The Smiling Lieutenant (Ernst Lubitsch, 1931)

♥♥♥♥♥♡

Miriam Hopkins som den nye Anna, og Claudette Colbert som Franzi

The Smiling Lieutenant er en sofistikeret og vittig film om kærlighed og sex. Det er Lubitsch, det er pre-code, så det er elegant, og underspillet, men det kan ikke skjule, og det skal det heller ikke, at dette er en vidunderlig musical om tre spændende forhold, som opstår pga. et smil og et blink med det ene øje …

Niki (Maurice Chevalier) er løjtnant i den østrigske hær, hvilket åbenbart ikke indebærer meget andet end at gå uniformeret klædt og deltage i parader. I den elegante start, uden nogen dialog, banker en inkassator på, da Niki har en stor gæld for sin elegante påklædning, men lukkes ikke ind. Derefter kommer en ung pige, banker på på en særlig måde, lukkes ind, og mange timer efter forlader hun lejligheden igen. Niki er meget pigeglad, og derfor også den, som hans gifte ven Max (Charles Ruggles) henvender sig til for at få et råd om noget, han ikke rigtigt kan få sagt. Niki gennnemskuer ham: ”You’re crazy about a girl and you don’t know what to do?”. “Right!”. “Then don’t do it!”.

Den første aften udvikler sig hurtigt

Hvis Max havde håbet at få succes hos pigen, så begår han alvorlig fejltagelse ved at bede Niki tage med, men det gør han. Pigen, Franzi (Claudette Colbert), spiller violin i The Viennese Swallows. Det ender (naturligvis) med at Franzi følger med Niki hjem, og de forelsker sig for alvor. Det helt klart et forhold med en helt anden dybde, end Niki er vant til.

Men så nemt går det ikke, slet ikke.

Kong Adolf XV (George Barbier) og prinsesse Anna (Miriam Hopkins)fra Flausenthurm kommer på officielt besøg til Østrig. Flausenthurm lider af alvorlige mindreværdskomplekser i forhold til Østrig. De har været meget større end Østrig, og det er kun de sidste 700 år, at Østrig har været større, proklamerer kongen. Det gør ikke kongens humør bedre, at den østrigske konge ikke kan tage imod dem, da de ankommer, fordi han skal åbne et dyrskue. Vi får et klart indtryk af, at tiden er gået i stå i Flausenthurm. Prinsesse Anna er vokset op omgivet af ældre kvinder, kongen er den eneste mand, hun har kendt, ser det ud som.

Skæbnen vil at Nikis enhed skal deltage i æresparaden for de kongelige gæster, Franzi er blandt tilskuerne, og Niki, meget forelsket, smiler og vinker til hende, og blinker med det ene øje. Ulykkeligvis sker dette i det øjeblik, de kongelige passerer i deres karet, og Anna opfatter at Nikis henvender sig til hende.

Det er en skandale, og det er straks på forsiden af afviserne, dog er Flausenthurm til kongens meget store fortrydelse stavet uden h. Niki er i en meget udsat position, og konfronteres på slottet med Adolf, Anna og hendes følge af ældre damer. Han består den første prøve – han kan stave til Flausenthurm – og så skal han forklare sig for Anna. Hvad betød det at han smilede og blinkede? “When we like someone, we smile. But when we want to do something about it, we wink.”

Han kan ikke undgå at forklare sig, så han undgår fængsel, nemlig ved at sige, at han gjorde, som han gjorde, fordi han synes Anna er så smuk 😊 En international krise afværges ved at Anna og Niki gifter sig.

Ægteskabet annonceres uden at Niki rigtigt er klar over det, men da det begynder at vælte ind med blomster og lykønskninger går det op for ham, hvad han har rodet sig ud i. I en filmens allersmukkeste scener oplever vi Franzi pakke sine få ejendele i hans lejlighed, for at forlade den, gemme sig på trappen, da han kommer hjem, og lægge nøglen til lejligheden på måtten, da hun forlader stedet. Så smukt og så sørgeligt.

Kongen fører sin datter og svigersøn til soveværelset

Anna er meget lykkelig, Niki dybt ulykkelig. Han elsker virkelig Franzi og kan ikke udholde tanken om at være skilt fra hende. Efter det storslåede bryllup fører kongen brudeparret til deres værelse, men så vi Niki ikke være med længere: ”Man kan slæbe hesten til truget, men man kan ikke tvinge til at drikke”, råber Niki efter kongen, da han forlader Anna og slottet.

Men ender med at trøste den ulykkelige prinsesse med et forslag om et spil skak

Kongen trøster datteren ved at tilbyde hende et spil skak.

Mens Niki og Franzi genforenes

Niki går i byen, The Viennese Swallows er på gæstebesøg, og Niki og Franzi forenes.

Franzi trøster den ulykkelige Anna

Anna finder gradvis ud af, hvad Niki laver om aftenen, og narrer Franzi op på slottet til en konfrontation. De giver hinanden en lussing, de tuder hver for sig og sammen. Det går op for Franzi, at Anna virkelig elsker Niki, og hun beslutter at hjælpe Anna med at blive den kvinde, som Franzi vil elske, og dermed opgiver hun også deres eget forhold.

Jazz up your lingerie :-)

Kuren er: Jazz up your lingerie! Franzi  synger og til sidst synger Anna med. Et kort og vidunderligt nummer, hvor Claudette Colbert er skøn, og Miriam Hopkins endnu skønnere, da det pludselig går op for hende, hvordan hun kan blive en moderne kvinde, og en ligeværdig partner for Niki.

Det er en fantastisk scene, og samspillet mellem de to, og det hedeste kys, man kan ønske sig, er så meget pre-code 😊

Hår, tøj, musik bliver jazzet op, og voila, Niki opdager en Anna, som han bliver ganske vild med, og Franzi forsvinder ud af deres liv.

Anna og Niki i afslutningsscenen

Der kan argumenteres for og imod moralen i filmen, men på filmens egne præmisser er det en god morale, og mon ikke Franzi finder en, der kan give hende mere end Niki?

Becky Sharp (Rouben Mamoulian, 1935)

Becky og markisen

♥♥♥♥♡♡

Becky Sharp er baseret på Langdon Mitchells skuespil Becky Sharp (1899), som er baseret på William Makepeace Thackerays roman Vanity Fair (1848).

Optagelserne af filmen blev påbegyndt 3. december 1934 med Lowell Sherman som instruktør. Han døde 28. december. Optagelserne startede forfra 14. januar 1935 med Mamoulian som instruktør.

Handlingen meget kort:

Amelia Sedley (Frances Dee) og Becky Sharp (Miriam Hopkins) forlader Miss Pinkerton’s Academy. Amelia kommer fra en rig familie og afhentes af sin bror Joseph Sedley (Nigel Bruce), Becky er alene I verden, men får hurtigt charmet sig ind, så hun følger med Amelia og Joseph.

Becky og Amelia

Fra starten er Becky i centrum, rapkæftet, antiautoritær og 100 % selvcentreret og egoistisk. Hun har store ambitioner om at udnytte sin charme og skønhed til at bane vej for sine sociale ambitioner, uanset menneskelige omkostninger.

Hun er dårligt introduceret som guvernante for Sir Pitt Crawleys (George Hassell) børn, før hun møder hans søn Rawdon Crawley (Alan Mowbray), som hun bliver gift med.

Dagen før slaget ved Waterloo afholdes en stor fest, hvor Becky stråler, er gennem-opportunistisk – hun har en plan, hvis Napoleon skulle vinde - får nye fjender og får grundlagt et venskab med markisen af Steyne (Cedric Hardwicke). Hun bliver på toppen af sin karriere præsenteret for prinsregenten.

Crawleys økonomiske succes er baseret på lån, og på et tidspunkt må Rawdon erkende, at han ikke kan indløse æresgælden fra sit omfattende spil. Becky får overtalt markisen til at give hende pengene, Rawdon overrasker dem, og mener, at de har en affære, og hun mister begge sine mænd.

Becky må optræde som sanger i en ølhal, hvor hun bliver buhet ud, men ender med at overtale Joseph til at rejse ud af landet med hende.

Filmen står og falder med Becky, og Miriam Hopkins er ekstraordinær i rollen. I alle situationer oplever vi hende ovenpå, og hvis hun et kort øjeblik bliver slået ud af fatning, så genvinder hun hurtigt en vej fremad. Hendes indsats alene gør filmen seværdig. Hendes udstråling, hendes evne til at udtrykke alle former for følelser, få sine omgivelser til at græde af rørelse, og bryde ud i latter, når hun er ude af syne.

Becky Sharp er den første spillefilm som blev optaget i den trefarvede Technicolor proces, og Mamoulian har virkelig sans for at udnytte denne nye mulighed. Berømt er specielt hele sceneriet ved festen før Waterloo, den gennemtænkte anvendelse af farverne, som skifter efterhånden som klimaks nærmer sig, kanonbragene lyder i det fjerne, og det hele går i opløsning, som var det en koreograferet ballet. Orkestreringen af dansene, og den måde hovedpersonerne bevæger sig rundt i forhold til hinanden. Det hele virker så overbevisende og visuelt slående.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke kender Vanity Fair, men jeg har læst, at Becky Sharp på imponerende vis rammer tonen og får en masse af historien med, ved elegante overgange og ved at gå direkte til sagen, så man som tilskuer selv må regne ud, hvad der er sket indimellem. Det fungerer fint, og handlingen er enkel at følge.

Det jeg kunne savne, er lidt mere dybde i portrættet af Becky, men undskyldningen ligger lige for: hun er en relativt unuanceret person, og kan dermed som figur ikke match fx Lily i The Song of Songs eller Christina i Queen Christina

 

 

  

Dr. Jekyll and Mr. Hyde (Rouben Mamoulian, 1931)

Fredric March, Rouben Mamoulian, Miriam Hopkins 

♥♥♥♥♥♥

Mamoulians tredje film efter Applause (929) og City Streets (1931) er hans første mesterværk. Det er en kongenial filmatisering af Robert Louis Stevensons korte roman The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886).

Dr. Henry Jekyll (Fredric March) er en højtestimeret og populær læge/forsker i London. Hans forelæsninger er velbesøgte, den seneste handler om, at det snart vil være muligt at adskille det ”gode” og det ”onde” i mennesket. Han er forlovet med Muriel Carew (Rose Hobart), og brænder efter at måtte gifte sig med hende, men hendes far Brigadier-General Carew (Halliwell Hobbes) insisterer på en formel forlovelsesperiode og at de bliver gift på hans og den afdøde hustrus bryllupsdag. På vej tilbage bliver Jekyll og hans ven Dr. Lanyon (Holmes Herbert) vidne til at den prostituerede Ivy Pearson (Miriam Hopkins) bliver overfaldet. Jekyll hjælper hende op i hendes lejlighed.

Hyde og Jekyll

I sit laboratorium blander Jekyll en mikstur, der kan adskille gode i ham og det onde. Han forvandles til Mr. Hyde. Som mr. Hyde opsøger han Ivy, terroriserer hende og voldtager hende. Som Jekyll forsøger han at fremskynde brylluppet, og får til sidst Carews accept. På vej til middagen dagen efter, hvor brylluppet skal annonceres, forvandles han uden miksturen til Hyde, tager til Ivy og slår hende ihjel.

Et forfærdeligt sidste besøg, Hyde og Ivy

Han tager (som Jekyll) til Carews, for at undskylde, at han ikke kom til middagen og for at slå op med Muriel. Da han har forladt dem, forvandles han til Hyde, trænger ind og overfalder Muriel, som tilkalder hjælp; i slagsmålet slår Hyde Carew ihjel og flygter. Han jagtes af politiet og dr. Lanyon, dræbes og forvandler sig som død til dr. Jekyll.

Historien er elementært spændende, men den bliver fortalt helt ekstraordinært. Det handler grundlæggende og meget eksplicit – som det er muligt pre Code – om Jekylls seksuelle følelser. Hans insisteren på at få fremrykket brylluppet med Muriel. Hans åbenlyse betagelse af Ivy, da han har fået hende i seng, efter at hun er blevet overfaldet. Tiltrækningen mod Muriel, når han er civiliseret, og følger de retningslinjer og manerer, som omgivelserne forventer, og hans natur, når han er frigjort fra opdragelsen/civilisation som mr. Hyde. Hele det sadomasochistiske forhold til Ivy, og begæret efter Muriel til allersidst, efter at han har taget afsked med hende.

Det lyder bastant, men det er fortalt elegant og overbevisende.

Der er den ene vidunderlige scene efter den anden. 

Åbningsscenen, hvor man fra Jekylls synsvinkel ser ham spille Bach på orglet, butleren komme og minde ham om en forelæsning, et kig i spejlet, så vi ser Jekyll, turen til forelæsningen. Og først der, da han begynder at tale, ser vi ham udefra. Vi er ét med ham, indtil da. 

Rose Hobart i havescenen

Scenen i haven hos Carews, hvor de to unge kun med al den tillærte disciplin undgår at have sex. 

Den første scene hos Ivy, hvor Jekyll åbenlyst er fascineret af Ivy, og hun åbenlyst af ham og ønsker at komme igen – hvilket han jo gør, men i sin anden inkarnation. 

Osv. osv.

Hele vejen er der verbale og visuelle associationer til det seksuelle ledemotiv, og fotograferingen er selv for Mamoulian (fotograf; Karl Struss) ekstraordinær.

Det er en vidunderlig film, så virkningsfuld i dag som dengang, og med ekstraordinært spil af Fredrich March, som kun virker en anelse ukomfortabel i de ”rigtige” kærlighedsscener med Muriel, og ekstra-ekstraordinært af den vidunderlige Miriam Hopkins, som i øvrigt slet ikke ville have haft rollen som Ivy, men hellere ville have rollen som Muriel, hvilket ville have været en skrækkelig misforståelse.

Den bliver regnet for den bedste filmatisering af Dr. Jekyll and Mr. Hyde.