Luftslottet som sprängdes (Daniel Alfredson, 2009)

♥♡♡♡♡♡
Män som hatar kvinnor (Niels Arden Oplev, 2009), Flickan som lekte med elden (Daniel Alfredson, 2009) og Luftslottet som sprängdes (Daniel Alfredson, 2009) udgør tilsammen Millennium-trilogien, og et bud på filmatiseringen af Stieg Larssons romaner.

I det følgende er jeg groft generaliserende i forhold til de tre film, men jeg mener absolut at Män som hatar kvinnor er den eneste der står distancen som selvstændig, seværdig film.

Jeg slugte romanerne da de i sin tid kom frem på dansk. Komplekse historier med et personmylder som beskrives, så læserne kan få et forhold til dem og blive engageret i dem og i forløbet. Politisk korrekte holdninger mod magtmisbrug, politisk kynisme, misbrug af kvinder. Sejr til de gode og retfærdige og straf til de onde. Og først og sidst er der en helt elementært spændende handling, så det er vanskeligt ikke at blive revet med af bøgerne.

Det er en stor og udfordrende opgave at omsætte bøger til film – det er sagt om filmatiseringer næsten siden filmen blev en selvstændig kunstart. Ofte vælger filmatiseringerne side og ender som enten forsøg på at være tro mod forlægget eller med at bruge forlægget som afsæt for en selvstændig film. I dette tilfælde er der valgt den første mulighed, og uden at have tjekket det har jeg indtryk af at filmatiseringen har forsøgt at få alle personer fra romanen med, og mindst indikere alle væsentlige elementer i handlingen.

Og det synes jeg ikke er godt nok, specielt ikke hvis de tre film skal betragtes som selvstændige kunstværker. Jeg gætter på at rigtigt mange der ser filmene også har læst bøgerne, og dermed har en referenceramme. De får hvad jeg vil kalde en ”Illustreret klassiker” udgave af bøgerne: kun det allermest nødvendige er med, og ethvert forsøg på psykologisering, uddybning og forklaring er væk.

På det plan kan den måske fungere nogenlunde, selvom jeg ikke selv er imponeret over forsøget på at billedliggøre forlægget. Som selvstændige filmværker mener jeg det er utilstrækkelige, og ganske uforståelige baseret på filmenes egen referenceramme.

Handlingen i romanerne er baseret på rationaler, som stort set ikke kommer frem i denne film. Hvad er det egentlig der gør, at Lisbeth Salander udsættes for alle de overgreb? Hvad er drivkraften bag Mikael Blomkvists indsats? Hvorfor dit og hvorfor dat? Filmen giver ikke rigtigt svar på spørgsmålene.