La règle du jeu (Jean Renoir, 1939)

♥♥♥♥♥♥

Octave, André og Christine

La règle du jeu er en tragisk komedie, som udspilles i den franske overklasse lige før 2. verdenskrigs udbrud, med Marquis de la Chesnaye som det samlende punkt. 

Octave i uskyldig jagt efter Lisette

Overklassen lever ubekymret, har ingen økonomiske sorger, har overfladiske følelsesmæssige relationer og andre former for relationer, med mange uskrevne regler. Tjenestefolkene lever i en ganske anden verden, med deres egne regler. Reglerne for hvordan de to verdener interagerer, herskab og tjenestefolk, er kendt og følges. 

Problemerne opstår, når der er personer, som, ubevidst eller bevidst, forsøger at overskride disse grænser. 

 André Jurieux (Roland Toutain) foretager en flyvning over Atlanten, og hyldes i le Bourget, men han optræder ikke som den helt, han reelt er, og for åben mikrofon fortæller han, hvor skuffet han er. Han har udført bedriften for Christine, og hun er der ikke engang for at tage imod ham. Han modtages kun af sin ven Octave (Jean Renoir), som har kendt Christine (Nora Gregor), fra hun var barn. 

Hun er fra Wien, gift med franskmanden Robert (Marcel Dalio), Marquis de la Chesnaye. Robert har fra før ægteskabet Geneviève de Marras (Mila Parély) som elskerinde. 

Hvor er skoene? Bemærk dybdefokus

Hovedparten af filmen udspilles på Roberts gods La Coliniere, hvor der er arrangeret et ugelangt arrangement, med André som æresgæst. 

Der er mange nøglescener – hvis der er andet 😊 – i filmen, fx Roberts møde med krybskytten Marceau (Julien Carette), som siden bliver ansat som tjener og straks forelsker sig i Lisette (Paulette Dubost), Christines stuepige.

Fra kostumeballet

Der er den berømte jagt, arrangeret af Edouard Schumacher (Gaston Modot), som er skytte på godset og gift med Lisette. Med nedskydningen af fasaner og harer, som giver associationer til krig, og foregriber filmens afslutning. Og hvor Christine opdager, at Roberts forhold til Geneviève ikke er helt afsluttet. 

Og der er ikke mindst kostumeballet den sidste aften, hvor alt og alle kommer i spil. Det er et spil, det er fascinerende og virtuost fortalt, med en exceptionel anvendelse af dybdefokus, som anvendes til at få de mange lag i fortællingen vævet sammen og interagere. Naturligvis må det gå galt.

Drama i køkkenet

Der opstår en masse forviklinger. André og Christine planlægger at stikke af sammen, mens en bevæbnet Schumacher jagter Marceau og Lisette rundt blandt gæsterne, som tror det er en del af underholdningen. Octave, som til et punkt har hjulpet André, erklærer selv sin kærlighed til Christine, og så vil de stikke af sammen. 

Schumacher og Marceau, som begge er blevet fyret pga. deres opførsel under festen, ser Octave og Christine gå ind i orangeriet, men tror det er Lisette, da Christine har Lisettes overtøj på. Octave vil hente sit overtøj på slottet, hvor Lisette bønfalder ham om ikke at stikke af med Christine, fordi han ikke kan tilbyde hende det liv, hun ønsker. Octave erkender, at hun har ret, og fortæller Jurieux at Christine venter ham i orangeriet, låner ham sin frakke og sender ham afsted. Schumacher tror Octave vil stikke af med Lisette og skyder ham med koldt blod, blot for at finde ud af, at det er André, der var på vej til Christine. 

André kommer helt til kort i dette spil, og den tragiske udgang er uundgåelig. Han er oprigtigt forelsket i Christine, og det er måske gengældt, men tilskueren kan komme i tvivl, for hvad føler Christine egentlig, og vil hun virkelig flygte fra Robert? Fra starten i le Bourget agerer han, som om hun har svigtet ham; han forventer at hendes følelser er så stærke som hans. 

Hans død er et uheld, men det kunne lige så godt være planlagt. Vi véd, at det er en banal men skæbnesvanger misforståelse, men på slottet er ingen i tvivl: det Robert kalder en vådeskudsulykke, er en behændig måde at slippe af med en rival på. Sådan er spillets regler, hvis man forstår dem. 

Det er på overfladen en ganske enkel film, men der er så mange aspekter i den … sjov og alvor, det en komedie og en tragedie. 

Det er formidabel fortælling, fortalt med et kæmpeoverskud, nuanceret, empatisk og humoristisk. Der er ingen helte eller skurke, der er en masse spændende mennesker, og dem der klarer sig bedst, er dem der følger spillets regler.

La fille de l’eau (Jean Renoir, 1925)

♥♥♡♡♡♡
Virginies (Catherine Hessling) far, som ejer en pram med sin bror Jef (Pierre Lestringuez), dør og den onde Jef drikker arven op og sætter prammen til salg. Virginie flygter efter at Jef har forsøgt at voldtage hende. Hun slutter sig til en ung sigøjner (Maurice Touzé) og hans mor, og hjælper med at stjæle. De lægger sig ud med en lokal, rig bonde Justin (Pierre Champagne), og efter at deres vogn er brændt ned er Virginie igen alene og overnatter i det fri. Georges (Harold Levingston), søn af en lokal rigmand, bringer hende mad. Virginie får voldsom feber under et uvejr og George bringer hende til et nærliggende ægtepar, som tager sig af hende. Jef dukker op igen og truer med at ødelægge Virginies og Georges spirende kærlighed, men efter en slåskamp ender alt lykkeligt.

La fille de l’eau er selvfølgelig interessant alene fordi det er Renoirs filmdebut. Men den har absolut andre kvaliteter end kuriositetens. Filmen er en blanding af forskellige stilarter: næsten dokumentarisk beskrivelse af livet på båden, værtshuset og brandslukningen. Melodramatiske beskrivelser af den onde Jef overfor den unge og naive Virginie. Surrealistiske mareridtsscener (Virginies hallucinationer). Komiske islæt (Virginie der får en sæk kartofler i hovedet).

Plottet udvikles ganske urealistisk, nogle gange er det helt eventyragtigt med Virginie som går så meget ondt igennem, men næsten bogstaveligt talt reddes af ridderen på den hvide hest.

Karaktertegningen er meget rudimentær, og der er ikke de store nuancer i de forskellige karakterer.
Men alligevel fungerer filmen. Der er et godt flow i handlingen, specielt i første halvdel af filmen, der er elementær spænding og den er flot fotograferet. Og så er der scener der virkelig brænder sig fast, ikke mindst afbrændingen af sigøjnernes vogn, hvor klippene mellem bøndernes sammenbidte ansigter og Virginies skræmte ansigt er meget effektfulde; og så en fantasifuld mareridtsscene, hvor Virginie ligger under et træ i et voldsomt stormvejr, og i febervildelse genoplever en række af rædslerne tidligere i filmen.

Absolut en værdig debut på en fantastisk karriere.

Toni (Jean Renoir, 1935)

Fra optagelsen af Toni (http://www.cahiersducinema.com/IMG/gif/Renoir_tournage-Toni-.gif)

♥♥♥♥♥♡
Toni er optaget i sommeren 1934 i Martigues i Sydfrankrig. Renoir ønskede at optage en realistisk film, og historien om Toni fik han fortalt af en god ven, som var politidirektør i Martigues. Filmen er optaget on location i Martigues og med mange af de lokale – hovedsagelig italienske indvandrere – som statister.

Det er en meget sørgelig og meget gribende historie om Toni (Charles Blavette), der ankommer til Martigues, indlogerer sig hos Marie (Jenny Hélia), forelsker sig i Josefa (Celia Montalván), som gengælder hans følelser, men gifter sig med Albert (Max Dalban) samme dag som Toni og Marie bliver gift. Ingen af ægteskaberne er lykkelige: Marie smider efter et halvhjertet selvmordsforsøg Toni ud, og Albert og Josefas ægteskab ender brat, da hun under et skænderi skyder ham. Toni hjælper Josefa med at skaffe Alberts lig af vejen, men bliver selv anklaget for drabet og skudt, da han flygter.

Filmen er dokumentarisk i sin stil, og meget realistisk iagttagende. Den kaldes ikke for ingenting en tidlig neorealistisk film – Visconti var i øvrigt ukrediteret assistent på filmen.

Der er ikke nogen der dømmes, der er ingen helte eller skurke. Albert er ikke specielt sympatisk, men heller ikke rigtigt usympatisk, men det nærmeste filmen kommer en skurk. Titelpersonen er det nærmeste filmen kommen en (anti)helt: en hæderlig, sympatisk og ærlig person, som kun pga. skæbnens luner bliver gift med den ”forkerte” – og meget menneskeligt ikke kan holde følelserne i ave. Tilskueren kommer uvilkårligt tæt på hovedpersonerne, føler deres smerte, oplever deres mistede muligheder.

Der er den ene vidunderlige scene efter den anden i filmen:

• Toni hjælper Josefa med at trække kærren med vasketøj. Hun får ham til at plukke en klase druer. Der er en hveps på klasen. Den stikker hende på ryggen. Han skærer brodden fri og suger giften ud. En scene der oser af sensualitet og forventninger og drømme. Filmens lykkeligste – det var nok det øjeblik begge ville have bevaret for evigt, men mistede lige efter.
• Et at filmhistoriens tristeste dobbeltbryllupper: Toni & Maries og Albert & Josefas. Bryllupsgæsterne har det vist rart, men af de fire hovedpersoner er kun Albert glad. Det er en ganske kort scene, der fanger hovedpersonernes tristesse eminent.
• Sebastians (Josefas far) sidste vilje, kort tid før han dør, hvor alle de vigtigste personer er samlet, og Toni lover at tage være gudfar for Sebastians Josefa & Alberts søn, til stor fortrydelse for Marie og Albert.
• Maries selvmordsforsøg – som udløses af et skænderi med Toni - som gerne vil deltage i Sebastians begravelse - der pludselig eskalerer. Billederne af Maries løb gennem skoven, hendes roen ud, og øjeblikket hvor hun rejser sig i båden er sindsoprivende smukke.
• Tonis flugt efter at have ”tilstået” drabet på Albert. Jægerne, hundene, løbet … der er så meget der foregriber harejagten i La Règle du Jeu – det er bare så flot fotograferet, og så dramatisk perfekt – løbet over broen (som i filmen både symboliserer håbet og døden), jægerens skud der sårer Toni dødeligt, og toget der passerer netop da Toni udånder

Filmen blev et flop ved premieren, men blev rehabiliteret at Cahiers du Cinéma i 1950’erne og fremstår i dag som en af Renoirs allerbedste film. Jeg har ikke genset La Grande Illusion og Une Partie de campagne for nylig, men efter min ringe mening er Toni Renoirs næstbedste film før krigen, kun overgået af det ultimative mesterværk La Règle du Jeu.