Denne blog handler om film, bøger, musik mv. Den startede som filmblog, da jeg har en forkærlighed for film, gerne stumfilm, men også nyere film frem til begyndelsen af 1960'erne. Den er i 2020 udvidet til at omfatte andre kunstarter :-)
42nd Street er en af de film jeg med stor fornøjelse genser den ene gang efter den anden. Historien er relativt traditionel, men den er fortalt med en energi, humor - også en del under bæltestedet (pre-code), rappe replikker, og med en række skønne skuespillere.
Det en historie om en barsk verden, hvor penge og underlivet styrer, med store menneskelige omkostninger, men også med muligheder for at nå stjernerne. Og så er der en dejlig naivitet i fortællingen, som jeg finder uimodståelig 😊
Den er lidt bagtung, de tre store musicalnumre er samlet til sidst, men de er værd at vente på.
I bund og grund beskriver filmen et klassisk projekt med et start- og et sluttidspunkt, økonomiske rammer og et indhold, som der kan justeres lidt på, men som i sidste instans skal resultere i et sammenhængende show. Rammerne og styringen er spændende beskrevet, med en dubiøs og ret usikker finansiering, og med masser af kompromisser, krænkende adfærd, urimelige arbejdsbetingelser osv. Men på trods af det, eller måske fordi det er en del af gamet, oplever vi en overvældende dedikation fra alle de involverede, som gør, at det hele alligevel lykkes, selvom det er på et hængende hår.
Den fænomenale musicalinstruktør Julian Marsh (Warner Baxter) har haft indtil flere nervøse sammenbrud, med pga. økonomien (did You hear about Wall Street?) er han nødt til at påtage sig opgaven med at sætte Pretty Lady op, på trods af lægens indtrængende advarsler. Showet finansieres af Abner Dillon (Guy Kibbee), på den ene betingelse, at Dorothy Brock (Bebe Daniels) får hovedrollen.
Peggy møder Billy
Til optagelsesprøverne stiller Peggy Sawyer (Ruby Keeler) op, hun kommer ind fra landet, og har aldrig optrådt før, og narres af nogle af de rutinerede til at gå ind til omklædningsrummet, hvor Billy Lawler (Dick Powell), som har en større rolle i showet, sidder og han tager sig af hende.
Peggy, Annie og Lolly
Med lidt hjælp fra Loraine “Lolly” Fleming (Una Merkel) og “Anytime” Annie Lowell (Ginger Rogers), kommer Peggy med i første udtagelsesrunde, men når ikke blandet de sidste 40 … Men, der er sket en fejl, så der er kun hyret 39, og Peggy kommer alligevel med, på det yderste mandat.
Prøverne går i gang, Julian er benhård og forlanger, at alle giver sig fuldt ud, så der bliver knoklet igennem.
Abner forventer og tror at Dorothy holder af ham, men hun har stadig følelser for sin gamle partner og coach Pat Denning (George Brent), og de mødes, når der er mulighed for det.
Abner og Dorothy, ikke helt på bølgelængde
Producerne er opmærksomme på, at Pat udgør en kæmperisiko, for hvis Abner finder ud af forholdet, vil han uden tvivl trække støtten til showet. Deres mitigering af risikoen: De hyrer et par bøller til at skræmme Pat, og de overfalder ham, lige da han har sat Peggy af efter en middag; hun tager op på sit værelse og værtinden smider dem begge ud, og Peggy flytter ind til Pat, helt uskyldigt.
Peggy, Pat og Dorothy, anklen er skadet
Aftenen før premieren har alle fået fri og fået besked på at slappe af. Dorothy følges med Abner, og ser Pat følges med Peggy, og i løbet af aftenen udvikler det hele sig; Dorothy slåer op med Abner, han trækker støtten, formildes af Julian og vil støtte igen, hvis han får en undskyldning. Peggy opsøger Pat på hans værelse, hvor Dorothy også opholder sig, og under lidt tumult falder Dorothy og kommer til skade med sin ene ankel.
Julian giver Peggy det sidste mentale boost inden hun skal på scenen
Showet er tæt på at blive aflyst, fordi hovedrollen nu mangler, Abner kommer lige så glad med redningen i form af sin nye ”kæreste” Annie, som dog erkender, at hovedrollen er over hendes niveau. Til gengæld anbefaler hun Peggy, som efter intensiv træning hos Julian nogle få timer før tæppet går, får rollen, og bliver en bragende succes.
Her får vi de tre store numre.
Shuffle Off to Buffalo, med et ungt par på bryllupsrejse i et tog. På sædvanlig Busby Berkeley manér udvikler nummeret sig fra noget, der kunne foregå på en scene, til noget meget større og flottere, bl.a. en togvogn, der folder sig ud.
Young and Healthy
Young and Healthy
Young and Healthy
Young and Healthy, et typisk geometrisk nummer, som handler om sex 😊
Ruby Keeler i 42nd street
42nd Street
Og endelig den store afslutning, titelnummeret, et totalt overvældende nummer som er en hyldest til New York, med en opsætning langt ud over scenens grænser og med en masse action, bl.a. et mord.
Julian, udslidt efter en sidste (?) udmarvende opsætning
Filmen slutter med en udslidt Julian der opholder sig udenfor teateret, og hører tilskuernes kommentarer, bl.a. om hvor fantastisk Peggy er, og om at han vil tage æren for det.
One Week er den første af de 21 kortfilm (two reelers) Buster Keaton skrev og instruerede med sig selv i hovedrollen i perioden september 1920 – marts 1923.
De er unge, forelskede, og de klarer al modgang med godt humør
Et nygift par (Sybil Seely og Buster Keaton) får et byg-selv-hus i bryllupsgave. Det kan angiveligt bygges på en uge, men en forsmået bejler ændrer numrene på nogle af de kasserne og resultatet bliver et ganske utraditionelt hus.
Der er en del modgang ...
En voldsom storm fredag den 13., da de holder house warming, får huset til at dreje rundt som en karrusel. Det viser sig også, at huset er bygget på den forkerte matrikel, så de prøver at flytte det, men går i stå i en jernbaneovergang og huset bliver ødelagt af et tog.
Det er ok at give op og komme videre
Buster placerer et til salg skilt og byggevejledningen på resterne og han og Sybil går.
Der er mange stige-gags
Der er en masse hæsblæsende gags i denne film, som meget humoristisk beskriver, hvordan relativt ukyndige mennesker forledes til at tro, at de kan skabe store resultater på kort tid ud fra en enkel vejledning.
En dristig scene med Sybil i bad
Og Buster der kommer ned gennem loftet
Naturligvis er der en masse finurligheder ved det fejlkonstruerede hus, og det skaber masser af sjove situationer.
Og hvor er det skønt at opleve de to nyforelskede tage al modgangen med fantastisk humør og overskud.
Scarface er så meget pre-code at den selv i samtiden havde store problemer med at blive udsendt, og der blev bl.a. udarbejdet en alternativ slutning, hvor Scarface bliver hængt, og titlen fik tilføjelsen The Shame of a Nation.
Blandt meget pre-code er utallige drab for åbent kamera, et åbenlyst incestuøst forhold mellem Scarface og hans søster, masser af let påklædte damer, spiritus flyder i en lind strøm, vold og skyderi er argumenter, der tæller, og indimellem kan man godt få det indtryk, at titelpersonen, som er totalt psykopat, og som ikke engang hans mor eller søster holder af, forherliges.
Historien kort: Chicago i 1920’erne, ølsalget styres af kriminelle på hhv. North Side og South Side. South Side styres af Big, som Tony aka Scarface (Paul Muni) dræber i filmens start efter ønske fra Johnny (Osgood Perkins), som overtager South Side, med Tony og hans højre hånd Guino (George Raft) som de udførende. Tony ignorer Johnnys ordrer om ikke at bevæge sig ind på North Side og en veritabel krig går i gang, som Tony går sejrrigt ud af, selv Johnnys kæreste Poppy (Karen Morley) overtager han. Tony dræber Johnny, som forgæves har forsøgt at likvidere Tony. Mens Tony og Poppy er bortrejst gifter Guino sig med Tonys søster Cesca (Ann Dvorak). Da Tony vender tilbage, skyder han Guino, og forskanser sig i sin lejlighed, hvor Cesca dukker op. Politiet omringer bygningen, Cesca bliver dræbt, Tony anholdt og skudt under forsøg på flugt.
Scarface er først og fremmest bragende velfortalt, visuelt imponerende og Paul Muni er formidabel i titelrollen. Historien afbalancerer glamouriseringen af gangsterne i forhold i forhold til politiet og pressen, og portrættet af Tony er på ingen måde glorificerende. Når han er pænest, kan han næsten virke normal, men farligheden og det ukontrollerbare ligger lige under overfladen, og lige fra starten er det tydeligt, at han kun har et mål at komme til at styre det hele. Som der står på reklamen for Cook's Tours: "The World Is Yours".
Hans mor har for længst opgivet ham, og forsøger forgæves at redde Cesca fra at blive en del af hans verden. Tony er sygeligt jaloux på enhver mand, der interesserer sig det mindste for søsteren, og hans ageren da hun danser tæt med en anden (da han selv danser tæt med Poppy), er en jaloux elskers. Poppy er en bleg erstatning for Cesca, og uden egentlig at erkende det selv, er hun for ham bare et symbol på, at han har overtaget biksen fra Johnny.
Han kan virke charmerende, men er dødsensfarlig, og han skyr ingen midler for at nå til tops, han er et dumt svin. Som alligevel portrætteres med små forsonende træk. Men selv bag hans humor lurer ondskaben.
Cesca er meget interesseret i Guino, hvor er hans blik rettet?
Ann Dvorak er vidunderlig som hans søster, først den lille, næsten uskyldige pige, men hun vokser til en kvinde, som er bevidst om sin indflydelse på mænd. Og den vidunderlige scene, lige før Tony dræber Guino, viser hendes så lykkelig, som man kan blive. Hendes forvandling til sidst er blændende: fra den hævnende hustru, som alligevel ikke kan dræbe sin bror, fordi de er så meget en del af hinanden; og hendes foragt for ham, da hun ligger døende og opdager at han er bange, for alvor bange, fordi han nu er helt alene.
Du er min søster, du skal ikke interesse dig for andre mænd!
Det er en af filmens pointer, at Tony, uanset sin tilsyneladende storhed, kun er noget i kraft af andre. Drabet på Big, Guino står som backup. Der er altid en anden, og når der en sjælden gang ikke er, så går det galt. Da han slæber Cesca hjem fra festen, hvor hun danser med en anden, er han pludselig alene, da han skal videre derfra, og der sætter Johnny sit attentatforsøg ind.
Mack Sennett har produceret og W. C. Fields skrevet denne kortfilm, hvor W.C. Fields spiller hovedrollen som en gennemusympatisk tandlæge, golfspiller og far.
En dårlig taber
Som golfspiller er han den dårlige taber, som ender med at smide sit udstyr og caddie i vandet, fordi det er gået dårligt.
Som far, fordi han låser sin datter inde, for at forhindre at hun kommer sammen med en ismand (manden der bringer is til køleskabet), og kun accepterer manden til sidst, fordi han hjælper ham mod at blive banket.
Pre-code: man tænker ikke på tandlæge som det første :-)
Og ikke mindst som tandlæge, hvor vi oplever nogle sære patienter. Der er en, som han nærmest udkæmper en brydekamp eller en seksualakt med, for at få en tand ud. Der er en, som han gør glad ved at fjerne ”noget”, som er faldet ned i hendes mund fra loftet (datteren tramper i gulvet af raseri). Der er en med et kæmpeskæg, hvor tandlægen bruger et stetoskop for at finde munden.
Er det en god film, er det en sjov film?
Jeg grinede af nogle af de groteske scener hos tandlægen – det er bestemt ikke en film man skal vise en, der lider af tandlægeskræk – men den koleriske figur kammer næsten for meget over i denne film, og den er ikke så elegant, som jeg husker andre af hans korte film.
I perioden september1920 – marts 1923 skrev og instruerede Buster Keaton 21 kortfilm (two reelers) med sig selv i hovedrollen.
The High Sign er den første af disse, men blev først udsendt som den syvende, da Buster Keaton ikke var tilfreds med resultatet. Hvilket siger noget om hans meget høje standarder!
Buster, overskurken og The High Sign, som er skurkenes hemmelige signal
Buster spiller en dagdriver, der får job som mesterskytte i et skydetelt. Han hyres af de morderiske Blinking Buzzards til at slå en mand ihjel. Manden og hans datter hyrer Buster som mandens livvagt. Deres hus er fyldt med hemmelige udgange og faldlemme. Buster uskadeliggør alle skurke og vinder datterens hjerte.
Formatet, cirka 20 minutter, er perfekt for Buster Keaton. Der er masser af vidunderlige gags og masser af hittepåsomhed i filmen. Fx passagen hvor Buster konstruerer et Storm P.sk arrangement, så han skyder, træder på et bræt, løfter et kødben udenfor, en bundet hund springer op og klokken ringer, som om han har ramt med sit skud.
Et hus med mange muligheder
Højdepunktet er naturligvis det afsluttende forløb i det forunderlige huse, hvor en horde af forbrydere kommer til kort overfor Buster, som akrobatisk og i hæsblæsende tempo bevæger sig gennem den sindrige konstruktion, og vi i passager kan følge det flot koreograferede for
løb fra sidelinjen.
Joan Blondell og James Cagney = fantastisk kemi! (alle fotos: pre-code.com)
Hvordan agerer mennesker, når deres livsvilkår ændres dramatisk? Overgangen fra stumfilm til lydfilm er et skoleeksempel til at illustrere, hvordan en uigenkaldelig forandring sker. Der er der mange film, der handler om, tænk bare på Singin’ In the Rain. Footlight Parade er indspillet nogle år efter den definitive overgang, men så kort tid efter, at alle må have haft perioden present. Vi er midt i depressionen, Chester Kent (James Cagney) må se sin karriere som musicalproducent forsvinde, for hvem vil finansiere musicals, med en forestilling pr. dag, når den film kan vises mange gange om dagen, billigere?
Chester får den idé, at man kan producere mindre forestillinger, som kan bruges som optakt til filmene, og det bliver en bragende succes. Sammen med to andre skabes en rigtigt god forretning, bortset fra at Chester ikke tjener noget på det. Partnerne snyder ham, der bliver lavet falske regnskaber, så han får en udgave, hvor det ser ud om overskuddet indgår i produktionen af kommende forestillinger, mens det i virkeligheden går til de to kompagnoner. Og en tidligere ansat og dennes kæreste står for god gammeldags industrispionage, så alle Chesters ideer er hos konkurrenten ganske kort tid efter.
Nan Prescott (Joan Blondell) er hans totalt loyale sekretær, og forelsket ham, og han er opdager det ikke, fordi han har så travlt …
Chester er iderig, han er handlekraftig, han er i den grad i sine følelsers vold, og ikke mindst i sit underlivs – vi er i rendyrket pre-code. På trods af al modstanden kæmper han videre. Han tager sig af alt, stort og småt, han skaber energi, der er ingen tvivl om, at han er helt uundværlig.
Som om det, at stå for produktion af flere ugentlige forestillinger, ikke mindst skabe ideerne til dem, ikke er nok, så har han problemer på privatfronten: en ekskone vil skilles fra ham (fordi han ikke tjener penge nok), Nan er som nævnt forelsket i ham, og så falder han for hendes veninde. Han er under ekstremt pres.
Han beslutter, ikke urimeligt, at sige op, men de varer ikke længe. For den helt store mulighed frister, tre forestillinger i 40 forskellige byer, og det leder frem til filmens store finale. ALLE bliver spærret inde i tre dage, hvor det eneste mål er at gøre klar til tre shows, som skal præsenteres i forlængelse af hinanden en lørdag aften, og hvis de er godkendt (publikum er tilfredse) underskrives kontrakten. Det bliver den …
Historien er overordnet en klassisk historie, om den ensomme helt, som med hele verden imod sig alligevel lykkes. Men der er en masse forsiringer, som gør dette til en ganske særlig film.
Det er pre-code, så der er – for at sige det på nudansk – totalt politisk ukorrekt sprogbrug og billedsprog. Herligt!
Der er er masse skønne replikudvekslinger og god underholdning i de første 2/3 af filmen - men det hele bygger op til den sidste 1/3-del, hvor de tre nævnte shows skal afvikles.
Her er ikke mindst Bea Thorn (Ruby Keeler) i centrum – hun er med i alle tre numre - og Scott Blair (Dick Powell).
Honeymoon Hotel
Første nummer er Honeymoon Hotel, hvor et ungt par (Bea og Scott) tjekker ind på Honeymoon Hotel, et herligt hotel hvor alle gæster tilsyneladende hedder Smith, alle samtaler aflyttes, der er meget aktive hoteldetektiver osv. Masser af humor, masser af misforståelser.
Busby Berkeley i topform ;-)
Næste nummer er By a Waterfall, hvor forelskede Bea og Scott hygger sig ved et vandfald, han falder i søvn, og et fantastisk show, med meget frække undertoner udspilles for vores øjne.
Ruby Keeler og James Cagney kan også noget sammen ...
Sidste nummer er Shanghai Lil. Chester må nødtvungent overtage nummeret, og det gør han i den grad. Han optræder som en bums, på jagt efter sin kæreste (prostituerede), finder hende og er pludselig i uniform og er en del af den amerikanske flåde. Der er masser af guf i den scene, men for film buffs er højdepunktet at se Cagney og Keeler danske sammen!
Og ja, han danser godt, og ja, hun kigger meget på sine fødder, når hun danser.
Busby Berkeley er på toppen, og det er tre fantastiske numre, og det er åbenbart at der i forhold til kommende film er meget videre rammer end før pre-cod.
Filmen er rå og direkte. Den er romantisk og sentimental. Den er mandschauvinistisk. Den er humoristisk, ærlig og usentimental.
Det er summen af det hele, der gør at den i 2021 er lige så vital, som da den blev lanceret.
Forgotten Man, afslutningen (alle fotos fra pre-code.com)
Fra åbningsnummeret We're in the money! bliver man blæst omkuld. Fay Fortune (Ginger Rogers) og et kor, som bogstaveligt talt ligner en million, synger og danser og Busby Berkeley har koreograferet…:
Fay - man kunne godt have ønsket en større rolle til Ginger Rogers i filmen
”Ol' Man Depression, you are through, you done us wrong!
We never see a headline 'bout a bread line today,
And when we see the landlord,
We can look that guy right in the eye!
We're in the money! Come on, my honey!
Let's lend it, spend it, send it rolling along!”
Ligesom filmens øvrige numre er teksten af Al Dubin og musikken af Harry Warren.
Stemningen er høj, der knokles, det er dagen før showet skal åbne, det er full dress rehearsal.
Men nej, depression er ikke forbi … nummeret får ikke lov at slutte som planlagt. Produceren Barney Hopkins (Ned Sparks) skylder penge til højre og venstre, penge han har lånt for at kunne stable showet på benene, kreditorerne får stoppet showet, der er intet at gøre. Selv de dragter, de har på til nummeret, bliver brutalt flået af, intet skal fjernes fra boet.
Et stoppet show betyder, at veninderne Carol King (Joan Blondell), Trixie Lorraine (Aline MacMahon) og Polly Parker (Ruby Keeler) er arbejdsløse, og intet har at stå op til, de må sågar synke så dybt som til at sjæle mælk fra en anden omgang, for at få noget til morgenmaden. Alle – og der er ikke mange kan man forstå - chancer forfølges. Så da Fay kommer forbi, i tøjet fra den drugstore, hvor hun arbejder, og fortæller at Barney er ved at være klar med et nyt show og skal hyre folk, bliver stemningen straks ekstatisk.
De trækker lod om, hvem der skal opsøge ham, for de har ikke tøj nok, til at de alle kan klæde sig ordentlig på, Carol vinder og tager afsted, ringer tilbage senere stakåndet af overvældelse, for Barney vil komme med hende tilbage til lejligheden, de skal ringe efter veninderne, for der ER et show på vej - arbejde!!!
Barney fortæller begejstret om det show han har i tankerne, storslået og med stof til eftertanke, ikke mindst noget med depressionen. Han hører musik fra en nabo-lejlighed, hvor Brad Roberts (Dick Powell) en ung, talentfuld komponist og sangskriver holder til og vil straks have ham over. Polly, som småflirter med ham, får ham over, og han overbeviser med det samme Barney: han skal stå for al musikken til showet.
Stemningen er euforisk, nu skal det hele i gang igen … men, da der bliver spurgt hvornår de skal begynde at arbejde med showet bliver de slået tilbage til start. Barney mangler at få finansieringen på plads.
Det er ikke bare en fantasi, vi kan høre at han har haft forskellige sponsorer på banen, senest en mand, der skulle skilles, men nu er forsonet med konen, som ikke synes han skal bruge penge på teatret.
Brad spørger, hvor meget Barney skal bruge for at finansiere showet, han startmed med 50.000 $, og gradvis ”forhandler” han sig selv ned på 15.000 $. Dem vil Brad godt sørge for, han er lige ved at skrive en check, men fortryder og tilbyder i stedet at komme med pengene kontakt dagen efter kl. 10:30 på Barneys kontor.
En meget mærkelig stemning breder sig. Ingen tror på Brad, selv Polly synes han går for vidt, selvom hun allerhelst vil tro han, har ret. Men stemningen er imod ham, det er bare en malplaceret joke, eller er det? Brad virker ikke sådan.
De sidder da også alle på Barneys kontor næste morgen, men klokken er blevet 12:00, der er ingen Brad og ingen penge, Barney sender sekretæren, han har hyret for dagen hjem, afviser sprutsælgeren, som kommer med de fineste varer i en violinkasse, og gør klar til at lukke ned. Så dukker Brad op, i godt humør, han er blevet forsinket af en musikalsk idé, og lægger de 15.000 $ kontant på Barneys bord.
Prøverne går i gang, og rygterne går om, hvor Brad kan have pengene fra, beløbet passer med de 20.000 $, der er stjålet ved et bankrøveri. Det er også mærkeligt, at han ikke ville skrive under på checken. Og han vil ikke optræde, selvom han åbenlyst er bedre end den ”unge” mand (Clarence Nordstrom), den mandlige hovedrolle. Sidstnævnte får et voldsomt lumbago-anfald kort tid før premieren og kan ikke gå på scenen. Da Brad ikke vil optræde, har Barney ingen anden løsning end at aflyse …
En af de optrædende fortæller Brad, hvad konsekvenserne er: de har alle opgivet noget, for at kunne blive en del af showet, de vil alle blive arbejdsløse og uden muligheder for at finde noget andet. Sådan har han slet ikke tænkt, og han ombestemmer sig på stedet.
Det er svært at pette en pige i ståldragt
Polly og Brad er fantastiske i Pettin’ in the Dark, det er vidunderligt, frækt, humoristisk, storslået – igen Busby Berkeley for fuld udblæsning.
Happy ending? Ikke endnu.
For hvad er det nu med Brads hemmelighedskræmmeri?
De flyver ind fra Boston for at få styr på roderiet: Brads storebor J. Lawrence Bradford (Warren William) og familieadvokaten Faneuil H. Peabody (Guy Kibbee) har læst om Brads teatersucces, og for de stenrige bankfolk er det en skandale at han nedværdiger sig til at arbejde med populærmusisk og omgås billige og vulgære teaterfolk.
Da Brad nægter at opgive musik og teater sætter storebror sig i stedet for, at han vil købe Polly fra at gifte sig med Brad. For en rig bankmand, kan ikke forestille sig andet, end at det bare et spørgsmål om prisen.
Carol, da hun møder Lawrence, som tager hende for Polly
Men naturligvis går det slet ikke, som han havde tænkt. Da han og Faneuil kommer til lejligheden for at ”overtale” Polly er Carol og Trixie i lejligheden, Lawrence tror Carol er Polly, Trixie lægger an på Faneuil – de er jo Gold Diggers – og spillet er kørende, og får lov at køre næsten helt til enden.
Cheap and vulgar
Der skal naturligvis nogle forviklinger til, men lige før det store afslutningsnummer på showet falder alting på plads Polly og Brad har giftet sig, Trixie og Fanny har også giftet sig og Carol og Lawrence har sagt ja til hinanden, selvom hun er cheap and vulgar.
Happy ending? Både og.
For så kommer filmens højdepunkt: Forgotten Man:
Forgotten Man
Carol går dårligt klædt på gaden, synger, mens vi ser rækker sultne og frustrerede mænd, mænd der ligger på gaden og bliver antastet af politiet. Andre kvinder istemmer, vi ser soldater marchere ud i kamp for fædrelandet i Første Verdenskrig, vi ser dem vende døde eller sårede hjem, og vi ser dem stå i den breadline, som blev nævnt i starten af filmen. Det er stort, det er flot, og god intimt og indlevende. Det har en fantastisk effekt, man kan mærke depressionen, man kan mærke desperationen.
Vi ved at der var tre Gold Diggers der fik deres rige mænd i filmens kontekst, men vi får til sidst kontrasten effektfuldt serveret. Hvordan mon det har været at gå ud af biografen med den sang hængende i øregangene og de billeder på nethinden som sidste indtryk?
Gold Diggers of 1933 er en forrygende showfilm, som med en ganske simpel historie som rygrad, overbevisende får fortalt en historie med perspektiv. Den er flot fortalt, der er fantastiske skuespillere hele vejen igennem, der er nogle af Busby Berkeleys allerflotteste numre og det hele virker bare perfekt sammen.
Jeg hedder Paul Lysholdt. Jeg er aktiv pensionist. Jeg nørder med vin (er uddannet sommelier). Jeg arbejder med mental træning (er i gang med Master of Mental Training™ hos Rasmus Bagger). Jeg beskæftiger mig med hunde: jeg er formand for www.sydkystenshundeskole.dk, arrangerer rallyprøver, rallydommer (DKK). Træner og konkurrerer med Otto, Max er gået på pension.
