Viser opslag med etiketten Pre-code. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pre-code. Vis alle opslag

fredag den 23. april 2021

Up the River (John Ford, 1930)

♥♥♥♡♡♡


Jeg har bokssættet Ford at Fox, med 24 af John Fords film fra Fox. Der er en del af filmene, jeg ikke har set endnu, men nu skal der tages revanche 😊 
Up the River er bestemt en af John Fords mindre kendte værker, jeg kendte intet til den på forhånd, men det viste sig at være en meget interessant film. 

Én grund til at den er mindre kendt er nok, at den kun er overleveret i en ret dårlig kopi, med lidt huller i handling, lidt manglende dialog og lidt ridsede billeder.


Men selv i denne udgave er den seværdig, og ikke mindst burde den være kendt som debutspillefilm for både Spencer Tracey og Humphrey Bogart. 

St. Louis (Spencer Tracy) og Dannemora Dan (Warren Hymer) er venner og i fængsel. St. Louis har nærmest stjernestatus i fængslet og flygter som det passer ham. Steve Jordan (Humphrey Bogart) bliver indsat i samme fængsel, der har åbenbart været en episode, lige før han skulle til Kina og arbejde. Han arbejder i fængslet med at indskrive kvindelige fanger, og forelsker sig hovedkulds i Judy (Claire Luce), da hun ankommer. Hun har været involveret i noget svindel, udført af Frosby (Morgan Wallace). 

Der må ikke være kontakt mellem de mandlige og kvindelige fanger, men det lykkes alligevel at arrangere nogle samtaler mellem de to og det ender med at Steve frier til Judy og får hendes ja. Da Steve bliver løsladt, lover han at vente på Judy, og vender til sin velhavende mor i New England. Frosby er imidlertid fulgt efter ham, og truer med at afsløre, at Steve har været i fængsel (alle i byen tror han har været i Kina). Så Frosby fortsætter sin svindel, hvor han narrer folk til at investere deres penge i hans fupfirma. 

Steve skriver til Judy om situationen, hun taler med St. Louis og Dannemora, og under en forestilling i fængslet stikker de to af, for at komme Steve til undsætning. 

De introduceres som Steves venner, og sørger for at den desperate Steve ikke gør alvor af at dræbe Frosby; i stedet stjæler de moderens værdipapirer tilbage fra Frosby, og vender tilbage til fængslet, lige i rette tid til at komme med i den årlige baseballkamp mod et hold fra et andet fængsel, og - antydes det - føre holdet til sejr. 

Selvom det meste af filmen foregår i et fængsel, med en del hårdkogte kriminelle, er det primært en komedie. St. Louis fører sig frem som en verdensmand både i og udenfor fængslet. Selv fængselsdirektøren forsøger han at dupere med ønsket om en luksuscelle med udsigt. 

Han er sine venners ven, og hjælper som det naturligste af verden Steve (og dermed Judy), da han finder ud af at de virkelig elsker hinanden, og er indstillede på en ny start i tilværelsen. 

Spencer Tracy er i fin form i rollen, ikke en dårlig debut. 

Steve inkarneret af Humphrey Bogart er en figur med stort potentiale, og selvom han kun er nummer 4 på rollelisten, så fylder han næsten lige så meget som Spencer Tracey, der er filmens stjerne. Bogart er overbevisende som den pæne fyr, der uforvarende er kommet ud i noget kriminelt, man mærker glimtvis farligheden bag facaden, nogle scener i fængslet og da hans mor bliver offer for Frosbys svindel. 

Der er en herlig middagsscene hos Steves mor og søster, hvor Dannemora tager fusen fuldstændig på Steve og St. Louis med udsøgte manerer, og jeg ville ønske at man oplevede noget af det høstbal, som de alle de unge tager afsted til efter middagen, det har ikke været kedeligt. 

Kærlighedshistorien mellem Steve og Judy virker umiddelbart lidt tynd. Men det spinkle udgangspunkt udnyttes godt i filmen. Det er virkelig kærlighed ved første blik. Vi ser nogle samtaler arrangeret ved gitteret mellem den kvindelige og den mandlige afdeling af fængslets udendørs areal, hvor de kommer tæt på hinanden følelsesmæssigt uden at måtte se på hinanden endsige røre hinanden. Den smukke afskedsscene, da han bliver udskrevet, er vidunderlig. 

Og i øvrigt er Claire Luce vidunderlig og man kan undre sig over, at hun ikke kom med i flere film. Hun var en fremragende danser, og Fred Astaire ville have haft som partner i The Gay Divorcee (1934), men RKO insisterede på at bruge en af deres kontraktansatte … Ginger Rogers.
 

 Ellers vil jeg huske filmen for det meget menneskelige fængsel. Den forestilling, som bliver opført, må have kostet en del i prøvetimer og udstyr. Baseball-kampen er en kæmpeforestilling – og hvordan dukker en zebra op midt i den?! Direktørens unge datter bevæger sig frit rundt mellem de indsatte, som leger med hende.

onsdag den 21. april 2021

It Happened One Night (Frank Capra, 1934)

♥♥♥♥♥♥
Jerikos mure (alle fotos: Pre-code.com)

It Happened One Night fortæller historien om en beskyttet rigmandsdatter Ellie (Claudette Colbert), som stikker af fra sin far Alexanders (Walter Connolly) yacht for at vende tilbage til sin mand King (Jameson Thomas), som faderen ikke bryder sig om. 


Hun møder journalisten Peter (Clark Gable), som netop er fyret fra sin avis. Han hjælper hende på turen fra Florida til New York, som vanskeliggøres af at historien er på forsiden af alle aviser, at hendes far har sat en kæmpeeftersøgning i gang og hverken Ellie eller Peter har nogen penge. 

Naturligvis forelsker de sig, naturligvis opstår der forviklinger, og naturligvis og heldigvis lever den poetiske retfærdighed i bedste velgående og de får hinanden til sidst. 

Det er en vidunderlig og charmerende film ud over alle grænser, med to fantastiske stjerner – Colbert og Gable - i absolut topform og med en kemi, der brænder 110 % igennem, en dejlig historie, og skarpt instrueret. 

Det er ikke for ingenting en ikonisk film, med scener som mange kender, eller har set citeret, uden at have set hele filmen, eller måske uden at kende den overhovedet. 

Ellie har levet en totalt beskyttet tilværelse, og at opleve hende på sin formentlig første bustur og hendes uendelige naivitet er for meget for Peter, som, selv om han i starten ikke bryder sig om hende, har ondt af hende, da hun først får stjålet sin kuffert, siden ikke kommer med bussen efter et mellemstop, fordi chaufføren på trods af hendes besked om at vente bare er kørt til tiden … 

Peter finder hurtigt ud af hvem hun er, og ser muligheden for at blive rehabiliteret som journalist ved at kunne komme tilbage med historien om, hvordan han hjalp Ellie til New York og sin mand. 

Men sådan fungerer det jo ikke i romantiske komedier, så selvom paraderne er oppe meget af tiden, og de begge er meget umodne og opfører sig som forkælede børn, så kommer der åbninger i paraderne. 

Det starter meget tækkeligt, da de skal dele værelse for første gang, og Peter hænger et tæppe op mellem de to senge, Jerikos mure kalder han adskillelsen. 

Der er masser af vidunderlige scener.


Der er scenen hvor Peter viser Ellie hvordan mænd klæder sig af. 

Der er scenen, hvor Peter vil lære Ellie at dyppe en doughnut rigtigt i kaffe. 


Der er scenen hvor han vil lære hende at tomle, men hun beviser at hendes lår fungerer bedre end hans tommeltot. 


Der er scenen på bussen, hvor han redder hende fra en meget påtrængende Oscar Shapeley (Roscoe Karns). 

Der er scenen på bussen, hvor The Man on the Flying Trapeze bliver sunget, den fattige mor besvimer af sult, og Ellie giver hende Peters sidste penge. 

(foto imdb.com)

Der er scenen, hvor Peter bærer Ellie over en flod på sin venstre skulder, og diskuterer om det er piggy backing eller ej. 


Der er scenen, hvor de skal sove i høet. 


Der er slutscenen, hvor vi end ikke ser Ellie og Peter, men ud fra konteksten kan forstå, at Ellie er ud af sit ægteskab med King, hendes far telegraferer til Peter at Jerikos mure kan falde, og Peter som har anskaffet en legetøjstrompet, blæser i den og filmen slutter. 

Det er også diskrete, men dog tydelige situationer, hvor det er tydeligt, at Ellie og Peter deres genvordigheder til trods, lever i en ganske beskyttet verden. Bl.a. de nævnte med tyveriet af kufferten, og kvinden der ikke har penge til mad til sin lille dreng og sig selv. 


Der er scenen, efter den første overnatning, hvor Ellie med Peters frakke som badekåbe skal hen til fællesbadet, og passerer ”almindelige” mennesker i hverdagssituationer. Ellie tror hun kan komme først i køen, men sendes om bagi, og fanges i et række tunge af en unge pige, som rækker tunge af hende. 

Der er mange andre skønne scener, og det er en nydelse hele vejen.

tirsdag den 13. april 2021

Horse Feathers (Norman Z. McLeod, 1932)

♥♥♥♥♡♡

Everyone Says I Love You

Professor Quincy Adams Wagstaff (Groucho Marx) er hyret som rektor for Huxley College, hvor hans søn Frank (Zeppo Marx) har ”studeret” en del år. 

Ved indsættelsesceremonien får han forskellige råd, som udvikler sig til et sang- og dansenummer: ”I don't know what they have to say/It makes no difference anyway;/Whatever it is, I'm against it!”. 

Everyone Says I Love You

Frank er forelsket i the college widow Connie Bailey (Thelma Todd) og synger Everyone Says I Love You (Bert Kalmar and Harry Ruby) for hende. 

Everyone Says I Love You kommer i forskellige udgaver: Pinky (Harpo Marx) fløjter den for en hest og spiller den på harpe for Connie. 

Everyone Says I Love You

Baravelli (Chico Marx) spiller den for Connie i en sangtime. 

Everyone Says I Love You

Wagstaff synger den for Connie på en kanotur. 

Connie bor i en lejlighed sammen med Jennings (David Landau), som arbejder for Darwin College. Der er en vidunderlig scene, hvor Frank ringer til Connie, om han må komme og besøge hende. Connie tager afsked med Jennings, Pinky er skjult bag Jennings frakke og går sammen med ham, Frank kommer, Connie beder om en drink, han går ud for at mixe den, Wagstaff kommer og lægger an på hende, Pinky og Baravelli kommer med en isblok, som smides ud af vinduet, Jennings vender tilbage for spørger, hvad der sker, Baravelli siger han skal undervise Connie i sang, Wagstaff at han er blikkenslageren osv. osv. Det er musikalsk, timet, vittigt og noget af det bedste Marx Brothers overhovedet. 

Årets store begivenhed er fodboldkampen mod Darwin College. Frank overtaler sin far til at hyre to professionelle spillere til Huxleys hold. De holder til på en smugkro, hvor Baravelli er dørvogter mv.

Password???

Wagstaff kender ikke kodeordet, for at få adgang, men efter en klassisk scene kommer han ind, og får hyret Baravelli og Pinky, i den tro at de er fodboldspillere. 

Jennings har hyret de ”rigtige” fodboldspillere, og Baravelli og Pinky vil kidnappe dem, så de ikke kan deltage i kampen, de bliver selv kidnappet, men undslipper ved at save sig gennem gulvet og kommer i en hestetrukken affaldsvogn til kampen, som Huxley naturligvis vinder. 

Der er virkelig potentiale til noget større i denne film, men plottet ikke særlig godt og den afsluttende fodboldkamp lidt for meget slapstick.

I'm against it! er herlig, de forskellige udgaver af Everyone Says I Love You vidunderlige, Thelma Todd i en lidt større rolle er indtagende og brødrene stråler hver især. Så absolut seværdig.

mandag den 5. april 2021

Monkey Business (Norman Z. McLeod, 1931)

♥♥♥♡♡♡

Groucho Marx og Thelma Todd (alle fotos: pre-code.com)

Monkey Business er den tredje film med Marx Brothers, efter Cocoanuts og Animal Crackers
Godt den første halvdel af filmen foregår på et krydstogtskib, hvor de fire Marx Brothers er med som blinde passager. De jagtes konstant af mandskabet, men undslipper hele tiden. 

Chico og Harpo hyres som bodyguards

De bliver hyret parvis af to rivaliserende gangstere, som bodyguards (!), Zeppo forelsker sig i "Big Joe" Helton (Rockliffe Fellowes) datter Mary (Ruth Hall), og Groucho flirter (bl.a.) med "Alky" Briggs (Harry Woods) hustru Lucille (Thelma Todd). 

Maurice "Chico" Chevalier

Landgangen er ikke uproblematisk, da ingen af de fire har pas, men prøver at komme i land med Maurice Chevaliers pas, og giver hver deres udgave af "You Brought a New Kind of Love to Me" ("If the nightingales could sing like you ..."). 

Den sidste del foregår ved et stort party, som Big Joe afholder for at hylde Mary, hun bliver kidnappet af Alky og hans folk, men befries af brødrene. 

Harpo indgår i dukketeatret

Chico og Harpo følger et skakspil

Der er mange vidunderlige scener i filmen bl.a. alle scenerne med Thelma Todd og Groucho, bl.a. en skøn tango, de fungerer bare sammen. Harpo i dukketeatret, hvor han er i total harmoni med tilskuerne (børnene) og kan generere autoriteterne. Scenen, hvor brødrene forsøger at efterligne Maurice Chevalier, for at komme i land. 

Men det kan ikke skjules, at historien, selv for en Marx Brothers film, er meget tyndbenet, og den sidste del af filmen, med Chicos klavernummer, Harpos harpenummer og afslutningsslagsmålet, hvor Zeppo slås med en skurk, mens de tre andre brødre ser på og kommenterer, som var det en sportsbegivenhed, er bare ikke på niveau. 

Filmen går i stå, da brødrene er kommet i land, og trods nogle fine momenter er den faktisk jævnt kedeligt i den sidste del.

fredag den 19. februar 2021

Dames (Ray Enright, 1934)

♥♥♥♥♡♡
Afslutningen i fængslet - moralens vogtere er omvendt :-)

Produktionen af Dames begyndte 28. marts 1934, optagelsen af de dramatiske scener blev afsluttet midt-april, mens Busby Berkeley arbejdede med musicalnumrene indtil 3. juli. Filmen havde premiere 16. august 1934 (Wikipedia). 

Denne tidslinje er interessant I pre-code sammenhæng, fordi Motion Picture Production Code (Hays Code), blev håndhævet strengt fra midten af 1934. 

Det er åbenlyst, når man sammenholder 42nd Street (1933), Gold Diggers of 1933 (1933) og Footlight Parade (1933), som alle er MEGET pre-code, at der er sket noget … Dames spiller på det, udfordrer flere steder og filmens tema er da også censur.

I centrum står Ezra Ounce (Hugh Herbert), som er stinkende rig, meget moralsk og ekstremt excentrisk. Han har besluttet, at 10 mio. $ af hans formue skal gå til Horace P. Hemmingway (Guy Kibbee), som er i den pæne dele af familietræet, modsat Jimmy Higgins (Dick Powell), som er blevet fjernet, fordi han beskæftiger sig med noget så vederstyggeligt som teater. Den eneste betingelse for at få pengene, er at Horace og hans familie, hustruen Mathilda (Zasu Pitts) og datteren Barbara (Ruby Keeler) skal leve op til de høje moralske standarder, som Ezra har sat. 

Så Ezra og hans livvagt følger med Horace tilbage til New York for at bo hos familien Hemmingway en måned, og sikre, at alt er, som det skal være. 

Der er to forhold, som truer forløbet. 

For det første er Barbara glad for sang og dans, og kærester med Jimmy. Jimmys drøm er at sætte stykket Sweet and Hot op, han mangler ”bare” finansieringen. 

En uventet sengegæst

For det andet går togturen til New York ikke som planlagt. Da Horace kommer ind i sin sovekupe, ligger der en anden i sengen, Mabel (Joan Blondell). Horace betaler hende fra at skrige og lægger sit visitkort, hvorpå han har skrevet, at hun skal glemme det hele. 

Visitkortet viser sig at være et perfekt afpresningsmiddel, så Horace kommer til at finansiere showet, parallelt med at han prøver at spille spillet i etableringen af Ounce Foundation For the Elevation of American Morals, der som sin første aktion vil stoppe showet. 

 Ezra, hans livvagt, Horace og Mathilda følger showet fra en loge. Ezra har hyret en række bøller, som på et givent signal skal stoppe showet med vold – som åbenbart er et legat middel mod ”umoral” 😊. 

Men der kommer ikke noget tegn, dels fordi showet faktisk er ganske pænt, dels fordi de tre (livvagten sover gennem det hele) bliver mere og mere fulde af den alkoholstærke Dr. Silver’s Golden Elixir, det eneste middel der duer mod hikken, som de alle tre får i tiltagende grad. 

Uskyldigt for den rene ...

The Girl at the Ironing Board, har Mabel i hovedrollen på et renseri, hvor hun synger til undertøj. Der er liv i undertøjet, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at det er et forsøg på at udfordre censorerne 😊Det er fantasifuldt, underholdende og fare out! 

Ruby her og der og allevegne

I Only Have Eyes For You er Jimmys kærlighedserklæring til Barbara. Han ser hende allevegne, ansigter på reklamer bliver til hendes, og pludselig danser alle med hendes ansigt osv. Man skal være stor Ruby Keeler fan for at elske det … Der er vidunderligt ekvilibristisk kameraarbejde i nummeret, det er forrygende. 

Dames er totalt kønsdiskriminerende. Det der en hyldest til kvinder, der ser godt ud. Hvad er tilskuernes interessere i forestillinger: forfattere, komponister, osv. Nej, de er der kun for at se dejlige kvinder. 

Til sidst Try to See It My Way, Baby, som får et lille minut, før det afbrydes. Ezra kommer ved en fejl til at give tegnet, showet bliver stoppet, politiet kommer talstærkt og mange bliver anholdt. 

Ezra, hans livvagt og Mathilda, lige før showet bliver stoppet

Filmen slutter i fængslet, hvor Ezra og co. hygger sig med Jimmy og Co, og nye bånd knyttes 😊 

I forhold til de tre andre film, jeg har nævnt i indledningen, er der påfaldende lidt udnyttelse af Joan Blondell, Dick Powell og Ruby Keeler. Historien har fokus på Hugh Herbert, Guy Kibbee og Zasu Pitts’ figurer, som der ærligt talt ikke er meget kød på, og de tre har ikke format til at gøre noget godt for figurerne. Faktisk er der tale om et godt spild af materiale. 

Men igen redder slutningen med Berkeleys numre filmen.

Det er bestemt stadig en seværdig film, men den har potentiale til noget meget større.

torsdag den 18. februar 2021

42nd Street (Lloyd Bacon, 1933)

♥♥♥♥♥♡
Fra titelnummeret (alle fotos: pre-code.com)

42nd Street er en af de film jeg med stor fornøjelse genser den ene gang efter den anden. Historien er relativt traditionel, men den er fortalt med en energi, humor - også en del under bæltestedet (pre-code), rappe replikker, og med en række skønne skuespillere.

Det en historie om en barsk verden, hvor penge og underlivet styrer, med store menneskelige omkostninger, men også med muligheder for at nå stjernerne. Og så er der en dejlig naivitet i fortællingen, som jeg finder uimodståelig 😊 

Den er lidt bagtung, de tre store musicalnumre er samlet til sidst, men de er værd at vente på.

I bund og grund beskriver filmen et klassisk projekt med et start- og et sluttidspunkt, økonomiske rammer og et indhold, som der kan justeres lidt på, men som i sidste instans skal resultere i et sammenhængende show. Rammerne og styringen er spændende beskrevet, med en dubiøs og ret usikker finansiering, og med masser af kompromisser, krænkende adfærd, urimelige arbejdsbetingelser osv. Men på trods af det, eller måske fordi det er en del af gamet, oplever vi en overvældende dedikation fra alle de involverede, som gør, at det hele alligevel lykkes, selvom det er på et hængende hår.

Den fænomenale musicalinstruktør Julian Marsh (Warner Baxter) har haft indtil flere nervøse sammenbrud, med pga. økonomien (did You hear about Wall Street?) er han nødt til at påtage sig opgaven med at sætte Pretty Lady op, på trods af lægens indtrængende advarsler. Showet finansieres af Abner Dillon (Guy Kibbee), på den ene betingelse, at Dorothy Brock (Bebe Daniels) får hovedrollen.

Peggy møder Billy

Til optagelsesprøverne stiller Peggy Sawyer (Ruby Keeler) op, hun kommer ind fra landet, og har aldrig optrådt før, og narres af nogle af de rutinerede til at gå ind til omklædningsrummet, hvor Billy Lawler (Dick Powell), som har en større rolle i showet, sidder og han tager sig af hende.

Peggy, Annie og Lolly

Med lidt hjælp fra Loraine “Lolly” Fleming (Una Merkel) og “Anytime” Annie Lowell (Ginger Rogers), kommer Peggy med i første udtagelsesrunde, men når ikke blandet de sidste 40 … Men, der er sket en fejl, så der er kun hyret 39, og Peggy kommer alligevel med, på det yderste mandat.

Prøverne går i gang, Julian er benhård og forlanger, at alle giver sig fuldt ud, så der bliver knoklet igennem. Abner forventer og tror at Dorothy holder af ham, men hun har stadig følelser for sin gamle partner og coach Pat Denning (George Brent), og de mødes, når der er mulighed for det.

Abner og Dorothy, ikke helt på bølgelængde

Producerne er opmærksomme på, at Pat udgør en kæmperisiko, for hvis Abner finder ud af forholdet, vil han uden tvivl trække støtten til showet. Deres mitigering af risikoen: De hyrer et par bøller til at skræmme Pat, og de overfalder ham, lige da han har sat Peggy af efter en middag; hun tager op på sit værelse og værtinden smider dem begge ud, og Peggy flytter ind til Pat, helt uskyldigt.

Peggy, Pat og Dorothy, anklen er skadet

Aftenen før premieren har alle fået fri og fået besked på at slappe af. Dorothy følges med Abner, og ser Pat følges med Peggy, og i løbet af aftenen udvikler det hele sig; Dorothy slåer op med Abner, han trækker støtten, formildes af Julian og vil støtte igen, hvis han får en undskyldning. Peggy opsøger Pat på hans værelse, hvor Dorothy også opholder sig, og under lidt tumult falder Dorothy og kommer til skade med sin ene ankel. 

Julian giver Peggy det sidste mentale boost inden hun skal på scenen

Showet er tæt på at blive aflyst, fordi hovedrollen nu mangler, Abner kommer lige så glad med redningen i form af sin nye ”kæreste” Annie, som dog erkender, at hovedrollen er over hendes niveau. Til gengæld anbefaler hun Peggy, som efter intensiv træning hos Julian nogle få timer før tæppet går, får rollen, og bliver en bragende succes.

Her får vi de tre store numre.

Shuffle Off to Buffalo, med et ungt par på bryllupsrejse i et tog. På sædvanlig Busby Berkeley manér udvikler nummeret sig fra noget, der kunne foregå på en scene, til noget meget større og flottere, bl.a. en togvogn, der folder sig ud.

Young and Healthy

Young and Healthy

Young and Healthy

Young and Healthy, et typisk geometrisk nummer, som handler om sex 😊
 
Ruby Keeler i 42nd street

42nd Street

Og endelig den store afslutning, titelnummeret, et totalt overvældende nummer som er en hyldest til New York, med en opsætning langt ud over scenens grænser og med en masse action, bl.a. et mord.

Julian, udslidt efter en sidste (?) udmarvende opsætning

Filmen slutter med en udslidt Julian der opholder sig udenfor teateret, og hører tilskuernes kommentarer, bl.a. om hvor fantastisk Peggy er, og om at han vil tage æren for det.



onsdag den 10. februar 2021

Scarface (Howard Hawks, 1932)

♥♥♥♥♥♡
Johnny, Tony og Poppy, Tony er let at læse :-)

Scarface er så meget pre-code at den selv i samtiden havde store problemer med at blive udsendt, og der blev bl.a. udarbejdet en alternativ slutning, hvor Scarface bliver hængt, og titlen fik tilføjelsen The Shame of a Nation. 

Blandt meget pre-code er utallige drab for åbent kamera, et åbenlyst incestuøst forhold mellem Scarface og hans søster, masser af let påklædte damer, spiritus flyder i en lind strøm, vold og skyderi er argumenter, der tæller, og indimellem kan man godt få det indtryk, at titelpersonen, som er totalt psykopat, og som ikke engang hans mor eller søster holder af, forherliges.

Historien kort: Chicago i 1920’erne, ølsalget styres af kriminelle på hhv. North Side og South Side. South Side styres af Big, som Tony aka Scarface (Paul Muni) dræber i filmens start efter ønske fra Johnny (Osgood Perkins), som overtager South Side, med Tony og hans højre hånd Guino (George Raft) som de udførende. Tony ignorer Johnnys ordrer om ikke at bevæge sig ind på North Side og en veritabel krig går i gang, som Tony går sejrrigt ud af, selv Johnnys kæreste Poppy (Karen Morley) overtager han. Tony dræber Johnny, som forgæves har forsøgt at likvidere Tony. Mens Tony og Poppy er bortrejst gifter Guino sig med Tonys søster Cesca (Ann Dvorak). Da Tony vender tilbage, skyder han Guino, og forskanser sig i sin lejlighed, hvor Cesca dukker op. Politiet omringer bygningen, Cesca bliver dræbt, Tony anholdt og skudt under forsøg på flugt.

Scarface er først og fremmest bragende velfortalt, visuelt imponerende og Paul Muni er formidabel i titelrollen. Historien afbalancerer glamouriseringen af gangsterne i forhold i forhold til politiet og pressen, og portrættet af Tony er på ingen måde glorificerende. Når han er pænest, kan han næsten virke normal, men farligheden og det ukontrollerbare ligger lige under overfladen, og lige fra starten er det tydeligt, at han kun har et mål at komme til at styre det hele. Som der står på reklamen for Cook's Tours: "The World Is Yours".

Hans mor har for længst opgivet ham, og forsøger forgæves at redde Cesca fra at blive en del af hans verden. Tony er sygeligt jaloux på enhver mand, der interesserer sig det mindste for søsteren, og hans ageren da hun danser tæt med en anden (da han selv danser tæt med Poppy), er en jaloux elskers. Poppy er en bleg erstatning for Cesca, og uden egentlig at erkende det selv, er hun for ham bare et symbol på, at han har overtaget biksen fra Johnny.

Han kan virke charmerende, men er dødsensfarlig, og han skyr ingen midler for at nå til tops, han er et dumt svin. Som alligevel portrætteres med små forsonende træk. Men selv bag hans humor lurer ondskaben.
Cesca er meget interesseret i Guino, hvor er hans blik rettet?

Ann Dvorak er vidunderlig som hans søster, først den lille, næsten uskyldige pige, men hun vokser til en kvinde, som er bevidst om sin indflydelse på mænd. Og den vidunderlige scene, lige før Tony dræber Guino, viser hendes så lykkelig, som man kan blive. Hendes forvandling til sidst er blændende: fra den hævnende hustru, som alligevel ikke kan dræbe sin bror, fordi de er så meget en del af hinanden; og hendes foragt for ham, da hun ligger døende og opdager at han er bange, for alvor bange, fordi han nu er helt alene.

Du er min søster, du skal ikke interesse dig for andre mænd!

Det er en af filmens pointer, at Tony, uanset sin tilsyneladende storhed, kun er noget i kraft af andre. Drabet på Big, Guino står som backup. Der er altid en anden, og når der en sjælden gang ikke er, så går det galt. Da han slæber Cesca hjem fra festen, hvor hun danser med en anden, er han pludselig alene, da han skal videre derfra, og der sætter Johnny sit attentatforsøg ind.

Det er en imponerende film!

tirsdag den 9. februar 2021

The Dentist (Leslie Pearce, 1932)

♥♥♡♡♡♡

Tandlægen i aktion

Mack Sennett har produceret og W. C. Fields skrevet denne kortfilm, hvor W.C. Fields spiller hovedrollen som en gennemusympatisk tandlæge, golfspiller og far.

En dårlig taber

Som golfspiller er han den dårlige taber, som ender med at smide sit udstyr og caddie i vandet, fordi det er gået dårligt.

Som far, fordi han låser sin datter inde, for at forhindre at hun kommer sammen med en ismand (manden der bringer is til køleskabet), og kun accepterer manden til sidst, fordi han hjælper ham mod at blive banket.

Pre-code: man tænker ikke på tandlæge som det første :-)

Og ikke mindst som tandlæge, hvor vi oplever nogle sære patienter. Der er en, som han nærmest udkæmper en brydekamp eller en seksualakt med, for at få en tand ud. Der er en, som han gør glad ved at fjerne ”noget”, som er faldet ned i hendes mund fra loftet (datteren tramper i gulvet af raseri). Der er en med et kæmpeskæg, hvor tandlægen bruger et stetoskop for at finde munden.

Er det en god film, er det en sjov film?

Jeg grinede af nogle af de groteske scener hos tandlægen – det er bestemt ikke en film man skal vise en, der lider af tandlægeskræk – men den koleriske figur kammer næsten for meget over i denne film, og den er ikke så elegant, som jeg husker andre af hans korte film.

søndag den 7. februar 2021

Footlight Parade (Lloyd Bacon, BusbyBerkeley, 1933)

♥♥♥♥♥♡
Joan Blondell og James Cagney = fantastisk kemi! (alle fotos: pre-code.com)

Hvordan agerer mennesker, når deres livsvilkår ændres dramatisk? Overgangen fra stumfilm til lydfilm er et skoleeksempel til at illustrere, hvordan en uigenkaldelig forandring sker. Der er der mange film, der handler om, tænk bare på Singin’ In the Rain. Footlight Parade er indspillet nogle år efter den definitive overgang, men så kort tid efter, at alle må have haft perioden present. Vi er midt i depressionen, Chester Kent (James Cagney) må se sin karriere som musicalproducent forsvinde, for hvem vil finansiere musicals, med en forestilling pr. dag, når den film kan vises mange gange om dagen, billigere?

Chester får den idé, at man kan producere mindre forestillinger, som kan bruges som optakt til filmene, og det bliver en bragende succes. Sammen med to andre skabes en rigtigt god forretning, bortset fra at Chester ikke tjener noget på det. Partnerne snyder ham, der bliver lavet falske regnskaber, så han får en udgave, hvor det ser ud om overskuddet indgår i produktionen af kommende forestillinger, mens det i virkeligheden går til de to kompagnoner. Og en tidligere ansat og dennes kæreste står for god gammeldags industrispionage, så alle Chesters ideer er hos konkurrenten ganske kort tid efter.

Nan Prescott (Joan Blondell) er hans totalt loyale sekretær, og forelsket ham, og han er opdager det ikke, fordi han har så travlt …

Chester er iderig, han er handlekraftig, han er i den grad i sine følelsers vold, og ikke mindst i sit underlivs – vi er i rendyrket pre-code. På trods af al modstanden kæmper han videre. Han tager sig af alt, stort og småt, han skaber energi, der er ingen tvivl om, at han er helt uundværlig.

Som om det, at stå for produktion af flere ugentlige forestillinger, ikke mindst skabe ideerne til dem, ikke er nok, så har han problemer på privatfronten: en ekskone vil skilles fra ham (fordi han ikke tjener penge nok), Nan er som nævnt forelsket i ham, og så falder han for hendes veninde. Han er under ekstremt pres.

Han beslutter, ikke urimeligt, at sige op, men de varer ikke længe. For den helt store mulighed frister, tre forestillinger i 40 forskellige byer, og det leder frem til filmens store finale. ALLE bliver spærret inde i tre dage, hvor det eneste mål er at gøre klar til tre shows, som skal præsenteres i forlængelse af hinanden en lørdag aften, og hvis de er godkendt (publikum er tilfredse) underskrives kontrakten. Det bliver den …

Historien er overordnet en klassisk historie, om den ensomme helt, som med hele verden imod sig alligevel lykkes. Men der er en masse forsiringer, som gør dette til en ganske særlig film. Det er pre-code, så der er – for at sige det på nudansk – totalt politisk ukorrekt sprogbrug og billedsprog. Herligt!

Der er er masse skønne replikudvekslinger og god underholdning i de første 2/3 af filmen - men det hele bygger op til den sidste 1/3-del, hvor de tre nævnte shows skal afvikles.

Her er ikke mindst Bea Thorn (Ruby Keeler) i centrum – hun er med i alle tre numre - og Scott Blair (Dick Powell).

Honeymoon Hotel

Første nummer er Honeymoon Hotel, hvor et ungt par (Bea og Scott) tjekker ind på Honeymoon Hotel, et herligt hotel hvor alle gæster tilsyneladende hedder Smith, alle samtaler aflyttes, der er meget aktive hoteldetektiver osv. Masser af humor, masser af misforståelser.

Busby Berkeley i topform ;-)

Næste nummer er By a Waterfall, hvor forelskede Bea og Scott hygger sig ved et vandfald, han falder i søvn, og et fantastisk show, med meget frække undertoner udspilles for vores øjne. 

Ruby Keeler og James Cagney kan også noget sammen ...

Sidste nummer er Shanghai Lil. Chester må nødtvungent overtage nummeret, og det gør han i den grad. Han optræder som en bums, på jagt efter sin kæreste (prostituerede), finder hende og er pludselig i uniform og er en del af den amerikanske flåde. Der er masser af guf i den scene, men for film buffs er højdepunktet at se Cagney og Keeler danske sammen!

Og ja, han danser godt, og ja, hun kigger meget på sine fødder, når hun danser.

Busby Berkeley er på toppen, og det er tre fantastiske numre, og det er åbenbart at der i forhold til kommende film er meget videre rammer end før pre-cod.

Filmen er rå og direkte. Den er romantisk og sentimental. Den er mandschauvinistisk. Den er humoristisk, ærlig og usentimental.

Det er summen af det hele, der gør at den i 2021 er lige så vital, som da den blev lanceret.

Det er en fantastisk film!

fredag den 5. februar 2021

Gold Diggers of 1933 (Mervyn Le Roy, 1933)

♥♥♥♥♥♥

Forgotten Man, afslutningen (alle fotos fra pre-code.com)

Fra åbningsnummeret We're in the money! bliver man blæst omkuld. Fay Fortune (Ginger Rogers) og et kor, som bogstaveligt talt ligner en million, synger og danser og Busby Berkeley har koreograferet…:

Fay - man kunne godt have ønsket en større rolle til Ginger Rogers i filmen

”Ol' Man Depression, you are through, you done us wrong! 
We never see a headline 'bout a bread line today, And when we see the landlord,
We can look that guy right in the eye!
We're in the money! Come on, my honey!
Let's lend it, spend it, send it rolling along!”

Ligesom filmens øvrige numre er teksten af Al Dubin og musikken af Harry Warren.

Stemningen er høj, der knokles, det er dagen før showet skal åbne, det er full dress rehearsal.

Men nej, depression er ikke forbi … nummeret får ikke lov at slutte som planlagt. Produceren Barney Hopkins (Ned Sparks) skylder penge til højre og venstre, penge han har lånt for at kunne stable showet på benene, kreditorerne får stoppet showet, der er intet at gøre. Selv de dragter, de har på til nummeret, bliver brutalt flået af, intet skal fjernes fra boet.

Et stoppet show betyder, at veninderne Carol King (Joan Blondell), Trixie Lorraine (Aline MacMahon) og Polly Parker (Ruby Keeler) er arbejdsløse, og intet har at stå op til, de må sågar synke så dybt som til at sjæle mælk fra en anden omgang, for at få noget til morgenmaden. Alle – og der er ikke mange kan man forstå - chancer forfølges. Så da Fay kommer forbi, i tøjet fra den drugstore, hvor hun arbejder, og fortæller at Barney er ved at være klar med et nyt show og skal hyre folk, bliver stemningen straks ekstatisk.

De trækker lod om, hvem der skal opsøge ham, for de har ikke tøj nok, til at de alle kan klæde sig ordentlig på, Carol vinder og tager afsted, ringer tilbage senere stakåndet af overvældelse, for Barney vil komme med hende tilbage til lejligheden, de skal ringe efter veninderne, for der ER et show på vej - arbejde!!!

Barney fortæller begejstret om det show han har i tankerne, storslået og med stof til eftertanke, ikke mindst noget med depressionen. Han hører musik fra en nabo-lejlighed, hvor Brad Roberts (Dick Powell) en ung, talentfuld komponist og sangskriver holder til og vil straks have ham over. Polly, som småflirter med ham, får ham over, og han overbeviser med det samme Barney: han skal stå for al musikken til showet.

Stemningen er euforisk, nu skal det hele i gang igen … men, da der bliver spurgt hvornår de skal begynde at arbejde med showet bliver de slået tilbage til start. Barney mangler at få finansieringen på plads. Det er ikke bare en fantasi, vi kan høre at han har haft forskellige sponsorer på banen, senest en mand, der skulle skilles, men nu er forsonet med konen, som ikke synes han skal bruge penge på teatret.

Brad spørger, hvor meget Barney skal bruge for at finansiere showet, han startmed med 50.000 $, og gradvis ”forhandler” han sig selv ned på 15.000 $. Dem vil Brad godt sørge for, han er lige ved at skrive en check, men fortryder og tilbyder i stedet at komme med pengene kontakt dagen efter kl. 10:30 på Barneys kontor.

En meget mærkelig stemning breder sig. Ingen tror på Brad, selv Polly synes han går for vidt, selvom hun allerhelst vil tro han, har ret. Men stemningen er imod ham, det er bare en malplaceret joke, eller er det? Brad virker ikke sådan.

De sidder da også alle på Barneys kontor næste morgen, men klokken er blevet 12:00, der er ingen Brad og ingen penge, Barney sender sekretæren, han har hyret for dagen hjem, afviser sprutsælgeren, som kommer med de fineste varer i en violinkasse, og gør klar til at lukke ned. Så dukker Brad op, i godt humør, han er blevet forsinket af en musikalsk idé, og lægger de 15.000 $ kontant på Barneys bord.

Prøverne går i gang, og rygterne går om, hvor Brad kan have pengene fra, beløbet passer med de 20.000 $, der er stjålet ved et bankrøveri. Det er også mærkeligt, at han ikke ville skrive under på checken. Og han vil ikke optræde, selvom han åbenlyst er bedre end den ”unge” mand (Clarence Nordstrom), den mandlige hovedrolle. Sidstnævnte får et voldsomt lumbago-anfald kort tid før premieren og kan ikke gå på scenen. Da Brad ikke vil optræde, har Barney ingen anden løsning end at aflyse …

En af de optrædende fortæller Brad, hvad konsekvenserne er: de har alle opgivet noget, for at kunne blive en del af showet, de vil alle blive arbejdsløse og uden muligheder for at finde noget andet. Sådan har han slet ikke tænkt, og han ombestemmer sig på stedet.

Det er svært at pette en pige i ståldragt

Polly og Brad er fantastiske i Pettin’ in the Dark, det er vidunderligt, frækt, humoristisk, storslået – igen Busby Berkeley for fuld udblæsning.

Happy ending? Ikke endnu.

For hvad er det nu med Brads hemmelighedskræmmeri?

De flyver ind fra Boston for at få styr på roderiet: Brads storebor J. Lawrence Bradford (Warren William) og familieadvokaten Faneuil H. Peabody (Guy Kibbee) har læst om Brads teatersucces, og for de stenrige bankfolk er det en skandale at han nedværdiger sig til at arbejde med populærmusisk og omgås billige og vulgære teaterfolk.

Da Brad nægter at opgive musik og teater sætter storebror sig i stedet for, at han vil købe Polly fra at gifte sig med Brad. For en rig bankmand, kan ikke forestille sig andet, end at det bare et spørgsmål om prisen.

Carol, da hun møder Lawrence, som tager hende for Polly

Men naturligvis går det slet ikke, som han havde tænkt. Da han og Faneuil kommer til lejligheden for at ”overtale” Polly er Carol og Trixie i lejligheden, Lawrence tror Carol er Polly, Trixie lægger an på Faneuil – de er jo Gold Diggers – og spillet er kørende, og får lov at køre næsten helt til enden.

Cheap and vulgar

Der skal naturligvis nogle forviklinger til, men lige før det store afslutningsnummer på showet falder alting på plads Polly og Brad har giftet sig, Trixie og Fanny har også giftet sig og Carol og Lawrence har sagt ja til hinanden, selvom hun er cheap and vulgar.

Happy ending? Både og.

For så kommer filmens højdepunkt: Forgotten Man:

Forgotten Man

Carol går dårligt klædt på gaden, synger, mens vi ser rækker sultne og frustrerede mænd, mænd der ligger på gaden og bliver antastet af politiet. Andre kvinder istemmer, vi ser soldater marchere ud i kamp for fædrelandet i Første Verdenskrig, vi ser dem vende døde eller sårede hjem, og vi ser dem stå i den breadline, som blev nævnt i starten af filmen. Det er stort, det er flot, og god intimt og indlevende. Det har en fantastisk effekt, man kan mærke depressionen, man kan mærke desperationen. 

Vi ved at der var tre Gold Diggers der fik deres rige mænd i filmens kontekst, men vi får til sidst kontrasten effektfuldt serveret. Hvordan mon det har været at gå ud af biografen med den sang hængende i øregangene og de billeder på nethinden som sidste indtryk?

Gold Diggers of 1933 er en forrygende showfilm, som med en ganske simpel historie som rygrad, overbevisende får fortalt en historie med perspektiv. Den er flot fortalt, der er fantastiske skuespillere hele vejen igennem, der er nogle af Busby Berkeleys allerflotteste numre og det hele virker bare perfekt sammen.


I don't know if he deserves a bit of sympathy
Forget your sympathy, that's all right with me
I was satisfied to drift along from day to day
Till they came and took my man away
Remember my forgotten man

You put a rifle in his hand
You sent him far away
You shouted: "Hip-hooray!"
But look at him today
Remember my forgotten man

You had him cultivate the land
He walked behind the plow
The sweat fell from his brow
But look at him right now
And once, he used to love me
I was happy then
He used to take care of me
Won't you bring him back again?
'Cause ever since the world began
A woman's got to have a man
Forgetting him, you see
Means you're forgetting me
Like my forgotten man