fredag den 5. juni 2020

Hans sidste optræden (Arthur Conan Doyle, 1917)

 

♥♥♥♥♡♡
Originaltitel: His Last Bow og The Final Adventures of Sherlock Holmes (1917). Jeg har læst den danske udgave fra 2016, oversat af Mette Wigh Tvermoes og Svend Ranild og udgivet af Rosenkilde & Bahnhof (eBog). Den er udsendt som ottende bind af ni i Den nye komplette Sherlock Holmes-udgave.

Svend Ranild har skrevet et meget fint forord, igen igen. Der er naturlige gentagelser i forhold til de forrige bind, men også en masse specifikt om de noveller, som indgår i bindet.

Der er ”almindelige” noveller, og lidt bonus:
  • Wisteria Lodge – en klassisk Sherlock Holmes historie, med en skurk med speget fortid i Centralamerika, mord, voodoo og bortførelse
  • Bruce-Partington-planerne – hvor ekstremt værdifulde papirer med internationale implikationer forsvinder, Mycroft (Sherlocks bror) er involveret, og et lig finde på uforklarlig vis i undergrunden
  • Djævlefoden – med et skrækindjagende mord og en forfærdelig gift, som Sherlock tester på sig selv og Watson
  • Den røde cirkel – om et lejemål, med ukendt lejer, og en uhyggelig gruppering med italiensk baggrund
  • Lady Frances Carfax’ forsvinding – hvor en rig kvinde forsvinder, Watson ikke helt slår til, og størrelsen på en ligkiste er et afgørende spor
  • Den døende detektiv – hvor Sherlock ligger for døden, og Watson kommer i et lægefagligt dilemma
  • Hans sidste optræden, hvor Sherlock Holmes succesfuldt afslutter sin allersidste sag, lige op til udbruddet af 1. verdenskrig
  • Universitetsbasaren - en meget kort historie, hvor Sherlock igen duperer Watson
  • Manden med urene – et totalt uforklarligt dødsfald, som afklares flere år efter. Ikke Sherlock Holmes.
  • Det forsvundne særtog – en fantastisk historie om et forsvundet tog, som også først afklares længe efter. Ikke Sherlock Holmes.
  • Hvordan Watson lærte tricket – en meget kort historie, der viser at Watson har meget at lære 😊 
Det er meget spændende bind, med adskillige ikke særligt kendte noveller, og ganske ufortjent. Der er flere af de allerbedste Sherlock Holmes noveller imellem. Jeg er helt vild med Den døende detektiv og Hans sidste optræden. Sidstnævnte er en suverænt flot finale på en formidabel karriere.

Det er ikke specielt sagligt, men jeg havde ikke en forventning om dette høje niveau, og det gjorde det til ekstra stor fornøjelse at læse dette bind, for det er bestemt med et indhold på niveau med de foregående 3 novellesamlinger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar