The Song of Songs (Rouben Mamoulian, 1933)

 

Lily i boghandlen (foto pre-code.com)

♥♥♥♥♥♡

Efter en serie film med Josef von Sternberg som instruktør, hvor den femte The Blonde Venus ikke blev den ventede succes, var Mamoulian et perfekt valg til at instruere den næste film med Marlene Dietrich, The Song of Songs.

Lily Czepaneks (Marlene Dietrich) far er død, og den forældreløse og fattige unge kvinde rejser til Berlin, hvor hun skal bo hos og arbejde for sin tante Mrs. Rasmussen (Alison Skipworth), som har en boghandel. Mrs. Rasmussen er skrap, kynisk og fordrukken, og hun er kun interesseret i, hvad hun kan anvende Lily til, eller få for hende. Og meget bestemt med, at mandebekendtskaber er uønskede.

Lily har kun sit tøj og biblen; hun holder specielt meget af Højsangen (Song of Songs), som hendes far læste højt for hende hver aften, og som hun kan citere ordret.

Lily hos Richard (foto pre-code.com)

På den modsatte side af gaden bor kunstneren Richard Waldow (Brian Aherne), som ser muligheder i Lily som skulptur. Efter noget overvindelse begynder hun at posere nøgen for ham, en fantastisk skulptur udvikles, og de forelsker sig. 

Ingen tvivl om Richards følelser (foto pre-code.com)

Der er nogle fantastisk vovede pre-code scener, fx første gang Lily klæder sig af og selvom vi aldrig ser hende nøgen, så overlader skulpturen intet til fantasien. Den måde han masserer den på i en af scenerne, er ikke til at tage fejl af, hans er ved at eksplodere af indestængt kærlighed.

De opnår en kort lykkestund, og de er begge i himlen. Lily bliver der, men Richard er usikker på sig selv og om kan tilbyde Lily det, som et ægteskab kræver.

Skulpturen er bestilt af Baron von Merzbach (Lionel Atwill), som straks han ser Lily efterstræber hende selv og ikke skulpturen af hende. Baronen har nemt fået tanten på sin side, penge og rom, mere skal der ikke til … Han udnytter kynisk Richards usikkerhed, og overbeviser ham om, at han, baronen, er den rette ægtefælle for Lily, som han vil forme til en adelsfrue og gøre lykkelig.

Den første halvdel af filmen ender med at baronen i Richards studie giver Lily Richards afskedsbrev, og selv overbeviser hende om, at hun er den rette for ham.

Vielsen er prangende og glædesløs, ligeledes Lilys ankomst til baronens slot, og mødet med personalet, herunder en af hans tidligere elskerinder Fräulein von Schwertfeger (Helen Freeman), som skal være Lilys personlige sekretær, og gartneren Walter von Prell (Hardie Albright), som straks falder for Lily.

Baronen bliver nu sit sande jeg, en nedrig og sadistisk mand, der nyder at han igen har fået det, han ønskede. Han nyder at høre Lily græde, da han forlader hende i ægteværelset, og er gennemført gemen. Han vil på bedste Pygmalion-vis forme Lily til en fin dame, der kan tale fransk, synge, spille klaver, læser litteratur, ride mv. Ikke for hendes skyld, men for at vise at han kan, for at prale og sidst men ikke mindst for at kunne hovere overfor Richard.

Ægteskabet er naturligvis dømt til at mislykkes, og baronen sætter selv scenen, ved at invitere Richard, så han kan prale med, hvordan han har fået udviklet Lily. Hun flygter rasende og såret fra slottet og søger tilflugt hos Walter, for at gøre Richard jaloux. I huset vælter en lampe og der går ild i hytten. Fräulein Von Schwertfeger hjælper hende til at flygte fra slottet, og forhindrer baronen i at gøre sig yderligere til grin ved at forfølge Lily for at skyde hende,

 

Afslutningsscenen før skulpturen ødelægges (foto pre-code.com)

Vi møder Lily næste gang som prostitueret i en klub, hvor hun synger Johnny for en kunde. Richard er kommet til klubben i sin jagt efter Lily. Han tager hende direkte tilbage til atelieret, hvor skulpturen af hende fortsat står. Således konfronteret med sit yngre jeg, knuser Lily skulpturen.

Filmen slutter lidt åbent, med et håb om Lily og Richard kan blive lykkelige med de nye udgaver af sig selv.

De to halvdele af filmen er vidt forskellige. Første del handler om den helt uskyldige Lilys møde med den måske første mand i sit liv (Richard), og den begyndende erkendelse af, hvad kærlighed er og hvor brat den kan ende. Det lyder som det kunne handle om Queen Christina fra samme år.

I anden del er den illusionsløse Lily helt forandret, hun er blevet som den statue, som hun blev modelleret som, og holder mentalt afstand til alle sine prøvelser hos baronen. Først da Richard dukker op, kommer følelserne igen i spil, og Lily bliver igen levende og engageret.

Marlene Dietrich er vidunderlig som Lily. Selvom det kan være svært at forestille sig hende som den fattige pige fra landet, så fungerer hendes udvikling fint, og der er nogle skønne passager mellem hende og Brian Aherne, hvor hun forvandles fra pige til kvinde, og bliver bevidst om sin indflydelse på ham.