Dames (Ray Enright, 1934)

♥♥♥♥♡♡

Afslutningen i fængslet - moralens vogtere er omvendt :-)

Produktionen af Dames begyndte 28. marts 1934, optagelsen af de dramatiske scener blev afsluttet midt-april, mens Busby Berkeley arbejdede med musicalnumrene indtil 3. juli. Filmen havde premiere 16. august 1934 (Wikipedia). 

Denne tidslinje er interessant I pre-code sammenhæng, fordi Motion Picture Production Code (Hays Code), blev håndhævet strengt fra midten af 1934. 

Det er åbenlyst, når man sammenholder 42nd Street (1933), Gold Diggers of 1933 (1933) og Footlight Parade (1933), som alle er MEGET pre-code, at der er sket noget … Dames spiller på det, udfordrer flere steder og filmens tema er da også censur.

I centrum står Ezra Ounce (Hugh Herbert), som er stinkende rig, meget moralsk og ekstremt excentrisk. Han har besluttet, at 10 mio. $ af hans formue skal gå til Horace P. Hemmingway (Guy Kibbee), som er i den pæne dele af familietræet, modsat Jimmy Higgins (Dick Powell), som er blevet fjernet, fordi han beskæftiger sig med noget så vederstyggeligt som teater. Den eneste betingelse for at få pengene, er at Horace og hans familie, hustruen Mathilda (Zasu Pitts) og datteren Barbara (Ruby Keeler) skal leve op til de høje moralske standarder, som Ezra har sat. 

Så Ezra og hans livvagt følger med Horace tilbage til New York for at bo hos familien Hemmingway en måned, og sikre, at alt er, som det skal være. 

Der er to forhold, som truer forløbet. 

For det første er Barbara glad for sang og dans, og kærester med Jimmy. Jimmys drøm er at sætte stykket Sweet and Hot op, han mangler ”bare” finansieringen. 

En uventet sengegæst

For det andet går togturen til New York ikke som planlagt. Da Horace kommer ind i sin sovekupe, ligger der en anden i sengen, Mabel (Joan Blondell). Horace betaler hende fra at skrige og lægger sit visitkort, hvorpå han har skrevet, at hun skal glemme det hele. 

Visitkortet viser sig at være et perfekt afpresningsmiddel, så Horace kommer til at finansiere showet, parallelt med at han prøver at spille spillet i etableringen af Ounce Foundation For the Elevation of American Morals, der som sin første aktion vil stoppe showet. 

 Ezra, hans livvagt, Horace og Mathilda følger showet fra en loge. Ezra har hyret en række bøller, som på et givent signal skal stoppe showet med vold – som åbenbart er et legat middel mod ”umoral” 😊. 

Men der kommer ikke noget tegn, dels fordi showet faktisk er ganske pænt, dels fordi de tre (livvagten sover gennem det hele) bliver mere og mere fulde af den alkoholstærke Dr. Silver’s Golden Elixir, det eneste middel der duer mod hikken, som de alle tre får i tiltagende grad. 

Uskyldigt for den rene ...

The Girl at the Ironing Board, har Mabel i hovedrollen på et renseri, hvor hun synger til undertøj. Der er liv i undertøjet, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at det er et forsøg på at udfordre censorerne 😊Det er fantasifuldt, underholdende og fare out! 

Ruby her og der og allevegne

I Only Have Eyes For You er Jimmys kærlighedserklæring til Barbara. Han ser hende allevegne, ansigter på reklamer bliver til hendes, og pludselig danser alle med hendes ansigt osv. Man skal være stor Ruby Keeler fan for at elske det … Der er vidunderligt ekvilibristisk kameraarbejde i nummeret, det er forrygende. 

Dames er totalt kønsdiskriminerende. Det der en hyldest til kvinder, der ser godt ud. Hvad er tilskuernes interessere i forestillinger: forfattere, komponister, osv. Nej, de er der kun for at se dejlige kvinder. 

Til sidst Try to See It My Way, Baby, som får et lille minut, før det afbrydes. Ezra kommer ved en fejl til at give tegnet, showet bliver stoppet, politiet kommer talstærkt og mange bliver anholdt. 

Ezra, hans livvagt og Mathilda, lige før showet bliver stoppet

Filmen slutter i fængslet, hvor Ezra og co. hygger sig med Jimmy og Co, og nye bånd knyttes 😊 

I forhold til de tre andre film, jeg har nævnt i indledningen, er der påfaldende lidt udnyttelse af Joan Blondell, Dick Powell og Ruby Keeler. Historien har fokus på Hugh Herbert, Guy Kibbee og Zasu Pitts’ figurer, som der ærligt talt ikke er meget kød på, og de tre har ikke format til at gøre noget godt for figurerne. Faktisk er der tale om et godt spild af materiale. 

Men igen redder slutningen med Berkeleys numre filmen.

Det er bestemt stadig en seværdig film, men den har potentiale til noget meget større.

42nd Street (Lloyd Bacon, 1933)

♥♥♥♥♥♡

Fra titelnummeret (alle fotos: pre-code.com)

42nd Street er en af de film jeg med stor fornøjelse genser den ene gang efter den anden. Historien er relativt traditionel, men den er fortalt med en energi, humor - også en del under bæltestedet (pre-code), rappe replikker, og med en række skønne skuespillere.

Det en historie om en barsk verden, hvor penge og underlivet styrer, med store menneskelige omkostninger, men også med muligheder for at nå stjernerne. Og så er der en dejlig naivitet i fortællingen, som jeg finder uimodståelig 😊 

Den er lidt bagtung, de tre store musicalnumre er samlet til sidst, men de er værd at vente på.

I bund og grund beskriver filmen et klassisk projekt med et start- og et sluttidspunkt, økonomiske rammer og et indhold, som der kan justeres lidt på, men som i sidste instans skal resultere i et sammenhængende show. Rammerne og styringen er spændende beskrevet, med en dubiøs og ret usikker finansiering, og med masser af kompromisser, krænkende adfærd, urimelige arbejdsbetingelser osv. Men på trods af det, eller måske fordi det er en del af gamet, oplever vi en overvældende dedikation fra alle de involverede, som gør, at det hele alligevel lykkes, selvom det er på et hængende hår.

Den fænomenale musicalinstruktør Julian Marsh (Warner Baxter) har haft indtil flere nervøse sammenbrud, med pga. økonomien (did You hear about Wall Street?) er han nødt til at påtage sig opgaven med at sætte Pretty Lady op, på trods af lægens indtrængende advarsler. Showet finansieres af Abner Dillon (Guy Kibbee), på den ene betingelse, at Dorothy Brock (Bebe Daniels) får hovedrollen.

Peggy møder Billy

Til optagelsesprøverne stiller Peggy Sawyer (Ruby Keeler) op, hun kommer ind fra landet, og har aldrig optrådt før, og narres af nogle af de rutinerede til at gå ind til omklædningsrummet, hvor Billy Lawler (Dick Powell), som har en større rolle i showet, sidder og han tager sig af hende.

Peggy, Annie og Lolly

Med lidt hjælp fra Loraine “Lolly” Fleming (Una Merkel) og “Anytime” Annie Lowell (Ginger Rogers), kommer Peggy med i første udtagelsesrunde, men når ikke blandet de sidste 40 … Men, der er sket en fejl, så der er kun hyret 39, og Peggy kommer alligevel med, på det yderste mandat.

Prøverne går i gang, Julian er benhård og forlanger, at alle giver sig fuldt ud, så der bliver knoklet igennem. Abner forventer og tror at Dorothy holder af ham, men hun har stadig følelser for sin gamle partner og coach Pat Denning (George Brent), og de mødes, når der er mulighed for det.

Abner og Dorothy, ikke helt på bølgelængde

Producerne er opmærksomme på, at Pat udgør en kæmperisiko, for hvis Abner finder ud af forholdet, vil han uden tvivl trække støtten til showet. Deres mitigering af risikoen: De hyrer et par bøller til at skræmme Pat, og de overfalder ham, lige da han har sat Peggy af efter en middag; hun tager op på sit værelse og værtinden smider dem begge ud, og Peggy flytter ind til Pat, helt uskyldigt.

Peggy, Pat og Dorothy, anklen er skadet

Aftenen før premieren har alle fået fri og fået besked på at slappe af. Dorothy følges med Abner, og ser Pat følges med Peggy, og i løbet af aftenen udvikler det hele sig; Dorothy slåer op med Abner, han trækker støtten, formildes af Julian og vil støtte igen, hvis han får en undskyldning. Peggy opsøger Pat på hans værelse, hvor Dorothy også opholder sig, og under lidt tumult falder Dorothy og kommer til skade med sin ene ankel. 

Julian giver Peggy det sidste mentale boost inden hun skal på scenen

Showet er tæt på at blive aflyst, fordi hovedrollen nu mangler, Abner kommer lige så glad med redningen i form af sin nye ”kæreste” Annie, som dog erkender, at hovedrollen er over hendes niveau. Til gengæld anbefaler hun Peggy, som efter intensiv træning hos Julian nogle få timer før tæppet går, får rollen, og bliver en bragende succes.

Her får vi de tre store numre.

Shuffle Off to Buffalo, med et ungt par på bryllupsrejse i et tog. På sædvanlig Busby Berkeley manér udvikler nummeret sig fra noget, der kunne foregå på en scene, til noget meget større og flottere, bl.a. en togvogn, der folder sig ud.

Young and Healthy

Young and Healthy

Young and Healthy

Young and Healthy, et typisk geometrisk nummer, som handler om sex 😊

 

Ruby Keeler i 42nd street

42nd Street

Og endelig den store afslutning, titelnummeret, et totalt overvældende nummer som er en hyldest til New York, med en opsætning langt ud over scenens grænser og med en masse action, bl.a. et mord.

Julian, udslidt efter en sidste (?) udmarvende opsætning

Filmen slutter med en udslidt Julian der opholder sig udenfor teateret, og hører tilskuernes kommentarer, bl.a. om hvor fantastisk Peggy er, og om at han vil tage æren for det.