Horse Feathers (Norman Z. McLeod, 1932)

♥♥♥♥♡♡

Everyone Says I Love You

Professor Quincy Adams Wagstaff (Groucho Marx) er hyret som rektor for Huxley College, hvor hans søn Frank (Zeppo Marx) har ”studeret” en del år. 

Ved indsættelsesceremonien får han forskellige råd, som udvikler sig til et sang- og dansenummer: ”I don't know what they have to say/It makes no difference anyway;/Whatever it is, I'm against it!”. 

Everyone Says I Love You

Frank er forelsket i the college widow Connie Bailey (Thelma Todd) og synger Everyone Says I Love You (Bert Kalmar and Harry Ruby) for hende. 

Everyone Says I Love You kommer i forskellige udgaver: Pinky (Harpo Marx) fløjter den for en hest og spiller den på harpe for Connie. 

Everyone Says I Love You

Baravelli (Chico Marx) spiller den for Connie i en sangtime. 

Everyone Says I Love You

Wagstaff synger den for Connie på en kanotur. 

Connie bor i en lejlighed sammen med Jennings (David Landau), som arbejder for Darwin College. Der er en vidunderlig scene, hvor Frank ringer til Connie, om han må komme og besøge hende. Connie tager afsked med Jennings, Pinky er skjult bag Jennings frakke og går sammen med ham, Frank kommer, Connie beder om en drink, han går ud for at mixe den, Wagstaff kommer og lægger an på hende, Pinky og Baravelli kommer med en isblok, som smides ud af vinduet, Jennings vender tilbage for spørger, hvad der sker, Baravelli siger han skal undervise Connie i sang, Wagstaff at han er blikkenslageren osv. osv. Det er musikalsk, timet, vittigt og noget af det bedste Marx Brothers overhovedet. 

Årets store begivenhed er fodboldkampen mod Darwin College. Frank overtaler sin far til at hyre to professionelle spillere til Huxleys hold. De holder til på en smugkro, hvor Baravelli er dørvogter mv.

Password???

Wagstaff kender ikke kodeordet, for at få adgang, men efter en klassisk scene kommer han ind, og får hyret Baravelli og Pinky, i den tro at de er fodboldspillere. 

Jennings har hyret de ”rigtige” fodboldspillere, og Baravelli og Pinky vil kidnappe dem, så de ikke kan deltage i kampen, de bliver selv kidnappet, men undslipper ved at save sig gennem gulvet og kommer i en hestetrukken affaldsvogn til kampen, som Huxley naturligvis vinder. 

Der er virkelig potentiale til noget større i denne film, men plottet ikke særlig godt og den afsluttende fodboldkamp lidt for meget slapstick.

I'm against it! er herlig, de forskellige udgaver af Everyone Says I Love You vidunderlige, Thelma Todd i en lidt større rolle er indtagende og brødrene stråler hver især. Så absolut seværdig.

Monkey Business (Norman Z. McLeod, 1931)

♥♥♥♡♡♡

Groucho Marx og Thelma Todd (alle fotos: pre-code.com)

Monkey Business er den tredje film med Marx Brothers, efter Cocoanuts og Animal Crackers. 

Godt den første halvdel af filmen foregår på et krydstogtskib, hvor de fire Marx Brothers er med som blinde passager. De jagtes konstant af mandskabet, men undslipper hele tiden. 

Chico og Harpo hyres som bodyguards

De bliver hyret parvis af to rivaliserende gangstere, som bodyguards (!), Zeppo forelsker sig i "Big Joe" Helton (Rockliffe Fellowes) datter Mary (Ruth Hall), og Groucho flirter (bl.a.) med "Alky" Briggs (Harry Woods) hustru Lucille (Thelma Todd). 

Maurice "Chico" Chevalier

Landgangen er ikke uproblematisk, da ingen af de fire har pas, men prøver at komme i land med Maurice Chevaliers pas, og giver hver deres udgave af "You Brought a New Kind of Love to Me" ("If the nightingales could sing like you ..."). 

Den sidste del foregår ved et stort party, som Big Joe afholder for at hylde Mary, hun bliver kidnappet af Alky og hans folk, men befries af brødrene. 

Harpo indgår i dukketeatret

Chico og Harpo følger et skakspil

Der er mange vidunderlige scener i filmen bl.a. alle scenerne med Thelma Todd og Groucho, bl.a. en skøn tango, de fungerer bare sammen. Harpo i dukketeatret, hvor han er i total harmoni med tilskuerne (børnene) og kan generere autoriteterne. Scenen, hvor brødrene forsøger at efterligne Maurice Chevalier, for at komme i land. 

Men det kan ikke skjules, at historien, selv for en Marx Brothers film, er meget tyndbenet, og den sidste del af filmen, med Chicos klavernummer, Harpos harpenummer og afslutningsslagsmålet, hvor Zeppo slås med en skurk, mens de tre andre brødre ser på og kommenterer, som var det en sportsbegivenhed, er bare ikke på niveau. 

Filmen går i stå, da brødrene er kommet i land, og trods nogle fine momenter er den faktisk jævnt kedeligt i den sidste del.

Animal Crackers (Victor Heerman, 1930)

♥♥♥♥♥♥

Filmen er baseret på en forestilling på Broadway med Marx Brothers, den bærer tydeligt præg af at være baseret på en forestilling, og hvad så?

De tre af de fire brødre er hver især fantastiske figurer. Sammen er de geniale. 

Groucho, som på enestående vis leger med sproget, udfordrer alt og alle, verbalt underminimerer alt selvhøjtideligt, får noget sjofelt ud af de meste, er uforskammet, charmerende når han er i humør til det, og genialt uforskammet, i øvrigt, hvilket er det meste af tiden.

 

Chico, som optræder med italiensk accent, men åbenbart ikke er italiensk. Han er et uovertruffet modspil til Groucho, og deres ordvekslinger er forrygende, intelligente, humoristiske, finurlige og mindst tvetydige. 

Harpo, der ikke siger et ord, men så meget desto mere udtrykker sig med et båthorn, og den mest forrygende mimik. Han er en menneskelig udgave af en hund, og enhver ung, smuk kvinde kan lokke ham fra lige meget hvad, han er i gang med. 

Den fjerde bror Zeppo, er den almindelige og kedelige, og den som i beåndede øjeblikke kan få specielt Grouchos adfærd sat i perspektiv i forhold til normalitet. 

Filmen er bare en ramme for at lade de tre udfolde sig, hvilket de også gør i den grad, 

Historien. Øh. Den stenrige Mrs. Rittenhouse (Margaret Dumont) har inviteret til et stort selskab dels for fejre den berømte opdagelsesrejsende i Afrika Captain Geoffrey T. Spaulding (Groucho), dels for at præsentere et berømt maleri, som Roscoe W. Chandler (Louis Sorin) har købt. Mrs. Rittenhouses datter Arabella (Lillian Roth) er kærester med den talentfulde men ukendte maler John Parker (Hal Thompson). Mrs. Whitehead (Margaret Irving), en anden rig kvinde, er misundelig på Mrs. Rittenhouse. Både John og Mrs. Whiteheads datter Grace har malet kopier af det berømte billede, og med forskellige motiver bliver det arrangeret at originalen erstattes af kopierne, og forvirringen er total. 

Der kan siges meget dårligt om filmen som film. Ok den er fra 1930, men alligevel er kameraarbejdet forbløffende stillestående – ja, det er filmatiseret teater. Der er sangnumre, der ikke bringer filmen videre, der er masser af urealistiske situationer. 

Men det er heller ikke det, der handler om. Det handler om at sætte en scene for de tre Marx Brothers, så de kan udfolde sig, og scenen bliver sat på eminent vis, og de udfolder sig muligvis det bedste man kan opleve på film.

 

Det er anarkistisk, det er uskyldigt, det er er romantisk og charmerende. Jeg må indrømme, at jeg blev totalt overrumplet, da jeg genså filmen i går, og oplevede en dugfrisk og sprudlende film. Rammerne kunne være bedre, men INTET kan på dette tidspunkt sætter grænser for de geniale brødre. 

Jeg har tidligere skrevet, at Duck Soup er deres bedste film. Efter gensynet med Animal Crackers er jeg kommet i tvivl. I bund og grund er det ligegyldigt, det spændende er, at Marx Brothers vitalitet og humor lever i bedste velgående den dag i dag.