♥♥♥♡♡♡
Grand Teatrets franske filmdage sluttede den 7. december i denne omgang. Afslutningsfilmen Le concert er det svært ikke at holde af. En dramatisk historie, humor, stærke følelser og en afslutning, som bare er fantastisk rørende, hvor urealistisk den end kan forekomme. Det er effektiv film.
Historien er kort, at dirigenten Andrej Filipov (Aleksej Guskov) i 1980 blev afbrudt midt i en koncert i Bolsjoj Teatret, hvor Lea var solist i Tjajkovskijs violinkoncert. Andrejs brøde var, at han ikke ville fyre de jødiske musikere i orkestret. Orkestret opløses, Andrej får job som rengøringsassistent på teatret, Lea sendes til Gulag. I 2009 dukker så en fantastisk mulighed op for at det gamle orkester kan optræde på Châtelet Teatret i Paris. Det kræver bare at Andrej samler orkestret, får forhandlet aftale med Paris, skaffer pas, visum, sponsor til at forudbetale udgifterne, instrumenter, kostumer mv. Og det ultimative krav, at de får violinisten Anne-Marie Jacquet (Mélanie Laurent) som solist i Tjajkovskijs violinkoncert.
Og mirakuløst klares den ene forhindring efter den anden og pludselig er orkestret samlet til koncerten, Anne-Marie og Andrej er klar – vil det lykkes at gennemføre koncerten? Orkestret har ikke spillet, endsige spillet sammen, i snart 30 år, og Anne-Marie har aldrig spillet Tjajkovskij.
I får kun ét gæt :-)
Andrej lever kun for sin drøm – og den dag der ved et lykketræf opstår en teoretisk mulighed for at drømmen kan realiseres griber han den. Han får sat gang i en række aktiviteter, som han flere gange er ved at fortryde, men lavinen er ikke til at stoppe, og trods en masse afstikkere vil musikerne i bund og grund gerne have lov til at afslutte den koncert, som så dramatisk blev afbrudt 29 år tidligere. En urealistisk historie måske, men langt hen ad vejen kunne man godt forestille sig, at den var virkelig. Bag den hæsblæsende fortælling med masser af muntre indslag, gemmer sig flere sørgelige skæbner, bl.a. gammelkommunisten Ivan Gavrilov (Valerij Barinov), som var den der i 1980 afbrød koncerten, men nu hjælper orkestret til Paris, fordi han selv håber at han dér kan udleve sin kommunistiske drøm.
Det er svært at afbalancere de forskellige vinkler i filmen, og jeg synes flere steder filmen er lige ved at kamme over og blive ren Olsenbanden, men på trods af det urealistiske setup lykkes det alligevel at få afslutningen til at fungere imponerende godt – og drømmene går op i en højere enhed.
Filmen har officiel premiere 1. juledag og kan bestemt anbefales!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar