♥♥♥♥♥♥
 |
| Jerikos mure (alle fotos: Pre-code.com) |
Hun møder journalisten Peter (Clark Gable), som netop er fyret fra sin avis. Han hjælper hende på turen fra Florida til New York, som vanskeliggøres af at historien er på forsiden af alle aviser, at hendes far har sat en kæmpeeftersøgning i gang og hverken Ellie eller Peter har nogen penge.
Naturligvis forelsker de sig, naturligvis opstår der forviklinger, og naturligvis og heldigvis lever den poetiske retfærdighed i bedste velgående og de får hinanden til sidst.
Det er en vidunderlig og charmerende film ud over alle grænser, med to fantastiske stjerner – Colbert og Gable - i absolut topform og med en kemi, der brænder 110 % igennem, en dejlig historie, og skarpt instrueret.
Det er ikke for ingenting en ikonisk film, med scener som mange kender, eller har set citeret, uden at have set hele filmen, eller måske uden at kende den overhovedet.
Ellie har levet en totalt beskyttet tilværelse, og at opleve hende på sin formentlig første bustur og hendes uendelige naivitet er for meget for Peter, som, selv om han i starten ikke bryder sig om hende, har ondt af hende, da hun først får stjålet sin kuffert, siden ikke kommer med bussen efter et mellemstop, fordi chaufføren på trods af hendes besked om at vente bare er kørt til tiden …
Peter finder hurtigt ud af hvem hun er, og ser muligheden for at blive rehabiliteret som journalist ved at kunne komme tilbage med historien om, hvordan han hjalp Ellie til New York og sin mand.
Men sådan fungerer det jo ikke i romantiske komedier, så selvom paraderne er oppe meget af tiden, og de begge er meget umodne og opfører sig som forkælede børn, så kommer der åbninger i paraderne.
Det starter meget tækkeligt, da de skal dele værelse for første gang, og Peter hænger et tæppe op mellem de to senge, Jerikos mure kalder han adskillelsen.
Der er masser af vidunderlige scener.
Der er scenen hvor Peter viser Ellie hvordan mænd klæder sig af.
Der er scenen, hvor Peter vil lære Ellie at dyppe en doughnut rigtigt i kaffe.
Der er scenen hvor han vil lære hende at tomle, men hun beviser at hendes lår fungerer bedre end hans tommeltot.
Der er scenen på bussen, hvor han redder hende fra en meget påtrængende Oscar Shapeley (Roscoe Karns).
Der er scenen på bussen, hvor The Man on the Flying Trapeze bliver sunget, den fattige mor besvimer af sult, og Ellie giver hende Peters sidste penge.
 |
| (foto imdb.com) |
Der er scenen, hvor Peter bærer Ellie over en flod på sin venstre skulder, og diskuterer om det er piggy backing eller ej.
Der er scenen, hvor de skal sove i høet.
Der er slutscenen, hvor vi end ikke ser Ellie og Peter, men ud fra konteksten kan forstå, at Ellie er ud af sit ægteskab med King, hendes far telegraferer til Peter at Jerikos mure kan falde, og Peter som har anskaffet en legetøjstrompet, blæser i den og filmen slutter.
Det er også diskrete, men dog tydelige situationer, hvor det er tydeligt, at Ellie og Peter deres genvordigheder til trods, lever i en ganske beskyttet verden. Bl.a. de nævnte med tyveriet af kufferten, og kvinden der ikke har penge til mad til sin lille dreng og sig selv.
Der er scenen, efter den første overnatning, hvor Ellie med Peters frakke som badekåbe skal hen til fællesbadet, og passerer ”almindelige” mennesker i hverdagssituationer. Ellie tror hun kan komme først i køen, men sendes om bagi, og fanges i et række tunge af en unge pige, som rækker tunge af hende.
Der er mange andre skønne scener, og det er en nydelse hele vejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar