♥♥♥♥♡♡
Pia Tafdrups Boomerang er 101 haikudigte.
Jeg har læst samlingen flere gange, og jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere grebet for hver gang.
Umiddelbart kan digtene virke enkle og simple. Men det er de ikke, der er stof til masser af eftertanke. Pia Tafdrup kan noget med sproget, og med haiku som form, bliver det til meget koncentrerede udtryk.
Her om sproget:
Sproget er sultent,
i buret starter tumult –
endeløs fodring.
Om at der altid er håb:
Griber en nøgle,
lirker rusten dør op – ser
et mørkt hjertes lys.
Om forelskelse/kærlighed:
Kyssets evighed –
to flyvende, der ikke
kan lande igen.
Og denne, intenst stemningsmættede og skræmmende:
Stjerneklar dødsnat,
stilhedens trommer holder
sjælen lysvågen.
Og "titeldigtet":
I hvirvelkast frem,
delfin flænser gennem vand.
Havets boomerang.
En boomerang er ifølge Wikipedia en vingeformet kastekølle (altså et våben), som kan rotere om sig selv samtidig med at den flyver gennem luften. Den kan flyve langt og returnere til udgangspunktet og gribes. Det er præcis det, digtene formår at gøre så eminent: starte nogen tanker, tvinge til at vende dem og få dem retur, på en lidt anden måde …
Hånden er vinden,
florlet berøres sjælen.
Drømmes minefelt …
101 tilsyneladende enkle konstruktioner, fyldt med stemninger, følelser, håb.
Det er sproglig ækvilibrisme ud over alle grænser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar