Toni (Jean Renoir, 1935)

Fra optagelsen af Toni (http://www.cahiersducinema.com/IMG/gif/Renoir_tournage-Toni-.gif)

♥♥♥♥♥♡
Toni er optaget i sommeren 1934 i Martigues i Sydfrankrig. Renoir ønskede at optage en realistisk film, og historien om Toni fik han fortalt af en god ven, som var politidirektør i Martigues. Filmen er optaget on location i Martigues og med mange af de lokale – hovedsagelig italienske indvandrere – som statister.

Det er en meget sørgelig og meget gribende historie om Toni (Charles Blavette), der ankommer til Martigues, indlogerer sig hos Marie (Jenny Hélia), forelsker sig i Josefa (Celia Montalván), som gengælder hans følelser, men gifter sig med Albert (Max Dalban) samme dag som Toni og Marie bliver gift. Ingen af ægteskaberne er lykkelige: Marie smider efter et halvhjertet selvmordsforsøg Toni ud, og Albert og Josefas ægteskab ender brat, da hun under et skænderi skyder ham. Toni hjælper Josefa med at skaffe Alberts lig af vejen, men bliver selv anklaget for drabet og skudt, da han flygter.

Filmen er dokumentarisk i sin stil, og meget realistisk iagttagende. Den kaldes ikke for ingenting en tidlig neorealistisk film – Visconti var i øvrigt ukrediteret assistent på filmen.

Der er ikke nogen der dømmes, der er ingen helte eller skurke. Albert er ikke specielt sympatisk, men heller ikke rigtigt usympatisk, men det nærmeste filmen kommer en skurk. Titelpersonen er det nærmeste filmen kommen en (anti)helt: en hæderlig, sympatisk og ærlig person, som kun pga. skæbnens luner bliver gift med den ”forkerte” – og meget menneskeligt ikke kan holde følelserne i ave. Tilskueren kommer uvilkårligt tæt på hovedpersonerne, føler deres smerte, oplever deres mistede muligheder.

Der er den ene vidunderlige scene efter den anden i filmen:

• Toni hjælper Josefa med at trække kærren med vasketøj. Hun får ham til at plukke en klase druer. Der er en hveps på klasen. Den stikker hende på ryggen. Han skærer brodden fri og suger giften ud. En scene der oser af sensualitet og forventninger og drømme. Filmens lykkeligste – det var nok det øjeblik begge ville have bevaret for evigt, men mistede lige efter.
• Et at filmhistoriens tristeste dobbeltbryllupper: Toni & Maries og Albert & Josefas. Bryllupsgæsterne har det vist rart, men af de fire hovedpersoner er kun Albert glad. Det er en ganske kort scene, der fanger hovedpersonernes tristesse eminent.
• Sebastians (Josefas far) sidste vilje, kort tid før han dør, hvor alle de vigtigste personer er samlet, og Toni lover at tage være gudfar for Sebastians Josefa & Alberts søn, til stor fortrydelse for Marie og Albert.
• Maries selvmordsforsøg – som udløses af et skænderi med Toni - som gerne vil deltage i Sebastians begravelse - der pludselig eskalerer. Billederne af Maries løb gennem skoven, hendes roen ud, og øjeblikket hvor hun rejser sig i båden er sindsoprivende smukke.
• Tonis flugt efter at have ”tilstået” drabet på Albert. Jægerne, hundene, løbet … der er så meget der foregriber harejagten i La Règle du Jeu – det er bare så flot fotograferet, og så dramatisk perfekt – løbet over broen (som i filmen både symboliserer håbet og døden), jægerens skud der sårer Toni dødeligt, og toget der passerer netop da Toni udånder

Filmen blev et flop ved premieren, men blev rehabiliteret at Cahiers du Cinéma i 1950’erne og fremstår i dag som en af Renoirs allerbedste film. Jeg har ikke genset La Grande Illusion og Une Partie de campagne for nylig, men efter min ringe mening er Toni Renoirs næstbedste film før krigen, kun overgået af det ultimative mesterværk La Règle du Jeu.