Dames (Ray Enright, 1934)

♥♥♥♥♡♡

Afslutningen i fængslet - moralens vogtere er omvendt :-)

Produktionen af Dames begyndte 28. marts 1934, optagelsen af de dramatiske scener blev afsluttet midt-april, mens Busby Berkeley arbejdede med musicalnumrene indtil 3. juli. Filmen havde premiere 16. august 1934 (Wikipedia). 

Denne tidslinje er interessant I pre-code sammenhæng, fordi Motion Picture Production Code (Hays Code), blev håndhævet strengt fra midten af 1934. 

Det er åbenlyst, når man sammenholder 42nd Street (1933), Gold Diggers of 1933 (1933) og Footlight Parade (1933), som alle er MEGET pre-code, at der er sket noget … Dames spiller på det, udfordrer flere steder og filmens tema er da også censur.

I centrum står Ezra Ounce (Hugh Herbert), som er stinkende rig, meget moralsk og ekstremt excentrisk. Han har besluttet, at 10 mio. $ af hans formue skal gå til Horace P. Hemmingway (Guy Kibbee), som er i den pæne dele af familietræet, modsat Jimmy Higgins (Dick Powell), som er blevet fjernet, fordi han beskæftiger sig med noget så vederstyggeligt som teater. Den eneste betingelse for at få pengene, er at Horace og hans familie, hustruen Mathilda (Zasu Pitts) og datteren Barbara (Ruby Keeler) skal leve op til de høje moralske standarder, som Ezra har sat. 

Så Ezra og hans livvagt følger med Horace tilbage til New York for at bo hos familien Hemmingway en måned, og sikre, at alt er, som det skal være. 

Der er to forhold, som truer forløbet. 

For det første er Barbara glad for sang og dans, og kærester med Jimmy. Jimmys drøm er at sætte stykket Sweet and Hot op, han mangler ”bare” finansieringen. 

En uventet sengegæst

For det andet går togturen til New York ikke som planlagt. Da Horace kommer ind i sin sovekupe, ligger der en anden i sengen, Mabel (Joan Blondell). Horace betaler hende fra at skrige og lægger sit visitkort, hvorpå han har skrevet, at hun skal glemme det hele. 

Visitkortet viser sig at være et perfekt afpresningsmiddel, så Horace kommer til at finansiere showet, parallelt med at han prøver at spille spillet i etableringen af Ounce Foundation For the Elevation of American Morals, der som sin første aktion vil stoppe showet. 

 Ezra, hans livvagt, Horace og Mathilda følger showet fra en loge. Ezra har hyret en række bøller, som på et givent signal skal stoppe showet med vold – som åbenbart er et legat middel mod ”umoral” 😊. 

Men der kommer ikke noget tegn, dels fordi showet faktisk er ganske pænt, dels fordi de tre (livvagten sover gennem det hele) bliver mere og mere fulde af den alkoholstærke Dr. Silver’s Golden Elixir, det eneste middel der duer mod hikken, som de alle tre får i tiltagende grad. 

Uskyldigt for den rene ...

The Girl at the Ironing Board, har Mabel i hovedrollen på et renseri, hvor hun synger til undertøj. Der er liv i undertøjet, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at det er et forsøg på at udfordre censorerne 😊Det er fantasifuldt, underholdende og fare out! 

Ruby her og der og allevegne

I Only Have Eyes For You er Jimmys kærlighedserklæring til Barbara. Han ser hende allevegne, ansigter på reklamer bliver til hendes, og pludselig danser alle med hendes ansigt osv. Man skal være stor Ruby Keeler fan for at elske det … Der er vidunderligt ekvilibristisk kameraarbejde i nummeret, det er forrygende. 

Dames er totalt kønsdiskriminerende. Det der en hyldest til kvinder, der ser godt ud. Hvad er tilskuernes interessere i forestillinger: forfattere, komponister, osv. Nej, de er der kun for at se dejlige kvinder. 

Til sidst Try to See It My Way, Baby, som får et lille minut, før det afbrydes. Ezra kommer ved en fejl til at give tegnet, showet bliver stoppet, politiet kommer talstærkt og mange bliver anholdt. 

Ezra, hans livvagt og Mathilda, lige før showet bliver stoppet

Filmen slutter i fængslet, hvor Ezra og co. hygger sig med Jimmy og Co, og nye bånd knyttes 😊 

I forhold til de tre andre film, jeg har nævnt i indledningen, er der påfaldende lidt udnyttelse af Joan Blondell, Dick Powell og Ruby Keeler. Historien har fokus på Hugh Herbert, Guy Kibbee og Zasu Pitts’ figurer, som der ærligt talt ikke er meget kød på, og de tre har ikke format til at gøre noget godt for figurerne. Faktisk er der tale om et godt spild af materiale. 

Men igen redder slutningen med Berkeleys numre filmen.

Det er bestemt stadig en seværdig film, men den har potentiale til noget meget større.

42nd Street (Lloyd Bacon, 1933)

♥♥♥♥♥♡

Fra titelnummeret (alle fotos: pre-code.com)

42nd Street er en af de film jeg med stor fornøjelse genser den ene gang efter den anden. Historien er relativt traditionel, men den er fortalt med en energi, humor - også en del under bæltestedet (pre-code), rappe replikker, og med en række skønne skuespillere.

Det en historie om en barsk verden, hvor penge og underlivet styrer, med store menneskelige omkostninger, men også med muligheder for at nå stjernerne. Og så er der en dejlig naivitet i fortællingen, som jeg finder uimodståelig 😊 

Den er lidt bagtung, de tre store musicalnumre er samlet til sidst, men de er værd at vente på.

I bund og grund beskriver filmen et klassisk projekt med et start- og et sluttidspunkt, økonomiske rammer og et indhold, som der kan justeres lidt på, men som i sidste instans skal resultere i et sammenhængende show. Rammerne og styringen er spændende beskrevet, med en dubiøs og ret usikker finansiering, og med masser af kompromisser, krænkende adfærd, urimelige arbejdsbetingelser osv. Men på trods af det, eller måske fordi det er en del af gamet, oplever vi en overvældende dedikation fra alle de involverede, som gør, at det hele alligevel lykkes, selvom det er på et hængende hår.

Den fænomenale musicalinstruktør Julian Marsh (Warner Baxter) har haft indtil flere nervøse sammenbrud, med pga. økonomien (did You hear about Wall Street?) er han nødt til at påtage sig opgaven med at sætte Pretty Lady op, på trods af lægens indtrængende advarsler. Showet finansieres af Abner Dillon (Guy Kibbee), på den ene betingelse, at Dorothy Brock (Bebe Daniels) får hovedrollen.

Peggy møder Billy

Til optagelsesprøverne stiller Peggy Sawyer (Ruby Keeler) op, hun kommer ind fra landet, og har aldrig optrådt før, og narres af nogle af de rutinerede til at gå ind til omklædningsrummet, hvor Billy Lawler (Dick Powell), som har en større rolle i showet, sidder og han tager sig af hende.

Peggy, Annie og Lolly

Med lidt hjælp fra Loraine “Lolly” Fleming (Una Merkel) og “Anytime” Annie Lowell (Ginger Rogers), kommer Peggy med i første udtagelsesrunde, men når ikke blandet de sidste 40 … Men, der er sket en fejl, så der er kun hyret 39, og Peggy kommer alligevel med, på det yderste mandat.

Prøverne går i gang, Julian er benhård og forlanger, at alle giver sig fuldt ud, så der bliver knoklet igennem. Abner forventer og tror at Dorothy holder af ham, men hun har stadig følelser for sin gamle partner og coach Pat Denning (George Brent), og de mødes, når der er mulighed for det.

Abner og Dorothy, ikke helt på bølgelængde

Producerne er opmærksomme på, at Pat udgør en kæmperisiko, for hvis Abner finder ud af forholdet, vil han uden tvivl trække støtten til showet. Deres mitigering af risikoen: De hyrer et par bøller til at skræmme Pat, og de overfalder ham, lige da han har sat Peggy af efter en middag; hun tager op på sit værelse og værtinden smider dem begge ud, og Peggy flytter ind til Pat, helt uskyldigt.

Peggy, Pat og Dorothy, anklen er skadet

Aftenen før premieren har alle fået fri og fået besked på at slappe af. Dorothy følges med Abner, og ser Pat følges med Peggy, og i løbet af aftenen udvikler det hele sig; Dorothy slåer op med Abner, han trækker støtten, formildes af Julian og vil støtte igen, hvis han får en undskyldning. Peggy opsøger Pat på hans værelse, hvor Dorothy også opholder sig, og under lidt tumult falder Dorothy og kommer til skade med sin ene ankel. 

Julian giver Peggy det sidste mentale boost inden hun skal på scenen

Showet er tæt på at blive aflyst, fordi hovedrollen nu mangler, Abner kommer lige så glad med redningen i form af sin nye ”kæreste” Annie, som dog erkender, at hovedrollen er over hendes niveau. Til gengæld anbefaler hun Peggy, som efter intensiv træning hos Julian nogle få timer før tæppet går, får rollen, og bliver en bragende succes.

Her får vi de tre store numre.

Shuffle Off to Buffalo, med et ungt par på bryllupsrejse i et tog. På sædvanlig Busby Berkeley manér udvikler nummeret sig fra noget, der kunne foregå på en scene, til noget meget større og flottere, bl.a. en togvogn, der folder sig ud.

Young and Healthy

Young and Healthy

Young and Healthy

Young and Healthy, et typisk geometrisk nummer, som handler om sex 😊

 

Ruby Keeler i 42nd street

42nd Street

Og endelig den store afslutning, titelnummeret, et totalt overvældende nummer som er en hyldest til New York, med en opsætning langt ud over scenens grænser og med en masse action, bl.a. et mord.

Julian, udslidt efter en sidste (?) udmarvende opsætning

Filmen slutter med en udslidt Julian der opholder sig udenfor teateret, og hører tilskuernes kommentarer, bl.a. om hvor fantastisk Peggy er, og om at han vil tage æren for det.

One Week (Buster Keaton, Edward F. Cline, 1920)

♥♥♥♥♡♡

Det "færdige" hus

One Week er den første af de 21 kortfilm (two reelers) Buster Keaton skrev og instruerede med sig selv i hovedrollen i perioden september 1920 – marts 1923.

De er unge, forelskede, og de klarer al modgang med godt humør

Et nygift par (Sybil Seely og Buster Keaton) får et byg-selv-hus i bryllupsgave. Det kan angiveligt bygges på en uge, men en forsmået bejler ændrer numrene på nogle af de kasserne og resultatet bliver et ganske utraditionelt hus. 

Der er en del modgang ...

En voldsom storm fredag den 13., da de holder house warming, får huset til at dreje rundt som en karrusel. Det viser sig også, at huset er bygget på den forkerte matrikel, så de prøver at flytte det, men går i stå i en jernbaneovergang og huset bliver ødelagt af et tog. 

Det er ok at give op og komme videre

Buster placerer et til salg skilt og byggevejledningen på resterne og han og Sybil går.

Der er mange stige-gags

Der er en masse hæsblæsende gags i denne film, som meget humoristisk beskriver, hvordan relativt ukyndige mennesker forledes til at tro, at de kan skabe store resultater på kort tid ud fra en enkel vejledning.

En dristig scene med Sybil i bad

Og Buster der kommer ned gennem loftet

Naturligvis er der en masse finurligheder ved det fejlkonstruerede hus, og det skaber masser af sjove situationer. 

Og hvor er det skønt at opleve de to nyforelskede tage al modgangen med fantastisk humør og overskud.

En herlig film 😊

Scarface (Howard Hawks, 1932)

♥♥♥♥♥♡

Johnny, Tony og Poppy, Tony er let at læse :-)

Scarface er så meget pre-code at den selv i samtiden havde store problemer med at blive udsendt, og der blev bl.a. udarbejdet en alternativ slutning, hvor Scarface bliver hængt, og titlen fik tilføjelsen The Shame of a Nation. 

Blandt meget pre-code er utallige drab for åbent kamera, et åbenlyst incestuøst forhold mellem Scarface og hans søster, masser af let påklædte damer, spiritus flyder i en lind strøm, vold og skyderi er argumenter, der tæller, og indimellem kan man godt få det indtryk, at titelpersonen, som er totalt psykopat, og som ikke engang hans mor eller søster holder af, forherliges.

Historien kort: Chicago i 1920’erne, ølsalget styres af kriminelle på hhv. North Side og South Side. South Side styres af Big, som Tony aka Scarface (Paul Muni) dræber i filmens start efter ønske fra Johnny (Osgood Perkins), som overtager South Side, med Tony og hans højre hånd Guino (George Raft) som de udførende. Tony ignorer Johnnys ordrer om ikke at bevæge sig ind på North Side og en veritabel krig går i gang, som Tony går sejrrigt ud af, selv Johnnys kæreste Poppy (Karen Morley) overtager han. Tony dræber Johnny, som forgæves har forsøgt at likvidere Tony. Mens Tony og Poppy er bortrejst gifter Guino sig med Tonys søster Cesca (Ann Dvorak). Da Tony vender tilbage, skyder han Guino, og forskanser sig i sin lejlighed, hvor Cesca dukker op. Politiet omringer bygningen, Cesca bliver dræbt, Tony anholdt og skudt under forsøg på flugt.

Scarface er først og fremmest bragende velfortalt, visuelt imponerende og Paul Muni er formidabel i titelrollen. Historien afbalancerer glamouriseringen af gangsterne i forhold i forhold til politiet og pressen, og portrættet af Tony er på ingen måde glorificerende. Når han er pænest, kan han næsten virke normal, men farligheden og det ukontrollerbare ligger lige under overfladen, og lige fra starten er det tydeligt, at han kun har et mål at komme til at styre det hele. Som der står på reklamen for Cook's Tours: "The World Is Yours".

Hans mor har for længst opgivet ham, og forsøger forgæves at redde Cesca fra at blive en del af hans verden. Tony er sygeligt jaloux på enhver mand, der interesserer sig det mindste for søsteren, og hans ageren da hun danser tæt med en anden (da han selv danser tæt med Poppy), er en jaloux elskers. Poppy er en bleg erstatning for Cesca, og uden egentlig at erkende det selv, er hun for ham bare et symbol på, at han har overtaget biksen fra Johnny.

Han kan virke charmerende, men er dødsensfarlig, og han skyr ingen midler for at nå til tops, han er et dumt svin. Som alligevel portrætteres med små forsonende træk. Men selv bag hans humor lurer ondskaben.

Cesca er meget interesseret i Guino, hvor er hans blik rettet?

Ann Dvorak er vidunderlig som hans søster, først den lille, næsten uskyldige pige, men hun vokser til en kvinde, som er bevidst om sin indflydelse på mænd. Og den vidunderlige scene, lige før Tony dræber Guino, viser hendes så lykkelig, som man kan blive. Hendes forvandling til sidst er blændende: fra den hævnende hustru, som alligevel ikke kan dræbe sin bror, fordi de er så meget en del af hinanden; og hendes foragt for ham, da hun ligger døende og opdager at han er bange, for alvor bange, fordi han nu er helt alene.

Du er min søster, du skal ikke interesse dig for andre mænd!

Det er en af filmens pointer, at Tony, uanset sin tilsyneladende storhed, kun er noget i kraft af andre. Drabet på Big, Guino står som backup. Der er altid en anden, og når der en sjælden gang ikke er, så går det galt. Da han slæber Cesca hjem fra festen, hvor hun danser med en anden, er han pludselig alene, da han skal videre derfra, og der sætter Johnny sit attentatforsøg ind.

Det er en imponerende film!

The Dentist (Leslie Pearce, 1932)

♥♥♡♡♡♡

Tandlægen i aktion

Mack Sennett har produceret og W. C. Fields skrevet denne kortfilm, hvor W.C. Fields spiller hovedrollen som en gennemusympatisk tandlæge, golfspiller og far.

En dårlig taber

Som golfspiller er han den dårlige taber, som ender med at smide sit udstyr og caddie i vandet, fordi det er gået dårligt.

Som far, fordi han låser sin datter inde, for at forhindre at hun kommer sammen med en ismand (manden der bringer is til køleskabet), og kun accepterer manden til sidst, fordi han hjælper ham mod at blive banket.

Pre-code: man tænker ikke på tandlæge som det første :-)

Og ikke mindst som tandlæge, hvor vi oplever nogle sære patienter. Der er en, som han nærmest udkæmper en brydekamp eller en seksualakt med, for at få en tand ud. Der er en, som han gør glad ved at fjerne ”noget”, som er faldet ned i hendes mund fra loftet (datteren tramper i gulvet af raseri). Der er en med et kæmpeskæg, hvor tandlægen bruger et stetoskop for at finde munden.

Er det en god film, er det en sjov film?

Jeg grinede af nogle af de groteske scener hos tandlægen – det er bestemt ikke en film man skal vise en, der lider af tandlægeskræk – men den koleriske figur kammer næsten for meget over i denne film, og den er ikke så elegant, som jeg husker andre af hans korte film.

Filmen kan ses her W.C. Fields - The Dentist | Public Domain Movies.

The High Sign (Buster Keaton, Edward F. Cline, 1921)

♥♥♥♥♡♡

Mesterskytten og Storm P. opfindelsen

I perioden september1920 – marts 1923 skrev og instruerede Buster Keaton 21 kortfilm (two reelers) med sig selv i hovedrollen.

The High Sign er den første af disse, men blev først udsendt som den syvende, da Buster Keaton ikke var tilfreds med resultatet. Hvilket siger noget om hans meget høje standarder!

Buster, overskurken og The High Sign, som er skurkenes hemmelige signal

Buster spiller en dagdriver, der får job som mesterskytte i et skydetelt. Han hyres af de morderiske Blinking Buzzards til at slå en mand ihjel. Manden og hans datter hyrer Buster som mandens livvagt. Deres hus er fyldt med hemmelige udgange og faldlemme. Buster uskadeliggør alle skurke og vinder datterens hjerte.

Formatet, cirka 20 minutter, er perfekt for Buster Keaton. Der er masser af vidunderlige gags og masser af hittepåsomhed i filmen. Fx passagen hvor Buster konstruerer et Storm P.sk arrangement, så han skyder, træder på et bræt, løfter et kødben udenfor, en bundet hund springer op og klokken ringer, som om han har ramt med sit skud.

Et hus med mange muligheder

Højdepunktet er naturligvis det afsluttende forløb i det forunderlige huse, hvor en horde af forbrydere kommer til kort overfor Buster, som akrobatisk og i hæsblæsende tempo bevæger sig gennem den sindrige konstruktion, og vi i passager kan følge det flot koreograferede for løb fra sidelinjen.

Jeg fandt filmen på denne side The High Sign | Public Domain Movies, hvor der kan findes mange andre interessante film.

Footlight Parade (Lloyd Bacon, BusbyBerkeley, 1933)

♥♥♥♥♥♡

Joan Blondell og James Cagney = fantastisk kemi! (alle fotos: pre-code.com)

Hvordan agerer mennesker, når deres livsvilkår ændres dramatisk? Overgangen fra stumfilm til lydfilm er et skoleeksempel til at illustrere, hvordan en uigenkaldelig forandring sker. Der er der mange film, der handler om, tænk bare på Singin’ In the Rain. Footlight Parade er indspillet nogle år efter den definitive overgang, men så kort tid efter, at alle må have haft perioden present. Vi er midt i depressionen, Chester Kent (James Cagney) må se sin karriere som musicalproducent forsvinde, for hvem vil finansiere musicals, med en forestilling pr. dag, når den film kan vises mange gange om dagen, billigere?

Chester får den idé, at man kan producere mindre forestillinger, som kan bruges som optakt til filmene, og det bliver en bragende succes. Sammen med to andre skabes en rigtigt god forretning, bortset fra at Chester ikke tjener noget på det. Partnerne snyder ham, der bliver lavet falske regnskaber, så han får en udgave, hvor det ser ud om overskuddet indgår i produktionen af kommende forestillinger, mens det i virkeligheden går til de to kompagnoner. Og en tidligere ansat og dennes kæreste står for god gammeldags industrispionage, så alle Chesters ideer er hos konkurrenten ganske kort tid efter.

Nan Prescott (Joan Blondell) er hans totalt loyale sekretær, og forelsket ham, og han er opdager det ikke, fordi han har så travlt …

Chester er iderig, han er handlekraftig, han er i den grad i sine følelsers vold, og ikke mindst i sit underlivs – vi er i rendyrket pre-code. På trods af al modstanden kæmper han videre. Han tager sig af alt, stort og småt, han skaber energi, der er ingen tvivl om, at han er helt uundværlig.

Som om det, at stå for produktion af flere ugentlige forestillinger, ikke mindst skabe ideerne til dem, ikke er nok, så har han problemer på privatfronten: en ekskone vil skilles fra ham (fordi han ikke tjener penge nok), Nan er som nævnt forelsket i ham, og så falder han for hendes veninde. Han er under ekstremt pres.

Han beslutter, ikke urimeligt, at sige op, men de varer ikke længe. For den helt store mulighed frister, tre forestillinger i 40 forskellige byer, og det leder frem til filmens store finale. ALLE bliver spærret inde i tre dage, hvor det eneste mål er at gøre klar til tre shows, som skal præsenteres i forlængelse af hinanden en lørdag aften, og hvis de er godkendt (publikum er tilfredse) underskrives kontrakten. Det bliver den …

Historien er overordnet en klassisk historie, om den ensomme helt, som med hele verden imod sig alligevel lykkes. Men der er en masse forsiringer, som gør dette til en ganske særlig film. Det er pre-code, så der er – for at sige det på nudansk – totalt politisk ukorrekt sprogbrug og billedsprog. Herligt!

Der er er masse skønne replikudvekslinger og god underholdning i de første 2/3 af filmen - men det hele bygger op til den sidste 1/3-del, hvor de tre nævnte shows skal afvikles.

Her er ikke mindst Bea Thorn (Ruby Keeler) i centrum – hun er med i alle tre numre - og Scott Blair (Dick Powell).

Honeymoon Hotel

Første nummer er Honeymoon Hotel, hvor et ungt par (Bea og Scott) tjekker ind på Honeymoon Hotel, et herligt hotel hvor alle gæster tilsyneladende hedder Smith, alle samtaler aflyttes, der er meget aktive hoteldetektiver osv. Masser af humor, masser af misforståelser.

Busby Berkeley i topform ;-)

Næste nummer er By a Waterfall, hvor forelskede Bea og Scott hygger sig ved et vandfald, han falder i søvn, og et fantastisk show, med meget frække undertoner udspilles for vores øjne. 

Ruby Keeler og James Cagney kan også noget sammen ...

Sidste nummer er Shanghai Lil. Chester må nødtvungent overtage nummeret, og det gør han i den grad. Han optræder som en bums, på jagt efter sin kæreste (prostituerede), finder hende og er pludselig i uniform og er en del af den amerikanske flåde. Der er masser af guf i den scene, men for film buffs er højdepunktet at se Cagney og Keeler danske sammen!

Og ja, han danser godt, og ja, hun kigger meget på sine fødder, når hun danser.

Busby Berkeley er på toppen, og det er tre fantastiske numre, og det er åbenbart at der i forhold til kommende film er meget videre rammer end før pre-cod.

Filmen er rå og direkte. Den er romantisk og sentimental. Den er mandschauvinistisk. Den er humoristisk, ærlig og usentimental.

Det er summen af det hele, der gør at den i 2021 er lige så vital, som da den blev lanceret.

Det er en fantastisk film!