♥♥♥♥♥♥
Filmen er baseret på en forestilling på Broadway med Marx Brothers, den bærer tydeligt præg af at være baseret på en forestilling, og hvad så?
De tre af de fire brødre er hver især fantastiske figurer. Sammen er de geniale.
Groucho, som på enestående vis leger med sproget, udfordrer alt og alle, verbalt underminimerer alt selvhøjtideligt, får noget sjofelt ud af de meste, er uforskammet, charmerende når han er i humør til det, og genialt uforskammet, i øvrigt, hvilket er det meste af tiden.
Chico, som optræder med italiensk accent, men åbenbart ikke er italiensk. Han er et uovertruffet modspil til Groucho, og deres ordvekslinger er forrygende, intelligente, humoristiske, finurlige og mindst tvetydige.
Harpo, der ikke siger et ord, men så meget desto mere udtrykker sig med et båthorn, og den mest forrygende mimik. Han er en menneskelig udgave af en hund, og enhver ung, smuk kvinde kan lokke ham fra lige meget hvad, han er i gang med.
Den fjerde bror Zeppo, er den almindelige og kedelige, og den som i beåndede øjeblikke kan få specielt Grouchos adfærd sat i perspektiv i forhold til normalitet.
Filmen er bare en ramme for at lade de tre udfolde sig, hvilket de også gør i den grad,
Historien. Øh. Den stenrige Mrs. Rittenhouse (Margaret Dumont) har inviteret til et stort selskab dels for fejre den berømte opdagelsesrejsende i Afrika Captain Geoffrey T. Spaulding (Groucho), dels for at præsentere et berømt maleri, som Roscoe W. Chandler (Louis Sorin) har købt. Mrs. Rittenhouses datter Arabella (Lillian Roth) er kærester med den talentfulde men ukendte maler John Parker (Hal Thompson). Mrs. Whitehead (Margaret Irving), en anden rig kvinde, er misundelig på Mrs. Rittenhouse. Både John og Mrs. Whiteheads datter Grace har malet kopier af det berømte billede, og med forskellige motiver bliver det arrangeret at originalen erstattes af kopierne, og forvirringen er total.
Der kan siges meget dårligt om filmen som film. Ok den er fra 1930, men alligevel er kameraarbejdet forbløffende stillestående – ja, det er filmatiseret teater. Der er sangnumre, der ikke bringer filmen videre, der er masser af urealistiske situationer.
Men det er heller ikke det, der handler om. Det handler om at sætte en scene for de tre Marx Brothers, så de kan udfolde sig, og scenen bliver sat på eminent vis, og de udfolder sig muligvis det bedste man kan opleve på film.
Det er anarkistisk, det er uskyldigt, det er er romantisk og charmerende.
Jeg må indrømme, at jeg blev totalt overrumplet, da jeg genså filmen i går, og oplevede en dugfrisk og sprudlende film. Rammerne kunne være bedre, men INTET kan på dette tidspunkt sætter grænser for de geniale brødre.
Jeg har tidligere skrevet, at Duck Soup er deres bedste film. Efter gensynet med Animal Crackers er jeg kommet i tvivl.
I bund og grund er det ligegyldigt, det spændende er, at Marx Brothers vitalitet og humor lever i bedste velgående den dag i dag.
