mandag den 1. juni 2020

Frygtens dal (Arthur Conan Doyle, 1915)


♥♥♥♥♡♡
Originaltitel: The Valley of Fear. Jeg har læst den danske udgave fra 2015, oversat af Mette Wigh Tvermoes og udgivet af Rosenkilde & Bahnhof (eBog). Den er udsendt som syvende bind af ni i Den nye komplette Sherlock Holmes-udgave.

Svend Ranild har skrevet et meget fint forord og der er gode noter. Frank Wiles’ illustrationer fra de oprindelige udgivelser i The Strand Magazine 1914-1915 er herlige.

Frygtens dal, den fjerde og sidste roman om Sherlock Holmes, har samme struktur som de to første Et studie i rødt og De fires tegn. Den første halvdel afdækker en nutidig kriminalhistorie, den anden halvdel en tidligere historie, som forklarer baggrunden for den nutidige historie.

Begge dele er flot disponerede og meget velskrevne.

Den første del indeholder en klassisk opgave for Sherlock Holmes, et makabert mord, spor, som ikke giver rigtig mening, relativt få personer, som er en del af gåden, og fuld oplysning om alt, så læseren i princippet har det fulde grundlag for at kunne opklare mordet. Som måske slet ikke er et mord. Og endelig en meget spektakulær opklaring. En på overfladen oplagt sag, som indeholder spændende lag, falske ledetråde, men i bund og grund er gennemlogisk.

Den anden del foregår i USA mange år tidligere, og handler om organiseret kriminalitet, og giver forhistorien til relationerne mellem et par nøglepersoner fra første del, i en handlingsmættet og meget spændende fortælling med en højdramatisk og overraskende afslutning. Der er masser af action, mord og afpresning i en dystopisk verden.

Og en dyster og uundgåelig epilog.

Det er en spændende og meget læseværdig roman, med masser af eksempler på Sherlock Holmes’ deduktive mesterskab, en god dramatisk linje og i bund og grund elementært spændende og læseværdig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar