Up the River (John Ford, 1930)

♥♥♥♡♡♡

Jeg har bokssættet Ford at Fox, med 24 af John Fords film fra Fox. Der er en del af filmene, jeg ikke har set endnu, men nu skal der tages revanche 😊 

Up the River er bestemt en af John Fords mindre kendte værker, jeg kendte intet til den på forhånd, men det viste sig at være en meget interessant film. 

Én grund til at den er mindre kendt er nok, at den kun er overleveret i en ret dårlig kopi, med lidt huller i handling, lidt manglende dialog og lidt ridsede billeder.

Men selv i denne udgave er den seværdig, og ikke mindst burde den være kendt som debutspillefilm for både Spencer Tracey og Humphrey Bogart. 

St. Louis (Spencer Tracy) og Dannemora Dan (Warren Hymer) er venner og i fængsel. St. Louis har nærmest stjernestatus i fængslet og flygter som det passer ham. Steve Jordan (Humphrey Bogart) bliver indsat i samme fængsel, der har åbenbart været en episode, lige før han skulle til Kina og arbejde. Han arbejder i fængslet med at indskrive kvindelige fanger, og forelsker sig hovedkulds i Judy (Claire Luce), da hun ankommer. Hun har været involveret i noget svindel, udført af Frosby (Morgan Wallace). 

Der må ikke være kontakt mellem de mandlige og kvindelige fanger, men det lykkes alligevel at arrangere nogle samtaler mellem de to og det ender med at Steve frier til Judy og får hendes ja. Da Steve bliver løsladt, lover han at vente på Judy, og vender til sin velhavende mor i New England. Frosby er imidlertid fulgt efter ham, og truer med at afsløre, at Steve har været i fængsel (alle i byen tror han har været i Kina). Så Frosby fortsætter sin svindel, hvor han narrer folk til at investere deres penge i hans fupfirma. 

Steve skriver til Judy om situationen, hun taler med St. Louis og Dannemora, og under en forestilling i fængslet stikker de to af, for at komme Steve til undsætning. 

De introduceres som Steves venner, og sørger for at den desperate Steve ikke gør alvor af at dræbe Frosby; i stedet stjæler de moderens værdipapirer tilbage fra Frosby, og vender tilbage til fængslet, lige i rette tid til at komme med i den årlige baseballkamp mod et hold fra et andet fængsel, og - antydes det - føre holdet til sejr. 

Selvom det meste af filmen foregår i et fængsel, med en del hårdkogte kriminelle, er det primært en komedie. St. Louis fører sig frem som en verdensmand både i og udenfor fængslet. Selv fængselsdirektøren forsøger han at dupere med ønsket om en luksuscelle med udsigt. 

Han er sine venners ven, og hjælper som det naturligste af verden Steve (og dermed Judy), da han finder ud af at de virkelig elsker hinanden, og er indstillede på en ny start i tilværelsen. 

Spencer Tracy er i fin form i rollen, ikke en dårlig debut. 

Steve inkarneret af Humphrey Bogart er en figur med stort potentiale, og selvom han kun er nummer 4 på rollelisten, så fylder han næsten lige så meget som Spencer Tracey, der er filmens stjerne. Bogart er overbevisende som den pæne fyr, der uforvarende er kommet ud i noget kriminelt, man mærker glimtvis farligheden bag facaden, nogle scener i fængslet og da hans mor bliver offer for Frosbys svindel. 

Der er en herlig middagsscene hos Steves mor og søster, hvor Dannemora tager fusen fuldstændig på Steve og St. Louis med udsøgte manerer, og jeg ville ønske at man oplevede noget af det høstbal, som de alle de unge tager afsted til efter middagen, det har ikke været kedeligt. 

Kærlighedshistorien mellem Steve og Judy virker umiddelbart lidt tynd. Men det spinkle udgangspunkt udnyttes godt i filmen. Det er virkelig kærlighed ved første blik. Vi ser nogle samtaler arrangeret ved gitteret mellem den kvindelige og den mandlige afdeling af fængslets udendørs areal, hvor de kommer tæt på hinanden følelsesmæssigt uden at måtte se på hinanden endsige røre hinanden. Den smukke afskedsscene, da han bliver udskrevet, er vidunderlig. 

Og i øvrigt er Claire Luce vidunderlig og man kan undre sig over, at hun ikke kom med i flere film. Hun var en fremragende danser, og Fred Astaire ville have haft som partner i The Gay Divorcee (1934), men RKO insisterede på at bruge en af deres kontraktansatte … Ginger Rogers.

 

 Ellers vil jeg huske filmen for det meget menneskelige fængsel. Den forestilling, som bliver opført, må have kostet en del i prøvetimer og udstyr. Baseball-kampen er en kæmpeforestilling – og hvordan dukker en zebra op midt i den?! Direktørens unge datter bevæger sig frit rundt mellem de indsatte, som leger med hende.

Animal Crackers (Victor Heerman, 1930)

♥♥♥♥♥♥

Filmen er baseret på en forestilling på Broadway med Marx Brothers, den bærer tydeligt præg af at være baseret på en forestilling, og hvad så?

De tre af de fire brødre er hver især fantastiske figurer. Sammen er de geniale. 

Groucho, som på enestående vis leger med sproget, udfordrer alt og alle, verbalt underminimerer alt selvhøjtideligt, får noget sjofelt ud af de meste, er uforskammet, charmerende når han er i humør til det, og genialt uforskammet, i øvrigt, hvilket er det meste af tiden.

 

Chico, som optræder med italiensk accent, men åbenbart ikke er italiensk. Han er et uovertruffet modspil til Groucho, og deres ordvekslinger er forrygende, intelligente, humoristiske, finurlige og mindst tvetydige. 

Harpo, der ikke siger et ord, men så meget desto mere udtrykker sig med et båthorn, og den mest forrygende mimik. Han er en menneskelig udgave af en hund, og enhver ung, smuk kvinde kan lokke ham fra lige meget hvad, han er i gang med. 

Den fjerde bror Zeppo, er den almindelige og kedelige, og den som i beåndede øjeblikke kan få specielt Grouchos adfærd sat i perspektiv i forhold til normalitet. 

Filmen er bare en ramme for at lade de tre udfolde sig, hvilket de også gør i den grad, 

Historien. Øh. Den stenrige Mrs. Rittenhouse (Margaret Dumont) har inviteret til et stort selskab dels for fejre den berømte opdagelsesrejsende i Afrika Captain Geoffrey T. Spaulding (Groucho), dels for at præsentere et berømt maleri, som Roscoe W. Chandler (Louis Sorin) har købt. Mrs. Rittenhouses datter Arabella (Lillian Roth) er kærester med den talentfulde men ukendte maler John Parker (Hal Thompson). Mrs. Whitehead (Margaret Irving), en anden rig kvinde, er misundelig på Mrs. Rittenhouse. Både John og Mrs. Whiteheads datter Grace har malet kopier af det berømte billede, og med forskellige motiver bliver det arrangeret at originalen erstattes af kopierne, og forvirringen er total. 

Der kan siges meget dårligt om filmen som film. Ok den er fra 1930, men alligevel er kameraarbejdet forbløffende stillestående – ja, det er filmatiseret teater. Der er sangnumre, der ikke bringer filmen videre, der er masser af urealistiske situationer. 

Men det er heller ikke det, der handler om. Det handler om at sætte en scene for de tre Marx Brothers, så de kan udfolde sig, og scenen bliver sat på eminent vis, og de udfolder sig muligvis det bedste man kan opleve på film.

 

Det er anarkistisk, det er uskyldigt, det er er romantisk og charmerende. Jeg må indrømme, at jeg blev totalt overrumplet, da jeg genså filmen i går, og oplevede en dugfrisk og sprudlende film. Rammerne kunne være bedre, men INTET kan på dette tidspunkt sætter grænser for de geniale brødre. 

Jeg har tidligere skrevet, at Duck Soup er deres bedste film. Efter gensynet med Animal Crackers er jeg kommet i tvivl. I bund og grund er det ligegyldigt, det spændende er, at Marx Brothers vitalitet og humor lever i bedste velgående den dag i dag.

Morocco (Josef von Sternberg, 1930)

♥♥♥♥♡♡

Et æble og en nøgle ... (alle fotos fra pre-code.com)

Josef von Sternberg og Marlene Dietrich indledte deres samarbejde med Der Blaue Engel, som blev hendes internationale gennembrud og resulterede i en kontrakt med Paramount Pictures. Morocco blev starten på deres amerikanske samarbejde. Filmen hed oprindelig Amy Jolly, The Woman of Marrakesh, men Gary Cooper protesterede og fik titlen ændret til Morocco.

Der er mange historier om filmens tilblivelse, og der er ingen tvivl om at von Sternberg havde meget fokus på at få Dietrich til at fremstå bedst muligt, men Gary Cooper brænder også i den grad igennem på lærredet.

 

Filmen handler om tre skæbner, med en ukendt fortid, mindst de to helst vil glemme, som føres sammen. Den desillusionerede natklubsangerinde Amy Jolly (Marlene Dietrich) er på vej til Marokko, og møder den stenrige la Bessiere (Adolphe Menjou) på færgen; han forelsker sig i hende på stedet. Tom Brown (Gary Cooper) er i fremmedlegionen, og besøger den natklub, hvor hun skal optræde. Han falder også for hende, da hun imponerer publikum med Quand l'amour Meurt (Når kærligheden dør). Blandt publikum er Browns overordnede Caesar (Ullrich Haupt) og hans kone (Eve Southern), som Brown har haft en affære med tidligere.

Tak for blomsten

I filmens måske mest kendte scene går Amy rundt blandt publikum, spørger en kvinde om hun må få blomsten i hendes hår, får den, og kysser kvinden som tak.

Så meget koster æbler ikke ...

Amys andet nummer er What am I bid for my Apple, hvor hun efter sangen sælger æbler, får et ekstravagant beløb af la Bessière, et beskedent af Tom; sidstnævnte får nøglen til hendes lejlighed som byttepenge. Efter forestillingen vil Tom besøge Amy, på vejen stopper Caesars kone ham, men han afviser hende. Tom kommer ind i Amys lejlighed og de føler hinanden an. Der er ingen af dem, der vil fortælle om deres fortid. På vej tilbage møder Tom igen Caesars kone, afviser hende igen, og da Amy dukker op, fordi hun leder efter Tom, følger han hende hjem. Caesars kone sender et par bøller efter dem, de bliver begge banket af Tom. 

Tom anklages for at have skadet de to ”uskyldige”, og skal forvare sig overfor Caesar. Amy renser ham for en del af anklagen, men Tom dækker over Caesars kone. La Bessière gør sin indflydelse gældende og i stedet for at bliver stillet for en rigsret sendes Tom på en farlig mission under ledelse af Caesar. 

Jeg kan ikke konkurrere med den rige ...

Tom har overtalt Amy til at flygte fra Marokko inden, men da han finder ud af, hvad La Bessière kan tilbyde hende, fortryder han og tager afsted. På missionen sender Caesar Tom ud for at uskadeliggøre nogle maskingeværskytter, følger selv efter for at dræbe Tom, men bliver selv skudt.

La Bessière skal forloves med Amy, men under fejringen vender Toms regiment tilbage, og Amy løber ned for at finde ham, kun for at høre at han er efterladt på et hospital. 

Når man er rigtigt forelsket

La Bessière kører hende dertil, finder ud af, at han ikke er såret, men sidder selvmedlidende på et værtshus sammen med en anden kvinde, og snitter et hjerte med Amys navn i bordpladen. 

Amy følger manden hun elsker

Da hans regiment forlader stedet, følger Amy efter sammen med de øvrige kvinder, som følger efter de mænd, de elsker, og la Bessière står fortabt tilbage.

Amy og Toms forhold har potentialet til noget stort! De er åbenlyst meget fascinerede af hinanden, og klar til at flygte sammen. Hun overvinder sin barriere, men han opgiver, da han finder ud af, hvad la Bessière kan tilbyde økonomisk, hvilket han opfatter som det, betyder noget for Amy … Hvilket bare viser, hvor lidt mænd forstår 😉

Morocco oser af erotik. Det er ulideligt varmt, vifter kører både bogstaveligt og overført, og man kan mærke, hvordan den erotiske tiltrækning brænder igennem lærredet. Amys første aften på natklubben er blændende …Hendes rutinerede måde at håndtere det umodne publikum på, vente dem ud , og så bjergtage dem med en (anti)romantisk sang. Hendes måde at indtage rummet, både den fine afdeling med alle de rige og fornemme (La Bessière, Caesar og frue) og den jævne afdeling (Tom). Hendes vidunderlige måde at sende erotiske signaler på. Morocco er en film, hvor blikkene betyder uendeligt meget!

Fotos til dette indlæg er hentet fra pre-code.com, det er en vidunderlig film.

Monte Carlo (Ernst Lubitsch, 1930)

Prinsessen og frisøren (foto: pre-code.com)

♥♥♥♥♡♡

Et storslået bryllup er i gang. Gæsterne er på vej fra slottet til kirken via slotspladsen og den røde løber. Det begynder at regne, og gæsterne må løbe. Gommen prins Otto Von Liebenheim (Claude Allister) er I højt humør. Da han er kommet over til kirken bliver han kaldt tilbage, og ser brudekjolen henslængt over en stol, ingen brud.

Beyond the Blue Horizon (foto: pre-code.com)

Klip til toget, hvor prinsesse Helene Mara (Jeanette MacDonald) – bruden - og hendes tjenestepige Bertha (Zasu Pitts) er på vej ud i det blå. Helene synger Beyond the Blue Horizon, bønder på markerne er kor, og ikke et øje er tørt. Verden står åben.

Scenen er flot, effektivt og humoristisk sat for Lubitsch anden musical og den anden med Jeanette MacDonald i hovedrollen, igen i topform, som i The Love Parade, denne gang overfor Jack Buchanan, som grev Rudolph Farriere.

Konduktøren på toget spørger hvor Helene skal hen, og det aner hun ikke, men da han nævner Monte Carlo bliver det målet, for hun har næsten ingen penge, og så vil hun vinde penge i kasinoet, hvor svært kan det være 😉

Et rigtigt pre-code kendetegn er, at Helene er i negligé en del af tiden, også på toget, og giver grundlaget for denne joke: ”Listen, here’s a puzzle, and, believe me, it’s hot. She comes from a wedding. She has nothing on. She’s left her husband behind. She has no ticket. She has no idea where she wants to go. And she goes to Monte Carlo. How old is her husband? … Too old!”

I Monte Carlo får Rudolph øje på hende og følger hende vinde 4 gange i træk på rouletten, for derefter at tabe det hele igen.

Han kommer i kontakt med hende ved at udgive sig for frisør og i nogle skønne pre-code scener dækker han over, at han intet aner om at ordne hår, men han kan så meget andet, bl.a. give den mest fantastiske hovedbundsmassage.

Samspillet mellem MacDonald og Buchanan er vidunderligt. Hun kan både fungere som den forkælede rigmandsdatter og den sårbare og usikre kvinde, og han kan både være charmerende, pågående, men ikke for, og desperat, når hun ikke kan gøres tilfreds.

Der er en vidunderlig scene, hvor Helene tror at Rudolph for hendes 1.000 franc har vundet 200.000 franc i kasinoet (i virkeligheden er det han egne penge), og er så bange for sine egne følelser at hun må løse døren imellem dem, gemme nøglen i en skuffe, låse den, gemme nøglen til skuffen i et skrin, låse det, og endelig gemme nøglen til skrinet under hovedpuden. Vidunderligt spillet og så suggestivt. Hvad kunne Freud ikke have fået ud af det 😊

Helene er vildt forelsket, men kan ikke giver efter overfor Rudolph, som jo kun er frisør. Otto og hun tager i operaen, ja han er dukket op igen, og er vild med at hun åbenlyst siger til ham, at den eneste grund til at hun vil have ham er pengene. I operaen ser de Monsieur Beaucaire, med en historie der til forveksling minder om Helene og Rudolphs. Hun opdager Rudolph alene i sin egen loge, og forstår på deres kommunikation, at han er adelig, som hovedpersonen i operaen.  Otto falder i søvn. Helene går over i logen og de ser sammen afslutningen af operaen, hvor det afsløres at frisøren er adelig … men ikke vil have kvinden.

Helene er dybt skuffet, men Rudolph redder situationen: “I don’t like that ending. I like happy endings.”

En enkel historie fortalt med blændende overskud og med smittende charme, elegance og raffineret humor.

Glasnøglen (Dashiell Hammett, 1930)

♥♥♥♥♡♡
Originaltitel: The Glass Key (1930).

Jeg har læst den danske udgave fra 2015, oversat af Knud Søgaard og udgivet af Rosenkilde & Bahnhof (eBog).

Gambleren Ned Beaumont finder liget af Taylor Henry, søn af senator Ralph Bancroft Henry. Sagen er ekstremt speget og opklaringen kompliceres dels af et politisk spil op til det nært forstående valg, hvor senatoren genopstiller, dels af forskellige følelsesmæssige relationer/venskaber. Den offentlige anklager Michael Farr er i lommen på Paul Madvig, som ikke ønsker at sagen opklares, da han er forelsket i senatoren datter Janet og derfor støtter senatoren. Janet hader Paul og er sikker på, at han står bag mordet. Paul Madvigs datter Opal var kærester med den myrdede, hvilket yderligere komplicerer sagerne.

En gennemrådden og korrupt verden afdækkes, hvor vold, mord og afpresning er hverdag. Skrupelløse personer vil gøre alt for at bevare deres magt, og næsten alle kan købes.

Romanen er skrevet i en meget hæsblæsende og konstaterende stil, hvor vi får en masse handling og en masse replikker, men ikke ved, hvad der driver personerne, hvad tænker de, hvad tror de?

Hvad driver egentlig Ned? Han er venner med Paul, og er loyal, men hvor langt drives han af loyalitet, hvad er det egentlige drivkraft? Det får vi ikke at vide, og det giver romanen ekstra intensitet, men måske også noget uforløst?

Jeg sætter meget stor pris på Hammets virtuose og intensive stil og den stemningsmættede beskrivelse af en sort verden under forbudstiden.