Baskerville-slægtens hund (Arthur Conan Doyle, 1902)

♥♥♥♥♥♡
Originaltitel: The Hound of the Baskervilles. Jeg har læst den danske udgave fra 2014, oversat af Mette Wigh Tvermoes og udgivet af Rosenkilde & Bahnhof (eBog). Den er udsendt som femte bind af ni i Den nye komplette Sherlock Holmes-udgave.

Svend Ranild har skrevet et fint forord og der er gode noter. Sidney Pagets illustrationer fra de oprindelige udgivelser i The Strand Magazine 1901-1902 er herlige.

Baskerville-slægtens hund er den bedst disponerede af Conan Doyles fire romaner om verdens bedste detektiv, Sherlock Holmes.

Den starter brillant med en introduktion af Sherlock Holmes eminente deduktive emner. En gæst har ventet forgæves på ham dagen inden, og har glemt sin stok. Ud fra stokken kan dr. Watson, der som altid er fortælleren, og ikke mindst Sherlock Holmes udlede det mest utrolige om ejeren, en læge, venlig, uambitiøs, distræt, med en hund større end en terrier og mindre en mastiff. Naturligvis er det ualmindeligt præcist, og da han vender tilbage tager historien for alvor fat, idet stokkens ejer dr. James Mortimer kan fortælle en sær og skræmmende beretning om Baskerville-slægtens forbandelse, som kan føres tilbage til Hugo Baskerville i 1640’erne, og omfatter dramatisk død og en stor, diabolsk hund.

Vores tortælling udspilles i 1891, den seneste ejer af Baskerville Hall sir Charles Baskerville er død under mystiske omstændigheder og dr. Mortimer søger Sherlock Holmes råd. Næste dag kommer dr. Mortimer med arvingen til Baskerville Hall sir Henry Baskerville, og historien udvikler sig på spændende vis.

Sherlock Holmes er oppe imod en formidabel modstander, som indimellem driver gæk med ham, og ovenikøbet udgiver sig for ham, hvilket naturligvis kun øger Holmes incitament til at give sig i kast med den mystiske historie.

Dr. Watson følger med dr. Mortimer og Henry Baskerville til Baskerville Hall i Devonshire, et barskt og nøjsomt landskab med klippehuler, regnfuldt og tåget vejr og Grimpen Mose, som alt sammen spiler vigtige roller i historien. Egnen er meget tyndt befolket, og de få mennesker, som vi kommer tæt på, har alle deres særegenheder og hemmeligheder: Mr. og mrs. Barrymore, som passer godset, Jack og Beryl Stapleton, en naturforsker og hans søster, en undvegen dødsensfarlig straffefange, den stridbare mr. Frankland, som formøbler sin formue på sagsanlæg, og hans datter Laura Lyons, som faderen ikke vil have noget med at gøre.

I en betydelig del af historien er dr. Watson på egen hånd, og sender detaljerede rapporter til Holmes, som er optaget af andre, vigtige sager i London. På eminent vis afdækkes det ene lag efter det andet, brikker falder på plads bl.a. i den meget spændende sidehistorie om straffefangen, som meget elegant væves ind i hovedhistorien.

Helt grundlæggende er det meget spændende fortælling. Den er bygget op på en måde, så det er svært ikke at blive revet med, og hvert kapitel åbner for nye perspektiver; det er ikke svært at forstå, hvorfor den som føljeton har været umådeligt populær.

Der er et mylder af detaljer at holde rede på for Sherlock Holmes og selv han komme til kort indimellem, og hans eminente planlægning er lige ved at slå fejl.

En medrivende fortælling, flot og dramatisk fortalt og med alt det drama, man kan ønske sig. Og ja, den virker stadig i dag!