♥♥♥♥♡♡
Imdb. Paula Nelson (Anna Karina) er taget til Atlantic City for at lede efter sin kæreste Richard P. Han er forsvundet, måske død, og hun beslutter sig til for at finde ud af, hvem der står bag. Paula undersøger, forhører, hævner/dræber, bliver slået ned, anholdt, løslades og møder til sidst en bekendt og sammen kører de væk fra Atlantic City.
Manuskriptet er meget løseligt inspireret af Richard Starks (Donald Westlake) roman The Jugger; Paula er langt ude i familie med Philip Marlowe i The Big Sleep; filmen er dedikeret til Nick (Nicholas Ray) og Samuel (Samuel Fuller); persongalleriet har rollenavne som Donald Siegel (Jean-Pierre Léaud), Richard Widmark (László Szabó), David Goodis (Yves Afonso), Doris Mizoguchi (Kyôko Kosaka), Robert MacNamara, Aldrich og Richard Nixon.
Godard vedkender sig uden blusel sine filmmæssigt amerikanske rødder (jeg véd godt Mizoguchi er japaner!).
Og som et effektfuldt kontrapunktisk indslag synger Marianne Faithfull på en bar As Tears Go By for Paula.
Der er mange referencer til den politiske virkelighed, bl.a. Ben Barkas forsvinden i 1966, og Made In USA slutter – i modsætning til fx den næsten ligeså komplekse The Big Sleep – uden at sagen bliver opklaret. Det er forsøgt, og uden tvivl berettiget, at se filmen som en kommentar til den politiske situation.
Men først og fremmest er det en film som film. Også i dag virker den visuelt frapperende, med effektfulde farver, popart/tegneserie islæt og en humoristisk og meget fragmentarisk fortællestil. Det er Godards sidste spillefilm med Anna Karina inden deres skilsmisse, og filmen er fyldt med Raoul Coutards forelskede og poetiske nærbilleder af hende.
”If the cinema no longer existed, Nicholas Ray alone gives the impression of being capable of reinventing it, and what is more, of wanting to.” (http://www.notcoming.com/features/nicholasray/).
Det samme kan uden videre siges om den tidlige Godard. Jeg har for nylig genset À bout de souffle (1960) og Une femme est une femme (1961), og det er fornøjelse at opleve at de holder: De er så moderne, som dengang de blev skabt.
Colleen Moore's last silent films
10 år siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar