onsdag den 29. juli 2020

Glasnøglen (Dashiell Hammett, 1930)




♥♥♥♥♡♡
Originaltitel: The Glass Key (1930).

Jeg har læst den danske udgave fra 2015, oversat af Knud Søgaard og udgivet af Rosenkilde & Bahnhof (eBog).

Gambleren Ned Beaumont finder liget af Taylor Henry, søn af senator Ralph Bancroft Henry. Sagen er ekstremt speget og opklaringen kompliceres dels af et politisk spil op til det nært forstående valg, hvor senatoren genopstiller, dels af forskellige følelsesmæssige relationer/venskaber. Den offentlige anklager Michael Farr er i lommen på Paul Madvig, som ikke ønsker at sagen opklares, da han er forelsket i senatoren datter Janet og derfor støtter senatoren. Janet hader Paul og er sikker på, at han står bag mordet. Paul Madvigs datter Opal var kærester med den myrdede, hvilket yderligere komplicerer sagerne.

En gennemrådden og korrupt verden afdækkes, hvor vold, mord og afpresning er hverdag. Skrupelløse personer vil gøre alt for at bevare deres magt, og næsten alle kan købes.

Romanen er skrevet i en meget hæsblæsende og konstaterende stil, hvor vi får en masse handling og en masse replikker, men ikke ved, hvad der driver personerne, hvad tænker de, hvad tror de?

Hvad driver egentlig Ned? Han er venner med Paul, og er loyal, men hvor langt drives han af loyalitet, hvad er det egentlige drivkraft? Det får vi ikke at vide, og det giver romanen ekstra intensitet, men måske også noget uforløst?

Jeg sætter meget stor pris på Hammets virtuose og intensive stil og den stemningsmættede beskrivelse af en sort verden under forbudstiden.