tirsdag den 21. april 2020

De fires tegn (Arthur Conan Doyle, 1890)


♥♥♥♥♡♡
Originaltitel: The Sign of the Four. Jeg har læst den danske udgave fra 2012, oversat af Mette Wigh Tvermoes og udgivet af Rosenkilde & Bahnhof 2012 (eBog). Den er udsendt som andet bind af ni i Den nye komplette Sherlock Holmes-udgave.

De fires tegn er den anden roman om Sherlock Holmes, efterfølger til debuten i Et studie i rødt.

Miss Morstan henvender sig til Sherlock Holmes med en meget speciel sag. Hendes far forsvandt 10 år tidligere, de seneste seks år har hun hvert år modtaget en kostbar perle med posten uden nærmere forklaring. Og nu er hun blev inviteret til et møde, og hun må medbringe to ledsagere, som bliver Sherlock Holmes og dr. Watson.

Det bliver indledningen til en spændende historie med masser af melodramatiske og spektakulære elementer som omfatter mord, oprør, krige, en forsvunden, kostbar skat, en uhyggelig mand med træben, en vildmand med dødelige giftpile, hemmelige broderskaber, sedler og mærkelige kort, natlige køreture og dramatiske sejlture, sporarbejde med en fantastisk sporhund osv. Der er dramatik og ramasjang for alle pengene, og det fungerer.

Der er også et romantisk islæt: Dr. Watson forelsker sig dybt i miss Morstan, og heldigvis gengældes hans følelser, og bogen slutter med at han kan fortælle Holmes, at hun har accepteret hans frieri. Holmes vil ikke lykønske ham, selvom han synes hun er en af de mest charmerende unge damer, han nogensinde har mødt. ”Men kærlighed har med følelser at gøre, står i modsætning til den sande, kolde fornuft, som jeg sætter over alt andet. Jeg ville aldrig selv gifte mig, for det ville kunne skade min dømmekraft.” Så er det sat på plads 😉

Som i Et studie i rødt er den første del af bogen en beskrivelse af selve forbrydelsen og Sherlock Holmes opklaring af den og pågribelsen af morderen. Igen kan Sherlock Holmes på imponerende vis læse de mindste spor og sætte dem sammen til en meningsfyldt helhed, så alt det omgivelserne opfatter som tilfældige hændelser og usammenhængende ledetråde bliver til én, sammenhængende fortælling, der forklarer alt.

Derefter får vi forhistorien, baggrunden for forbrydelsen, som denne gang ligger i Indien, hvor oprør og krige resulterer i, at en kostbar skat bliver skjult af fire sammensvorne (de fires tegn) og ender med at blive omdrejningspunktet i det videre forløb. Igen er hævnen drivkraften over dem alle.

Det er en meget kulørt historie i forhold til Et studie i rødt. Sherlock Holmes bliver udfordret på mere raffineret vis, og der er væsentligt mere kød på historien.

Den er spændende og læseværdig roman, og detektivarbejdet underholdende så det batter, på trods af følgeslutninger, som indimellem er komiske eller fordomsfulde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar