Footlight Parade (Lloyd Bacon, BusbyBerkeley, 1933)

♥♥♥♥♥♡

Joan Blondell og James Cagney = fantastisk kemi! (alle fotos: pre-code.com)

Hvordan agerer mennesker, når deres livsvilkår ændres dramatisk? Overgangen fra stumfilm til lydfilm er et skoleeksempel til at illustrere, hvordan en uigenkaldelig forandring sker. Der er der mange film, der handler om, tænk bare på Singin’ In the Rain. Footlight Parade er indspillet nogle år efter den definitive overgang, men så kort tid efter, at alle må have haft perioden present. Vi er midt i depressionen, Chester Kent (James Cagney) må se sin karriere som musicalproducent forsvinde, for hvem vil finansiere musicals, med en forestilling pr. dag, når den film kan vises mange gange om dagen, billigere?

Chester får den idé, at man kan producere mindre forestillinger, som kan bruges som optakt til filmene, og det bliver en bragende succes. Sammen med to andre skabes en rigtigt god forretning, bortset fra at Chester ikke tjener noget på det. Partnerne snyder ham, der bliver lavet falske regnskaber, så han får en udgave, hvor det ser ud om overskuddet indgår i produktionen af kommende forestillinger, mens det i virkeligheden går til de to kompagnoner. Og en tidligere ansat og dennes kæreste står for god gammeldags industrispionage, så alle Chesters ideer er hos konkurrenten ganske kort tid efter.

Nan Prescott (Joan Blondell) er hans totalt loyale sekretær, og forelsket ham, og han er opdager det ikke, fordi han har så travlt …

Chester er iderig, han er handlekraftig, han er i den grad i sine følelsers vold, og ikke mindst i sit underlivs – vi er i rendyrket pre-code. På trods af al modstanden kæmper han videre. Han tager sig af alt, stort og småt, han skaber energi, der er ingen tvivl om, at han er helt uundværlig.

Som om det, at stå for produktion af flere ugentlige forestillinger, ikke mindst skabe ideerne til dem, ikke er nok, så har han problemer på privatfronten: en ekskone vil skilles fra ham (fordi han ikke tjener penge nok), Nan er som nævnt forelsket i ham, og så falder han for hendes veninde. Han er under ekstremt pres.

Han beslutter, ikke urimeligt, at sige op, men de varer ikke længe. For den helt store mulighed frister, tre forestillinger i 40 forskellige byer, og det leder frem til filmens store finale. ALLE bliver spærret inde i tre dage, hvor det eneste mål er at gøre klar til tre shows, som skal præsenteres i forlængelse af hinanden en lørdag aften, og hvis de er godkendt (publikum er tilfredse) underskrives kontrakten. Det bliver den …

Historien er overordnet en klassisk historie, om den ensomme helt, som med hele verden imod sig alligevel lykkes. Men der er en masse forsiringer, som gør dette til en ganske særlig film. Det er pre-code, så der er – for at sige det på nudansk – totalt politisk ukorrekt sprogbrug og billedsprog. Herligt!

Der er er masse skønne replikudvekslinger og god underholdning i de første 2/3 af filmen - men det hele bygger op til den sidste 1/3-del, hvor de tre nævnte shows skal afvikles.

Her er ikke mindst Bea Thorn (Ruby Keeler) i centrum – hun er med i alle tre numre - og Scott Blair (Dick Powell).

Honeymoon Hotel

Første nummer er Honeymoon Hotel, hvor et ungt par (Bea og Scott) tjekker ind på Honeymoon Hotel, et herligt hotel hvor alle gæster tilsyneladende hedder Smith, alle samtaler aflyttes, der er meget aktive hoteldetektiver osv. Masser af humor, masser af misforståelser.

Busby Berkeley i topform ;-)

Næste nummer er By a Waterfall, hvor forelskede Bea og Scott hygger sig ved et vandfald, han falder i søvn, og et fantastisk show, med meget frække undertoner udspilles for vores øjne. 

Ruby Keeler og James Cagney kan også noget sammen ...

Sidste nummer er Shanghai Lil. Chester må nødtvungent overtage nummeret, og det gør han i den grad. Han optræder som en bums, på jagt efter sin kæreste (prostituerede), finder hende og er pludselig i uniform og er en del af den amerikanske flåde. Der er masser af guf i den scene, men for film buffs er højdepunktet at se Cagney og Keeler danske sammen!

Og ja, han danser godt, og ja, hun kigger meget på sine fødder, når hun danser.

Busby Berkeley er på toppen, og det er tre fantastiske numre, og det er åbenbart at der i forhold til kommende film er meget videre rammer end før pre-cod.

Filmen er rå og direkte. Den er romantisk og sentimental. Den er mandschauvinistisk. Den er humoristisk, ærlig og usentimental.

Det er summen af det hele, der gør at den i 2021 er lige så vital, som da den blev lanceret.

Det er en fantastisk film!

Gold Diggers of 1933 (Mervyn Le Roy, 1933)

♥♥♥♥♥♥

Forgotten Man, afslutningen (alle fotos fra pre-code.com)

Fra åbningsnummeret We're in the money! bliver man blæst omkuld. Fay Fortune (Ginger Rogers) og et kor, som bogstaveligt talt ligner en million, synger og danser og Busby Berkeley har koreograferet…:

Fay - man kunne godt have ønsket en større rolle til Ginger Rogers i filmen

”Ol' Man Depression, you are through, you done us wrong! 

We never see a headline 'bout a bread line today, And when we see the landlord,

We can look that guy right in the eye!

We're in the money! Come on, my honey!

Let's lend it, spend it, send it rolling along!”

Ligesom filmens øvrige numre er teksten af Al Dubin og musikken af Harry Warren.

Stemningen er høj, der knokles, det er dagen før showet skal åbne, det er full dress rehearsal.

Men nej, depression er ikke forbi … nummeret får ikke lov at slutte som planlagt. Produceren Barney Hopkins (Ned Sparks) skylder penge til højre og venstre, penge han har lånt for at kunne stable showet på benene, kreditorerne får stoppet showet, der er intet at gøre. Selv de dragter, de har på til nummeret, bliver brutalt flået af, intet skal fjernes fra boet.

Et stoppet show betyder, at veninderne Carol King (Joan Blondell), Trixie Lorraine (Aline MacMahon) og Polly Parker (Ruby Keeler) er arbejdsløse, og intet har at stå op til, de må sågar synke så dybt som til at sjæle mælk fra en anden omgang, for at få noget til morgenmaden. Alle – og der er ikke mange kan man forstå - chancer forfølges. Så da Fay kommer forbi, i tøjet fra den drugstore, hvor hun arbejder, og fortæller at Barney er ved at være klar med et nyt show og skal hyre folk, bliver stemningen straks ekstatisk.

De trækker lod om, hvem der skal opsøge ham, for de har ikke tøj nok, til at de alle kan klæde sig ordentlig på, Carol vinder og tager afsted, ringer tilbage senere stakåndet af overvældelse, for Barney vil komme med hende tilbage til lejligheden, de skal ringe efter veninderne, for der ER et show på vej - arbejde!!!

Barney fortæller begejstret om det show han har i tankerne, storslået og med stof til eftertanke, ikke mindst noget med depressionen. Han hører musik fra en nabo-lejlighed, hvor Brad Roberts (Dick Powell) en ung, talentfuld komponist og sangskriver holder til og vil straks have ham over. Polly, som småflirter med ham, får ham over, og han overbeviser med det samme Barney: han skal stå for al musikken til showet.

Stemningen er euforisk, nu skal det hele i gang igen … men, da der bliver spurgt hvornår de skal begynde at arbejde med showet bliver de slået tilbage til start. Barney mangler at få finansieringen på plads. Det er ikke bare en fantasi, vi kan høre at han har haft forskellige sponsorer på banen, senest en mand, der skulle skilles, men nu er forsonet med konen, som ikke synes han skal bruge penge på teatret.

Brad spørger, hvor meget Barney skal bruge for at finansiere showet, han startmed med 50.000 $, og gradvis ”forhandler” han sig selv ned på 15.000 $. Dem vil Brad godt sørge for, han er lige ved at skrive en check, men fortryder og tilbyder i stedet at komme med pengene kontakt dagen efter kl. 10:30 på Barneys kontor.

En meget mærkelig stemning breder sig. Ingen tror på Brad, selv Polly synes han går for vidt, selvom hun allerhelst vil tro han, har ret. Men stemningen er imod ham, det er bare en malplaceret joke, eller er det? Brad virker ikke sådan.

De sidder da også alle på Barneys kontor næste morgen, men klokken er blevet 12:00, der er ingen Brad og ingen penge, Barney sender sekretæren, han har hyret for dagen hjem, afviser sprutsælgeren, som kommer med de fineste varer i en violinkasse, og gør klar til at lukke ned. Så dukker Brad op, i godt humør, han er blevet forsinket af en musikalsk idé, og lægger de 15.000 $ kontant på Barneys bord.

Prøverne går i gang, og rygterne går om, hvor Brad kan have pengene fra, beløbet passer med de 20.000 $, der er stjålet ved et bankrøveri. Det er også mærkeligt, at han ikke ville skrive under på checken. Og han vil ikke optræde, selvom han åbenlyst er bedre end den ”unge” mand (Clarence Nordstrom), den mandlige hovedrolle. Sidstnævnte får et voldsomt lumbago-anfald kort tid før premieren og kan ikke gå på scenen. Da Brad ikke vil optræde, har Barney ingen anden løsning end at aflyse …

En af de optrædende fortæller Brad, hvad konsekvenserne er: de har alle opgivet noget, for at kunne blive en del af showet, de vil alle blive arbejdsløse og uden muligheder for at finde noget andet. Sådan har han slet ikke tænkt, og han ombestemmer sig på stedet.

Det er svært at pette en pige i ståldragt

Polly og Brad er fantastiske i Pettin’ in the Dark, det er vidunderligt, frækt, humoristisk, storslået – igen Busby Berkeley for fuld udblæsning.

Happy ending? Ikke endnu.

For hvad er det nu med Brads hemmelighedskræmmeri?

De flyver ind fra Boston for at få styr på roderiet: Brads storebor J. Lawrence Bradford (Warren William) og familieadvokaten Faneuil H. Peabody (Guy Kibbee) har læst om Brads teatersucces, og for de stenrige bankfolk er det en skandale at han nedværdiger sig til at arbejde med populærmusisk og omgås billige og vulgære teaterfolk.

Da Brad nægter at opgive musik og teater sætter storebror sig i stedet for, at han vil købe Polly fra at gifte sig med Brad. For en rig bankmand, kan ikke forestille sig andet, end at det bare et spørgsmål om prisen.

Carol, da hun møder Lawrence, som tager hende for Polly

Men naturligvis går det slet ikke, som han havde tænkt. Da han og Faneuil kommer til lejligheden for at ”overtale” Polly er Carol og Trixie i lejligheden, Lawrence tror Carol er Polly, Trixie lægger an på Faneuil – de er jo Gold Diggers – og spillet er kørende, og får lov at køre næsten helt til enden.

Cheap and vulgar

Der skal naturligvis nogle forviklinger til, men lige før det store afslutningsnummer på showet falder alting på plads Polly og Brad har giftet sig, Trixie og Fanny har også giftet sig og Carol og Lawrence har sagt ja til hinanden, selvom hun er cheap and vulgar.

Happy ending? Både og.

For så kommer filmens højdepunkt: Forgotten Man:

Forgotten Man

Carol går dårligt klædt på gaden, synger, mens vi ser rækker sultne og frustrerede mænd, mænd der ligger på gaden og bliver antastet af politiet. Andre kvinder istemmer, vi ser soldater marchere ud i kamp for fædrelandet i Første Verdenskrig, vi ser dem vende døde eller sårede hjem, og vi ser dem stå i den breadline, som blev nævnt i starten af filmen. Det er stort, det er flot, og god intimt og indlevende. Det har en fantastisk effekt, man kan mærke depressionen, man kan mærke desperationen. 

Vi ved at der var tre Gold Diggers der fik deres rige mænd i filmens kontekst, men vi får til sidst kontrasten effektfuldt serveret. Hvordan mon det har været at gå ud af biografen med den sang hængende i øregangene og de billeder på nethinden som sidste indtryk?

Gold Diggers of 1933 er en forrygende showfilm, som med en ganske simpel historie som rygrad, overbevisende får fortalt en historie med perspektiv. Den er flot fortalt, der er fantastiske skuespillere hele vejen igennem, der er nogle af Busby Berkeleys allerflotteste numre og det hele virker bare perfekt sammen.

I don't know if he deserves a bit of sympathy

Forget your sympathy, that's all right with me

I was satisfied to drift along from day to day

Till they came and took my man away

Remember my forgotten man

You put a rifle in his hand

You sent him far away

You shouted: "Hip-hooray!"

But look at him today

Remember my forgotten man

You had him cultivate the land

He walked behind the plow

The sweat fell from his brow

But look at him right now

And once, he used to love me

I was happy then

He used to take care of me

Won't you bring him back again?

'Cause ever since the world began

A woman's got to have a man

Forgetting him, you see

Means you're forgetting me

Like my forgotten man