♥♥♥♥♥♥
 |
| Forgotten Man, afslutningen (alle fotos fra pre-code.com) |
Fra åbningsnummeret We're in the money! bliver man blæst omkuld. Fay Fortune (Ginger Rogers) og et kor, som bogstaveligt talt ligner en million, synger og danser og Busby Berkeley har koreograferet…:
 |
| Fay - man kunne godt have ønsket en større rolle til Ginger Rogers i filmen |
”Ol' Man Depression, you are through, you done us wrong!
We never see a headline 'bout a bread line today,
And when we see the landlord,
We can look that guy right in the eye!
We're in the money! Come on, my honey!
Let's lend it, spend it, send it rolling along!”
Ligesom filmens øvrige numre er teksten af Al Dubin og musikken af Harry Warren.
Stemningen er høj, der knokles, det er dagen før showet skal åbne, det er full dress rehearsal.
Men nej, depression er ikke forbi … nummeret får ikke lov at slutte som planlagt. Produceren Barney Hopkins (Ned Sparks) skylder penge til højre og venstre, penge han har lånt for at kunne stable showet på benene, kreditorerne får stoppet showet, der er intet at gøre. Selv de dragter, de har på til nummeret, bliver brutalt flået af, intet skal fjernes fra boet.
Et stoppet show betyder, at veninderne Carol King (Joan Blondell), Trixie Lorraine (Aline MacMahon) og Polly Parker (Ruby Keeler) er arbejdsløse, og intet har at stå op til, de må sågar synke så dybt som til at sjæle mælk fra en anden omgang, for at få noget til morgenmaden. Alle – og der er ikke mange kan man forstå - chancer forfølges. Så da Fay kommer forbi, i tøjet fra den drugstore, hvor hun arbejder, og fortæller at Barney er ved at være klar med et nyt show og skal hyre folk, bliver stemningen straks ekstatisk.
De trækker lod om, hvem der skal opsøge ham, for de har ikke tøj nok, til at de alle kan klæde sig ordentlig på, Carol vinder og tager afsted, ringer tilbage senere stakåndet af overvældelse, for Barney vil komme med hende tilbage til lejligheden, de skal ringe efter veninderne, for der ER et show på vej - arbejde!!!
Barney fortæller begejstret om det show han har i tankerne, storslået og med stof til eftertanke, ikke mindst noget med depressionen. Han hører musik fra en nabo-lejlighed, hvor Brad Roberts (Dick Powell) en ung, talentfuld komponist og sangskriver holder til og vil straks have ham over. Polly, som småflirter med ham, får ham over, og han overbeviser med det samme Barney: han skal stå for al musikken til showet.
Stemningen er euforisk, nu skal det hele i gang igen … men, da der bliver spurgt hvornår de skal begynde at arbejde med showet bliver de slået tilbage til start. Barney mangler at få finansieringen på plads.
Det er ikke bare en fantasi, vi kan høre at han har haft forskellige sponsorer på banen, senest en mand, der skulle skilles, men nu er forsonet med konen, som ikke synes han skal bruge penge på teatret.
Brad spørger, hvor meget Barney skal bruge for at finansiere showet, han startmed med 50.000 $, og gradvis ”forhandler” han sig selv ned på 15.000 $. Dem vil Brad godt sørge for, han er lige ved at skrive en check, men fortryder og tilbyder i stedet at komme med pengene kontakt dagen efter kl. 10:30 på Barneys kontor.
En meget mærkelig stemning breder sig. Ingen tror på Brad, selv Polly synes han går for vidt, selvom hun allerhelst vil tro han, har ret. Men stemningen er imod ham, det er bare en malplaceret joke, eller er det? Brad virker ikke sådan.
De sidder da også alle på Barneys kontor næste morgen, men klokken er blevet 12:00, der er ingen Brad og ingen penge, Barney sender sekretæren, han har hyret for dagen hjem, afviser sprutsælgeren, som kommer med de fineste varer i en violinkasse, og gør klar til at lukke ned. Så dukker Brad op, i godt humør, han er blevet forsinket af en musikalsk idé, og lægger de 15.000 $ kontant på Barneys bord.
Prøverne går i gang, og rygterne går om, hvor Brad kan have pengene fra, beløbet passer med de 20.000 $, der er stjålet ved et bankrøveri. Det er også mærkeligt, at han ikke ville skrive under på checken. Og han vil ikke optræde, selvom han åbenlyst er bedre end den ”unge” mand (Clarence Nordstrom), den mandlige hovedrolle. Sidstnævnte får et voldsomt lumbago-anfald kort tid før premieren og kan ikke gå på scenen. Da Brad ikke vil optræde, har Barney ingen anden løsning end at aflyse …
En af de optrædende fortæller Brad, hvad konsekvenserne er: de har alle opgivet noget, for at kunne blive en del af showet, de vil alle blive arbejdsløse og uden muligheder for at finde noget andet. Sådan har han slet ikke tænkt, og han ombestemmer sig på stedet.
 |
| Det er svært at pette en pige i ståldragt |
Polly og Brad er fantastiske i Pettin’ in the Dark, det er vidunderligt, frækt, humoristisk, storslået – igen Busby Berkeley for fuld udblæsning.
Happy ending? Ikke endnu.
For hvad er det nu med Brads hemmelighedskræmmeri?
De flyver ind fra Boston for at få styr på roderiet: Brads storebor J. Lawrence Bradford (Warren William) og familieadvokaten Faneuil H. Peabody (Guy Kibbee) har læst om Brads teatersucces, og for de stenrige bankfolk er det en skandale at han nedværdiger sig til at arbejde med populærmusisk og omgås billige og vulgære teaterfolk.
Da Brad nægter at opgive musik og teater sætter storebror sig i stedet for, at han vil købe Polly fra at gifte sig med Brad. For en rig bankmand, kan ikke forestille sig andet, end at det bare et spørgsmål om prisen.
 |
| Carol, da hun møder Lawrence, som tager hende for Polly |
Men naturligvis går det slet ikke, som han havde tænkt. Da han og Faneuil kommer til lejligheden for at ”overtale” Polly er Carol og Trixie i lejligheden, Lawrence tror Carol er Polly, Trixie lægger an på Faneuil – de er jo Gold Diggers – og spillet er kørende, og får lov at køre næsten helt til enden.
 |
| Cheap and vulgar |
Der skal naturligvis nogle forviklinger til, men lige før det store afslutningsnummer på showet falder alting på plads Polly og Brad har giftet sig, Trixie og Fanny har også giftet sig og Carol og Lawrence har sagt ja til hinanden, selvom hun er cheap and vulgar.
Happy ending? Både og.
For så kommer filmens højdepunkt: Forgotten Man:
 |
| Forgotten Man |
Carol går dårligt klædt på gaden, synger, mens vi ser rækker sultne og frustrerede mænd, mænd der ligger på gaden og bliver antastet af politiet. Andre kvinder istemmer, vi ser soldater marchere ud i kamp for fædrelandet i Første Verdenskrig, vi ser dem vende døde eller sårede hjem, og vi ser dem stå i den breadline, som blev nævnt i starten af filmen. Det er stort, det er flot, og god intimt og indlevende. Det har en fantastisk effekt, man kan mærke depressionen, man kan mærke desperationen.
Vi ved at der var tre Gold Diggers der fik deres rige mænd i filmens kontekst, men vi får til sidst kontrasten effektfuldt serveret. Hvordan mon det har været at gå ud af biografen med den sang hængende i øregangene og de billeder på nethinden som sidste indtryk?
Gold Diggers of 1933 er en forrygende showfilm, som med en ganske simpel historie som rygrad, overbevisende får fortalt en historie med perspektiv. Den er flot fortalt, der er fantastiske skuespillere hele vejen igennem, der er nogle af Busby Berkeleys allerflotteste numre og det hele virker bare perfekt sammen.
I don't know if he deserves a bit of sympathy
Forget your sympathy, that's all right with me
I was satisfied to drift along from day to day
Till they came and took my man away
Remember my forgotten man
You put a rifle in his hand
You sent him far away
You shouted: "Hip-hooray!"
But look at him today
Remember my forgotten man
You had him cultivate the land
He walked behind the plow
The sweat fell from his brow
But look at him right now
And once, he used to love me
I was happy then
He used to take care of me
Won't you bring him back again?
'Cause ever since the world began
A woman's got to have a man
Forgetting him, you see
Means you're forgetting me
Like my forgotten man
Ingen kommentarer:
Send en kommentar