Morocco (Josef von Sternberg, 1930)

♥♥♥♥♡♡

Et æble og en nøgle ... (alle fotos fra pre-code.com)

Josef von Sternberg og Marlene Dietrich indledte deres samarbejde med Der Blaue Engel, som blev hendes internationale gennembrud og resulterede i en kontrakt med Paramount Pictures. Morocco blev starten på deres amerikanske samarbejde. Filmen hed oprindelig Amy Jolly, The Woman of Marrakesh, men Gary Cooper protesterede og fik titlen ændret til Morocco.

Der er mange historier om filmens tilblivelse, og der er ingen tvivl om at von Sternberg havde meget fokus på at få Dietrich til at fremstå bedst muligt, men Gary Cooper brænder også i den grad igennem på lærredet.

 

Filmen handler om tre skæbner, med en ukendt fortid, mindst de to helst vil glemme, som føres sammen. Den desillusionerede natklubsangerinde Amy Jolly (Marlene Dietrich) er på vej til Marokko, og møder den stenrige la Bessiere (Adolphe Menjou) på færgen; han forelsker sig i hende på stedet. Tom Brown (Gary Cooper) er i fremmedlegionen, og besøger den natklub, hvor hun skal optræde. Han falder også for hende, da hun imponerer publikum med Quand l'amour Meurt (Når kærligheden dør). Blandt publikum er Browns overordnede Caesar (Ullrich Haupt) og hans kone (Eve Southern), som Brown har haft en affære med tidligere.

Tak for blomsten

I filmens måske mest kendte scene går Amy rundt blandt publikum, spørger en kvinde om hun må få blomsten i hendes hår, får den, og kysser kvinden som tak.

Så meget koster æbler ikke ...

Amys andet nummer er What am I bid for my Apple, hvor hun efter sangen sælger æbler, får et ekstravagant beløb af la Bessière, et beskedent af Tom; sidstnævnte får nøglen til hendes lejlighed som byttepenge. Efter forestillingen vil Tom besøge Amy, på vejen stopper Caesars kone ham, men han afviser hende. Tom kommer ind i Amys lejlighed og de føler hinanden an. Der er ingen af dem, der vil fortælle om deres fortid. På vej tilbage møder Tom igen Caesars kone, afviser hende igen, og da Amy dukker op, fordi hun leder efter Tom, følger han hende hjem. Caesars kone sender et par bøller efter dem, de bliver begge banket af Tom. 

Tom anklages for at have skadet de to ”uskyldige”, og skal forvare sig overfor Caesar. Amy renser ham for en del af anklagen, men Tom dækker over Caesars kone. La Bessière gør sin indflydelse gældende og i stedet for at bliver stillet for en rigsret sendes Tom på en farlig mission under ledelse af Caesar. 

Jeg kan ikke konkurrere med den rige ...

Tom har overtalt Amy til at flygte fra Marokko inden, men da han finder ud af, hvad La Bessière kan tilbyde hende, fortryder han og tager afsted. På missionen sender Caesar Tom ud for at uskadeliggøre nogle maskingeværskytter, følger selv efter for at dræbe Tom, men bliver selv skudt.

La Bessière skal forloves med Amy, men under fejringen vender Toms regiment tilbage, og Amy løber ned for at finde ham, kun for at høre at han er efterladt på et hospital. 

Når man er rigtigt forelsket

La Bessière kører hende dertil, finder ud af, at han ikke er såret, men sidder selvmedlidende på et værtshus sammen med en anden kvinde, og snitter et hjerte med Amys navn i bordpladen. 

Amy følger manden hun elsker

Da hans regiment forlader stedet, følger Amy efter sammen med de øvrige kvinder, som følger efter de mænd, de elsker, og la Bessière står fortabt tilbage.

Amy og Toms forhold har potentialet til noget stort! De er åbenlyst meget fascinerede af hinanden, og klar til at flygte sammen. Hun overvinder sin barriere, men han opgiver, da han finder ud af, hvad la Bessière kan tilbyde økonomisk, hvilket han opfatter som det, betyder noget for Amy … Hvilket bare viser, hvor lidt mænd forstår 😉

Morocco oser af erotik. Det er ulideligt varmt, vifter kører både bogstaveligt og overført, og man kan mærke, hvordan den erotiske tiltrækning brænder igennem lærredet. Amys første aften på natklubben er blændende …Hendes rutinerede måde at håndtere det umodne publikum på, vente dem ud , og så bjergtage dem med en (anti)romantisk sang. Hendes måde at indtage rummet, både den fine afdeling med alle de rige og fornemme (La Bessière, Caesar og frue) og den jævne afdeling (Tom). Hendes vidunderlige måde at sende erotiske signaler på. Morocco er en film, hvor blikkene betyder uendeligt meget!

Fotos til dette indlæg er hentet fra pre-code.com, det er en vidunderlig film.

The Song of Songs (Rouben Mamoulian, 1933)

 

Lily i boghandlen (foto pre-code.com)

♥♥♥♥♥♡

Efter en serie film med Josef von Sternberg som instruktør, hvor den femte The Blonde Venus ikke blev den ventede succes, var Mamoulian et perfekt valg til at instruere den næste film med Marlene Dietrich, The Song of Songs.

Lily Czepaneks (Marlene Dietrich) far er død, og den forældreløse og fattige unge kvinde rejser til Berlin, hvor hun skal bo hos og arbejde for sin tante Mrs. Rasmussen (Alison Skipworth), som har en boghandel. Mrs. Rasmussen er skrap, kynisk og fordrukken, og hun er kun interesseret i, hvad hun kan anvende Lily til, eller få for hende. Og meget bestemt med, at mandebekendtskaber er uønskede.

Lily har kun sit tøj og biblen; hun holder specielt meget af Højsangen (Song of Songs), som hendes far læste højt for hende hver aften, og som hun kan citere ordret.

Lily hos Richard (foto pre-code.com)

På den modsatte side af gaden bor kunstneren Richard Waldow (Brian Aherne), som ser muligheder i Lily som skulptur. Efter noget overvindelse begynder hun at posere nøgen for ham, en fantastisk skulptur udvikles, og de forelsker sig. 

Ingen tvivl om Richards følelser (foto pre-code.com)

Der er nogle fantastisk vovede pre-code scener, fx første gang Lily klæder sig af og selvom vi aldrig ser hende nøgen, så overlader skulpturen intet til fantasien. Den måde han masserer den på i en af scenerne, er ikke til at tage fejl af, hans er ved at eksplodere af indestængt kærlighed.

De opnår en kort lykkestund, og de er begge i himlen. Lily bliver der, men Richard er usikker på sig selv og om kan tilbyde Lily det, som et ægteskab kræver.

Skulpturen er bestilt af Baron von Merzbach (Lionel Atwill), som straks han ser Lily efterstræber hende selv og ikke skulpturen af hende. Baronen har nemt fået tanten på sin side, penge og rom, mere skal der ikke til … Han udnytter kynisk Richards usikkerhed, og overbeviser ham om, at han, baronen, er den rette ægtefælle for Lily, som han vil forme til en adelsfrue og gøre lykkelig.

Den første halvdel af filmen ender med at baronen i Richards studie giver Lily Richards afskedsbrev, og selv overbeviser hende om, at hun er den rette for ham.

Vielsen er prangende og glædesløs, ligeledes Lilys ankomst til baronens slot, og mødet med personalet, herunder en af hans tidligere elskerinder Fräulein von Schwertfeger (Helen Freeman), som skal være Lilys personlige sekretær, og gartneren Walter von Prell (Hardie Albright), som straks falder for Lily.

Baronen bliver nu sit sande jeg, en nedrig og sadistisk mand, der nyder at han igen har fået det, han ønskede. Han nyder at høre Lily græde, da han forlader hende i ægteværelset, og er gennemført gemen. Han vil på bedste Pygmalion-vis forme Lily til en fin dame, der kan tale fransk, synge, spille klaver, læser litteratur, ride mv. Ikke for hendes skyld, men for at vise at han kan, for at prale og sidst men ikke mindst for at kunne hovere overfor Richard.

Ægteskabet er naturligvis dømt til at mislykkes, og baronen sætter selv scenen, ved at invitere Richard, så han kan prale med, hvordan han har fået udviklet Lily. Hun flygter rasende og såret fra slottet og søger tilflugt hos Walter, for at gøre Richard jaloux. I huset vælter en lampe og der går ild i hytten. Fräulein Von Schwertfeger hjælper hende til at flygte fra slottet, og forhindrer baronen i at gøre sig yderligere til grin ved at forfølge Lily for at skyde hende,

 

Afslutningsscenen før skulpturen ødelægges (foto pre-code.com)

Vi møder Lily næste gang som prostitueret i en klub, hvor hun synger Johnny for en kunde. Richard er kommet til klubben i sin jagt efter Lily. Han tager hende direkte tilbage til atelieret, hvor skulpturen af hende fortsat står. Således konfronteret med sit yngre jeg, knuser Lily skulpturen.

Filmen slutter lidt åbent, med et håb om Lily og Richard kan blive lykkelige med de nye udgaver af sig selv.

De to halvdele af filmen er vidt forskellige. Første del handler om den helt uskyldige Lilys møde med den måske første mand i sit liv (Richard), og den begyndende erkendelse af, hvad kærlighed er og hvor brat den kan ende. Det lyder som det kunne handle om Queen Christina fra samme år.

I anden del er den illusionsløse Lily helt forandret, hun er blevet som den statue, som hun blev modelleret som, og holder mentalt afstand til alle sine prøvelser hos baronen. Først da Richard dukker op, kommer følelserne igen i spil, og Lily bliver igen levende og engageret.

Marlene Dietrich er vidunderlig som Lily. Selvom det kan være svært at forestille sig hende som den fattige pige fra landet, så fungerer hendes udvikling fint, og der er nogle skønne passager mellem hende og Brian Aherne, hvor hun forvandles fra pige til kvinde, og bliver bevidst om sin indflydelse på ham.