Monkey Business (Norman Z. McLeod, 1931)

♥♥♥♡♡♡

Groucho Marx og Thelma Todd (alle fotos: pre-code.com)

Monkey Business er den tredje film med Marx Brothers, efter Cocoanuts og Animal Crackers. 

Godt den første halvdel af filmen foregår på et krydstogtskib, hvor de fire Marx Brothers er med som blinde passager. De jagtes konstant af mandskabet, men undslipper hele tiden. 

Chico og Harpo hyres som bodyguards

De bliver hyret parvis af to rivaliserende gangstere, som bodyguards (!), Zeppo forelsker sig i "Big Joe" Helton (Rockliffe Fellowes) datter Mary (Ruth Hall), og Groucho flirter (bl.a.) med "Alky" Briggs (Harry Woods) hustru Lucille (Thelma Todd). 

Maurice "Chico" Chevalier

Landgangen er ikke uproblematisk, da ingen af de fire har pas, men prøver at komme i land med Maurice Chevaliers pas, og giver hver deres udgave af "You Brought a New Kind of Love to Me" ("If the nightingales could sing like you ..."). 

Den sidste del foregår ved et stort party, som Big Joe afholder for at hylde Mary, hun bliver kidnappet af Alky og hans folk, men befries af brødrene. 

Harpo indgår i dukketeatret

Chico og Harpo følger et skakspil

Der er mange vidunderlige scener i filmen bl.a. alle scenerne med Thelma Todd og Groucho, bl.a. en skøn tango, de fungerer bare sammen. Harpo i dukketeatret, hvor han er i total harmoni med tilskuerne (børnene) og kan generere autoriteterne. Scenen, hvor brødrene forsøger at efterligne Maurice Chevalier, for at komme i land. 

Men det kan ikke skjules, at historien, selv for en Marx Brothers film, er meget tyndbenet, og den sidste del af filmen, med Chicos klavernummer, Harpos harpenummer og afslutningsslagsmålet, hvor Zeppo slås med en skurk, mens de tre andre brødre ser på og kommenterer, som var det en sportsbegivenhed, er bare ikke på niveau. 

Filmen går i stå, da brødrene er kommet i land, og trods nogle fine momenter er den faktisk jævnt kedeligt i den sidste del.

Animal Crackers (Victor Heerman, 1930)

♥♥♥♥♥♥

Filmen er baseret på en forestilling på Broadway med Marx Brothers, den bærer tydeligt præg af at være baseret på en forestilling, og hvad så?

De tre af de fire brødre er hver især fantastiske figurer. Sammen er de geniale. 

Groucho, som på enestående vis leger med sproget, udfordrer alt og alle, verbalt underminimerer alt selvhøjtideligt, får noget sjofelt ud af de meste, er uforskammet, charmerende når han er i humør til det, og genialt uforskammet, i øvrigt, hvilket er det meste af tiden.

 

Chico, som optræder med italiensk accent, men åbenbart ikke er italiensk. Han er et uovertruffet modspil til Groucho, og deres ordvekslinger er forrygende, intelligente, humoristiske, finurlige og mindst tvetydige. 

Harpo, der ikke siger et ord, men så meget desto mere udtrykker sig med et båthorn, og den mest forrygende mimik. Han er en menneskelig udgave af en hund, og enhver ung, smuk kvinde kan lokke ham fra lige meget hvad, han er i gang med. 

Den fjerde bror Zeppo, er den almindelige og kedelige, og den som i beåndede øjeblikke kan få specielt Grouchos adfærd sat i perspektiv i forhold til normalitet. 

Filmen er bare en ramme for at lade de tre udfolde sig, hvilket de også gør i den grad, 

Historien. Øh. Den stenrige Mrs. Rittenhouse (Margaret Dumont) har inviteret til et stort selskab dels for fejre den berømte opdagelsesrejsende i Afrika Captain Geoffrey T. Spaulding (Groucho), dels for at præsentere et berømt maleri, som Roscoe W. Chandler (Louis Sorin) har købt. Mrs. Rittenhouses datter Arabella (Lillian Roth) er kærester med den talentfulde men ukendte maler John Parker (Hal Thompson). Mrs. Whitehead (Margaret Irving), en anden rig kvinde, er misundelig på Mrs. Rittenhouse. Både John og Mrs. Whiteheads datter Grace har malet kopier af det berømte billede, og med forskellige motiver bliver det arrangeret at originalen erstattes af kopierne, og forvirringen er total. 

Der kan siges meget dårligt om filmen som film. Ok den er fra 1930, men alligevel er kameraarbejdet forbløffende stillestående – ja, det er filmatiseret teater. Der er sangnumre, der ikke bringer filmen videre, der er masser af urealistiske situationer. 

Men det er heller ikke det, der handler om. Det handler om at sætte en scene for de tre Marx Brothers, så de kan udfolde sig, og scenen bliver sat på eminent vis, og de udfolder sig muligvis det bedste man kan opleve på film.

 

Det er anarkistisk, det er uskyldigt, det er er romantisk og charmerende. Jeg må indrømme, at jeg blev totalt overrumplet, da jeg genså filmen i går, og oplevede en dugfrisk og sprudlende film. Rammerne kunne være bedre, men INTET kan på dette tidspunkt sætter grænser for de geniale brødre. 

Jeg har tidligere skrevet, at Duck Soup er deres bedste film. Efter gensynet med Animal Crackers er jeg kommet i tvivl. I bund og grund er det ligegyldigt, det spændende er, at Marx Brothers vitalitet og humor lever i bedste velgående den dag i dag.

Duck Soup (Leo McCarey, 1933)

♥♥♥♥♥♥

Margaret Dumont, Grocuho Marx og Zeppo Marx (som Grouchos sekretær)

Duck Soup, instrueret af den habile Leo McCarey, var den femte og sidste Paramount-film med Marx Brothers, som derefter skiftede til MGM.

Landet Freedonia er ved at gå bankerot, den eneste mulige redning er, at den stenringe enke mrs. Teasdale (Margaret Dumont) låner staten penge. Det vil hun på den ene betingelse, at Rufus T. Firefly (Groucho Marx) bliver landets leder. Nabolandet Sylvania vil annektere Freedonia. Sylvanias ambassadør Trentino (Louis Calhern) har hyret spionerne Chicolini (Chico Marx) og Pinky (Harpo Marx) til at finde noget afslørende om Firefly, og samtidig lægger både han og Firefly an på mrs. Teasdale.

I det videre forløb optræder Chicolini som peanutsælger, bliver hyret som krigsminister af Firefly, og efterhånden er krig mellem Freedonia og Sylvania uundgåelig. Freedonias krigsplaner opbevares af mrs. Teasdale, hun vil give dem til Firefly, og Chicolini og Pinky (begge forklædt som Firefly) vil stjæle dem.

Efter en kort og intens krig ender Trentino i en gabestok, Firefly, Chicolini og Pinky kaster frugt efter ham, han overgiver sig, mrs. Teasdale begynder at synge Freedonias nationalsang, hvorefter de tre kaster frugt efter hende i stedet.

Duck Soup er den mest rendyrkede Marx Brothers film. Der er ingen sidehistorier, der er ingen ”afbrydelser” med klaver- eller harpespil, der er ingen døde perioder med fuldt tryk både på den verbale og den visuelle humor.

Der er mange mindeværdige scener.

Der er operetteagtige sekvenser, fx da Firefly skal modtages.

Der er scener hvor mrs. Firefly, Trentino eller andre bliver hvirvlet ind i sprogligt ekvilibrisme af højeste karat med Firefly eller Chicolini som modpart.

Der er de gentagne scener, hvor Pinky i ministerkøretøjet, en motorcykel med sidevogn, kører afsted, efterladende Firefly i sidevognen. Firefly sætter sig til sidst på motorcyklen, hvorefter Pinky kører i sidevognen uden motorcykel.

Der et par længere scener, hvor Chicolini og Pinky generer en lemonadesælge verbalt og ikke mindst fysisk.

Der er scenen, hvor Pinky opholder sig i en kvindes soveværelse, vi ser hendes sko, hans sko og fire hestesko og nok så nydeligt: hun sover i sin seng, hesten i sin med Pinky ved siden af.

Der er den fantastiske spejlscene, hvor Pinky forklædt som Firefly spiller Fireflys spejlbillede i et manglende spejl. Herunder bytter de to på et tidspunkt side. Chicolini, også i forklædning som Firefly, dukker op og får brudt magien.

Det er en vidunderlig film, Marx Brothers allerbedste.