden på måtten, da hun forlader stedet. Så smukt og så sørgeligt.

Kongen fører sin datter og svigersøn til soveværelset

Anna er meget lykkelig, Niki dybt ulykkelig. Han elsker virkelig Franzi og kan ikke udholde tanken om at være skilt fra hende. Efter det storslåede bryllup fører kongen brudeparret til deres værelse, men så vi Niki ikke være med længere: ”Man kan slæbe hesten til truget, men man kan ikke tvinge til at drikke”, råber Niki efter kongen, da han forlader Anna og slottet.

Men ender med at trøste den ulykkelige prinsesse med et forslag om et spil skak

Kongen trøster datteren ved at tilbyde hende et spil skak.

Mens Niki og Franzi genforenes

Niki går i byen, The Viennese Swallows er på gæstebesøg, og Niki og Franzi forenes.

Franzi trøster den ulykkelige Anna

Anna finder gradvis ud af, hvad Niki laver om aftenen, og narrer Franzi op på slottet til en konfrontation. De giver hinanden en lussing, de tuder hver for sig og sammen. Det går op for Franzi, at Anna virkelig elsker Niki, og hun beslutter at hjælpe Anna med at blive den kvinde, som Franzi vil elske, og dermed opgiver hun også deres eget forhold.

Jazz up your lingerie :-)

Kuren er: Jazz up your lingerie! Franzi  synger og til sidst synger Anna med. Et kort og vidunderligt nummer, hvor Claudette Colbert er skøn, og Miriam Hopkins endnu skønnere, da det pludselig går op for hende, hvordan hun kan blive en moderne kvinde, og en ligeværdig partner for Niki.

Det er en fantastisk scene, og samspillet mellem de to, og det hedeste kys, man kan ønske sig, er så meget pre-code 😊

Hår, tøj, musik bliver jazzet op, og voila, Niki opdager en Anna, som han bliver ganske vild med, og Franzi forsvinder ud af deres liv.

Anna og Niki i afslutningsscenen

Der kan argumenteres for og imod moralen i filmen, men på filmens egne præmisser er det en god morale, og mon ikke Franzi finder en, der kan give hende mere end Niki?

fredag den 22. januar 2021

Monte Carlo (Ernst Lubitsch, 1930)

Prinsessen og frisøren (foto: pre-code.com)

♥♥♥♥♡♡

Et storslået bryllup er i gang. Gæsterne er på vej fra slottet til kirken via slotspladsen og den røde løber. Det begynder at regne, og gæsterne må løbe. Gommen prins Otto Von Liebenheim (Claude Allister) er I højt humør. Da han er kommet over til kirken bliver han kaldt tilbage, og ser brudekjolen henslængt over en stol, ingen brud.

Beyond the Blue Horizon (foto: pre-code.com)

Klip til toget, hvor prinsesse Helene Mara (Jeanette MacDonald) – bruden - og hendes tjenestepige Bertha (Zasu Pitts) er på vej ud i det blå. Helene synger Beyond the Blue Horizon, bønder på markerne er kor, og ikke et øje er tørt. Verden står åben.

Scenen er flot, effektivt og humoristisk sat for Lubitsch anden musical og den anden med Jeanette MacDonald i hovedrollen, igen i topform, som i The Love Parade, denne gang overfor Jack Buchanan, som grev Rudolph Farriere.

Konduktøren på toget spørger hvor Helene skal hen, og det aner hun ikke, men da han nævner Monte Carlo bliver det målet, for hun har næsten ingen penge, og så vil hun vinde penge i kasinoet, hvor svært kan det være 😉

Et rigtigt pre-code kendetegn er, at Helene er i negligé en del af tiden, også på toget, og giver grundlaget for denne joke: ”Listen, here’s a puzzle, and, believe me, it’s hot. She comes from a wedding. She has nothing on. She’s left her husband behind. She has no ticket. She has no idea where she wants to go. And she goes to Monte Carlo. How old is her husband? … Too old!

I Monte Carlo får Rudolph øje på hende og følger hende vinde 4 gange i træk på rouletten, for derefter at tabe det hele igen.

Han kommer i kontakt med hende ved at udgive sig for frisør og i nogle skønne pre-code scener dækker han over, at han intet aner om at ordne hår, men han kan så meget andet, bl.a. give den mest fantastiske hovedbundsmassage.

Samspillet mellem MacDonald og Buchanan er vidunderligt. Hun kan både fungere som den forkælede rigmandsdatter og den sårbare og usikre kvinde, og han kan både være charmerende, pågående, men ikke for, og desperat, når hun ikke kan gøres tilfreds.

Der er en vidunderlig scene, hvor Helene tror at Rudolph for hendes 1.000 franc har vundet 200.000 franc i kasinoet (i virkeligheden er det han egne penge), og er så bange for sine egne følelser at hun må løse døren imellem dem, gemme nøglen i en skuffe, låse den, gemme nøglen til skuffen i et skrin, låse det, og endelig gemme nøglen til skrinet under hovedpuden. Vidunderligt spillet og så suggestivt. Hvad kunne Freud ikke have fået ud af det 😊

Helene er vildt forelsket, men kan ikke giver efter overfor Rudolph, som jo kun er frisør. Otto og hun tager i operaen, ja han er dukket op igen, og er vild med at hun åbenlyst siger til ham, at den eneste grund til at hun vil have ham er pengene. I operaen ser de Monsieur Beaucaire, med en historie der til forveksling minder om Helene og Rudolphs. Hun opdager Rudolph alene i sin egen loge, og forstår på deres kommunikation, at han er adelig, som hovedpersonen i operaen.  Otto falder i søvn. Helene går over i logen og de ser sammen afslutningen af operaen, hvor det afsløres at frisøren er adelig … men ikke vil have kvinden.

Helene er dybt skuffet, men Rudolph redder situationen: I don’t like that ending. I like happy endings.

En enkel historie fortalt med blændende overskud og med smittende charme, elegance og raffineret humor.

torsdag den 21. januar 2021

The Love Parade (Ernst Lubitsch, 1929)

Dronning Louise og Grev Alfred

♥♥♥♥♡♡

Sylvaniens militærattaché i Paris grev Alfred Renard (Maurice Chevalier) har en række affærer med gifte kvinder og bliver derfor sendt hjem, så dronningen kan straffe ham. Dronning Louise (Jeanette MacDonald) læser rapporten om hans ophold i Paris og som straf ønsker hun, at han skal anlægge skæg. Han foreslår at han i stedet skal være hendes personlige assistent. Hans første opgave bliver at spise middag med hende samme aften. Det udvikler sig positivt, ikke mindst da hun beder ham opføre sig, som om hun ikke var dronning.

Vielsen er storslået, dog er der en lang tøven fra Alfreds side, da præsten spørger om han vil være ”an obedient and docile husband”.

Alfred keder sig hurtigt, for det er ingen opgaver som prinsgemal.

Regeringen fortæller dronningen, at medmindre hun og prinsgemalen kommer i operaen samme aften og udstråler ægteskabelig lykke, vil et vigtigt lån ikke blive bevilget og Sylvanien gå bankerot. Alfred dukker op hos dronningen i sit almindelige tøj, ikke i uniform og fortæller, at han tager til Paris for at blive skilt fra hende. Hun må derfor tage alene i operaen. Senere kommer Alfred alligevel i operaen i fuld mundering og højt humør.  Louise er nødt til at spille hans spil, for ellers vil han forlade operaen.

Tilbage på slottet er Alfred overstadig, Louise trist og desperat. Han lover at blive hos hende, men hun skal idømmes en passende straf. Hun forslår, at han skal bestemme ikke alene i regeringssager, men også i forhold til hende.

Glem den kønspolitisk håbløse morale!

For der er tale om en sprudlende, veloplagt, elegant, vittig og gennemmusikalsk musical med den filmdebuterende Jeanette MacDonald og Maurice Chevalier i hans anden amerikanske film, som begge er i overdådig form. De er unge, sprudlende, ukrukkede, overskudsagtige, og det er svært ikke at holde af dem.

Det er den allerede på dette tidspunkt garvede filminstruktør Ernst Lubitschs første talefilm, og han beherskere mediet i uhørt grad. Der et fint flow i fortællingen. Der er en stribe herlige sangnumre (og lidt dans), som udmærker sig ved at bringe historien videre, ikke bare er isolerede numre, og Anything to Please the Queen (MacDonald og Chevalier), Let's be Common (Lupino Lane og Lillian Roth), Nobody's Using It Now (Chevalier) og The Queen is Always Right (Lane og Roth) er dejlige.

Jacques og Lulu

Lupino Lane, som Alfreds tjener Jacques og Lillian Roth, som Louises kammerpige Lulu, følger deres arbejdsgivere i tykt og tyndt, og forstår også at sætte grænsen, så med Let’s be Common er det bestemt besluttet, at de ikke skal have det som prinsgemal og konge. De får god plads, selv om de ikke er stjernerne, og er det dejligt bekendtskab.

Jeg har læst, at dette måske er filmmusicalens fødsel, og jeg er ikke utilbøjelig til at være enig.

She Done Him Wrong (Lowell Sherman, 1933)

Cary Grant og Mae West (foto: Britannica)

♥♥♥♡♡♡

Lady Lou (Mae West) synger på Bowery, som ejes af Gus Jordan (Noah Beery), som er meget betaget af hende. Han er dybt involveret i prostitution og falskmøntneri, bl.a. sammen med russiske Rita (Rafaela Ottiano) og hendes kæreste Sergei Stanieff (Gilbert Roland). sidstnævnte bliver straks tiltrukket af Lou.

Blandt Lous mange herrebekendtskaber er Dan Flynn (David Landau), som gerne vil overtage Gus’ plads ved Lous side og Chick Clark (Owen Moore), som sidder i fængsel for røveri (diamanter til hende!), og har svoret, at han vil slå hende ihjel, hvis hun er ham utro.

Lou  tiltrækkes af kaptajn Cummings (Cary Grant), som leder en menighed ved siden Bowery, og ikke virker interesseret i hende.

Chick flygter fra fængslet, opsøger Lou, og så er der lagt op til en dramatisk afslutning i Bowery.  Politiet dukker op ledet af Cummings, som er under cover betjent. Lou dræber ved et uheld Rita, som er jaloux pga. Sergeis interessere for hende. Chick dræber Gus og alle overlevende skurke bliver anholdt, Cummings fører Lou til en åben hestevogn, fjerner hendes ringe og placerer i stedet en forlovelsesring.

Det er en pre-code film med  masser af action og masser af hurtige replikker. I dag er den interessant fordi det er en af Cary Grant allerførste film (han debuterede i 1932) men først og fremmest pga. Mae West. Det er hendes anden film, hendes første hovedrolle, og hun er forrygende!

Hendes måske mest berømte replik stammer herfra: "Why don't you come up sometime and see me?", og det er der rigtigt mange mænd, der har lyst til. Dobbelttydige bemærkninger med slet skjult seksuelt indhold. Nogle fine sangnumre. Totalt overskudsagtig i alt hvad hun gør, selv et hændeligt mord får hun håndteret iskoldt.

Det virker i dag kuriøst, at den var nomineret til en Oscar for Outstanding Production (bedste film) i 1934, den korteste film nogensinde i den kategori (66 minutter).

 

 

mandag den 18. januar 2021

Becky Sharp (Rouben Mamoulian, 1935)

Becky og markisen
♥♥♥♥♡♡

Becky Sharp er baseret på Langdon Mitchells skuespil Becky Sharp (1899), som er baseret på William Makepeace Thackerays roman Vanity Fair (1848).

Optagelserne af filmen blev påbegyndt 3. december 1934 med Lowell Sherman som instruktør. Han døde 28. december. Optagelserne startede forfra 14. januar 1935 med Mamoulian som instruktør.

Handlingen meget kort:

Amelia Sedley (Frances Dee) og Becky Sharp (Miriam Hopkins) forlader Miss Pinkerton’s Academy. Amelia kommer fra en rig familie og afhentes af sin bror Joseph Sedley (Nigel Bruce), Becky er alene I verden, men får hurtigt charmet sig ind, så hun følger med Amelia og Joseph.

Becky og Amelia

Fra starten er Becky i centrum, rapkæftet, antiautoritær og 100 % selvcentreret og egoistisk. Hun har store ambitioner om at udnytte sin charme og skønhed til at bane vej for sine sociale ambitioner, uanset menneskelige omkostninger.

Hun er dårligt introduceret som guvernante for Sir Pitt Crawleys (George Hassell) børn, før hun møder hans søn Rawdon Crawley (Alan Mowbray), som hun bliver gift med.

Dagen før slaget ved Waterloo afholdes en stor fest, hvor Becky stråler, er gennem-opportunistisk – hun har en plan, hvis Napoleon skulle vinde - får nye fjender og får grundlagt et venskab med markisen af Steyne (Cedric Hardwicke). Hun bliver på toppen af sin karriere præsenteret for prinsregenten.

Crawleys økonomiske succes er baseret på lån, og på et tidspunkt må Rawdon erkende, at han ikke kan indløse æresgælden fra sit omfattende spil. Becky får overtalt markisen til at give hende pengene, Rawdon overrasker dem, og mener, at de har en affære, og hun mister begge sine mænd.

Becky må optræde som sanger i en ølhal, hvor hun bliver buhet ud, men ender med at overtale Joseph til at rejse ud af landet med hende.

Filmen står og falder med Becky, og Miriam Hopkins er ekstraordinær i rollen. I alle situationer oplever vi hende ovenpå, og hvis hun et kort øjeblik bliver slået ud af fatning, så genvinder hun hurtigt en vej fremad. Hendes indsats alene gør filmen seværdig. Hendes udstråling, hendes evne til at udtrykke alle former for følelser, få sine omgivelser til at græde af rørelse, og bryde ud i latter, når hun er ude af syne.

Becky Sharp er den første spillefilm som blev optaget i den trefarvede Technicolor proces, og Mamoulian har virkelig sans for at udnytte denne nye mulighed. Berømt er specielt hele sceneriet ved festen før Waterloo, den gennemtænkte anvendelse af farverne, som skifter efterhånden som klimaks nærmer sig, kanonbragene lyder i det fjerne, og det hele går i opløsning, som var det en koreograferet ballet. Orkestreringen af dansene, og den måde hovedpersonerne bevæger sig rundt i forhold til hinanden. Det hele virker så overbevisende og visuelt slående.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke kender Vanity Fair, men jeg har læst, at Becky Sharp på imponerende vis rammer tonen og får en masse af historien med, ved elegante overgange og ved at gå direkte til sagen, så man som tilskuer selv må regne ud, hvad der er sket indimellem. Det fungerer fint, og handlingen er enkel at følge.

Det jeg kunne savne, er lidt mere dybde i portrættet af Becky, men undskyldningen ligger lige for: hun er en relativt unuanceret person, og kan dermed som figur ikke match fx Lily i The Song of Songs eller Christina i Queen Christina

 

 

  

søndag den 17. januar 2021

The Flute of Krishna (Rouben Mamoulian(?), 1926)

♥♥♥♡♡♡

Den officielle filmografi for Rouben Mamoulian omfatter 16 hele spillefilm, startende med Applause(1929) og sluttende med  SilkStockings (1957).

Til min store overraskelse opdagede jeg i går på IMDb at han er krediteret for en kortfilm The Flute of Krishna (1926). Der står: “Early Colour Film made by Eastman Kodak itself. Martha Graham's dance "The Flute of Krishna" is performed in front of the camera by students from the Eastman School of Music.”

Jeg fandt en ret detaljeret gennemgang af filmen og historien bag her: NationalFilm Preservation Foundation: The Flute of Krishna (1926). Mamoulian også nævnt, selvom det ikke lyder som en instruktøropgave.

Der er et link til filmen foroven, god fornøjelse :-)