tirsdag den 26. maj 2020

Ur-Pippi med kommentarer af Ulla Lundqvist (Astrid Lindgren, 1944)



♥♥♥♥♡♡
Oversat fra svensk af Kina Bodenhoff 2008 efter Ur-Pippi med kommentarer af Ulla Lundqvist. Udgivet af Gyldendal. Jeg har læst eBogen fra 2016.

Ur-Pippi indeholder originalmanuskriptet til Pippi Langstrømpe som Astrid Lindgren gav sin datter Karin som fødselsdagsgave på hendes 10 års fødselsdag. Datteren Karin Nyman har skrevet et forord. Kina Bodenhoff har skrevet et forord om sproglige overvejelser. Ulla Lundqvist, som i 1979 fik en doktorgrad for afhandlingen Århundradets barn. Fenomenet Pippi Långstrump och dess förutsättningar, har skrevet en række spændende kommentarer om værkets historie samt sammenligning af Ur-Pippi med den officielle bogudgave, som vi ”alle” kender.

Ur-Pippi er som selvstændigt værk meget læseværdigt og underholdende, med en noget skarpere og ubehøvlet Pippi end vi kender fra senere. Jeg har bestemt ikke den officielle udgave present, og det er derfor en fornøjelse at læse Ulla Lundqvist meget detaljerede redegørelse for udeladelser, tilføjelser, ændringer – både mindre og større – som tilsammen resulterer i en vurdering af, at Pippi Langstrømpe samlet set er et bedre værk end Ur-Pippi, og det er resultatet af en meget bevidst proces fra Astrid Lindgrens side.

Blandt udeladelserne i forhold til Ur-Pippi er en stribe vrøvlevers, og denne herlige tale som Pippi holder for sig selv i anledning af sin fødselsdag:

”Mine damer og herrer! Uforberedt som jeg er, kan jeg kun beklage Erik XIV. Erik XIV var en stakkels konge, som levede i sus og dus for længe siden i Sverige, Sverige er mit et og alt på jorden. Jorden er en lille klode, som, så snart det er muligt, triller rundt om solen. Solen blev engang dyrket som en gud af de gamle, skøre egyptere i Egypten. I Ægypten findes der farlige krokodiller. Krokodiller Er ikke nær så skikkelige som små lam. Små lam har uld og siger mæh, mæh. Mæh Mæh skal en sød pige ikke sige til gamle damer, for så tror de, hun vil drille. Drille skal man ikke om søndagen, for så er man en drillepind. En drillepind er ikke til nogen verdens nytte, når man vil prøve at tænde op un der gryden. I Gryden hælder man kød og grøntsager hulter til bulter, pebrer og salter grundigt og lader det hele småsnurre i en times tid. Serveres straks uden ingefær. I samme anledning beder jeg om lov til at udbringe et trefoldigt leve for fødselsdagsbarnet. Hun længe leve!”

Den kunne godt være bevaret 😊

En meget struktureret og meget omhyggelig kommentering.

Det er en bog, som alle Pippi fans skulle unde sig selv at læse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar