♥♥♥♡♡♡
Meja Öhrn (Molly Nutley) og Sunny Seger (Angelika
Prick) skal giftes. Deres bryllup bliver anledning til at deres familier kommer
meget tæt på hinanden, på godt og ondt.
Det brogede persongalleri omfatter på Mejas
side bl.a. hendes mor Grace (Helena Bergström), der har sat sin egen karriere i
stå for at bakke om far Carl-Axel (Johan H. Kjellgren), som er en meget
rejsende forretningsmand, en mormor (Marie
Göranzon), som blander sig i det meste og farfar Rolf (Jan Malmsjö)
På Sunnys side er bl.a. hendes far Samuel
(Philip Zandén), koncertpianist, stedmor Michelle Seger (Maria Lundqvist) og Michelles
far Conny Karlsson (Peter
Harryson).
Midt i det hele, og bl.a. ansvarlig for de tre kirkelige
handlinger, som er filmens titel, står Graces bror Valentin Lööf (Andreas T.
Olsson), en præst med et alkoholproblem, og med sin mor på nakken hele tiden.
Carl-Axel kommer for sent til brylluppet, og
spændingerne mellem ham, Grace og Meja er åbenlyse fra filmens start. Skæbnen
vil, at Grace og Samuel får lidt for meget at drikke til brylluppet, kommer i lidt
for god kontakt og ender med et hurtigt knald på badeværelset.
Det kunne have været helt uskyldigt, hvis ikke
Grace var blevet gravid, på trods af sine 51 år. Hun og Samuel må forholde sig til dette, samtidig med
at Meja og Sunny kan afsløre, at de begge vil være mødre, med Emil som far,
hvilket naturligvis giver anledning til meget forskellige reaktioner i
familierne.
Michelle har inviteret Grace og en meget
modvillig Carl-Axel med til en koncert Samuel giver. Under ovationerne falder
Samuel død om. Det er hans begravelse, som fremgår af filmens titel.
Grace vil ikke afsløre, hvem der er far til
det barn, hun venter. Da barnet (Daisy) er født, kommer Grace til at afsløre for
Michelle, at Samuel er far til barnet. Efter en del dramatik beslutter Grace
sig for at få Daisy døbt af Valentin uden andre tilstede, men han får sat
scenen, så Michelle forliger sig med situationen umiddelbart før dåben, og
begge familier kommer med til dåben.
Det er en umiddelbart fængende historie, med en
passende mængde overraskelser og en passende mængde forudsigelighed. Der er
fine skuespilpræstationer, der er et virvar af følelser på spil, og det er ikke
svært at blive grebet af filmen. Den er også meget smukt fotograferet.
Jeg kan dog ikke lade være med at føle, at det
hele var lidt for forudsigeligt. Det er frygteligt tydeligt at iagttage de
fejl, personerne begår, og have lyst til at gribe ind. At opleve ting, der kører
af sporet, fordi personerne ikke agerer rationelt, men følelsesmæssigt. På den
måde er serien en meget præcis afspejling af livet, som mange af os kender det 😉
Der er potentiale til noget stort i hele fortællingen,
og jeg ville ønske, at der kom lidt mere dybde og lidt mere rigtig alvor ind i
historien.
Måske i den kommende sæson 2, som har haft premiere, men som jeg ikke har set endnu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar