Ternet Ninja (Thorbjørn Christoffersen og Anders Matthesen, 2018)

♥♥♥♥♥♡

Ternet Ninja og Aske (foto: Nordisk Film)

Jeg blev blæst omkuld lige fra start af Ternet Ninja, en animeret film, baseret på Anders Matthesens bog. Den gennemusympatiske danske legetøjsproducent Phillip Eberfrø besøger en legetøjsfabrik i Thailand. Udslidte børnearbejdere producerer Ninjaer på samlebånd. Da Phillip lægger sit ternede halstørklæde, kommer en dreng til at bruge det i stedet for det sædvanlige sorte stof til Ninjaens tøj, og voila er en Ternet Ninja skabt. Og en morder, fordi Phillip går helt amok og banker drengen ihjel. Ternet Ninja bliver besat af en japansk ånd, og vil have hævn.

Det er en forrygende, rystende indledning på filmen, scenen bliver sat umanerligt flot, og sjældent er en dum skid blevet karakteriseret så hurtigt og effektivt. Og hvad kan en hævnende Ninja gøre?

I Danmark møder vi Aske, som går i 7. klasse, og har det meget svært. Hans mor er mere optaget af alternativ mad end af ham. Hans papfar Jørn favoriserer sin søn Sune, som mobber Aske. Aske er forelsket i Jessica, som går i klassen over ham, men som ikke ænser ham. I skolen bliver ham mobbet af Glenn. Aske synes at hans liv er hårdt, og det kan man godt forstå. Han er den lille, den oversete og har intet selvværd.

Skæbnen vil, at Ternet Ninja kommer i Askes onkel Stewarts varetægt og Aske får Ternet Ninja i fødselsdagsgave.

De skal først lære hinanden at kende, men da Aske har opdaget, at Ternet Ninja er et levende væsen, så indgår de en aftale: Ternet Ninja skal hjælpe Aske med at slippe af men Glenn som plageånd, og Aske skal hjælpe Ternet Ninja med at finde Phillip Eberfrø, så Ninja kan hævne sig.

Hermed er grundlaget lagt for et samarbejde, som udvikler sig til et venskab mellem de to. En masse dramatiske, humoristiske, pinlige osv. episoder udspiller sig og gradvis lærer Ternet Ninja Aske at tro på sig selv, giver ham selvtillid, og Aske lærer hurtigt og opnår to fantastiske succeser: at banke Glenn med hele skolen som vidne, og med at afsluttende slag, som Ternet Ninja, ikke har hjulpet ham, og at blive inviteret hjem til Jessicas fødselsdag.

Han tror så meget på sig selv, at tror han kan så på egne ben … han glemmer, at han og Ternet Ninja har en aftale, og nemesis rammer lynhurtigt, og Aske bliver pillet ned igen. Det er sammen de er stærke.

Derefter er der ingen slinger, de finder frem til Phillip, og Aske viser at han er vokset mentalt, ved at overtale Ternet Ninja til ikke at slå Phillip ihjel, men sammen planlægger de, hvordan de kan sørge for at han får en skæbne, der er værre end døden. På foruroligende enkel vis får Aske med Stewarts hjælp skaffet narkotika, som skjult i Ternet Ninja kommer til Thailand med samme fly som Phillip, og perfekt timet plantes hos Phillip, da Aske forfulgt af politiet, når frem til ham, da han vil stige ind i en taxa.

Aske er blevet en helt anden, og nogle overfald i nærområdet, kræver at han bruger sin nyvundne selvtillid og retfærdighedssans.

Filmen er fortalt i et forrygende tempo, den er meget underholdende, og ikke mindst beskriver den en række dilemmaer, hvor vi bliver tvunget til at forholde os til, der sker. Er det rigtigt, at hvis Phillip ikke havde fabrikken med børnearbejdere, ville nogle andre gøre præcis det samme … underforstået, så kan han jok lige så godt gøre det? Nej selvfølgelig er det ikke det, og selvfølgelig under vi Phillip hans velfortjente straf.

Er det rigtigt at slå igen, når der bliver slået på en? Ja, Glenn er så gennemført en dum skid, at det selvfølgelig er i orden at sætte scenen, som Ternet Ninja og Aske gør, så han virkelig bliver gennembanket og ydmyget. Aske skal ikke finde sig i at være offer.

Filmen får afbalanceret dilemmaerne, og der er virkelig materiale i den film til en masse gode diskussioner.

Det er en fantastisk film!

Pre-code

Anna og Franzi i The Smiling Lieutenant 

Jeg har i forbindelse med flere omtaler af film skrevet pre-code. Det vil jeg godt knytte nogle ord til.

Der er en glimrende Wikipedia-artikel Pre-Code Hollywood, som beskriver pre-code. Kort fortalt er pre-code perioden fra tonefilmens start i 1927 til midten af 1934, hvorfra Motion Picture Production Code (populært omtalt som Hays Code), blev håndhævet strengt. Den gav en lang række begrænsninger for, hvad man måtte vise på film.

Wikipedia har udarbejdet en List of pre-Code films, som er film fra den pågældende periode og hvor en ”mainstream source” omtaler og diskuterer filmen som pre-code.

Der er mange ressourcer til pre-code, jeg er selv stor fan af denne side pre-code.com, hvor der er grundige anmeldelser af rigtigt mange pre-code-film.

Hvad er det særlige ved pre-code film? Jeg synes de er fascinerende, fordi de åbenlyst kan beskrive alle mulige emner, uden at tænke på om nogen bliver stødt. Ja, den sætning kan læses på flere måder, og jeg mener ikke at, de kan udtrykke hvad som helst. Men man må fortælle om verden, som den på mange områder nu engang er: kriminalitet kan betale sig (nogle gange), sex er almindeligt forekommende, både I og uden for ægteskaber, og mellem personer af samme og forskelligt køn, narkotika er almindeligt forekommende og anvendt, vold er udbredt, mord er hverdagskost, at bande er hverdag for de fleste osv. osv. Må det ikke vises på film?

Den seneste pre-code jeg har set er The Smiling Lieutenant (Ernst Lubitsch, 1931). På pre-code.com nævner de ved hver eneste anmeldelse, hvad der gør, at filmen er pre-code, for denne er det:

• “We are not afraid to skirmish in the dark…”
• One of Niki’s friends wants his permission to cheat on his wife. “You’re crazy about a girl and you don’t know what to do.” “Right.” “Then don’t do it!”
• When invited to stay for breakfast after a late night make out session, Franzi replies, “First tea, then dinner, and then maybe… maybe breakfast.” She does not make it to tea or dinner first.
• There are more euphemisms for sex in this movie than you could throw a euphemistic shoe at.
• Movie nerds who buy into the ‘Claudette Colbert was a secret lesbian’ theory will find plenty of moments that certainly play with the audience’s, uh, expectations

Lubitsch er en mester i at underspille, omskrive, antyde. Ingen er i tvivl om hvad der hentydes til, men det får en helt anden elegance, når det gøres med the Lubitsch Touch.

Anna og Franzis hede kys er så velplaceret i filmen, og så smukt et udtryk for det forhold de har fået, og det ville være mærkeligt at forestille sig filmen uden.

Sådan er det med pre-code-aspekterne i filmene. Når det bliver peget ud, så kan jeg ikke lade være med at spekulere på, at det ville da være trist, hvis det ikke var med, eller blev fortalt på en mere underspillet måde.

Jeg har set 11 pre-code film indtil nu i år, og mindst 4 regner jeg for mesterværker. Tænk hvis Christina og Antonio ikke måtte have sex, fordi de ikke var gift i Queen Christina (Rouben Mamoulian, 1933). Tænk hvis Dr. Jekyll ikke måtte lege gud, og eksperimentere med sig selv, eller ikke i skikkelse af Mr. Hyde måtte være styret af sine drifter i Dr. Jekyll and Mr. Hyde (Rouben Mamoulian, 1931). Tænk hvis Marx Brothers ikke totalt anarkistisk måtte gøre grin med alle former for autoriteter, selvhøjtidelige mennesker og ritualer for ritualernes skyld i Duck Soup (Leo McCarey, 1933). Eller tænk hvis Jeanette MacDonald skulle være mere tækkeligt klædt, eller romantik ikke måtte antydes i uægteskabelig sammenhæng eller, eller, hvor ville Love Me Tonight (Rouben Mamoulian, 1932) så være henne?

Selvfølgelig er der også mange dårlige pre-code film, men for de talentfulde instruktører er pre-code et slaraffenland til at udfordre deres talent.

Jeg har en masse pre-code-film på min liste over film, der skal ses de kommende måneder 😊

The Smiling Lieutenant (Ernst Lubitsch, 1931)

♥♥♥♥♥♡

Miriam Hopkins som den nye Anna, og Claudette Colbert som Franzi

The Smiling Lieutenant er en sofistikeret og vittig film om kærlighed og sex. Det er Lubitsch, det er pre-code, så det er elegant, og underspillet, men det kan ikke skjule, og det skal det heller ikke, at dette er en vidunderlig musical om tre spændende forhold, som opstår pga. et smil og et blink med det ene øje …

Niki (Maurice Chevalier) er løjtnant i den østrigske hær, hvilket åbenbart ikke indebærer meget andet end at gå uniformeret klædt og deltage i parader. I den elegante start, uden nogen dialog, banker en inkassator på, da Niki har en stor gæld for sin elegante påklædning, men lukkes ikke ind. Derefter kommer en ung pige, banker på på en særlig måde, lukkes ind, og mange timer efter forlader hun lejligheden igen. Niki er meget pigeglad, og derfor også den, som hans gifte ven Max (Charles Ruggles) henvender sig til for at få et råd om noget, han ikke rigtigt kan få sagt. Niki gennnemskuer ham: ”You’re crazy about a girl and you don’t know what to do?”. “Right!”. “Then don’t do it!”.

Den første aften udvikler sig hurtigt

Hvis Max havde håbet at få succes hos pigen, så begår han alvorlig fejltagelse ved at bede Niki tage med, men det gør han. Pigen, Franzi (Claudette Colbert), spiller violin i The Viennese Swallows. Det ender (naturligvis) med at Franzi følger med Niki hjem, og de forelsker sig for alvor. Det helt klart et forhold med en helt anden dybde, end Niki er vant til.

Men så nemt går det ikke, slet ikke.

Kong Adolf XV (George Barbier) og prinsesse Anna (Miriam Hopkins)fra Flausenthurm kommer på officielt besøg til Østrig. Flausenthurm lider af alvorlige mindreværdskomplekser i forhold til Østrig. De har været meget større end Østrig, og det er kun de sidste 700 år, at Østrig har været større, proklamerer kongen. Det gør ikke kongens humør bedre, at den østrigske konge ikke kan tage imod dem, da de ankommer, fordi han skal åbne et dyrskue. Vi får et klart indtryk af, at tiden er gået i stå i Flausenthurm. Prinsesse Anna er vokset op omgivet af ældre kvinder, kongen er den eneste mand, hun har kendt, ser det ud som.

Skæbnen vil at Nikis enhed skal deltage i æresparaden for de kongelige gæster, Franzi er blandt tilskuerne, og Niki, meget forelsket, smiler og vinker til hende, og blinker med det ene øje. Ulykkeligvis sker dette i det øjeblik, de kongelige passerer i deres karet, og Anna opfatter at Nikis henvender sig til hende.

Det er en skandale, og det er straks på forsiden af afviserne, dog er Flausenthurm til kongens meget store fortrydelse stavet uden h. Niki er i en meget udsat position, og konfronteres på slottet med Adolf, Anna og hendes følge af ældre damer. Han består den første prøve – han kan stave til Flausenthurm – og så skal han forklare sig for Anna. Hvad betød det at han smilede og blinkede? “When we like someone, we smile. But when we want to do something about it, we wink.”

Han kan ikke undgå at forklare sig, så han undgår fængsel, nemlig ved at sige, at han gjorde, som han gjorde, fordi han synes Anna er så smuk 😊 En international krise afværges ved at Anna og Niki gifter sig.

Ægteskabet annonceres uden at Niki rigtigt er klar over det, men da det begynder at vælte ind med blomster og lykønskninger går det op for ham, hvad han har rodet sig ud i. I en filmens allersmukkeste scener oplever vi Franzi pakke sine få ejendele i hans lejlighed, for at forlade den, gemme sig på trappen, da han kommer hjem, og lægge nøglen til lejligheden på måtten, da hun forlader stedet. Så smukt og så sørgeligt.

Kongen fører sin datter og svigersøn til soveværelset

Anna er meget lykkelig, Niki dybt ulykkelig. Han elsker virkelig Franzi og kan ikke udholde tanken om at være skilt fra hende. Efter det storslåede bryllup fører kongen brudeparret til deres værelse, men så vi Niki ikke være med længere: ”Man kan slæbe hesten til truget, men man kan ikke tvinge til at drikke”, råber Niki efter kongen, da han forlader Anna og slottet.

Men ender med at trøste den ulykkelige prinsesse med et forslag om et spil skak

Kongen trøster datteren ved at tilbyde hende et spil skak.

Mens Niki og Franzi genforenes

Niki går i byen, The Viennese Swallows er på gæstebesøg, og Niki og Franzi forenes.

Franzi trøster den ulykkelige Anna

Anna finder gradvis ud af, hvad Niki laver om aftenen, og narrer Franzi op på slottet til en konfrontation. De giver hinanden en lussing, de tuder hver for sig og sammen. Det går op for Franzi, at Anna virkelig elsker Niki, og hun beslutter at hjælpe Anna med at blive den kvinde, som Franzi vil elske, og dermed opgiver hun også deres eget forhold.

Jazz up your lingerie :-)

Kuren er: Jazz up your lingerie! Franzi  synger og til sidst synger Anna med. Et kort og vidunderligt nummer, hvor Claudette Colbert er skøn, og Miriam Hopkins endnu skønnere, da det pludselig går op for hende, hvordan hun kan blive en moderne kvinde, og en ligeværdig partner for Niki.

Det er en fantastisk scene, og samspillet mellem de to, og det hedeste kys, man kan ønske sig, er så meget pre-code 😊

Hår, tøj, musik bliver jazzet op, og voila, Niki opdager en Anna, som han bliver ganske vild med, og Franzi forsvinder ud af deres liv.

Anna og Niki i afslutningsscenen

Der kan argumenteres for og imod moralen i filmen, men på filmens egne præmisser er det en god morale, og mon ikke Franzi finder en, der kan give hende mere end Niki?

Monte Carlo (Ernst Lubitsch, 1930)

Prinsessen og frisøren (foto: pre-code.com)

♥♥♥♥♡♡

Et storslået bryllup er i gang. Gæsterne er på vej fra slottet til kirken via slotspladsen og den røde løber. Det begynder at regne, og gæsterne må løbe. Gommen prins Otto Von Liebenheim (Claude Allister) er I højt humør. Da han er kommet over til kirken bliver han kaldt tilbage, og ser brudekjolen henslængt over en stol, ingen brud.

Beyond the Blue Horizon (foto: pre-code.com)

Klip til toget, hvor prinsesse Helene Mara (Jeanette MacDonald) – bruden - og hendes tjenestepige Bertha (Zasu Pitts) er på vej ud i det blå. Helene synger Beyond the Blue Horizon, bønder på markerne er kor, og ikke et øje er tørt. Verden står åben.

Scenen er flot, effektivt og humoristisk sat for Lubitsch anden musical og den anden med Jeanette MacDonald i hovedrollen, igen i topform, som i The Love Parade, denne gang overfor Jack Buchanan, som grev Rudolph Farriere.

Konduktøren på toget spørger hvor Helene skal hen, og det aner hun ikke, men da han nævner Monte Carlo bliver det målet, for hun har næsten ingen penge, og så vil hun vinde penge i kasinoet, hvor svært kan det være 😉

Et rigtigt pre-code kendetegn er, at Helene er i negligé en del af tiden, også på toget, og giver grundlaget for denne joke: ”Listen, here’s a puzzle, and, believe me, it’s hot. She comes from a wedding. She has nothing on. She’s left her husband behind. She has no ticket. She has no idea where she wants to go. And she goes to Monte Carlo. How old is her husband? … Too old!”

I Monte Carlo får Rudolph øje på hende og følger hende vinde 4 gange i træk på rouletten, for derefter at tabe det hele igen.

Han kommer i kontakt med hende ved at udgive sig for frisør og i nogle skønne pre-code scener dækker han over, at han intet aner om at ordne hår, men han kan så meget andet, bl.a. give den mest fantastiske hovedbundsmassage.

Samspillet mellem MacDonald og Buchanan er vidunderligt. Hun kan både fungere som den forkælede rigmandsdatter og den sårbare og usikre kvinde, og han kan både være charmerende, pågående, men ikke for, og desperat, når hun ikke kan gøres tilfreds.

Der er en vidunderlig scene, hvor Helene tror at Rudolph for hendes 1.000 franc har vundet 200.000 franc i kasinoet (i virkeligheden er det han egne penge), og er så bange for sine egne følelser at hun må løse døren imellem dem, gemme nøglen i en skuffe, låse den, gemme nøglen til skuffen i et skrin, låse det, og endelig gemme nøglen til skrinet under hovedpuden. Vidunderligt spillet og så suggestivt. Hvad kunne Freud ikke have fået ud af det 😊

Helene er vildt forelsket, men kan ikke giver efter overfor Rudolph, som jo kun er frisør. Otto og hun tager i operaen, ja han er dukket op igen, og er vild med at hun åbenlyst siger til ham, at den eneste grund til at hun vil have ham er pengene. I operaen ser de Monsieur Beaucaire, med en historie der til forveksling minder om Helene og Rudolphs. Hun opdager Rudolph alene i sin egen loge, og forstår på deres kommunikation, at han er adelig, som hovedpersonen i operaen.  Otto falder i søvn. Helene går over i logen og de ser sammen afslutningen af operaen, hvor det afsløres at frisøren er adelig … men ikke vil have kvinden.

Helene er dybt skuffet, men Rudolph redder situationen: “I don’t like that ending. I like happy endings.”

En enkel historie fortalt med blændende overskud og med smittende charme, elegance og raffineret humor.

The Love Parade (Ernst Lubitsch, 1929)

Dronning Louise og Grev Alfred

♥♥♥♥♡♡

Sylvaniens militærattaché i Paris grev Alfred Renard (Maurice Chevalier) har en række affærer med gifte kvinder og bliver derfor sendt hjem, så dronningen kan straffe ham. Dronning Louise (Jeanette MacDonald) læser rapporten om hans ophold i Paris og som straf ønsker hun, at han skal anlægge skæg. Han foreslår at han i stedet skal være hendes personlige assistent. Hans første opgave bliver at spise middag med hende samme aften. Det udvikler sig positivt, ikke mindst da hun beder ham opføre sig, som om hun ikke var dronning.

Vielsen er storslået, dog er der en lang tøven fra Alfreds side, da præsten spørger om han vil være ”an obedient and docile husband”.

Alfred keder sig hurtigt, for det er ingen opgaver som prinsgemal.

Regeringen fortæller dronningen, at medmindre hun og prinsgemalen kommer i operaen samme aften og udstråler ægteskabelig lykke, vil et vigtigt lån ikke blive bevilget og Sylvanien gå bankerot. Alfred dukker op hos dronningen i sit almindelige tøj, ikke i uniform og fortæller, at han tager til Paris for at blive skilt fra hende. Hun må derfor tage alene i operaen. Senere kommer Alfred alligevel i operaen i fuld mundering og højt humør.  Louise er nødt til at spille hans spil, for ellers vil han forlade operaen.

Tilbage på slottet er Alfred overstadig, Louise trist og desperat. Han lover at blive hos hende, men hun skal idømmes en passende straf. Hun forslår, at han skal bestemme ikke alene i regeringssager, men også i forhold til hende.

Glem den kønspolitisk håbløse morale!

For der er tale om en sprudlende, veloplagt, elegant, vittig og gennemmusikalsk musical med den filmdebuterende Jeanette MacDonald og Maurice Chevalier i hans anden amerikanske film, som begge er i overdådig form. De er unge, sprudlende, ukrukkede, overskudsagtige, og det er svært ikke at holde af dem.

Det er den allerede på dette tidspunkt garvede filminstruktør Ernst Lubitschs første talefilm, og han beherskere mediet i uhørt grad. Der et fint flow i fortællingen. Der er en stribe herlige sangnumre (og lidt dans), som udmærker sig ved at bringe historien videre, ikke bare er isolerede numre, og Anything to Please the Queen (MacDonald og Chevalier), Let's be Common (Lupino Lane og Lillian Roth), Nobody's Using It Now (Chevalier) og The Queen is Always Right (Lane og Roth) er dejlige.

Jacques og Lulu

Lupino Lane, som Alfreds tjener Jacques og Lillian Roth, som Louises kammerpige Lulu, følger deres arbejdsgivere i tykt og tyndt, og forstår også at sætte grænsen, så med Let’s be Common er det bestemt besluttet, at de ikke skal have det som prinsgemal og konge. De får god plads, selv om de ikke er stjernerne, og er det dejligt bekendtskab.

Jeg har læst, at dette måske er filmmusicalens fødsel, og jeg er ikke utilbøjelig til at være enig.

She Done Him Wrong (Lowell Sherman, 1933)

Cary Grant og Mae West (foto: Britannica)

♥♥♥♡♡♡

Lady Lou (Mae West) synger på Bowery, som ejes af Gus Jordan (Noah Beery), som er meget betaget af hende. Han er dybt involveret i prostitution og falskmøntneri, bl.a. sammen med russiske Rita (Rafaela Ottiano) og hendes kæreste Sergei Stanieff (Gilbert Roland). sidstnævnte bliver straks tiltrukket af Lou.

Blandt Lous mange herrebekendtskaber er Dan Flynn (David Landau), som gerne vil overtage Gus’ plads ved Lous side og Chick Clark (Owen Moore), som sidder i fængsel for røveri (diamanter til hende!), og har svoret, at han vil slå hende ihjel, hvis hun er ham utro.

Lou  tiltrækkes af kaptajn Cummings (Cary Grant), som leder en menighed ved siden Bowery, og ikke virker interesseret i hende.

Chick flygter fra fængslet, opsøger Lou, og så er der lagt op til en dramatisk afslutning i Bowery.  Politiet dukker op ledet af Cummings, som er under cover betjent. Lou dræber ved et uheld Rita, som er jaloux pga. Sergeis interessere for hende. Chick dræber Gus og alle overlevende skurke bliver anholdt, Cummings fører Lou til en åben hestevogn, fjerner hendes ringe og placerer i stedet en forlovelsesring.

Det er en pre-code film med  masser af action og masser af hurtige replikker. I dag er den interessant fordi det er en af Cary Grant allerførste film (han debuterede i 1932) men først og fremmest pga. Mae West. Det er hendes anden film, hendes første hovedrolle, og hun er forrygende!

Hendes måske mest berømte replik stammer herfra: "Why don't you come up sometime and see me?", og det er der rigtigt mange mænd, der har lyst til. Dobbelttydige bemærkninger med slet skjult seksuelt indhold. Nogle fine sangnumre. Totalt overskudsagtig i alt hvad hun gør, selv et hændeligt mord får hun håndteret iskoldt.

Det virker i dag kuriøst, at den var nomineret til en Oscar for Outstanding Production (bedste film) i 1934, den korteste film nogensinde i den kategori (66 minutter).

 

 

Becky Sharp (Rouben Mamoulian, 1935)

Becky og markisen

♥♥♥♥♡♡

Becky Sharp er baseret på Langdon Mitchells skuespil Becky Sharp (1899), som er baseret på William Makepeace Thackerays roman Vanity Fair (1848).

Optagelserne af filmen blev påbegyndt 3. december 1934 med Lowell Sherman som instruktør. Han døde 28. december. Optagelserne startede forfra 14. januar 1935 med Mamoulian som instruktør.

Handlingen meget kort:

Amelia Sedley (Frances Dee) og Becky Sharp (Miriam Hopkins) forlader Miss Pinkerton’s Academy. Amelia kommer fra en rig familie og afhentes af sin bror Joseph Sedley (Nigel Bruce), Becky er alene I verden, men får hurtigt charmet sig ind, så hun følger med Amelia og Joseph.

Becky og Amelia

Fra starten er Becky i centrum, rapkæftet, antiautoritær og 100 % selvcentreret og egoistisk. Hun har store ambitioner om at udnytte sin charme og skønhed til at bane vej for sine sociale ambitioner, uanset menneskelige omkostninger.

Hun er dårligt introduceret som guvernante for Sir Pitt Crawleys (George Hassell) børn, før hun møder hans søn Rawdon Crawley (Alan Mowbray), som hun bliver gift med.

Dagen før slaget ved Waterloo afholdes en stor fest, hvor Becky stråler, er gennem-opportunistisk – hun har en plan, hvis Napoleon skulle vinde - får nye fjender og får grundlagt et venskab med markisen af Steyne (Cedric Hardwicke). Hun bliver på toppen af sin karriere præsenteret for prinsregenten.

Crawleys økonomiske succes er baseret på lån, og på et tidspunkt må Rawdon erkende, at han ikke kan indløse æresgælden fra sit omfattende spil. Becky får overtalt markisen til at give hende pengene, Rawdon overrasker dem, og mener, at de har en affære, og hun mister begge sine mænd.

Becky må optræde som sanger i en ølhal, hvor hun bliver buhet ud, men ender med at overtale Joseph til at rejse ud af landet med hende.

Filmen står og falder med Becky, og Miriam Hopkins er ekstraordinær i rollen. I alle situationer oplever vi hende ovenpå, og hvis hun et kort øjeblik bliver slået ud af fatning, så genvinder hun hurtigt en vej fremad. Hendes indsats alene gør filmen seværdig. Hendes udstråling, hendes evne til at udtrykke alle former for følelser, få sine omgivelser til at græde af rørelse, og bryde ud i latter, når hun er ude af syne.

Becky Sharp er den første spillefilm som blev optaget i den trefarvede Technicolor proces, og Mamoulian har virkelig sans for at udnytte denne nye mulighed. Berømt er specielt hele sceneriet ved festen før Waterloo, den gennemtænkte anvendelse af farverne, som skifter efterhånden som klimaks nærmer sig, kanonbragene lyder i det fjerne, og det hele går i opløsning, som var det en koreograferet ballet. Orkestreringen af dansene, og den måde hovedpersonerne bevæger sig rundt i forhold til hinanden. Det hele virker så overbevisende og visuelt slående.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke kender Vanity Fair, men jeg har læst, at Becky Sharp på imponerende vis rammer tonen og får en masse af historien med, ved elegante overgange og ved at gå direkte til sagen, så man som tilskuer selv må regne ud, hvad der er sket indimellem. Det fungerer fint, og handlingen er enkel at følge.

Det jeg kunne savne, er lidt mere dybde i portrættet af Becky, men undskyldningen ligger lige for: hun er en relativt unuanceret person, og kan dermed som figur ikke match fx Lily i The Song of Songs eller Christina i Queen Christina

 

 

  

The Flute of Krishna (Rouben Mamoulian(?), 1926)

♥♥♥♡♡♡

Den officielle filmografi for Rouben Mamoulian omfatter 16 hele spillefilm, startende med Applause(1929) og sluttende med  SilkStockings (1957).

Til min store overraskelse opdagede jeg i går på IMDb at han er krediteret for en kortfilm The Flute of Krishna (1926). Der står: “Early Colour Film made by Eastman Kodak itself. Martha Graham's dance "The Flute of Krishna" is performed in front of the camera by students from the Eastman School of Music.”

Jeg fandt en ret detaljeret gennemgang af filmen og historien bag her: NationalFilm Preservation Foundation: The Flute of Krishna (1926). Mamoulian også nævnt, selvom det ikke lyder som en instruktøropgave.

Der er et link til filmen foroven, god fornøjelse :-)

 

The Song of Songs (Rouben Mamoulian, 1933)

 

Lily i boghandlen (foto pre-code.com)

♥♥♥♥♥♡

Efter en serie film med Josef von Sternberg som instruktør, hvor den femte The Blonde Venus ikke blev den ventede succes, var Mamoulian et perfekt valg til at instruere den næste film med Marlene Dietrich, The Song of Songs.

Lily Czepaneks (Marlene Dietrich) far er død, og den forældreløse og fattige unge kvinde rejser til Berlin, hvor hun skal bo hos og arbejde for sin tante Mrs. Rasmussen (Alison Skipworth), som har en boghandel. Mrs. Rasmussen er skrap, kynisk og fordrukken, og hun er kun interesseret i, hvad hun kan anvende Lily til, eller få for hende. Og meget bestemt med, at mandebekendtskaber er uønskede.

Lily har kun sit tøj og biblen; hun holder specielt meget af Højsangen (Song of Songs), som hendes far læste højt for hende hver aften, og som hun kan citere ordret.

Lily hos Richard (foto pre-code.com)

På den modsatte side af gaden bor kunstneren Richard Waldow (Brian Aherne), som ser muligheder i Lily som skulptur. Efter noget overvindelse begynder hun at posere nøgen for ham, en fantastisk skulptur udvikles, og de forelsker sig. 

Ingen tvivl om Richards følelser (foto pre-code.com)

Der er nogle fantastisk vovede pre-code scener, fx første gang Lily klæder sig af og selvom vi aldrig ser hende nøgen, så overlader skulpturen intet til fantasien. Den måde han masserer den på i en af scenerne, er ikke til at tage fejl af, hans er ved at eksplodere af indestængt kærlighed.

De opnår en kort lykkestund, og de er begge i himlen. Lily bliver der, men Richard er usikker på sig selv og om kan tilbyde Lily det, som et ægteskab kræver.

Skulpturen er bestilt af Baron von Merzbach (Lionel Atwill), som straks han ser Lily efterstræber hende selv og ikke skulpturen af hende. Baronen har nemt fået tanten på sin side, penge og rom, mere skal der ikke til … Han udnytter kynisk Richards usikkerhed, og overbeviser ham om, at han, baronen, er den rette ægtefælle for Lily, som han vil forme til en adelsfrue og gøre lykkelig.

Den første halvdel af filmen ender med at baronen i Richards studie giver Lily Richards afskedsbrev, og selv overbeviser hende om, at hun er den rette for ham.

Vielsen er prangende og glædesløs, ligeledes Lilys ankomst til baronens slot, og mødet med personalet, herunder en af hans tidligere elskerinder Fräulein von Schwertfeger (Helen Freeman), som skal være Lilys personlige sekretær, og gartneren Walter von Prell (Hardie Albright), som straks falder for Lily.

Baronen bliver nu sit sande jeg, en nedrig og sadistisk mand, der nyder at han igen har fået det, han ønskede. Han nyder at høre Lily græde, da han forlader hende i ægteværelset, og er gennemført gemen. Han vil på bedste Pygmalion-vis forme Lily til en fin dame, der kan tale fransk, synge, spille klaver, læser litteratur, ride mv. Ikke for hendes skyld, men for at vise at han kan, for at prale og sidst men ikke mindst for at kunne hovere overfor Richard.

Ægteskabet er naturligvis dømt til at mislykkes, og baronen sætter selv scenen, ved at invitere Richard, så han kan prale med, hvordan han har fået udviklet Lily. Hun flygter rasende og såret fra slottet og søger tilflugt hos Walter, for at gøre Richard jaloux. I huset vælter en lampe og der går ild i hytten. Fräulein Von Schwertfeger hjælper hende til at flygte fra slottet, og forhindrer baronen i at gøre sig yderligere til grin ved at forfølge Lily for at skyde hende,

 

Afslutningsscenen før skulpturen ødelægges (foto pre-code.com)

Vi møder Lily næste gang som prostitueret i en klub, hvor hun synger Johnny for en kunde. Richard er kommet til klubben i sin jagt efter Lily. Han tager hende direkte tilbage til atelieret, hvor skulpturen af hende fortsat står. Således konfronteret med sit yngre jeg, knuser Lily skulpturen.

Filmen slutter lidt åbent, med et håb om Lily og Richard kan blive lykkelige med de nye udgaver af sig selv.

De to halvdele af filmen er vidt forskellige. Første del handler om den helt uskyldige Lilys møde med den måske første mand i sit liv (Richard), og den begyndende erkendelse af, hvad kærlighed er og hvor brat den kan ende. Det lyder som det kunne handle om Queen Christina fra samme år.

I anden del er den illusionsløse Lily helt forandret, hun er blevet som den statue, som hun blev modelleret som, og holder mentalt afstand til alle sine prøvelser hos baronen. Først da Richard dukker op, kommer følelserne igen i spil, og Lily bliver igen levende og engageret.

Marlene Dietrich er vidunderlig som Lily. Selvom det kan være svært at forestille sig hende som den fattige pige fra landet, så fungerer hendes udvikling fint, og der er nogle skønne passager mellem hende og Brian Aherne, hvor hun forvandles fra pige til kvinde, og bliver bevidst om sin indflydelse på ham.

Queen Christina (Rouben Mamoulian, 1933)

Antonio opdager at Christina er en kvinde ... foto: pre-code.com

♥♥♥♥♥♥

Der er mange meninger om, hvilken film, der er Garbos bedste. For mig er der intet at diskutere: Queen Christina er suverænt hendes bedste film. Rollen er skræddersyet til hende. Hun havde selv ønsket John Gilbert, sin gamle kæreste, hvis karriere var for nedadgående, som sin medspiller. Hun havde også selv ønsket Mamoulian som instruktør. Så rammerne var på plads. Mamoulian får det allerbedste frem i Garbo, og forstår på fantastisk vis at få hende til at brænde igennem på lærredet.

Kong Gustav 2. Adolf dør på slagmarken under 30-årskrigen. Hans datter Christina overtager tronen 6 år gammel i 1632. Da krigen slutter, går Christina ind for fredsaftaler, fremfor at fortsætter krigen; modsat sine rådgivere – herunder lederen af formynderregeringen indtil hun blev gammel nok - Axel Oxenstierna (Lewis Stone).

Christina (Greta Garbo) er opvokset ensom, har en affære med Magnus (Ian Keith), og opfordres nu til at ægte krigshelten Karl Gustav (Reginald Owen), hendes fætter – som har meget stor folkelig opbakning.

En dag rider hun, forklædt som mand, sammen med sin tjener Aage (Charles Aubrey Smith) ud i det sneklædte landskab, hjælper en spansk delegation med Antonio (John Gilbert) i spidsen, som er kørt fast i sneen; de er på vej til det svenske hof. Christina og Antonio ender på samme værelse på kroen, Christina afslører, at hun er en kvinde, og de forelsker sig.

Da de mødes igen ved hoffet, og han opdager at hun er dronningen, føler han sig ydmyget, fordi han kommer med et officielt ægteskabstilbud fra den spanske konge, som har nu har været illoyal overfor.

Den jaloux Magnus starter rygter om, at Christina vil gifte sig en spanier. Det ender med at Christina annoncerer at hun abdicerer og udnævner Karl Gustav til konge (Karl 10. Gustav).

Christina og Antonio planlægger at sejle væk sammen, men han bliver dødeligt såret af Magnus i en duel. Han udånder i Christinas arme på det skib, som skulle have sejlet dem til Spanien, til en ny fremtid sammen. Hun vælger at rejse, selvom Antonio er død.

Filmen handler først og fremmest om Christinas udvikling: fra et barn opdraget som en dreng, en ensom opvækst efter faderens død, hvor hun må vågne tidligt for at læse det, der interesserer hende, til hun ved mødet med Antonio pludselig oplever, at det er nogen indeni hende selv, der styrer, og ikke omgivelserne.

Deres første møde, hvor hun griner, da hans karet sidder fast i sneen, og hun hjælper dem fri. Gensynet på kroen, hvor hun har fået det sidste ledige værelse. Hendes fantastisk måde at stoppe slagsmålet på kroen om, hvor mange elskere dronningen har haft. Hendes måde at lade ham finde ud, at hun er en kvinde. Det er vidunderligt fortalt og vidunderligt filmet. Et af højdepunkterne, måske højdePUNKTET, er hendes memorering af værelset, inden de tager afsked; hun bevæger sig rundt på værelset, som var det en koreograferet dans, mærker og kærtegner hver eneste del, for at kunne genkalde sig interiøret som el del af mine om de dage, de har haft sammen.

Iscenesættelsen af hendes møde med folket, som pga. rygter igangsat af Magnus ønsker spanieren sendt hjem: hvor hun igen trodser alle advarsler, og vælger uden vagter eller anden beskyttelse stå foran den folkemængde, der trænger ind på slottet, og taler dem til ro.

Den flotte abdiceringsscene.

Tabula rasa: foto: pre-code.com

♥♥♥♥♥♥

Og sidst men ikke mindst afslutningen, men det ikoniske forløb, hvor Christina står i stævnen på båden, uden at blinke, i et meget langt forløb, hvorefter filmen slutter. Mamoulian har fortalt, at hans instruktion til Garbo var at hendes ansigt skulle være Tabula rasa (rengjort tavle), så alle i publikum selv kunne forestille sig hvad hun tænkte.

Den fantastiske anvendelse af nærbilleder af Garbo er uovertruffen, og virker så enkel. Der er slagsmål og drama, men dette er en rendyrket kærlighedsfilm, og selvom Gilbert ikke kan matche Garbo, hvem kunne?, så er han det perfekte modspil til Garbo på toppen af sin karriere.

Dr. Jekyll and Mr. Hyde (Rouben Mamoulian, 1931)

Fredric March, Rouben Mamoulian, Miriam Hopkins 

♥♥♥♥♥♥

Mamoulians tredje film efter Applause (929) og City Streets (1931) er hans første mesterværk. Det er en kongenial filmatisering af Robert Louis Stevensons korte roman The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886).

Dr. Henry Jekyll (Fredric March) er en højtestimeret og populær læge/forsker i London. Hans forelæsninger er velbesøgte, den seneste handler om, at det snart vil være muligt at adskille det ”gode” og det ”onde” i mennesket. Han er forlovet med Muriel Carew (Rose Hobart), og brænder efter at måtte gifte sig med hende, men hendes far Brigadier-General Carew (Halliwell Hobbes) insisterer på en formel forlovelsesperiode og at de bliver gift på hans og den afdøde hustrus bryllupsdag. På vej tilbage bliver Jekyll og hans ven Dr. Lanyon (Holmes Herbert) vidne til at den prostituerede Ivy Pearson (Miriam Hopkins) bliver overfaldet. Jekyll hjælper hende op i hendes lejlighed.

Hyde og Jekyll

I sit laboratorium blander Jekyll en mikstur, der kan adskille gode i ham og det onde. Han forvandles til Mr. Hyde. Som mr. Hyde opsøger han Ivy, terroriserer hende og voldtager hende. Som Jekyll forsøger han at fremskynde brylluppet, og får til sidst Carews accept. På vej til middagen dagen efter, hvor brylluppet skal annonceres, forvandles han uden miksturen til Hyde, tager til Ivy og slår hende ihjel.

Et forfærdeligt sidste besøg, Hyde og Ivy

Han tager (som Jekyll) til Carews, for at undskylde, at han ikke kom til middagen og for at slå op med Muriel. Da han har forladt dem, forvandles han til Hyde, trænger ind og overfalder Muriel, som tilkalder hjælp; i slagsmålet slår Hyde Carew ihjel og flygter. Han jagtes af politiet og dr. Lanyon, dræbes og forvandler sig som død til dr. Jekyll.

Historien er elementært spændende, men den bliver fortalt helt ekstraordinært. Det handler grundlæggende og meget eksplicit – som det er muligt pre Code – om Jekylls seksuelle følelser. Hans insisteren på at få fremrykket brylluppet med Muriel. Hans åbenlyse betagelse af Ivy, da han har fået hende i seng, efter at hun er blevet overfaldet. Tiltrækningen mod Muriel, når han er civiliseret, og følger de retningslinjer og manerer, som omgivelserne forventer, og hans natur, når han er frigjort fra opdragelsen/civilisation som mr. Hyde. Hele det sadomasochistiske forhold til Ivy, og begæret efter Muriel til allersidst, efter at han har taget afsked med hende.

Det lyder bastant, men det er fortalt elegant og overbevisende.

Der er den ene vidunderlige scene efter den anden. 

Åbningsscenen, hvor man fra Jekylls synsvinkel ser ham spille Bach på orglet, butleren komme og minde ham om en forelæsning, et kig i spejlet, så vi ser Jekyll, turen til forelæsningen. Og først der, da han begynder at tale, ser vi ham udefra. Vi er ét med ham, indtil da. 

Rose Hobart i havescenen

Scenen i haven hos Carews, hvor de to unge kun med al den tillærte disciplin undgår at have sex. 

Den første scene hos Ivy, hvor Jekyll åbenlyst er fascineret af Ivy, og hun åbenlyst af ham og ønsker at komme igen – hvilket han jo gør, men i sin anden inkarnation. 

Osv. osv.

Hele vejen er der verbale og visuelle associationer til det seksuelle ledemotiv, og fotograferingen er selv for Mamoulian (fotograf; Karl Struss) ekstraordinær.

Det er en vidunderlig film, så virkningsfuld i dag som dengang, og med ekstraordinært spil af Fredrich March, som kun virker en anelse ukomfortabel i de ”rigtige” kærlighedsscener med Muriel, og ekstra-ekstraordinært af den vidunderlige Miriam Hopkins, som i øvrigt slet ikke ville have haft rollen som Ivy, men hellere ville have rollen som Muriel, hvilket ville have været en skrækkelig misforståelse.

Den bliver regnet for den bedste filmatisering af Dr. Jekyll and Mr. Hyde.

Flugten fra seraillet (Viggo Larsen, 1907)

Englænderen og yndlingshustruen

♥♥♡♡♡♡

Et 9 minutter langt erotisk melodrama, præsenteret således på Stumfilm.dk:

”Da en ung englænder ser kaliffens yndlingshustru, bliver han straks forelsket i hende. Hun gengælder hans følelser, men seraillet er svært bevogtet og den strenge kalif lader ingen komme sit harem nær. Men englænderen vil gøre alt for at få sin elskede ud derfra – og med hjælp fra en ven lægger han en plan.

Det er en meget effektivt fortalt historie, forbløffende for sin tid, tror jeg. På ganske kort tid etableres scenen, englænderen får vist sin interesse for kvinden, der opstår en idé til bortførelsen (kurven til vasketøj) og den eksekveres.

Flot fotograferet, meget effektivt fortalt, smukt">😊

Viggo Larsen er en af stjernerne i filmpionertiden i Danmark og alene ud fra denne film er det forståeligt.

Silk Stockings (Rouben Mamoulian, 1957)

Rouben Mamoulian, Fred Astaire og Cyd Charisse 

♥♥♥♥♥♡

Mamoulians sidste film fik ikke den store anerkendelse i samtiden, ganske uretfærdigt. Jeg kan forstå på Tom Milnes Mamoulian, at den blev bebrejdet af den ikke var Ninotchka, Lubitsch film fra 1939, og at Cyd Charisse ikke var Greta Garbo.

Den amerikanske filmproducent Steve Canfield (Fred Astaire) vil have den russiske komponist Peter Illyich Boroff (Wim Sonneveld) til at skrive musik til sin næste film, som skal optages i Paris. Boroff vil gerne blive I Paris. Moskva sender tre udsendinge til Paris, for at hente ham hjem: Brankov (Peter Lorre), Bibinski (Jules Munshin) og Ivanov (Joseph Buloff). Canfield får let fristet de tre (med vin, kvinder og sang 😊) og dermed Boroff til at blive i Paris. Peggy Dayton (Janis Paige), som skal spille hovedrollen i filmen, er en del af fristelsen.

Moskva sender en fjerde person, for at hente de fire hjem: Nina Yoschenko (Cyd Charisse), kaldet Ninotchka. Hun er ultra Moskvatro, men Canfield får overbevist hende om vestens fortræffeligheder, frier til hende, og der er lagt op til bryllup. Men da Nina og Boroff opdager, hvordan hans musik er blevet kommercialiseret, tager de alle fem hjem til Moskva.

Canfield får udvirket at Brankov, Bibinski og Ivanov sendes tilbage til Paris. De skaffer igen ikke Boroff hjem, og endnu engang sendes Ninotchka ud, for at ordne sagerne. Det viser sig, at det hele er arrangeret, for at lokke Ninotchka tilbage til Paris, så hun kan blive gift med Steve.

Silk Stockings er en vidunderlig film.

Mamoulian behersker naturligvis mediet suverænt, historien er ligetil, og det handler om, hvordan den fortælles.

Tom Milne refererer et interview i Positif: ”I had two of the best dancers in the world, and what interested me was to give greater importance to the dancing than to the action proper, which was merely a repeat of Ninotchka.”

Og dermed er grunden lagt for en stribe dejlige numre … jeg holder vildt meget af det afsluttende The Ritz Roll’n Rock, klassisk Fred Astaire, men måske allermest af Silk Stockings, hvor Nina i en bjergtagende dans skifter sit russiske outfit ud med vidunderligt parisisk tøj.

Historien er enkel og med masser af muligheder, replikkerne er fantastiske og de visuelle muligheder udnyttes vidunderligt.

De blev Mamoulians sidste film, og et meget flot og værdigt punktum på en fornem karriere.

Den Sorte Hætte (William Augustinus, 1911)

Sagførerens kone byder Sherlock Holmes velkommen

♥♡♡♡♡♡

På Stumfilm bliver alle bevarede danske stumfilm lagt ud i digitaliseret form. Det drejer sig samlet om over 400 film fra perioden 1897-1928.

Den Sorte Hætte er en detektiv-gangsterfilm, hvor nogle forbrydere, som går den sorte hætter, kidnapper en sagfører (Waldemar Hansen). Kontoristen (Otto Lagoni) finder et afslørende brev, giver det til sagførerens kone (Julie Henriksen) som beslutter sig for at hidkalde Sherlock Holmes (Lauritz Olsen), som opklarer sagen. Sagføreren bliver befriet og skurkene anholdt af en betjent (Carl Schenstrøm).

Det er bevaret 7 minutter, så der er lidt spring i handlingen, og vi får ikke at se, hvordan Sherlock Holmes opklarer sagen.

Men forbryderne bliver sjovt karakteriseret, der er alkohol med, når de mødes, og der er ingen blødsødenhed, når de håndterer sagføreren.

Applause (Rouben Mamoulian, 1929)

Rouben Mamoulian, Joan Peers og Helen Morgan

♥♥♥♥♡♡

Kitty Darling (Helen Morgan) er en burlesquestjerne på nedtur. Hun falder om efter at have forladt scenen i starten af filmen og føder datteren April. 

 På anbefaling af Joe King (Jack Cameron), sender Kitty efter nogle år den unge April på klosterskole, for at datteren kan blive opdraget i bedre omgivelser end hun selv kan tilbyde.

År senere er Kittys karriere for alvor på bunden. Hun er gift med burlesque klovnen Hitch (Fuller Mellish Jr.), som bedrager hende, og presser hende til at få April (Joan Peers) hjem.

Hitch presser April, for at få hende ind i burlesque, men hun er afvisende. Hun forlader hotellet, møder sømanden Tony (Henry Wadsworth) fra Wisconsin, og de forelsker sig. De planlægger med Kittys billigelse at blive gift.

Hitch overfuser Kitty og kalder hende afdanket, uden at vide at April overhører det. April beslutter at slå op med Tony, for at kunne gå ind i burlesque og tage sig af moderen. Kitty tager en overdosis sovepiller, April indtager scenen i stedet for hende. Derefter genforenes hun med Tony under en plakat af Kitty, mens Kitty er død i omklædningsrummet.

Applause er Mamoulians debut som filminstruktør. Han havde allerede en lang karriere som teaterinstruktør bag sig, og skønt ny indenfor filmverdenen havde han åbenlyst flair for filmmediet. Allerede med filmens åbning, den mennesketomme gade, papirer der hvirvles rundt af vinden, plakaten med Kitty Darling, Queen of Hearts, hunden der tisser op af den, Kitty i triumftog i en åben karet, de afdankede kvindelige dansere … stemningen af storhed og snarlig undergang er elegant og præcist beskrevet.

Det er en nydelse af se de flot tænkte og eksekverede sekvenser. Fx forløbet fra fødslen af April, hvordan det fortælles fra dansende til dansende på scenen, og rækken af kolleger der lykønsker den liggende Kitty. Eller forløbet fra April forlader hotellet, filmet så kun fødder og fodtøj ses, til hun møder Tony. Der sker en masse, som vi hører og kan regne ud, men det er bare elegant.

Der er nogle flot fotograferede scener fra klosteret (det er ikke forbudt at tænke Stroheim!), nogle visuelt enkle og meget sigende overgange når tiden går.

Det er en nydelse af se filmen, de flydende kamerabevægelser, meget usædvanligt for tiden, og blandingen af lydspor: Kittys godnatsang og Aprils bøn, som teknikerne troede var umulig, men som Mamoulian insisterede på (Se Tom Milne: Mamoulian).

Helen Morgan er fremragende i hovedrollen. Hendes spil og det virtuose filmarbejde gør Applause absolut seværdig i dag.

Sherlock Jr. (Buster Keaton, 1924)

Filmoperatør Buster træder ind i filmen og bliver Sherlock Jr.

♥♥♥♡♡♡

En filmoperatør (Buster Keaton) er forelsket i en ung pige (Kathryn McGuire), ligesom den lokale sheik (Ward Crane) er. Buster købet en æske chokolade til pigen, sheiken stjæler faderens (Joe Keaton) ur og pantsætter det, for at få råd til en større æske. Buster ”afsløres” fejlagtigt som tyven og forvises fra pigens hjem.

Buster fremviser i biografen en film om et tyveri af en halskæde, falder i søvn, og drømmer at han træder  ind i filmen, hvor rollerne indehaves af personer fra hans egen virkelighed, som detektiven Sherlock Jr. Skurkene prøver på spektakulær vis at dræbe ham, men han undgår alle fælder. Han kommer  på en forrygende tur på en motorcykel, hvor føreren er faldet af og den intetanende Buster sidder foran. Han ender ved det hus, hvor pigen holdes kidnappet, befrier hende, får halskæden tilbage, og de to flygter.

Han vågner i operatørrummet, pigen kommer og forklarer at hun og hendes far undskylder for at have taget fejl om tyveriet af faderens ur, og Buster kopierer afslutningen af filmen, da han kysser pigen og sætter ring på hendes finger.

Buster introduceres som en gennemærlig og naiv person, som af et ægte hjerte elsker pigen. Filmen er indtil han bortvises fra huset ganske regulær og traditionel. Da Buster falder i søvn sker der en dramatisk forandring, da den virkelig verden og drømmeverdenen flyder sammen. Dramatikken og komikken løftes til et helt andet niveau, og vi får nogle fejende flotte forløb, bl.a. billardspillet, motorcykelturen, og flugten fra huset til sidst.

Det kan dog ikke samlet dække over, at det er en film i den tynde ende af Buster Keatons produktion. Der er potentiale i historien, men trods en del gode tilløb bliver det ikke forløst.

To Rome with Love (Woody Allen, 2012)

Woody Allen, Flavio Parenti og Alison Pill ved Fonata de Trevi 

 ♥♥♡♡♡♡

Filmen har fire parallelle forløb, som kun har det til fælles, at de foregår i Rom, og handler om kærlighed i forskellige former.

Hayley (Alison Pill), amerikansk turist i Rom, møder Michelangelo (Flavio Parenti) og de forelsker sig. Hendes forældre Jerry (Woody Allen) og Phyllis (Judy Davis) kommer til byen for at møde Michelangelo og hans far Giancarlo (Fabio Armiliato) og mor. Jerry, som er pensioneret operainstruktør, hører Giancarlo synge i badet og presser ham til at optræde. Det viser sig, at Giancarlo kun kan synge ordentligt, hvis han står under bruseren, og hans korte sangkarriere topper med en opførelse af Pagliacci, hvor han synger stående under bruseren. Han vælger dog en mulig sangkarriere fra for at hellige sig arbejdet som bedemand og familien.

Nygifte Antonio (Alessandro Tiberi) og Milly (Alessandra Mastronardi) kommer fra Pordenone til Rom, fordi Antonios onkel har tilbudt ham et job I familievirksomheden. Milly beslutter sig for at få ordnet sit hår, farer vild, løber ind i en filmoptagelse, inviteres på frokost af sin filmhelt Luca Salta (Antonio Albanese) og ender på et hotelværelse med ham. De overraskes af en indbrudstyv, som Milly ender med at elske med.

Parallelt med dette er Antonio blevet overrasket af den prostituerede Anna (Penélope Cruz) mens han venter på familien. Hun må udgive sig for at være Milly og er med til frokost og haveselskab med familien. Til haveselskabet forfører Anna Antonio og lærer ham nogle nye teknikker.

Antonio og Milly mødes endelig på hotelværelset, beslutter at tage tilbage til Pordenone, og elsker.

Leopoldo (Roberto Benigni) lever et almindeligt, kedeligt liv med sin hustru Sofia (Monica Nappo) og deres to børn. En morgen er han uden videre blevet berømt, følges tæt af pressen og skal udtale sig om alt muligt. En dag, midt i et interview af Leopoldo, kaster pressen sig over en anden, og Leopoldo er ukendt igen. Han må erkende at begge liv kan være kedelige, men det som berømthed var sjovest.

John (Alec Baldwin) en kendt arkitekt går i sin gamle bydel i Rom, møder Jack (Jesse Eisenberg), som bor i Johns gamle lejlighedskompleks, og inviteres med op. Jacks kæreste Sally (Greta Gerwig) fortæller, at hun har inviteret Monica (Elliot Page), sin bedste veninde, til at bo hos dem. Jack kommer tættere og tættere på Monica, selvom John som en dårlig samvittighed, advarer ham. Jack og Monica ender med at forelske sig, men Jack vil ikke fortælle Sally noget før efter hendes forestående eksamen. Lige inden får Monica en opringning om en meget spændende filmmulighed, og alle planer med Jack er glemt.

Rom er en flot ramme om de fire historier, men ellers er det svært ved at se hvorfor filmen udspilles der, eller hvorfor de fire fortællinger er sat sammen. Det minder om en klassisk episodefilm, men uden noget til at binde episoderne sammen.

Både Hayleys historie og Leopoldos er der gode pointer i, men der er ikke rigtigt kød på historierne. Antonios er mere spændende, men alligevel får den ikke rigtigt luft under vingerne. John/Jacks historie er der perspektiver i, og den kunne måske have båret en hel film, men der mangler energi i historien, pointerne er lidt for tydelige, og konklusionen lidt for forudsigelig.

Der er en del sjove scener, noget god dialog, men for meget rutine og samlet er filmen i den svageste del af Woody Allens produktion.