The Love Parade (Ernst Lubitsch, 1929)

Dronning Louise og Grev Alfred

♥♥♥♥♡♡

Sylvaniens militærattaché i Paris grev Alfred Renard (Maurice Chevalier) har en række affærer med gifte kvinder og bliver derfor sendt hjem, så dronningen kan straffe ham. Dronning Louise (Jeanette MacDonald) læser rapporten om hans ophold i Paris og som straf ønsker hun, at han skal anlægge skæg. Han foreslår at han i stedet skal være hendes personlige assistent. Hans første opgave bliver at spise middag med hende samme aften. Det udvikler sig positivt, ikke mindst da hun beder ham opføre sig, som om hun ikke var dronning.

Vielsen er storslået, dog er der en lang tøven fra Alfreds side, da præsten spørger om han vil være ”an obedient and docile husband”.

Alfred keder sig hurtigt, for det er ingen opgaver som prinsgemal.

Regeringen fortæller dronningen, at medmindre hun og prinsgemalen kommer i operaen samme aften og udstråler ægteskabelig lykke, vil et vigtigt lån ikke blive bevilget og Sylvanien gå bankerot. Alfred dukker op hos dronningen i sit almindelige tøj, ikke i uniform og fortæller, at han tager til Paris for at blive skilt fra hende. Hun må derfor tage alene i operaen. Senere kommer Alfred alligevel i operaen i fuld mundering og højt humør.  Louise er nødt til at spille hans spil, for ellers vil han forlade operaen.

Tilbage på slottet er Alfred overstadig, Louise trist og desperat. Han lover at blive hos hende, men hun skal idømmes en passende straf. Hun forslår, at han skal bestemme ikke alene i regeringssager, men også i forhold til hende.

Glem den kønspolitisk håbløse morale!

For der er tale om en sprudlende, veloplagt, elegant, vittig og gennemmusikalsk musical med den filmdebuterende Jeanette MacDonald og Maurice Chevalier i hans anden amerikanske film, som begge er i overdådig form. De er unge, sprudlende, ukrukkede, overskudsagtige, og det er svært ikke at holde af dem.

Det er den allerede på dette tidspunkt garvede filminstruktør Ernst Lubitschs første talefilm, og han beherskere mediet i uhørt grad. Der et fint flow i fortællingen. Der er en stribe herlige sangnumre (og lidt dans), som udmærker sig ved at bringe historien videre, ikke bare er isolerede numre, og Anything to Please the Queen (MacDonald og Chevalier), Let's be Common (Lupino Lane og Lillian Roth), Nobody's Using It Now (Chevalier) og The Queen is Always Right (Lane og Roth) er dejlige.

Jacques og Lulu

Lupino Lane, som Alfreds tjener Jacques og Lillian Roth, som Louises kammerpige Lulu, følger deres arbejdsgivere i tykt og tyndt, og forstår også at sætte grænsen, så med Let’s be Common er det bestemt besluttet, at de ikke skal have det som prinsgemal og konge. De får god plads, selv om de ikke er stjernerne, og er det dejligt bekendtskab.

Jeg har læst, at dette måske er filmmusicalens fødsel, og jeg er ikke utilbøjelig til at være enig.