©2011 The Weinstein Company
♥♥♥♥♥♡
Det er 1927 og stumfilmstjernen George Valentin (Jean Dujardin) modtager publikums ubetingede hyldest efter premieren på den seneste film med ham som stjerne. Uden blusel modtager han hyldesten trods producerens og den kvindelige hovedrolles protester. Han er stjernen, kunstneren.
Og det er hans storhed, fald og genrejsning filmen handler om. Samt Peppy Millers (Bérénice Bejo) udvikling fra blot at være en forelsket fan af George, til at blive en stumfilmstjerne OG en talefilmstjerne; hendes fortsatte ægte kærlighed til George, og deres fælles stjernestatus til sidst baseret på nye fælles værdier og et ligeværdigt partnerskab.
Det er der mange film, der handler om. The Artist skiller sig ud fra mængden ved at være en stumfilm, ved at være solidarisk overfor stumfilmen som kunstart og ved at være ubetinget solidarisk overfor og loyal med sine hovedpersoner.
At lancere en stumfilm i 2011 er noget at et vovestykke, for – som The Artist selv fortæller – floppede George Valentin selv fælt med sin egenproducerede stumfilm, da han troede på at hans brand var stærkere end talefilmen.
Men at skabe en fremragende stumfilm i dag, er nu dokumenteret muligt: alt det bedste fra stumfilmen: den enkle, visuelt stærke historie, de prægnante skuespillere, den klassiske dramastruktur, kærligheden til historien og skuespillerne.
Overgangen fra stumfilm til talefilm er perfekt til at fortælle om personer der passer til én æra og ikke kan tilpasse sig den nye. Historien og hverdagen er fuld af sådanne skæbner. Og fuld af historier om personer der kan tilpasse sig og vokser under nye omstændigheder. The Artist er historiens vingesus illustreret gennem George og Peppy.
Georges ubestridelige stjernestatus: hans selvoptagethed, hans selvglæde - om end på en ublæret måde – hans umådelige bevidsthed om sit eget værd, fx da han tvinger studiechefen Al Zimmer (John Goodman) til at lade Peppy få en rolle i en af Georges film.
Hans fatale fejlvurdering af de nye tider, da han grinende afviser talefilmen. Selvom tvivlen nager i ham og illustreres fremragende i mareridtsscenen, hvor George som den eneste intet kan sige, mens selv en fjer der falder til jorden, lyder som et kæmpebrag.
Og pludselig står han uden arbejde, og kæmper desperat for at overleve. Han indspiller for egne midler ”Tears of Love”, den sidste stumfilm, som flopper totalt med en grædende Peppy som tilskuer, mens hendes første talefilm bliver en bragende succes ved premieren samme aften.
Og filmen bevarer solidariteten med begge sine hovedpersoner, for der er jo tale om TO artister, ikke bare The Artist. Filmen oser af empati for sin mandlige artist, og vi føler med ham i hans gradvise nedtur. Druk, salg af sit indbo, besøg hos pantelåneren, fyring af den trofaste butler, afbrændingen af de gamle film og ultimativt selvmordsforsøget. Filmen er på hans side. Og vi HÅBER som tilskuere at han vil klare den.
Den kvindeliste artist Peppys ubetingede kærlighed til George er ligeså empatisk fortalt. Lige fra hun søger optagelse som statist, over hendes vidunderlige besøg på hans omklædningsrum – hvor hun med hans kjole og hvidt udfører den mest vidunderligt sexede og intime kærlighedserklæring til ham – de fantastiske første filmoptagelser mellem de to, hendes opkøb af hans bo og hendes vedvarende og ubetingede forsøg på at redde ham – der er ingen bagtanker eller kynisme. Ren kærlighed.
Hvordan kan man få enderne til at mødes, så begge artister kommer hele ud af det? For ham er det at tale ikke en mulighed - det geniale alternativ er dansen. Vi véd fra filmpremieren i starten af filmen at George kan danse, Peppy og George kommer uforvarende til at danse en lille dans sammen inden hun kommer med på hans film, og filmens afslutning med deres fantastiske danserutine bliver det troværdige comeback for George som stjerne på lige fod med Peppy.
The Artist er totalt gennemtænkt som stumfilm, og med nogle spændende twists i form af Georges mareridt og afslutningens stepdans, hvor lyden pludselig er til stede. Det samlede visuelle udtryk, mellemteksterne (dejligt få), den velfortalte og veltimede historie. Det er en fantastisk film, som rev mig med fra første sekund – og fastholdt mig hele vejen igennem.
Og så må jeg nævne en vigtig artist i filmen, som flere gange stjæler billedet: Uggie, Georges Jack Russell terrier, som både er med i Georges filmoptagelser og er hos ham privat, og med afgørende betydning for handlingen.
The Artist er en storslået og respektfuld hyldest til stumfilmen – og et genialt værk på sine egne præmisser.
Jeg elsker den film!
