fredag den 19. juni 2020

Tehuset på Mulberry Street (Sharon Owens, 2003)








♥♥♥♥♥♡
Originaltitel: The Tea House on Mulberry Street, 2003).

Jeg har læst den danske udgave fra 2016, oversat af Ursula Baum Hansen og udgivet af Rosenkilde & Bahnhof (eBog).

Det var tilfældigt at jeg faldt over Tehuset på Mulberry Street på eReolen. Jeg lånte den, begyndte at læse, og blev revet med.

Romanen er opbygget ganske enkelt. I centrum står titlens Tehus, som drives af Daniel og Penny. Daniel har en dunkel og ikke helt sympatisk fortid, han og Penny mødes og forelsker sig? og driver Tehuset, som hun har arvet efter sine forældre. Daniel er mærkelig, Penny finder en elsker og …

Tehuset besøges af en masse personer, hvis skæbner på forunderlig vis væves sammen, og er omdrejningspunktet for en romantisk og dramatisk fortælling, som ændrer mange livsforløb. Tvillingerne Beatrice og Alice, som indsamler penge til velgørende formål, inviteres til lovende arrangement som tak, og i processen finder ud af, at deres fortid er helt anderledes, end de havde troet. Beatrice og Alice får deres livs skuffelse, og deres kickstart på en ny tilværelse.

Brenda, som er fattig kunstmaler, forelsket i Nicolas Cage og drømmer om et gennembrud. Brenda får via en dramatisk brand udgangspunkt for en helt ny tilværelse. Henry og Aurora, et meget umage par, han forfatter, som drømmer om en stor aftale med et forlag, hun formand for Brontë-selskabet og deres aktiviteter. Henry og Aurora får på forunderlig vis hver deres nye liv.

Et andet umage par Sandie Smith, hendes supersælgermand Henry, og hans forældre, som bor i deres hjem. Sandie, opdager Henrys utroskab, og udtænker en raffineret hævn.

En række menneskeskæbner, som på elegant vis væves sammen, og resulterer i brud eller nye alliancer eller bare noget nyt.

Romanen er velskrevet, der sker en masse, der er godt flow, masser af indlevelse, forventede afslutninger og nogle ganske uventede. Det er en meget underholdende roman, masser af dramaer og følelser, og jeg må åbent erkende at jeg blev revet med, og følte med personerne.

Tehuset på Mulberry Street er velskrevet, dramatisk, humoristisk charmerede mv.

Jeg blev totalt revet med og er en stor fan!

torsdag den 11. juni 2020

Sherlock Holmes’ arkiv (Arthur Conan Doyle, 1927)


♥♥♥♡♡♡
Originaltitel: The Case-Book of Sherlock Holmes (1927). Jeg har læst den danske udgave fra 2017, oversat af Mette Wigh Tvermoes og udgivet af Rosenkilde & Bahnhof (eBog). Den er udsendt som niende og sidste bind i Den nye komplette Sherlock Holmes-udgave.

Svend Ranild har igen skrevet et meget fint forord, denne gang med hovedfokus på den sidste del af Conan Doyles karriere, hvor Sherlock Holmes spillede en ganske lille rolle.

Sidste bind af ni, som samlet indeholder fire romaner og 56 noveller, er bestemt det svageste. Der er flere eksperimenter med formen, som ikke rigtigt lykkes, og der er stor forskel på kvalitetsniveauet, men læseværdige er alle 12 noveller på en eller anden måde.

  • Mazarin-diamanten – hvor en voksfigur af Sherlock Holmes og en grammofon spiller en afgørende rolle ved tilvejebringelsen af en skjult ædelsten.
  • Thor-Broen – en rig mand, en jaloux kone, en smuk guvernante og et djævelsk komplot, et selvmord forklædt som mord.
  • Den krybende mand – en ældre professor bliver forlovet med en kollegas datter, og ændrer karakter. En mini dr. Jekyll og mr. Hyde.
  • Vampyren i Sussex – hvor Sherlock Holmes (naturligvis) finder en rationel forklaring på noget, som kan opfattes som vampyrisme, men er raffineret jalousi.
  • De tre Garrideb’er – hvor jagten på en person med efternavnet Garrideb er i centrum, Watson bliver såret (heldigvis overfladisk) og Sherlock Holmes viser følelser.
  • Den fornemme klient – hvor Sherlock Holmes skal forhindre et ægteskab mellem en østrigsk morder, og den underskønne datter af en berømt general, selv bliver overfaldet, og vi oplever en usædvanligt dramatisk slutning hvor skurken møder en forfærdelig skæbne.
  • De tre gavle – hvor en enkes hus med indhold bliver meget eftertragtet pga. den afdøde søns memoirer.
  • Den blege soldat – fortalt af Sherlock Holmes! – hvor eftersøgningen af en forsvunden soldaterkammerat får en uventet lykkelig slutning.
  • Løvemanken – også fortalt af Sherlock Holmes - hvor nogle mystiske dødsfald viser sig at ikke at skyldes noget kriminelt.
  • Den pensionerede farvehandler – hvor en gerrig, pensioneret farvehandler gifter sig med en yngre, smuk kvinde, med fatale følger.
  • Kvinden med sløret – hvor titelpersonen letter sit hjerte om et uopklaret mord, og Sherlock Holmes får hende til at ville leve videre.
  • Shoscombe Old Place – hvor den forgældede sir Robert satser alt på at hans hest vinder derbyet, men søsterens ubelejlige dødsfald er ved at kuldkaste alle planer.

Der er nogle ganske tynde historier imellem, hvor der ikke er noget egentlig opklaringsarbejde, og nogle, hvor Sherlock Holmes indsats er ganske beskeden. Eksperimentet med at lade Sherlock selv fortælle historierne er ikke en succes. De tre Garrideb’er skiller sig ud, ved at Watson bogstaveligt kommer i skudlinjen, og Sherlock ikke kan skjule, at han er dybt berørt.

Den fornemme klient er nok den bedste i samlingen, en skurk som kan matche Holmes, og en hævngerrig kvinde, som på overraskende vis får sin hævn og sørger for en form for retfærdighed.

Den nye komplette Sherlock Holmes-udgave er en gave til alle med interesse for Sherlock Holmes. Alle Conan Doyles noveller og romaner i kronologisk orden, med omhyggelige forord og interessante noter.

fredag den 5. juni 2020

Hans sidste optræden (Arthur Conan Doyle, 1917)

 

♥♥♥♥♡♡
Originaltitel: His Last Bow og The Final Adventures of Sherlock Holmes (1917). Jeg har læst den danske udgave fra 2016, oversat af Mette Wigh Tvermoes og Svend Ranild og udgivet af Rosenkilde & Bahnhof (eBog). Den er udsendt som ottende bind af ni i Den nye komplette Sherlock Holmes-udgave.

Svend Ranild har skrevet et meget fint forord, igen igen. Der er naturlige gentagelser i forhold til de forrige bind, men også en masse specifikt om de noveller, som indgår i bindet.

Der er ”almindelige” noveller, og lidt bonus:
  • Wisteria Lodge – en klassisk Sherlock Holmes historie, med en skurk med speget fortid i Centralamerika, mord, voodoo og bortførelse
  • Bruce-Partington-planerne – hvor ekstremt værdifulde papirer med internationale implikationer forsvinder, Mycroft (Sherlocks bror) er involveret, og et lig finde på uforklarlig vis i undergrunden
  • Djævlefoden – med et skrækindjagende mord og en forfærdelig gift, som Sherlock tester på sig selv og Watson
  • Den røde cirkel – om et lejemål, med ukendt lejer, og en uhyggelig gruppering med italiensk baggrund
  • Lady Frances Carfax’ forsvinding – hvor en rig kvinde forsvinder, Watson ikke helt slår til, og størrelsen på en ligkiste er et afgørende spor
  • Den døende detektiv – hvor Sherlock ligger for døden, og Watson kommer i et lægefagligt dilemma
  • Hans sidste optræden, hvor Sherlock Holmes succesfuldt afslutter sin allersidste sag, lige op til udbruddet af 1. verdenskrig
  • Universitetsbasaren - en meget kort historie, hvor Sherlock igen duperer Watson
  • Manden med urene – et totalt uforklarligt dødsfald, som afklares flere år efter. Ikke Sherlock Holmes.
  • Det forsvundne særtog – en fantastisk historie om et forsvundet tog, som også først afklares længe efter. Ikke Sherlock Holmes.
  • Hvordan Watson lærte tricket – en meget kort historie, der viser at Watson har meget at lære 😊 
Det er meget spændende bind, med adskillige ikke særligt kendte noveller, og ganske ufortjent. Der er flere af de allerbedste Sherlock Holmes noveller imellem. Jeg er helt vild med Den døende detektiv og Hans sidste optræden. Sidstnævnte er en suverænt flot finale på en formidabel karriere.

Det er ikke specielt sagligt, men jeg havde ikke en forventning om dette høje niveau, og det gjorde det til ekstra stor fornøjelse at læse dette bind, for det er bestemt med et indhold på niveau med de foregående 3 novellesamlinger.

mandag den 1. juni 2020

Der tre musketerer (Alexander Dumas, 1844)


♥♥♥♥♥♡
Originaltitel: Les trois mousquetaires. Oversat fra fransk af Clara Hammerich.

Jeg har læst e-bogsudgaven fra 2018 udgivet af Lindhardt og Ringhof, den kan lånes på eReolen.

Det er mange år siden jeg læste De tre musketerer første gang, men da jeg faldt over den på eReolen blev den straks lånt, og den er netop genlæst med den allerstørste fornøjelse.

Historien er en klassiker og er måske især gennem talrige filmatiseringer velkendt: den unge gascogner d'Artagnan møder de tre musketerer Athos, Porthos og Aramis og udmærker sig på forskellig vis i et politisk sprængfarligt miljø i midten af 1620’erne. Ludvig XIII var konge af Frankrig, Anna af Østrig var dronning, kardinal Richelieu sad i magtens centrum og et broget persongalleri indgår derudover, ikke mindst Anne de Breuil også kendt som Lady de Winther eller Mylady.

Det er en vidunderlig fortælling, med alt hvad hjertet kan begære af venskaber, fjendskaber, kærlighed, intriger, troskab, forræderi, ære, slagsmål, dueller osv. osv. Der er action for alle pengene, og det er elementært spændende og meget underholdende.

Det er uhyre nemt at blive suget ind i fortællingen, den er fortalt lige ud af landevejen, med masser af humor og glimt i øjet, og det er svært ikke at være vild med den.

Frygtens dal (Arthur Conan Doyle, 1915)


♥♥♥♥♡♡
Originaltitel: The Valley of Fear. Jeg har læst den danske udgave fra 2015, oversat af Mette Wigh Tvermoes og udgivet af Rosenkilde & Bahnhof (eBog). Den er udsendt som syvende bind af ni i Den nye komplette Sherlock Holmes-udgave.

Svend Ranild har skrevet et meget fint forord og der er gode noter. Frank Wiles’ illustrationer fra de oprindelige udgivelser i The Strand Magazine 1914-1915 er herlige.

Frygtens dal, den fjerde og sidste roman om Sherlock Holmes, har samme struktur som de to første Et studie i rødt og De fires tegn. Den første halvdel afdækker en nutidig kriminalhistorie, den anden halvdel en tidligere historie, som forklarer baggrunden for den nutidige historie.

Begge dele er flot disponerede og meget velskrevne.

Den første del indeholder en klassisk opgave for Sherlock Holmes, et makabert mord, spor, som ikke giver rigtig mening, relativt få personer, som er en del af gåden, og fuld oplysning om alt, så læseren i princippet har det fulde grundlag for at kunne opklare mordet. Som måske slet ikke er et mord. Og endelig en meget spektakulær opklaring. En på overfladen oplagt sag, som indeholder spændende lag, falske ledetråde, men i bund og grund er gennemlogisk.

Den anden del foregår i USA mange år tidligere, og handler om organiseret kriminalitet, og giver forhistorien til relationerne mellem et par nøglepersoner fra første del, i en handlingsmættet og meget spændende fortælling med en højdramatisk og overraskende afslutning. Der er masser af action, mord og afpresning i en dystopisk verden.

Og en dyster og uundgåelig epilog.

Det er en spændende og meget læseværdig roman, med masser af eksempler på Sherlock Holmes’ deduktive mesterskab, en god dramatisk linje og i bund og grund elementært spændende og læseværdig.