Årets film 2009 - top 10

Puha, jeg har ikke fået set ret mange film i år, så jeg opgiver en liste med årets nye film. Listen indeholder de 10 bedste film jeg har set i år, og kun nr. 5 og 7 er ikke gensyn …

1. La Règle du Jeu (Jean Renoir, 1939) – filmens svar på Figaros bryllup, bare mere tragisk
2. The Big Sleep (Howard Hawks, 1946) – en perfekt film – Bacall og Bogart brænder gennem lærredet
3. Queen Kelly (Erich von Stroheim, 1929) – første del er måske den ultimative stumfilm, men jeg elsker også Wedding March :-)
4. On the Town (Stanley Donen & Gene Kelly, 1949) – en af de allerbedste musicals
5. Toni (Jean Renoir, 1935) – skønt at opdage et tidligt mesterværk af Renoir
6. Ma nuit chez Maud (Eric Rohmer, 1969) – moralsk fortælling som fænger og holder
7. Naniwa erejî (Osaka Elegy) (Kenji Mizoguchi, 1936) – endnu en åbenbaring fra en af favoritterne, herligt at disse film bliver tilgængelige
8. Made in USA (Jean-Luc Godard, 1966) – så frisk som da den blev skabt
9. Jeanne d'Arc (Carl Th. Dreyer, 1928) – et knugende værk, måske det mest tidløse på listen …
10. Play It Again, Sam (Herbert Ross, 1972) – en gammel favorit som holdt, men dog er lidt mærket af tidens tand

Luftslottet som sprängdes (Daniel Alfredson, 2009)

♥♡♡♡♡♡
Män som hatar kvinnor (Niels Arden Oplev, 2009), Flickan som lekte med elden (Daniel Alfredson, 2009) og Luftslottet som sprängdes (Daniel Alfredson, 2009) udgør tilsammen Millennium-trilogien, og et bud på filmatiseringen af Stieg Larssons romaner.

I det følgende er jeg groft generaliserende i forhold til de tre film, men jeg mener absolut at Män som hatar kvinnor er den eneste der står distancen som selvstændig, seværdig film.

Jeg slugte romanerne da de i sin tid kom frem på dansk. Komplekse historier med et personmylder som beskrives, så læserne kan få et forhold til dem og blive engageret i dem og i forløbet. Politisk korrekte holdninger mod magtmisbrug, politisk kynisme, misbrug af kvinder. Sejr til de gode og retfærdige og straf til de onde. Og først og sidst er der en helt elementært spændende handling, så det er vanskeligt ikke at blive revet med af bøgerne.

Det er en stor og udfordrende opgave at omsætte bøger til film – det er sagt om filmatiseringer næsten siden filmen blev en selvstændig kunstart. Ofte vælger filmatiseringerne side og ender som enten forsøg på at være tro mod forlægget eller med at bruge forlægget som afsæt for en selvstændig film. I dette tilfælde er der valgt den første mulighed, og uden at have tjekket det har jeg indtryk af at filmatiseringen har forsøgt at få alle personer fra romanen med, og mindst indikere alle væsentlige elementer i handlingen.

Og det synes jeg ikke er godt nok, specielt ikke hvis de tre film skal betragtes som selvstændige kunstværker. Jeg gætter på at rigtigt mange der ser filmene også har læst bøgerne, og dermed har en referenceramme. De får hvad jeg vil kalde en ”Illustreret klassiker” udgave af bøgerne: kun det allermest nødvendige er med, og ethvert forsøg på psykologisering, uddybning og forklaring er væk.

På det plan kan den måske fungere nogenlunde, selvom jeg ikke selv er imponeret over forsøget på at billedliggøre forlægget. Som selvstændige filmværker mener jeg det er utilstrækkelige, og ganske uforståelige baseret på filmenes egen referenceramme.

Handlingen i romanerne er baseret på rationaler, som stort set ikke kommer frem i denne film. Hvad er det egentlig der gør, at Lisbeth Salander udsættes for alle de overgreb? Hvad er drivkraften bag Mikael Blomkvists indsats? Hvorfor dit og hvorfor dat? Filmen giver ikke rigtigt svar på spørgsmålene.

Naniwa erejî (Osaka Elegy) (Kenji Mizoguchi, 1936)

(http://en.wikipedia.org/wiki/File:Naniwa_erejii_poster.jpg)

♥♥♥♥♡♡
Den unge Ayako Murai (Isuzu Yamada) arbejder som omstillingsdame i et medicinalfirma i Osaka, og er forelsket i Nishimura (Kensaku Hara). Hendes nu arbejdsløse far har begået underslæb og for at forhindre at han bliver meldt til politiet bliver Ayako en af direktørerne Asais (Yoko Umemura) elskerinde. Siden bliver hun den anden direktør Fujinos (Eitaro Shindo) elskerinde, for at betale for sin brors afsluttende eksamen. Da hun afviser Fujino og ringer efter Nishimura og fortæller ham hvad hun har gjort og hvorfor bryder alt sammen: Fujino melder hende til politiet, Nishimura afviser hende, og selv om politiet frafalder sigtelserne mod hende afvises hun af faderen, broderen og lillesøsteren, og forlader hjemmet.

Sammen med Gion no shimai (Sisters of the Gion) også fra 1936 blev Naniwa erejî et gennembrud for Mizoguchi og både en kritisk og publikumsmæssig succes. Det var den første af et langt og succesrigt samarbejde med manuskriptforfatteren Yoshikata Yoda de næste 20 år.

Ayako introduceres som en stærk kvinde: I familien er det hende der hiver faderen modspil, når han sidder og jamrer over de penge, han skylder; på arbejde er hun omstillingsdame, men har føling med firmaet og er i kontrol. Men hendes deroute begynder, da hun påtager sig ansvaret for at redde de slappe mænd: faderen, der ikke selv vil eller kan skaffe pengene, og broderen, der mener faderen skal skaffe pengene, så han kan afslutte sine studier. Som prostitueret skaffer hun pengene, og ”redder” mændene, som gerne tager imod hendes hjælp – men samtidig forstøder hende. Set i tilbageblik et helt klassisk og centralt tema hos Mizoguchi.

Filmens mænd er alle svage:

• Faderen
• Broderen Hiroshi (Shinpachiro Asaka) - som forventer at faderen skaffer skolepengene
• Asai – som på hjemmefronten totalt domineres af sin kone
• Dr. Yoko (Kunio Tamura), som bl.a. gennem en banal fejltagelse får afsløret et af de uægteskabelige forhold
• Nishimura – som er mere bekymret for sit job end for Ayako

Ayako er stærkere end mændene, men ender alligevel som den store taber, fordi hun presset af omgivelsernes og sine egne forventninger påtager sig et ansvar, som slet ikke står mål med indsatsen. Faderen mister firmaets penge, hun mister sin ære og muligheden for en fremtid med indhold. I bund og grund har hun intet valg.

Slutbilledet, hvor Ayako i nærbillede stirrer ind i kameraet er overvældende og dramatisk, og demonstrerer hendes isolation på uafrystelig vis.

Le concert (Radu Mihaileanu, 2009)

(http://www.purepeople.com/media/le-concert-avec-melanie-laurent-dans_m310201)

♥♥♥♡♡♡
Grand Teatrets franske filmdage sluttede den 7. december i denne omgang. Afslutningsfilmen Le concert er det svært ikke at holde af. En dramatisk historie, humor, stærke følelser og en afslutning, som bare er fantastisk rørende, hvor urealistisk den end kan forekomme. Det er effektiv film.

Historien er kort, at dirigenten Andrej Filipov (Aleksej Guskov) i 1980 blev afbrudt midt i en koncert i Bolsjoj Teatret, hvor Lea var solist i Tjajkovskijs violinkoncert. Andrejs brøde var, at han ikke ville fyre de jødiske musikere i orkestret. Orkestret opløses, Andrej får job som rengøringsassistent på teatret, Lea sendes til Gulag. I 2009 dukker så en fantastisk mulighed op for at det gamle orkester kan optræde på Châtelet Teatret i Paris. Det kræver bare at Andrej samler orkestret, får forhandlet aftale med Paris, skaffer pas, visum, sponsor til at forudbetale udgifterne, instrumenter, kostumer mv. Og det ultimative krav, at de får violinisten Anne-Marie Jacquet (Mélanie Laurent) som solist i Tjajkovskijs violinkoncert.

Og mirakuløst klares den ene forhindring efter den anden og pludselig er orkestret samlet til koncerten, Anne-Marie og Andrej er klar – vil det lykkes at gennemføre koncerten? Orkestret har ikke spillet, endsige spillet sammen, i snart 30 år, og Anne-Marie har aldrig spillet Tjajkovskij.

I får kun ét gæt :-)

Andrej lever kun for sin drøm – og den dag der ved et lykketræf opstår en teoretisk mulighed for at drømmen kan realiseres griber han den. Han får sat gang i en række aktiviteter, som han flere gange er ved at fortryde, men lavinen er ikke til at stoppe, og trods en masse afstikkere vil musikerne i bund og grund gerne have lov til at afslutte den koncert, som så dramatisk blev afbrudt 29 år tidligere. En urealistisk historie måske, men langt hen ad vejen kunne man godt forestille sig, at den var virkelig. Bag den hæsblæsende fortælling med masser af muntre indslag, gemmer sig flere sørgelige skæbner, bl.a. gammelkommunisten Ivan Gavrilov (Valerij Barinov), som var den der i 1980 afbrød koncerten, men nu hjælper orkestret til Paris, fordi han selv håber at han dér kan udleve sin kommunistiske drøm.

Det er svært at afbalancere de forskellige vinkler i filmen, og jeg synes flere steder filmen er lige ved at kamme over og blive ren Olsenbanden, men på trods af det urealistiske setup lykkes det alligevel at få afslutningen til at fungere imponerende godt – og drømmene går op i en højere enhed.

Filmen har officiel premiere 1. juledag og kan bestemt anbefales!

La fille de l’eau (Jean Renoir, 1925)

♥♥♡♡♡♡
Virginies (Catherine Hessling) far, som ejer en pram med sin bror Jef (Pierre Lestringuez), dør og den onde Jef drikker arven op og sætter prammen til salg. Virginie flygter efter at Jef har forsøgt at voldtage hende. Hun slutter sig til en ung sigøjner (Maurice Touzé) og hans mor, og hjælper med at stjæle. De lægger sig ud med en lokal, rig bonde Justin (Pierre Champagne), og efter at deres vogn er brændt ned er Virginie igen alene og overnatter i det fri. Georges (Harold Levingston), søn af en lokal rigmand, bringer hende mad. Virginie får voldsom feber under et uvejr og George bringer hende til et nærliggende ægtepar, som tager sig af hende. Jef dukker op igen og truer med at ødelægge Virginies og Georges spirende kærlighed, men efter en slåskamp ender alt lykkeligt.

La fille de l’eau er selvfølgelig interessant alene fordi det er Renoirs filmdebut. Men den har absolut andre kvaliteter end kuriositetens. Filmen er en blanding af forskellige stilarter: næsten dokumentarisk beskrivelse af livet på båden, værtshuset og brandslukningen. Melodramatiske beskrivelser af den onde Jef overfor den unge og naive Virginie. Surrealistiske mareridtsscener (Virginies hallucinationer). Komiske islæt (Virginie der får en sæk kartofler i hovedet).

Plottet udvikles ganske urealistisk, nogle gange er det helt eventyragtigt med Virginie som går så meget ondt igennem, men næsten bogstaveligt talt reddes af ridderen på den hvide hest.

Karaktertegningen er meget rudimentær, og der er ikke de store nuancer i de forskellige karakterer.
Men alligevel fungerer filmen. Der er et godt flow i handlingen, specielt i første halvdel af filmen, der er elementær spænding og den er flot fotograferet. Og så er der scener der virkelig brænder sig fast, ikke mindst afbrændingen af sigøjnernes vogn, hvor klippene mellem bøndernes sammenbidte ansigter og Virginies skræmte ansigt er meget effektfulde; og så en fantasifuld mareridtsscene, hvor Virginie ligger under et træ i et voldsomt stormvejr, og i febervildelse genoplever en række af rædslerne tidligere i filmen.

Absolut en værdig debut på en fantastisk karriere.

Toni (Jean Renoir, 1935)

Fra optagelsen af Toni (http://www.cahiersducinema.com/IMG/gif/Renoir_tournage-Toni-.gif)

♥♥♥♥♥♡
Toni er optaget i sommeren 1934 i Martigues i Sydfrankrig. Renoir ønskede at optage en realistisk film, og historien om Toni fik han fortalt af en god ven, som var politidirektør i Martigues. Filmen er optaget on location i Martigues og med mange af de lokale – hovedsagelig italienske indvandrere – som statister.

Det er en meget sørgelig og meget gribende historie om Toni (Charles Blavette), der ankommer til Martigues, indlogerer sig hos Marie (Jenny Hélia), forelsker sig i Josefa (Celia Montalván), som gengælder hans følelser, men gifter sig med Albert (Max Dalban) samme dag som Toni og Marie bliver gift. Ingen af ægteskaberne er lykkelige: Marie smider efter et halvhjertet selvmordsforsøg Toni ud, og Albert og Josefas ægteskab ender brat, da hun under et skænderi skyder ham. Toni hjælper Josefa med at skaffe Alberts lig af vejen, men bliver selv anklaget for drabet og skudt, da han flygter.

Filmen er dokumentarisk i sin stil, og meget realistisk iagttagende. Den kaldes ikke for ingenting en tidlig neorealistisk film – Visconti var i øvrigt ukrediteret assistent på filmen.

Der er ikke nogen der dømmes, der er ingen helte eller skurke. Albert er ikke specielt sympatisk, men heller ikke rigtigt usympatisk, men det nærmeste filmen kommer en skurk. Titelpersonen er det nærmeste filmen kommen en (anti)helt: en hæderlig, sympatisk og ærlig person, som kun pga. skæbnens luner bliver gift med den ”forkerte” – og meget menneskeligt ikke kan holde følelserne i ave. Tilskueren kommer uvilkårligt tæt på hovedpersonerne, føler deres smerte, oplever deres mistede muligheder.

Der er den ene vidunderlige scene efter den anden i filmen:

• Toni hjælper Josefa med at trække kærren med vasketøj. Hun får ham til at plukke en klase druer. Der er en hveps på klasen. Den stikker hende på ryggen. Han skærer brodden fri og suger giften ud. En scene der oser af sensualitet og forventninger og drømme. Filmens lykkeligste – det var nok det øjeblik begge ville have bevaret for evigt, men mistede lige efter.
• Et at filmhistoriens tristeste dobbeltbryllupper: Toni & Maries og Albert & Josefas. Bryllupsgæsterne har det vist rart, men af de fire hovedpersoner er kun Albert glad. Det er en ganske kort scene, der fanger hovedpersonernes tristesse eminent.
• Sebastians (Josefas far) sidste vilje, kort tid før han dør, hvor alle de vigtigste personer er samlet, og Toni lover at tage være gudfar for Sebastians Josefa & Alberts søn, til stor fortrydelse for Marie og Albert.
• Maries selvmordsforsøg – som udløses af et skænderi med Toni - som gerne vil deltage i Sebastians begravelse - der pludselig eskalerer. Billederne af Maries løb gennem skoven, hendes roen ud, og øjeblikket hvor hun rejser sig i båden er sindsoprivende smukke.
• Tonis flugt efter at have ”tilstået” drabet på Albert. Jægerne, hundene, løbet … der er så meget der foregriber harejagten i La Règle du Jeu – det er bare så flot fotograferet, og så dramatisk perfekt – løbet over broen (som i filmen både symboliserer håbet og døden), jægerens skud der sårer Toni dødeligt, og toget der passerer netop da Toni udånder

Filmen blev et flop ved premieren, men blev rehabiliteret at Cahiers du Cinéma i 1950’erne og fremstår i dag som en af Renoirs allerbedste film. Jeg har ikke genset La Grande Illusion og Une Partie de campagne for nylig, men efter min ringe mening er Toni Renoirs næstbedste film før krigen, kun overgået af det ultimative mesterværk La Règle du Jeu.