I al korthed (Frederik Dessau, 2011)

♥♥♥♥♡♡
”I al korthed”, med undertitlen ”48 stykker”, er den første af Frederik Dessaus mange bøger, jeg har læst. Jeg faldt over den ved et tilfælde på eReolen, hvor den er omtalt som ”En essaysamling med refleksioner og erindring over livets små og store spørgsmål set i alderdommens perspektiv”. Frederik Dessau var født i 1927 og døde i 2019.

Jeg holder virkelig meget af hans lidt skødeløst afslappede og samtidig meget præcise og skarpe iagttagelser. Han er engageret i mange forskellige emner, forholder sig kritisk og engageret til dem, og kan komme med vidunderligt velformulerede og begavede synspunkter, ofte med humor.

Han er dejligt selvudslettede, og i forordet står bl.a. ”Jeg har med andre ord ikke meget at skulle have sagt. Jeg siger det alligevel.”, og det er da ikke til at stå for 😊

Hvad handler causerierne om?

Den daglige tur om Sortedamssøen, om at samtale med sig selv. Om søvn, og at få inspiration, mens man sover. Om at drømme. Om meningen med livet. Om at være barn. Osv.

Frederik Dessau kommer elegant fra det ene emne til det næste, det kan virke lidt tilfældigt, men det virker oftest som om, der er tænkt over sammenhængen. Fx kæden med Spøg og skæmt, Vitsen, Spøg til side og Den anden sandhed.

Frederik Dessau kan blive skarp på en måde, så man ikke er i tvivl om, hvad han mener, uden at opleve ham som docerende. Fx når han i Frihed til hvad? skriver om ytringsfrihedens grænser. Og i Den ordentlige uorden om kultur.

Der er også gode synspunkter om at blive ældre og om døden, hvor han i Det gælder som at se skriver ”Den fred jeg får stillet i udsigt om død, ville jeg have mere glæde af i levende live.”

Meget apropos skriver han også om at læse: ”Hvad man skal læse, hvorfor og hvordan, skal ingen komme og fortælle os.”

Ros og ris læste jeg med særlig fornøjelse, det handler om anmeldelser, smagsdommere og karaktergivning, og det problematiske der kan ligge i, at dette snart sagt sker på alle områder.

Meget elegant slutter bogen med ”Nu mig for eksempel”, hvor Frederik Dessau humoristisk fortæller om, hvad han laver.

Det er en dejlig bog. Vedkommende, levende og inspirerende. Den er god til eftertanke og til at få forstand af.

Jeg har allerede lånt ”Hvor blev tiden af?” fra 1992, som bliver en af de næste bøger, jeg skal læse.