Animal Crackers (Victor Heerman, 1930)

♥♥♥♥♥♥

Filmen er baseret på en forestilling på Broadway med Marx Brothers, den bærer tydeligt præg af at være baseret på en forestilling, og hvad så?

De tre af de fire brødre er hver især fantastiske figurer. Sammen er de geniale. 

Groucho, som på enestående vis leger med sproget, udfordrer alt og alle, verbalt underminimerer alt selvhøjtideligt, får noget sjofelt ud af de meste, er uforskammet, charmerende når han er i humør til det, og genialt uforskammet, i øvrigt, hvilket er det meste af tiden.

 

Chico, som optræder med italiensk accent, men åbenbart ikke er italiensk. Han er et uovertruffet modspil til Groucho, og deres ordvekslinger er forrygende, intelligente, humoristiske, finurlige og mindst tvetydige. 

Harpo, der ikke siger et ord, men så meget desto mere udtrykker sig med et båthorn, og den mest forrygende mimik. Han er en menneskelig udgave af en hund, og enhver ung, smuk kvinde kan lokke ham fra lige meget hvad, han er i gang med. 

Den fjerde bror Zeppo, er den almindelige og kedelige, og den som i beåndede øjeblikke kan få specielt Grouchos adfærd sat i perspektiv i forhold til normalitet. 

Filmen er bare en ramme for at lade de tre udfolde sig, hvilket de også gør i den grad, 

Historien. Øh. Den stenrige Mrs. Rittenhouse (Margaret Dumont) har inviteret til et stort selskab dels for fejre den berømte opdagelsesrejsende i Afrika Captain Geoffrey T. Spaulding (Groucho), dels for at præsentere et berømt maleri, som Roscoe W. Chandler (Louis Sorin) har købt. Mrs. Rittenhouses datter Arabella (Lillian Roth) er kærester med den talentfulde men ukendte maler John Parker (Hal Thompson). Mrs. Whitehead (Margaret Irving), en anden rig kvinde, er misundelig på Mrs. Rittenhouse. Både John og Mrs. Whiteheads datter Grace har malet kopier af det berømte billede, og med forskellige motiver bliver det arrangeret at originalen erstattes af kopierne, og forvirringen er total. 

Der kan siges meget dårligt om filmen som film. Ok den er fra 1930, men alligevel er kameraarbejdet forbløffende stillestående – ja, det er filmatiseret teater. Der er sangnumre, der ikke bringer filmen videre, der er masser af urealistiske situationer. 

Men det er heller ikke det, der handler om. Det handler om at sætte en scene for de tre Marx Brothers, så de kan udfolde sig, og scenen bliver sat på eminent vis, og de udfolder sig muligvis det bedste man kan opleve på film.

 

Det er anarkistisk, det er uskyldigt, det er er romantisk og charmerende. Jeg må indrømme, at jeg blev totalt overrumplet, da jeg genså filmen i går, og oplevede en dugfrisk og sprudlende film. Rammerne kunne være bedre, men INTET kan på dette tidspunkt sætter grænser for de geniale brødre. 

Jeg har tidligere skrevet, at Duck Soup er deres bedste film. Efter gensynet med Animal Crackers er jeg kommet i tvivl. I bund og grund er det ligegyldigt, det spændende er, at Marx Brothers vitalitet og humor lever i bedste velgående den dag i dag.

Glorifying the American Girl (John W. Harkrider & Millard Webb, 1929)

♥♥♥♡♡♡

Gloria og Buddy

Jeg så filmen i en 94 minutters udgave fra Grapevinevideo i sort/hvid, der er afsnit som findes i farve, de kan findes i versioner på YouTube. 

Gloria på arbejde

Som selvstændig film er Glorifying the American Girl ikke mindeværdig, men den er bestemt interessant! 

Buddy og Barbara

Handlingen kort: Gloria (Mary Eaton) arbejder som sanger i nodesagsdelen af et stormagasin, akkompagneret af sin barndomskæreste Buddy (Edward Crandall), som Barbara (Gloria Shea) også er lun på. Gloria drømmer om at optræde i Ziegfeld Follies. På en firmaskovtur møder hun vaudevillekunstneren Dan (Dan Healy), som ser hendes talent og får hende med til New York. Miller vil gerne have sex med Gloria, hun vil kun gøre karriere og afviser ham. 

Hendes talent er åbenlyst, og før agenter for Ziegfeld når at få kontrakt med hende indgår hun og Miller en 5-års 50-50 aftale. Buddy kommer til New York med Barbara, for at besøge Gloria, og mens Gloria og Buddy kører væk i en taxa, bliver hun kørt ned og kommer slemt til skade. I filmens sidste tredje del ser vi udsnit af et Ziegfeld show, hvor Gloria gør en fantastisk debut. Buddy og Barbara, som nu er er par, glæder sig over hendes succes. Gloria erkender, at det er berømmelsens pris at miste ham. 

Der er en autenticitet over filmens første del, som gør den ganske seværdig. Arbejdet i afdelingen, hvor der sælges noder, firmaskovturen, det oser af ægthed. Ankomsten til New York og bl.a. fotosekvenser fra en taxa, er spændende. Men historien og måden den er fortalt på er der ikke meget mindeværdigt over.

Tableau fra afslutningen

Den sidste tredjedel af filmen er en gengivelse af autentiske optrædender fra Ziegfeld Follies. 

Der er som indledning et afsnit, hvor vi ser en masse notabiliteter komme til showet, bl.a. Florenz Ziegfeld, Irving Berlin og Adolph Zukor. 

Derefter sang- og dansenumre, en sketch og nogle tableauer. Rudy Vallee synger “I’m Just a Vagabond Lover”, Helen Morgan, siddende på et flygel, synger “What Wouldn’t I Do for That Man?” og der er en lang legendarisk sketch med Eddie Cantor, som sælger i en herreekviperingsforretning, meget lang og meget umorsom. 

Filmen er interessant for sine autentiske billeder af New York 1929, dokumentation af nogle Ziegfeld Follies numre, og en flot præstation af Mary Eaton, hvis karriere efter denne film var i frit fald.

Jean Vigo (1905-1934)

♥♥♥♥♥♥

Jean og Juliette i l`Atalante

Jean Vigo (1905-1934) hørte jeg første gang om engang i 1960’erne, jeg læste om ham og hans korte karriere. 

Da jeg oplevede Zéro de Conduite første gang var det en åbenbaring. En genial film, der enkelt og præcist skildrede livet på en fransk kostskole, og nogle elevers oprør til årsfesten. Slowmotion-afsnittet af pudekampen er legendarisk, det var åbenlyst en instruktør som havde fuldstændig styr på filmmediet, og kunne anvende det på ekvilibristisk vis. 

Siden fik jeg også set hans andre film, to korte film og hans eneste ”rigtige” spillefilm L’Atalante.

Til eftermiddag var der dømt Jean Vigo, og jeg så de fire film i kronologisk rækkefølge. Det var en vidunderlig oplevelse! De to korte film er fine, om end ikke rigtigt holdbare, de to spillefilm er i den grad holdbare og pragtfulde oplevelser.

♥♥♥♡♡♡

À propos de Nice (1930)

Det er en 25 minutter lang stum dokumentarfilm om Nice. Luftfotos, bølger, palmetræer, caféborde, tjenere, mennesker, sejlende, spillende, racerløb, kvinder der vasker tøj, børn der leger, karneval, masser af dansende kvinder, statuer, fabriksarbejdere. Det er kalejdoskopisk og impressionistisk.

Den huskes nok kun, fordi det er Jean Vigos første film, men det er åbenlyst at det er en talentfuld instruktør, der står for filmen.

♥♥♥♡♡♡

La natation par Jean Taris, champion de France (1931) 

Den korte dokumentar (9 minutter) er en introduktion til svømning af den franske mestersvømmer Jean Taris. Han fortæller om crawl, rygcrawl og brystsvømning, om armene og benene og vejrtrækning. 

Det er en film som er mere spøjs end den er interessant, og den huskes bestemt kun, fordi Jean Vigo har instrueret.

Nu det handler om film, så skal det nævnes, som det bliver gjort i foromtalen, at Jean Taris kom til OL i San Francisco som verdensrekordholder på 400 meter fri, førte løbet hele vejen indtil allersidst, hvor Buster Crabbe passerede ham; Buster Crabbe er siden kendt for hovedrollen i en Tarzan-film og en række Jens Lyn-film. Der er nogle flotte og nyskabende optagelser i slowmotion og under vand, og det er bestemt en sjov film at se! 

♥♥♥♥♥♥

Zéro de Conduite (1933) 

Filmen er lige så overvældende i dag som da jeg så den første gang, og som den har må have virket, da den fik premiere i 1933, og blev forbudt. Baseret på Jean Vigos egne erfaringer fra kostskole fortæller den om fire drenge, der på dagen for afslutningsfesten gør oprør mod den diktatoriske og ufølsomme ledelse på kostskolen. 

Der er fine og indfølende scener med drengene, der er skønne og skræmmende portrætter af de gamle lærere, der er humoristiske indslag med den nye lærer Huguet (Jean Dasté), som helt uhørt interagerer med børnene. Den er så enkelt fortalt, med en åbenlys virtuositet og autoritet, og med en magi, som man skal se filmen for at forstå. 

Turen, hvor hele klassen går i byen med Huguet, og han er helt i sin egen verden, og kun ænser børnene først og sidst. 

Natten før oprøret, med bl.a. pudekampen. 

Og selve afviklingen af årsfesten, som får et helt andet udfald end skolens ledelse have drømt om. Det er fortalt af en genial instruktør. Jeg elsker den film … 

♥♥♥♥♥♥

L'Atalante (1934) 

Hvis jeg elsker Zéro de conduite, hvad skal jeg så sige om L'Atalante, en af de allerbedste film overhovedet i min verden? 

Jean (Jean Dasté) og Juliette (Dita Parlo) bliver viet i starten af filmen i hendes landsby. Han har ansvaret for flodprammen L’Atalante, hvis besætning i øvrigt udgøres af Père Jules (Michel Simon) og skibsdrengen (Louis Lefebvre). 

Det er en vidunderlig kærlighedsfilm. Juliette har aldrig været uden for landsbyen og den fysiske og mentale rejse med L’Atalante forandrer hele verden for hende. Paris, som kun har været et navn, er pludselig inden for rækkevidde, og alt det hun drømte om, bliver pludselig opnåeligt. 

Men Jean forstår hende ikke, han bliver jaloux, da hun i sin naive glæde bliver lykkelig over alt det nye og spændende. 

Der er den vidunderlige scene med Jules i hans kahyt, som rummer masser af fantastiske minder fra hans spændende liv, og er en øjenåbner for Juliette i forhold til mulighederne verden. 

Der er mødet med altmulighandleren (Gilles Margaritis) på det lokale danseetablissement. Han kan trylle, charmere, give skønne tørklæder, danse - påskønne hende på en måde, som Jean ikke har formået. Begge situationer ødelægger Jean for Juliette i jalousi, og til sidst bliver det for meget for ham, og han beordrer Jules til at sejle, og efterlade Juliette i Paris. Jean og Juliette længes vildt efter hinanden, men kun Jules agerer, han finder Juliette, og hun og Jean forenes til sidst. 

Det er en kærlighedshistorie som alle andre, og så overhovedet ikke. 

Der er brylluppet, som lige så godt kunne have været en begravelse – brudeparret er taget afsted, stort set inden vielsen er afsluttet, og der er bare en sørgmodig stemning over det hele. 

Der er en vidunderlige intensitet og ægthed i Juliette og Jeans glade stunder, og en lige så intens ødelæggende jalousi, når Jean ikke kan forholde sig til Juliettes lyst til livet, og hans manglende forståelse for, hvad det kræver ham. 

Scenen i Jules kahyt er så intens, vidunderlig og følelsesladet og den i sig selv gør filmen udødelig – jeg kan kun gætte på, at Jean-Luc Godard har haft den i tankerne til den klassiske scene i À bout de souffle (1960) med Michel (Jean-Paul Belmondo) og Patricia (Jean Seberg). 

Det er en film, med tre strålende stjerner i fuld flot, og ikke mindst Dita Parlo (den bedste rolle i hendes karriere) og Michel Simon stråler. Jean Vigos samlede oeuvre kan opleves på 2 timer og 40 minutter, og tro mig, det er hvert et sekund værd at se de fire film.

La règle du jeu (Jean Renoir, 1939)

♥♥♥♥♥♥

Octave, André og Christine

La règle du jeu er en tragisk komedie, som udspilles i den franske overklasse lige før 2. verdenskrigs udbrud, med Marquis de la Chesnaye som det samlende punkt. 

Octave i uskyldig jagt efter Lisette

Overklassen lever ubekymret, har ingen økonomiske sorger, har overfladiske følelsesmæssige relationer og andre former for relationer, med mange uskrevne regler. Tjenestefolkene lever i en ganske anden verden, med deres egne regler. Reglerne for hvordan de to verdener interagerer, herskab og tjenestefolk, er kendt og følges. 

Problemerne opstår, når der er personer, som, ubevidst eller bevidst, forsøger at overskride disse grænser. 

 André Jurieux (Roland Toutain) foretager en flyvning over Atlanten, og hyldes i le Bourget, men han optræder ikke som den helt, han reelt er, og for åben mikrofon fortæller han, hvor skuffet han er. Han har udført bedriften for Christine, og hun er der ikke engang for at tage imod ham. Han modtages kun af sin ven Octave (Jean Renoir), som har kendt Christine (Nora Gregor), fra hun var barn. 

Hun er fra Wien, gift med franskmanden Robert (Marcel Dalio), Marquis de la Chesnaye. Robert har fra før ægteskabet Geneviève de Marras (Mila Parély) som elskerinde. 

Hvor er skoene? Bemærk dybdefokus

Hovedparten af filmen udspilles på Roberts gods La Coliniere, hvor der er arrangeret et ugelangt arrangement, med André som æresgæst. 

Der er mange nøglescener – hvis der er andet 😊 – i filmen, fx Roberts møde med krybskytten Marceau (Julien Carette), som siden bliver ansat som tjener og straks forelsker sig i Lisette (Paulette Dubost), Christines stuepige.

Fra kostumeballet

Der er den berømte jagt, arrangeret af Edouard Schumacher (Gaston Modot), som er skytte på godset og gift med Lisette. Med nedskydningen af fasaner og harer, som giver associationer til krig, og foregriber filmens afslutning. Og hvor Christine opdager, at Roberts forhold til Geneviève ikke er helt afsluttet. 

Og der er ikke mindst kostumeballet den sidste aften, hvor alt og alle kommer i spil. Det er et spil, det er fascinerende og virtuost fortalt, med en exceptionel anvendelse af dybdefokus, som anvendes til at få de mange lag i fortællingen vævet sammen og interagere. Naturligvis må det gå galt.

Drama i køkkenet

Der opstår en masse forviklinger. André og Christine planlægger at stikke af sammen, mens en bevæbnet Schumacher jagter Marceau og Lisette rundt blandt gæsterne, som tror det er en del af underholdningen. Octave, som til et punkt har hjulpet André, erklærer selv sin kærlighed til Christine, og så vil de stikke af sammen. 

Schumacher og Marceau, som begge er blevet fyret pga. deres opførsel under festen, ser Octave og Christine gå ind i orangeriet, men tror det er Lisette, da Christine har Lisettes overtøj på. Octave vil hente sit overtøj på slottet, hvor Lisette bønfalder ham om ikke at stikke af med Christine, fordi han ikke kan tilbyde hende det liv, hun ønsker. Octave erkender, at hun har ret, og fortæller Jurieux at Christine venter ham i orangeriet, låner ham sin frakke og sender ham afsted. Schumacher tror Octave vil stikke af med Lisette og skyder ham med koldt blod, blot for at finde ud af, at det er André, der var på vej til Christine. 

André kommer helt til kort i dette spil, og den tragiske udgang er uundgåelig. Han er oprigtigt forelsket i Christine, og det er måske gengældt, men tilskueren kan komme i tvivl, for hvad føler Christine egentlig, og vil hun virkelig flygte fra Robert? Fra starten i le Bourget agerer han, som om hun har svigtet ham; han forventer at hendes følelser er så stærke som hans. 

Hans død er et uheld, men det kunne lige så godt være planlagt. Vi véd, at det er en banal men skæbnesvanger misforståelse, men på slottet er ingen i tvivl: det Robert kalder en vådeskudsulykke, er en behændig måde at slippe af med en rival på. Sådan er spillets regler, hvis man forstår dem. 

Det er på overfladen en ganske enkel film, men der er så mange aspekter i den … sjov og alvor, det en komedie og en tragedie. 

Det er formidabel fortælling, fortalt med et kæmpeoverskud, nuanceret, empatisk og humoristisk. Der er ingen helte eller skurke, der er en masse spændende mennesker, og dem der klarer sig bedst, er dem der følger spillets regler.